Antologien Toppen af Danmark rummer 38 tekster om litteratur i Nordjylland og Nordjylland i litteraturen, som er samlet indenfor fire geografiske områder. I sidste uge blev bidrag om litteratur fra Vendsyssel og Hanherred omtalt. I denne uge vendes blikket mod Aalborg og delvis Himmerland med omtaler af Gitte Broeng/Broby-Johansen og Peter Stein Larsens gennemgang af hovedtræk i Morten Nielsens lyrik.
Gitte Broeng: SPOR. Med Broby og mig i Nordjylland
Gitte Broeng, født på Sygehus Nord i Aalborg og opvokset i Himmerland, skriver om personer og steder med tilknytning til hendes opvækst. I sin tekst, der mest minder om et essay kommer hun ind på, hvordan hendes syn på forholdet mellem kunst- og kulturhistorie lader sig spejle i den måde digteren, forfatteren og kulturformidleren Rudolph Broby Johansen har gebærdet sig på i sine værker.
Gitte Broeng har en baggrund som cand.mag. i litteratur- og kunsthistorie, og disse akademiske udgangspunkter forener hun i sin forfattergerning ved at interessere sig for forbindelser mellem litteratur, kunst og kulturhistorie. Her i ’essayet’ forfølger hun i fremstillingen to spor, der kobler meget personlige erindringer med nedslag af geografisk, kunst- og kulturhistorisk art i, hvad kunne kalde for en slags hybrid tekst.
Med sit personlige erindringsspor tager hun os læsere tilbage til sin opvækst i Himmerland, nærmere bestemt i Romdrup-Klarup, som hun selv betegner som en planetby til Aalborg. Erindringssporets materiale består af indblik i forholdet til hendes far og hans arbejde og naturen omkring hjemmet med direkte adgang til at grave kridt op af jorden, der blev brugt til at tegne på vejens asfalt. Disse oplevelser af den nære natur beskrives med en klar bevidsthed om at have boet på hævet havbund som spor af en tidligere tid i form af kridt og muslingeskaller. Den samme fornemmelse af en forbundethed med noget bagud i tid, her i form af noget decideret kunst- og kulturhistorisk, består af erindringer fra læsningen af Broby-Johansens digtsamling Blod (1922) som gymnasieelev på Aalborg Katedralskole. Dette møde peger i retning af hybridtekstens andet spor, som omhandler, at Gitte Broeng føler sig beslægtet med Broby-Johansens flersporede blik på tilværelsen, som det ifølge Broeng kommer til udtryk i hans værker (Blod (1922), Med Broby i Nørrejylland (1984) og Hverdagskunst – Verdenskunst (1942). Og her især et åbent og nysgerrigt blik på, hvad der kunne opfattes som kunst. Det finkulturelle side om side med det hverdagsagtige.
Især oplevelserne og samværet med faderen fylder meget og tegner billedet af noget, der fik afgørende og formativ betydning for hendes liv.
Faderen arbejdede som kriminalbetjent og blev ofte kaldt ud til forbrydelser på de mest uforudsigelige tidspunkter for at udføre kriminaltekniske undersøgelser:
”Vi kunne sidde en sommeraften i haven og spise jordbær med fløde til dessert, mens fuglene kvidrede løs, og pludselig skulle min far af sted. En udendørs klokke på huset kimede, hvis telefonen ringede inde i stuen, og den var altid slået til, når han havde vagt,….”
Ud fra sine erfaringer fra arbejdet dannede faderen sig med Broengs ord en indre vejviser over en ”slags vrangvendt Nordjylland”, som ingen andre havde adgang til. En vejviser der ”rummede alt det grumme, han undersøgte og fotograferede og skrev rapporter om …..”.
Familien måtte leve med dette vilkår, men Gitte og faderen fik på trods af dette flere stjernestunder sammen. Det får vi indblik i via beskrivelser af flere typiske situationer præget af et kærligt og smukt samvær mellem dem.
Hende siddende på den ekstra saddel på faderens sorte politicykel på ture ned til Limfjorden, indimellem for at fiske med en hjemmelavet fiskestang eller sejle med et snedkereret skib. Hvis de kiggede mod fjordens munding mødtes deres blikke af dyrkede arealer med overdrev bag uspolerede kyster. Kiggede de den anden vej mødtes de af industrikulturen med Vendsysselværket, Grønlandshavnen og store fragtskibe. Igennem disse glimt og andre viser forfatteren, hvor fint hun har sanset sin opvækst med spot på steder og personer og hele tiden en optagethed af, hvordan alt dette forbinder sig med hinanden
Gitte Broengs andet spor har at gøre med de oplevelser, der fulgte af at starte på Aalborg Katedralskole. Busturene frem og tilbage fra land til by og årene i gymnasiet gav hende adgang til at opleve en større verden. Dette blev, kan man forsøgsvis mene, løftet og udvidet af mødet med Broby-Johansens digtsamling BLOD Ekspressionære, der i forbindelse udgivelsen i 1922 blev beslaglagt af politiet.
