Kigger man på billedet af den bygning Aalborg Teater holder til i, giver det associationer i retning af traditioner og scenekunst, der adresserer klassisk dannelse. Det skal man imidlertid ikke lade sig forlede af.
Træder man indenfor, vil man blive klar over, at der i øjeblikket arbejdes med aktiviteter, som formentlig kan trække denne centrale nordjyske kulturformidler i en helt ny retning og mere i sync med de krav kulturudbud i dag mødes med. Vi lever nemlig i en tid, hvor målgruppe- og publikumsadressering har en helt afgørende betydning for, at man kan slå igennem med sin kulturtilbud.
Aalborg Teater har med to tiltag, Forsamlingshuset og Scene 11, kastet sig ud i et forsøg på at blive en kulturinstitution, hvor brugernes oplevelser af, hvad de ser på teatret får tillagt en større værdi.
Et lokalt forankret teater, men med udsyn
Aalborg Teater har efterhånden mere end 125 års teatervirke bag sig, og det bliver ofte tildelt priser ved den årlige Reumertpris uddeling (opkaldt efter afdøde kgl. skuespiller Poul Reumert). Senest i 2023 med en pris til Karla Rosendahl for sin rolle som Esther i forestillingen Dødsbo på pløjemarken indenfor kategorien Årets kvindelige ensemblerolle.
Vi har at gøre med en central kulturinstitution med dybe rødder i det nordjyske. I sit virke som kulturformidler er Aalborg Teater drevet af en klar målsætning om at vise forestillinger, der belyser livets og tidens store spørgsmål. Teatret udmærker sig ligeledes ved at råde over landets største ensemble.
Siden 1945 har Aalborg Teater fungeret som landsdelsscene. Med denne status følger et særligt kuraterings ansvar, der får direkte indflydelse på udbuddet af scenekunst i landsdelen. Dette fastsættes nærmere i de fireårige rammeaftaler, som bliver indgået med Kulturministeriet for at kunne opnå et årligt statstilskud på 50 millioner kroner.
Netop i denne tid foregår der forhandlinger om den rammeaftale, der skal gælde fra 2024 og fire år frem, hvor man bl.a. skal blive enige om de indsatsområder, teatret skal prioritere. I den netop afviklede rammeaftale for årene 2019-2023 blev det bl.a. fastlagt, at der i teatrets udbud af forestillinger skulle være et internationalt islæt og give plads til koproduktioner med andre teatre i landet (måske især i hovedstaden). Ad den vej ønskede man øge kendskabet til det, der udbydes af forestillinger af Aalborg teater.
Gennemgående for de rammeaftaler, som på skift gøres gældende, er der kravet om, at teatret i sit virke skal forene bestræbelserne om at være lokalt forankret og samtidig agere som et vindue ud mod verden udenfor teatrets mure igennem et mangfoldigt og bredt kulturtilbud. Og ved siden heraf i sin programlægning give plads til varierede scenekunstformer, som teatret har rigtig gode forudsætninger for at praktisere. Et kig på de forskellige sceneformer, teaterbygningen rummer, tilbyder et sceneudtryk, der kan favne bredden og det intime på den ene side og på den anden give plads til at nyde forestillingerne på afstand til scenen eller som i Teaterbaren uden et egentligt skel mellem scene og publikum. Her kan man opleve Larsens Teatersuppe og 3.Stop fra Gug.
Coronapandemi: nedgang i solgte billetter – en overgang til at afprøve noget nyt
Ligesom alt andet kulturliv blev Aalborg Teater ramt af Corona pandemien. Dette satte efterfølgende sit tydelige spor på antallet af solgte billetter to sæsoner i træk, hvor det faldt med en tredjedel, og det har Aalborg Teater indlysende nok forholdt sig aktivt og ansvarsbevidst til med de forpligtigelser, det står med som en samlende regional kulturaktør
En anden forklaring på faldet i omsætning har måske at gøre med den stærkt øgede betydning målgruppespørgsmålet i de senere år har fået i forbindelse med kulturlivet og kulturformidlingen i generel forstand. Det viser sig bl.a. ved, at målgruppeadresseringen i højere og højere grad tænkes med ind i forhold til udvikling og produktion af nye kulturtilbud, og her kan nærliggende nævnes den måde målgrupper bevidst inddrages indenfor TV-området.
