Aalborg Teater – på vej mod nye horisonter del 2

Udgangspunktet for forandring
Aalborg Teater er en vægtig og central kulturinstitution i Nordjylland. Som landsdelsscene har den et særligt ansvar for at vise et udbud af scenekunst, der både er lokalt forankret og samtidig giver mulighed for udsyn mod en større omverden. Og måske mere afgørende, at det der vises, opleves som relevant for publikum og ligefrem kan skabe en form for resonans hos dette.

Det stiller krav om en alsidig programlægning, der giver plads til et bredt kulturtilbud, uden at man svigter det eksperimenterende og det helt smalle. Den smukke bygning i Jernbanegade er således indrettet med sceneformer, der kan understøtte ønsket om at præstere en mangfoldig teaterkunst.

Med sin status som landsdelsscene er der fulgt et sæt af forventninger med om, at Aalborg Teater kort sagt skal kunne tilbyde det hele. At det via forestillingernes indhold og sceniske udtryk er i stand til at formidle en teaterkunst, der belyser livets og tidens store spørgsmål.

I mange år har det næsten været en selvfølgelighed, at man søgte mod teatret, fordi man havde en indgroet tro på, at man dér kunne få meningsfulde og tankevækkende oplevelser. På den baggrund havde teatret opbygget et stabilt publikumsvolumen med over 90.000 solgte billetter pr. sæson. Mange af dem i form af årsabonnementer tegnet af et loyalt publikum.

Dette virkelighedsbillede ændrede Corona pandemien radikalt på, og over to sæsoner efter pandemien faldt dette tal med 30.000 billetter pr. sæson. Siden da har teatret arbejdet ihærdigt og voldsomt på at vende denne uheldige og truende udvikling. Med ansættelsen af Thomas Bjørnager som ny teaterdirektør fra august 2023 tog man det første skridt i retning af den udviklingsproces, som er emnet for denne artikel.

I en tidligere artikel ”Aalborg Teater – på vej mod nye horisonter?” bragt her i netavisnord.dk i marts måned, har jeg beskrevet det centrale tankegods og de visioner, der lå bag teatrets ansøgninger til Spar Nord Fonden og Kulturpuljen under den nordjyske region for at muliggøre et udviklingsprojekt, der over tid kunne skabe et mere publikumsinkluderende teater og dermed være med til at vende udviklingen i en mere positiv retning. I denne proces arbejdede Thomas Bjørnager og teatrets sponsorchef Tine Wammen tæt sammen, og man lykkedes med at skaffe de nødvendige midler til etårigt projekt.

Ifølge Bjørnager ville dette projekt indebære en kunstnerisk undersøgelsesproces, hvor alt vedrørende teatrets arbejdsgange, organisation og dets selvforståelse af, hvad scenekunst kunne indebære, ville kunne blive påvirket. Alt sammen med henblik på at skabe et mere omverdens inkluderende teater, hvor folks oplevelse af teatrets forestillinger skulle tillægges en langt større vægt end tidligere. I centrum for denne forandringsproces stod tankerne om at implementere forsamlingshustanken i relation til teatrets daglige drift. Her kunne man mødes med skuespillere til en aftertalk eller lave debatarrangementer bygget op omkring forestillingernes tematikker.

Projektet blev officielt løbet i gang den 15.marts i år. På dette tidspunkt var der imidlertid sket et skifte på ledelsesgangen, hvor Thomas Bjørnager efter fælles forståelse med teatrets nye bestyrelse havde forladt sin stilling.

Nu er ledelsen blevet todelt. Med Kjersti Hustvedt som kunstnerisk direktør med ansvaret for programlægningen, som hun i mange år har stået for og med Claus Nørgaard Poulsen, der skal tage sig af den organisatoriske og administrative del af teatrets drift. Denne todeling af ledelsesstrukturen finder man også på andre teatre i landet (bl.a. i Århus og Odense).

Denne ændring er blevet gennemført for at styrke organisationen indadtil og for at optimere betingelserne for at kunne bringe Aalborg Teater sikkert ind i fremtiden. Som kulturudbyder må man i dag generelt gøre meget mere for hele tiden at sikre sig, at man kan nå et publikum. Fordi målgruppeadressering og målgruppeinvolvering, især under indflydelse af de sociale medier, i dag er blevet en uomgængelig faktor i den måde kulturlivet er organiseret og udfolder sig på.

