Tirsdag d. 11. august ville Inger Lauritzen, den syngende fiskerkone fra Lønstrup, være fyldt 100 år. Det har ført til flere fejringer i og omkring den lille kystby. Fx fælles morgenmad på selve dagen, afsløring af et bronzerelief udført af Bodil Dam, kirkekoncerter m.m. – og selv deltog jeg i to koncerter d. 13/8 på Strandhotellet i Lønstrup og d. 14/8 på Vendsyssel Teater. Jeg fungerede som konferencier og ”historisk guide” gennem Inger Lauritzens liv og kunstneriske virke.
Det havde været en hård omgang. Inger Lauritzen var sjældent syg, men denne her omgang influenza havde virkelig bragt hende til tælling. Gudskelov var ungerne jo flyttet hjemmefra, så nu kunne man jo rent faktisk have tid til at være syg. Men alligevel sjovt havde det ikke været – og når man nu ikke var helt ung længere, var modstandsdygtigheden måske heller ikke helt som før. Selv da influenzaen havde fortaget sig, måtte Inger tit lægge sig for at komme lidt til kræfter. Og det var, da hun lå dér, at en melodi blev ved med at rumstere i hendes hoved. Den var køn og iørefaldende. Og på en eller anden måde så velkendt. Men hun kunne ikke komme i tanke om, hvad den hed – eller hvorfra hun kendte den. Inger fortrød, at hun som den eneste i familien aldrig havde haft tålmodighed til at lære noder. Nu måtte hun forsøge at fastholde den lille melodi ved hjælp af små kruseduller, boller og krydser, der gik op og ned – et selvudviklet system, som hun var for skamfuld til at vise til andre. Sine “unoder”, kaldte hun dem.
Lillebror Kristian og Gud
Dog – lillebror Kristian fik lov at se dem, efter at hun forgæves havde nynnet den lille melodi for venner og bekendte, hvoraf ingen havde kunnet genkende den. Kristian, der var musiklærer, fik hurtigt oversat Ingers unoder til rigtige noder, og således var fiskerkonen fra Lønstrup pludselig blevet “komponist”. I en alder af ca. 50. Hun var selv både overrasket og overvældet. Var det en slags hjerneskade efter den kraftige influenza? Eller var hun bare blevet almindeligt tosset? Det var ikke til at sige, men da flere nye og smukke melodier vedblev med at strømme ud af hende, slog hun sig til tåls med, at det sikkert var Gud, der havde en finger med i spillet. Inger Lauritzen havde livet igennem skrevet digte og sangtekster, men at hun nu pludselig blev i stand til at sætte sine egne toner til poesien, fuldendte på mange måder hendes værker. Digte, der i mange år havde ligget i en skuffe, blev taget op, pudset af og tilført nyt liv med en ny Inger Lauritzen-melodi.
Hjørring Revyen
Og nu gik det stærkt. Direktør for Hjørring Revyen, Thøger Olesen, kom via sin mor på sporet af Ingers nyudviklede evner, og efter at han havde rekvireret et kassettebånd, hvor Inger havde indsunget nogle af sine sange, var Thøger Olesen ikke i tvivl: Sangen “Kystfiskeren” skulle med i den næste Hjørring Revy – og det kom den med Birgit Conradi som solist – og det blev en stor succes for både revyen og Inger Lauritzen.
Barndom
Inger Lauritzen fødtes 11. august 1926 og ville altså netop i tirsdags være rundet de 100 år, og det er naturligvis en god anledning til at mindes denne lokale digter.
Hun voksede op som landmandsdatter på gården Øster Dahl mellem Lønstrup og Skallerup. Hendes forældre, Agnes og Henrik, var dygtige og hårdtarbejdende og samtidigt kærlige forældre. Det var også et musikalsk hjem, hvor såvel forældre som børn både kunne synge og spille instrumenter. Som sagt var Inger den eneste, der aldrig lærte sig noder – det gad hun simpelt hen ikke! Men hun blev en habil pianist, som spillede efter gehør, og når man om aftenen samledes til fællessang, var det oftest Inger, der sad ved tangenterne – hun skulle jo heller ikke først bruge tid på at finde noderne frem.