Nedenstående lidt lange citat trækker således forbindelsen mellem de to digtere. Selvom Broby-Johansen ganske vist blev født i Aalborg, tilbragte han kun et år i byen, inden turen gik til Fyn. Han vendte dog tilbage og skrev om sine indtryk af kunst- og kulturindustrien (i Med Broby i Nørrejylland). Bl.a. med en ekspressionistisk levende og ophøjende beskrivelse af roterovnen på Rørdal cementfabrik (det nuværende Portland), som vel illustrerer Broby-Johansens åbne og vågne blik.
Broeng skriver følgende om digtsamlingen BLOD:
”Digtene minder mig om blitzen på et kamera. Eller et neonrør i loftet, som er gået i stykker, så det kun i glimt oplyser omgivelserne og kaster et hårdt og ubehageligt lys ned over dem. (….). BLOD (en ekspressionistisk beskrivelse inspireret af inflationsårene i Berlin – min tilføjelse) får mig også til at huske og mærke mine egne andenhåndsmøder med samfundets vrangside gennem barneårene i den himmerlandske forstad og gymnasietiden på Aalborg Katedralskole, hvor alt det jeg levede på, raslede en smule sammen, hver gang telefonen ringede, og min far blev kaldt ud.
Jeg spejler mig i Brobys åbne blik og hælder mod, at min nordjyske opvækst på hævet havbund i nærheden af noget større og grummere (formentlig byen Aalborg – min tilføjelse) både har givet mig en absurd erfaring at skrive ud fra og en trang til at kigge andre steder hen end de mest oplagte. Mit arbejde bevæger sig som Brobys i feltet mellem litteratur, kunst og kulturhistorie og er en slags undersøgelse af bestemte rum eller steder og deres historiske lag underneden.”
Broeng får ad den vej fundet frem til ”oversete ting og fænomener”, men kun som spor af noget tidligere, men selv i den reminiscente form, kan det oversete, mener hun, shave noget vigtigt at fortælle opdageren.
For mig som læser trænger den tanke sig på, at denne sans for det oversete, som Gitte Broeng synes at dele med Broby-Johansen måske hidrører fra samværet og oplevelserne sammen med faren. Han var jo som kriminalteknisk undersøger ligeledes optaget af at finde spor og at undersøge det oversete.
Peter Stein Larsen: At leve mellem død og kærlighed. Om Morten Nielsens lyrik
Professor Peter Stein Larsen har siden 1990’erne undervist i litteratur på danskstudiet på Aalborg Universitet, men har ellers ingen fast tilknytning til Nordjylland. Han har udgivet en række bøger om moderne litteratur, men det er først og fremmest dansk lyrik, som har haft hans interesse.
I sin artikel har han stillet skarpt på den aalborgensiske lyriker Morten Nielsen, der kun nåede at udgive en enkelt digtsamling, Krigere uden Vaaben (1943) inden sin alt for tidlige død som 22årig i 1944. Året efter udkom Efterladte Digte (1945).
Udgangspunktet for hans artikel er det paradoks, at på trods af Morten Nielsens digte i hyppigt omfang indgår i skolesystemets pensum, er det forbavsende få litteraturkritiske udgivelser, der er blevet skrevet om denne digter.
Omdrejningspunktet for artiklen er de fortolkninger, der er blevet anlagt i de hidtil foreliggende litteraturkritiske læsninger af hans korte forfatterskab. Dem kritiserer han for at være for overfladiske og for at se bort fra den modsætningsfylde, der præger Morten Nielsens lyrik. Enten opskriver de den ”den metafysiske optik på døden”, et synspunkt repræsenteret af Bjørn Poulsen og Ole Wivel, eller også betoner de livsappetitten og livsglæden, som det dominerende hos digteren, som er en holdning Jørgen Nash og Thomas Bredsdorff refereres for at indtage.
Peter Stein Larsen ønsker modsat disse synspunkter at tale for en litteraturkritisk læsning, som lægger en helhedsbetragtning ned over Morten Nielsens lyrik og opfatter de to nævnte synspunkter som hver sin pol af et spændingsfelt indenfor Nielsens lyriske univers:
”Den ene pol består af livskraft, kærlighed og længselsfuld sværmen samt stemninger af nærvær, ekstase, glæde og overstadig humor. Den anden pol er en dødsbevidsthed med følelser af forpinthed og resignation, hvor ikke mindst besættelsestidens tunge stemning af angst, undergang og terror spiller en markant rolle. Der er sjældent tale om nogen skarp dikotomi mellem de to poler, så sandt som det ambivalente er et vilkår i de fleste menneskers tilgang til sig selv og verden”.
Et andet særtræk ved digterens lyrik går ud på, at han i modsætning til det meste af den danske lyrik fra det 20.århundrede ikke dyrker en metaforisk udtryksform særlig meget, og når han benytter metaforer er det typer, som holder sig indenfor det konventionelle:
”Nielsens metaforer virker netop i kraft af deres dagligdags, enkle og ukunstlede præg, der giver hans tekster et ægte og hudløst præg som modsætning til megen af den artistiske modernistiske lyriks hang til det forfinede, komplekse og dekadente.”