Af den grund er det vigtigt, at Aalborg Teater som organisation får udnyttet sine ressourcer og kompetencer bedst muligt på alle niveauer. Så det er rustet til både at forny sig og til at omstille sit mindset til at tænke mere på, hvordan man kan indkredse og indfange nye målgrupper. Fordi man ikke kan udelukke, at tidens forstærkede krav om en synlig og massiv målgruppeadressering, også kan være en del af forklaringen på nedgangen i billetsalget. For at bevare sin status som en central kulturinstitution i Nordjylland må Aalborg Teater således gå aktivt ind i den udvikling, og det er det nævnte projekt det første vidnesbyrd om.

Sofie ”Tone” Nielsen – programlægger af events

Skiftet på ledelsesfronten har imidlertid ikke ændret på ønskerne om at prøve projektets visioner og tanker om forandring af indenfor murene, men hvordan er det så gået med projektet? Hvordan har man grebet processen an, og hvilke erfaringer har man gjort sig efter det første halve år? Det vil jeg komme nærmere ind på i det følgende.

Artiklen her er baseret på et interview med Sofie ”Tone” Nielsen, der blev ansat til at være tovholder på udviklingsprojektet. Mere præcist er hun ansat som programlægger af arrangementer og events, som har til formål at vinde nye målgrupper og opbygge en større loyalitet hos det eksisterende publikum. Og det er ikke en helt nem opgave.

Med sin baggrund som bl.a. udøvende electronica- musiker og med en stærk interesse for iværksætteri og festivals – og græsrodsarbejde indenfor eksperimenterende musik, kunst og kultur har hun med sin viden og erfaringer med at udvikle nye kulturtilbud rigtig gode forudsætninger for at indgå i dette udviklingsprojekt. Hun var bl.a. været en aktiv del af Platform4, som over en tiårig (2008-2018) lagde rammer til den eksperimenterende kunst og kultur i Aalborg, og været højskolelærer i en årrække. Hendes arbejde er blevet prisbelønnet flere gange, bl.a. med Nordjyske kulturpris i 2011

Den første tid i stillingen som projektleder eller mere præcist som programlægger af events er gået med, som hun selv formulerer det, at blive onboarded. Lære huset og organisationens forskellige dele at kende. Få indblik i arbejdsgange, fordi hendes arbejde kræver et tæt samarbejde med alle dele af teatret. Hendes arbejdsområde dækker alt, hvad der ligger ud over programmet eller mere præcist i forlængelse heraf. De arrangementer og events hun er med til generere, læner sig med andre ord op ad det, der er i teatret i forvejen og skal uddybe de oplevelser, der følger af at se de programsatte forestillinger. Som en slags tillægsoplevelser, men parallelt hermed skal hun være med til at udvikle arrangementer og events, som ikke umiddelbart har noget med teatrets virke at gøre. Disse skal i sig selv vække en lyst og interesse for at lære Aalborg Teater bedre at kende og begynde at gå teater.

Selve udviklingen af arrangementer og events baserer sig på en kontinuerlig samarbejdsproces med en fastlagt mødefrekvens, hvor Sofie ”Tone” Nielsen sparrer sammen med Kjersti Hustved (kunstnerisk direktør), Jens Christian Lauenstein Led (chefdramaturg) og marketingafdelingen om de ideer til events og andre arrangementer, der kommer fra Sofie Tone Nielsen.

Denne systematiske tilgang for at få udviklingsprojektet til at fungere er vigtig, fordi det er i processen, at det nye sker. Det er undervejs, at forandringer opstår, som Sofie ”Tone” Nielsen formulerer det. En ting er de overordnede visioner for projektet, men vigtigere er vejen ad hvilken man går. Det kræver en opmærksomhed i forhold til, hvor man aktuelt er i processen og målene for det videre forløb, og det kræver, at man får sat ord på det, der sker, mens det sker.

Via dette samarbejde bredes der løbende viden og erfaringer ud til resten af organisationen, så alle er opdateret med viden om status på projektet, og alle ansatte får dermed medejerskab til projektet. Et konkret udslag heraf viser sig ved, at skuespillerne også bidrager med forslag til events, man kan gå videre med. For at nå videre ud er man som led i markedsføringen af de ideer, man ønsker at realisere, også ude på de sociale medieplatforme, og her først og fremmest på Instagram og Facebook.

Som udenforstående får man et klart indtryk af, at det er et solidt funderet procesforløb, som helt sikkert har gode chancer for at kaste gode resultater af sig, men det vil heller ikke være forkert at sige, at der skal en massiv indsats til for at få en supertanker, som Aalborg Teater er som kulturinstitution, til at flytte sig i en anden retning. Meget har i mange år været selvfølgeligt og indlysende omkring Aalborg Teater, og man stillede ikke spørgsmålstegn ved dets berettigelse. Nu i tidens fagre nye verden er der måske grund til at stille spørgsmål til, hvad fremtidens dna skal være i huset i Jernbanegade. Når Thomas Bjørnager sagde, at projektet ville involvere en kunstnerisk undersøgelsesproces, var det formentlig det, han havde i tankerne. Det bliver spændende at følge.