De første syv år af Ingers liv var gode og trygge, men så ramtes hendes far meget hårdt af sukkersyge, som medførte flere og flere komplikationer og indlæggelser, og et par dage før Ingers 10 års fødselsdag valgte faderen at tage sit eget liv. Det blev selvfølgelig både en stor sorg og en stor omvæltning i Ingers unge liv og naturligvis også for moderen, der nu pludselig stod alene med en stor gård og fire børn. Hun klarede dog udfordringen på imponerende vis, og nogle år efter giftede hun sig igen, og børneflokken udvidedes med yderligere to børn, Kristian og Bitten. Selv om Inger som nævnt aldrig gav sig tid til at lære noder, så var hun meget optaget af musik og poesi. Hun var en opmærksom iagttager af sine omgivelser, af naturens gang og menneskelige skæbner og skabte gennem sit lange liv en stor samling digte og viser.
Mødet med Knud
Nu er det vist på tide, at vi får gang i de romantiske violiner. Vi skal til dansant på Adolph Jensens Hotel i Lønstrup. Året er 1946. Egnens unge piger og drenge sidder bænket i lange rækker på hver sin side af dansegulvet. Blandt de unge mænd er der en gruppe fiskere, som, Inger synes, er vældigt pæne. Særligt den ene. Hun sender ham skjulte blikke hele aftenen, ligesom han også i smug betragter hende. Men Inger får lov at sidde hele aftenen, uden at han byder hende op. Først da musikerne pakker deres instrumenter sammen, tager han mod til sig, går over dansegulvet og inklinerer for den unge pige, som han har holdt øje med hele aftenen.
“Jamen nu er musikken jo stoppet”, siger Inger lidt forvirret.
“Øh…nå ja…. Men du kan jo synge, ikke?”
Og så danser de to unge mennesker med hinanden, mens Inger synger i vilden sky. Den unge mand hedder forresten Knud. Og dansen varer i 56 år.
Fra landbotilværelse til fiskerkone
Ægteskabet med Knud betød på alle måder store livsforandringer for Inger. Fra en nogenlunde rolig landbotilværelse var hun nu pludselig blevet “fiskerkone” og på den måde prisgivet havet og dets dramatiske luner. I mange år fyldte uroen og nervøsiteten for Knuds færden i det voldsomme element meget. Ofte var Inger at finde på solnedgangspladsen, hvor hun spejdede ud over det mægtige hav, mens der blev bedt en stille bøn for, at Knud ville komme sikkert hjem. At han (ligesom sin egen far) også var redningsmand, gjorde ikke situationen nemmere for Inger, og på den måde delte hun et skæbnefællesskab med de mange andre fiskerkoner i den lille by. Det var ikke en nervøsitet, man talte om, men den knyttede et stærkt bånd kvinderne imellem. Og Ingers frygt kombineret med hendes store respekt for fiskerne og redningsfolkenes livsvilkår blev i stedet omsat til ord, rim og vers.
Naturens kræfter – et vilkår for Lønstrup
Omskifteligt og farligt vejr er et vilkår for fiskerne, men naturens kræfter i øvrigt har også altid været en mærkbar og evigt tilstedeværende faktor for det lille landsbysamfund i Lønstrup. Kystnedbrydningen har fundet sted i århundreder, og de menneskeskabte klimaforandringer vil ikke gøre problemet mindre i årene fremover. Men nogle år er ødelæggelserne mere tydelige og håndgribelige end andre år.