Stein Larsen forstærker sit udsagn ved at citere noget Nielsen selv skrev i et brev: ”Man skal skrive Digte som selv er liv”. Nielsen skriver ifølge Stein Larsen ofte om det komplicerede og smertefulde i livet, men forfalder aldrig til det fortænkte.
Som artiklens overskrift ”At leve mellem død og liv” angiver, favner Nielsens lyrik kontrasten mellem livet og kærligheden på den ene side og døden på den anden og dette fører til, at Stein Larsen undersøger helheden af denne sammenstilling nærmere ved at se på henholdsvis kærligheds- og dødslyrikken hos Nielsen.
Både i afsnittene om kærlighedslyrikken og dødslyrikken får læseren præsenteret flere fine eksempler, som både virker oplysende i forhold til den generelle karakteristik af Morten Nielsen som lyriker og som bidrager til at forstå Stein Larsens indsigelser overfor de tidligere omtalte endimensionale litteraturkritiske læsninger af Morten Nielsens forfatterskab.
Stein Larsen læser digtene skarpt og præcist og med en fin æstetisk sans for Nielsens brug af virkemidler. F.eks. hvad angår brugen af cæsur, dvs. ophold i og mellem verslinjerne, hvor det betydningsmæssigt centrale synes at befinde sig.
Det vil føre alt for langt, at komme dybere ind på de to former for lyrik. Her vil jeg nøjes med at nævne den absolutte essens af de to afsnit, men man får som læser et rigtig stort udbytte af læse digtgennemgangene.
Kærlighedslyrikken
Morten Nielsen beskriver i denne type lyrik kærligheden, når den opleves ” som et ekstatisk og forløsende nærvær”, som noget, der opleves som et smertefuldt minde eller som Stein Larsen beskriver ”som en forpint oplevelse af svindende kærlighed….”. Alt hvad der beskrives og eksponeres sker i en ligefrem form, utilsløret og indimellem helt illusionsløst. Stein Larsen fremhæver her digte som f.eks. ”Ind i en Stjerne”, ”Du redte dit Haar” og ”Spor i Sne”
Dødslyrikken
Med afsnittet om dødslyrikken får vi indblik i tekster, som kredser om en dødsbevidsthed, der sættes i forbindelse med følelser af forpinthed, resignation, angst og undergang, hvor specifikt besættelsestidens stemninger fremkalder disse følelsestilstande. Her trækker Stein Larsen digte frem som ”Riget af tusind Aar” og ”Skæbne”, der begge anskuer det krisebetonede og døden ud fra et socialt og psykologisk perspektiv, mens andre anskuer dødsaspektet fra et mere eksistentielt synspunkt. F.eks. som det sker i digtet ”Døden”, der dels beskriver døden som frygtet og dæmoniseret ,og dels nærmer sig den i en mere accepterende og forsonende form. Her ses døden som en del af livet (jfr. strofe fem og seks):
” Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,
En Skygge, usynlig, langs Aarer
og Sten og Træer.
Den gør det mere rigt med de nye Sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.
Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,
hverken ved Dagslys
eller naar Stjernerne gaar i Flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.”
Afrunding
Samlet når Stein Larsen frem til at konkludere, at Nielsens lyrik demonstrerer «en imponerende bredde, hvad angår stil, stemninger og holdninger.” Han viser ud fra sine omtaler af udvalgte lyrikeksempler, at de to arketypiske emner (kærligheden/livet og døden) ikke bare er viklet ind i hinanden, men er skildret:
”… med en fascinerende optik, hvor illusionsløshed, smerte og angst står side om side med åbenhed, hengivenhed og humor, og hvor en patosladet, klassisk og høj stil blander sig med ekspressiv, dagligsprogs og moderne diktion”.
Nogle har ifølge Stein Larsen hævdet, at Nielsen har en særlig position som en ener, hvis man sammenligner ham med andre moderne digtere. Dette synspunkt anfægter Stein Larsen på det bestemteste og nævner her Sophus Claussen, Jens August Schade og Frank Jæger, hvis digte rummer de samme former for tematiske dobbeltheder. Her oplever vi eksistentiel smerte og alvor og bagved disse noget komisk og selvironisk. Afslutningsvis sættes denne, efter hans mening oversete, kvartet af digtere op som et alternativ til den herskende opfattelse af dansk lyrisk modernisme i det 20.århundrede med navne som f.eks. Johannes Jørgensen, Sarvig, Bjørnvig, Søren Ulrich Thomsen, Tom Kristensen, Rifbjerg, Ørnsbo og F.P. Jac.
—-
Med disse to omtaler vil redaktionen give stafetten videre til læserne. Værket Toppen af Danmark er med sin 38 tekster om litteratur i Nordjylland og Nordjylland i litteraturen allerede et ikonisk værk. På forskellig vis behandler værkets bidragydere en forfatter, et forfatterskab eller en lokalitet, og vores arbejde med artiklerne om bare et lille udsnit har bekræftet os i, at det er en guldgrube af viden og oplevelser, man som læser får adgang til. God fornøjelse med den videre læsning.
—
Hovedfoto: Aalborg. Rabek Media, Unsplash
Skriv en kommentar til historien