Allerede nu er man fra ledelsens side blevet overbevist om værdien af projektet og har besluttet sig for at gøre stillingsfunktionen til en fast forankret del af teatret. Over de næste to til tre år er det derfor planen at arbejde systematisk på at gøre de visioner, der er indeholdt i projektet, om publikumsinkludering og ønskerne om at vinde nye målgrupper til en integreret del af teatrets virke.

Projektets omdrejningspunkter – de tre ben
De nævnte arrangementer og events fordeler sig på tre ben. Det første ben har at gøre med de forestillingsnære aftertalks, som typisk går ud på, at publikum efter en forestilling har mulighed for at møde et par af skuespillerne til en nærmere snak om f.eks. tematikken i stykket, deres arbejde med rollen eller få udredt elementer ved stykket, som man ønsker at blive klogere på.

Her fungerer chefdramaturg Jens Christian Lauenstein Led som moderator. Meningen er at give publikum mulighed for at få uddybet oplevelsen af den forestilling, de lige har set. Det er arrangementer, hvor publikum kan og ”forventes” at involvere sig. Arrangementerne bidrager til at involvere publikum ved at vise respekt for de oplevelser, de har haft ved at se forestillinger på teatret.

Arrangementerne var i den tidlige projektfase tænkt at skulle foregå i Forsamlingshuset, men som arbejdet med projektet er skredet frem, er man nået frem til, at alle arrangementer og events kan foregå overalt i teatret, men ud fra hvor det giver bedst mening. Det kan således foregå på Store scene, Lille Scene, i Forsamlingshuset…..

En af de første gange, man afprøvede ideen med aftertalks, var til stykket Høstsonaten, der blev sat op i foråret.

I denne sæson 2024/2025 er det planen løbende at lave aftertalks i tilknytning til en række forestillinger. Af teatrets hjemmeside (https://www.aalborgteater.dk/arrangementer/) fremgår det, hvilke aftertalks, der er planlagt. Her kan man nævne den ”satiriske og meget underholdende” cabaret Der Weltuntergang, hvor man kan møde et par af skuespillerne eller dramaet Arendt – at se i mørket baseret på filosoffen Hannah Arendts liv og tænkning. Her vil aftertalken forme sig som en samtale mellem Ina-Miriam Rosenbaum, der spiller rollen som Arendt og professor og phd. Lisbeth Uhrenfeldt, der ved siden af sit arbejde som sygeplejerske har beskæftiget sig med idehistorien i relation til Hannah Arendt.

Med det andet ben ønsker man at lave en type af arrangementer, hvor man tager afsæt i enkelte forestillingers problematikker og så at sige vender dem ud mod verden udenfor. Rettet mod den virkelighed, som har med den nære dagligdag at gøre. Med en formulering fra interviewet med Sofie ”Tone” Nielsen kan man sige, at Aalborg Teater er lig med scener til livet og livet er for alle. Som eksempel kan man nævne stykket Flextrafik og slagtesvin, som sættes op i januar 2025, hvor man sætter spot på de konsekvenser nedlægning af en busrute kan have for et lille landbrugssamfund.

Her forestiller man sig, at et arrangement kunne byde på en snak med politikere om lokaltransport, hvor publikum kunne indgå i en dialog og debat med politikerne. På denne måde bliver det kunstneriske perspektiv på problemstillingen transformeret over på den samfundsmæssige virkelighed, vi finder udenfor teatret. Arrangementet kan således bidrage til, at man som publikum kan tænke videre over problemstillingen, og det er en god og konkret måde for teatret at skabe noget relevant og resonans i forhold til publikum. Teatret og dagligdagens konkrete problematikker connecter med hinanden så at sige.

Det tredie ben kan bedst karakteriseres som en vifte af arrangementer, der ikke umiddelbart har noget at gøre med det, man typisk forbinder med et teater. Sofie ”Tone” Nielsen siger selv om dette tredje bens arrangementer, at det er en slags legeplads, hvor de eksperimenterer med forskellige typer af events etc. med henblik på at tiltrække nye publikummer, nye målgrupper, der for nogens vedkommende måske aldrig har sat sine ben på teatret. For hvem stedet er en helt fremmed verden.