1981 var et af de slemme år. Det var også året, hvor den moderne og synkefri redningsbåd, RF2, forliste under en redningsaktion. Ni mand mistede livet, tre fiskere og seks redningsfolk. Og bare en uge forinden, havde en voldsom storm ædt ca. 30 meter af Lønstrup klint på blot en enkelt nat. Inger og Knuds hus, Nordstrand, på toppen af Havbakken kommer afgrunden faretruende nær, ligesom både Villa Vest og redningsbygningen er tæt på at forsvinde i bølgerne. Et sommerhus syd for
Lønstrup klarer ikke stormen, men ryger i havet.
Lønstrupborgerne havde i mange år råbt op om, at deres lille lokalsamfund var i fare for at blive opslugt af havet – uden at det havde gjort videre indtryk på myndighederne. Men denne gang, tænkte Inger: “Nu kan det være nok”.
Inger og Anker
Hun kontaktede Danmarks Radios provinsafdeling, der umiddelbart efter indfandt sig med tændte kameraer – og billeder af ødelæggelserne gik landet rundt. Blot to dage efter fik Lønstrup besøg af statsminister Anker Jørgensen, som uden videre introduktion blev mødt af en oprørt Inger Lauritzen, der blot udbrød: “Du må gøre noget”.
Anker Jørgensen kunne godt se, at situationen i Lønstrup var helt gal – så han sagde så de berømte ord: “Jeg har aldrig været en diktator – men nu dikterer jeg en omgående kystsikring”. Og dén blev så iværksat kort efter.
Skybruddet 1877 – slugten
Men det var jo langt fra første gang, at Lønstrup var genstand for elementernes uhæmmede rasen. Den store slugt, der gennemskærer byen fra omkring den gamle biograf og ned til stranden, er jo et nærværende minde om en anden stor katastrofe, nemlig det store jordskred, som følge af et skybrud, der i 1877 sønderrev byen og dannede en 18 meter bred og syv meter dyb kløft. På et par timer forandredes geografien totalt, og adskillige huse, stalde og broer var forsvundet i havet.
Bandet Nordstrand og Knuds sygdom
Inger og Knud fik som sagt 56 gode år sammen. Det var et lykkeligt ægteskab, hvor man bakkede op om hinanden. Tre børn fik de: Helle, Lisbeth og Carl, og siden blev det til seks børnebørn (deriblandt Mathilde). Til Ingers store glæde dannede Mathilde et band, “Nordstrand” (opkaldt efter Knud og Ingers hjem), som nyfortolkede en lang række af Ingers sange.
Og minsandten om ikke Inger også oplevede at blive oldemor – til ikke færre end 18 små poder. Da Ingers sene karriere som sanger og foredragsholder foldede sig ud, var det også Knud, der kørte hende land og rige rundt i deres bil. Han sad så pligtskyldigt og ventede udenfor, indtil Inger var færdig. ”Det kunne jo være, hun også sagde noget om mig – og så er det nok klogest ikke at være til stede”. Inger fik aldrig selv kørekort og gudskelov for det, som nogle af hendes børn har udtrykt det. Omkring årtusindeskiftet rammes Knud af en for sent opdaget tarmkræft. Den stærke og stovte, tidligere fisker og redningsmand, bliver nu pludselig selv afhængig af hjælp. Han frygter kort, at Inger måske vil forlade ham, nu da han pludselig fremstår svag og udstyret med stomipose, men det vil Inger naturligvis ikke høre tale om. Hun aflyser alle sine aftaler og foredrag og passer Knud den sidste tid, inden han dør i 2002. Loyalitet var et adelsmærke og en selvfølgelighed for Inger.
Intet som hav og bølger kan drage
Inger Lauritzen blev boende i Nordstrand frem til sin død d. 6. august 2019, 92 år gammel. Hun vil altid være en del af Lønstrups, havets og vestkystens DNA.
Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.
Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.
Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
——-.
Hovedfoto: Inger Lauritzen. Foto Kultunaut.
—–
Artiklens forfatter: Jørgen Bing. Skuespiller og byrådsmedlem (SF) Hjørring