Hvis vi ser på nogle eksempler fra sidste og indeværende sæson er det vildt overraskende, hvor bred en indholdsmæssig spændvidde, de repræsenterer, men det siger samtidig, at Aalborg Teater som kulturinstitution i offentlighedens øjne ønsker at stå for en større grad af rummelighed, kunstnerisk såvel som kulturelt og socialt end, hvad det hidtil har været kendt for. De fleste af de kommende arrangementer vil blive afholdt i Forsamlingshuset.

Af andre og tidligere afholdte arrangementer kan nævnes et for kvinder om overgangsalderen og et med en instagrammer, der talte om at leve med ADHD og en koncert med Steffen Brandt (TV2). Man har også stillet Forsamlingshuset til rådighed for forskellige foreninger og brugergrupper, så huset bliver brugt mest muligt. Ad den vej kan man ligeledes stimulere interessen for, hvad der foregår i huset.

Ved at gøre sig fri af tanken om, at Forsamlingshuset som lokalitet alene skulle bruges til teaterrelaterede events, som det er tilfældet med det første og det andet ben og lade dem foregå, hvor det er mest formålstjenligt, har man opnået at brede projektet ud, så hele huset bliver opfyldt. Det efterlader et indtryk, at Aalborg Teater er blevet en meget dynamisk og levende kulturinstitution, som ånder i tæt kontakt med sin omverden, der gerne skulle blive til meget mere.

Der skal ifølge Sofie ”Tone” Nielsen imidlertid ikke herske tvivl om, at teaterdriften stadig er kerneopgaven og kerneydelsen med plads til alle scenekunstformer. Med et program der favner det tidsaktuelle og det klassiske repertoire, som her i indeværende sæson omfatter en opsætning af Henrik Ibsens stykke Vildanden fra 1867.

Hvor står Aalborg Teater nu?
Indenfor marketing har man i mange år skelnet mellem to hovedspor, når man talte om strategisk markedsføring. Enten kunne man følge et spor, hvor det produktorienterede var i højsædet, eller man omvendt kunne tage udgangspunkt i en mere markedsorienteret kurs. I det første tilfælde læner man sig op ad en stærk tro på, at produktets kvaliteter i sig selv kan skabe en omsætning, mens man i det andet tilfælde i hovedsagen lader sig styre af, hvad markedet, dvs. hvad forbrugerne tænker og ytrer af behov. I forhold hertil synes Aalborg Teater at have placeret sig i en både/og position. Med tanke på målgruppeadresseringens og de sociale mediers indflydelse på kulturlivets indhold og drift i dag kan man ikke fortænke Aalborg Teater i at gå frem på den måde. Og de skal jo også vinde et betragteligt tabt land tilbage. Af den grund vil det tredje bens aktiviteter formentlig være nødvendigt at pleje og vedligeholde i en rum tid endnu.

Det man som en slags eftertanke kan spørge sig selv om er, om disse aktiviteter ikke har et mere naturligt tilhørsforhold til oplysningsforbundene, biblioteket, Folkeuniversitetet og koncertsteder, og at Aalborg Teater ved at indlemme aktiviteterne i deres kunstneriske og kulturelle udbud går de andre nævnte udbydere i bedene. At de så at sige går ind og penetrerer markedet for at flytte nye kundesegmenter over til sig fra andre aktører derude.

Jeg tillod mig at stille dette kontroversielle spørgsmål til Sofie ”Tone” Nielsen, som mente, at denne konkurrence tankegang ikke gav mening, fordi der efter hendes opfattelse og ud fra hendes viden og erfaring med, hvordan kultur- og kunstudbydere agerede i forhold til hinanden her i Aalborg snarere var tale om, at man samarbejdede og lagde op til at publikumssegmenterne cirkulerede mellem de forskellige udbydere.

Det sidste ord er nok ikke skrevet herom. Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge udviklingen på Aalborg Teater. Indtil videre er der tilfredshed med de høstede erfaringer. At billetsalget er steget, at man oplever flere fyldte sale, at den nye ledelsesstruktur med todelingen fungerer til stor tilfredshed er gode tegn, ikke på en revitalisering, men en opdatering af Aalborg Teater som den centrale teaterinstitution i landsdelen.

Projektet er ved at finde sit leje i den gamle institution, som i mange år har været foldet ind i en klassisk dannelsestradition. Nu kigger vi ind i en fremtid med et Aalborg Teater som en kulturinstitution, hvor flere roller forenes: som teaterinstitution, som kultur- og kunstformidler i almen forstand, som brobygger mellem kunst og samfund i forhold til kulturelle, sociale og politiske anliggender. Lige nu tegner der sig ikke noget endemål for denne udvikling, og det er måske for meget forlangt efter kun at have været undervejs i et halvt år med sin forandring.
——
Hovedfoto: Aalborg Teater. Foto Allan Toft