At sætte denne strømning med publikumsinddragelse direkte i forbindelse med de netop nævnte omstændigheder er måske en plausibel tanke til at forstå situationen på. På den anden side er der andre forhold, der tegner billedet af Aalborg Teater som en dynamisk, eksperimenterende og udviklingsparat kulturinstitution. Nogle karakteristika der er med til at definere teatrets dna.
I hvert fald er der tegn på, at teatret vil forsøge sig med at gå helt nye veje ved hjælp af dononationer fra Spar Nord Fonden og Kulturpuljen under den nordjyske region. Man ønsker fra teatrets side, at der skal ske en afgørende forandring på flere fronter, hvad angår teatrets drift, dets selvforståelse af, hvad scenekunst skal være og omfatte samt ikke mindst ønsket om at have et mere inkluderende og vedkommende forhold til teatrets publikum. Teatret skal være et samlende kulturkraftcenter for regionen.
Denne udviklingsproces blev for alvor sat i gang med ansættelsen af Thomas Bjørnager som teaterchef i august 2023, og det var ham, som med ansøgninger om fonds- og puljemidler sikrede, at udviklingsarbejdet kunne komme på skinner. Som det sikkert er bekendt for læseren, valgte teatrets bestyrelse og teaterchefen i fælles forståelse at bringe samarbejdet til ophør i slutningen af januar, fordi man ikke kunne blive enige ledelsesforholdene til teatret.
Ekskurs
Kort tid inden havde jeg haft en samtale med Thomas Bjørnager om det kommende arbejde med at reformere teatret og geare det til nye tider. Det var mit klare indtryk, at Thomas Bjørnager stod centralt i den proces, som han selv betegnede som en kunstnerisk undersøgelsesproces, og det var lige så indlysende, at hans fratræden udelukkede, at jeg kunne bruge ham som en direkte kilde til denne artikel. Hans bidrag til artiklen vil derfor være meget nedtonet, og en stor del af samtalens indhold kan man i øvrigt læse sig til via andres artikler og interviews offentliggjort på nettet og specifikke platforme.
Den afgørende omstændighed for at bringe artiklen består i, at den forandring man ønsker skal ske med Aalborg Teater rejser det meget relevante spørgsmål om, hvilken slags kulturinstitution Aalborg Teater vil arbejde sig henimod at blive i deres egen forståelse og i forhold til omverdenens forståelse. Som det vil fremgå længere fremme, er det også en kunstnerisk undersøgelsesproces, som vil påvirke teatret indadtil. Som kulturel organisation og for de ansatte.
Artiklen er i sin færdige form blevet forelagt teatrets pressechef. Teatret påtalte en enkelt faktuel fejl, og kunne i øvrigt ikke stå inde for artiklen. Fejlen er blevet rettet, men artiklen er som det fremgår mere fokuseret på de nye tiltag, teatret vil sætte i værk end at undersøge de nærmere forhold bag bruddet mellem Thomas Bjørnager og teatrets bestyrelse. Artiklen har således en helt igennem positiv tilgang til det spændende eksperiment, der snart vil se dagens lys og måske bidrage til at ændre teatrets rolle fra en traditionel kulturformidler til en dialog- og omverdens orienteret kulturinstitution. Med den tilgang møder vi teatret på en nysgerrig, positiv og interesseret måde.
Nye tiltag
Inger Askehave, tidligere leder af Aalborg Teaters bestyrelse, brugte i forbindelse med ansættelsen af Thomas Bjørnager udtrykket Aalborg Ny Teater for at varsle den kommende forandringsproces, der nu sættes i gang i form af to nye tiltag. Nemlig en etablering af det man symbolsk betegner som Forsamlingshuset og Scene 11, der omfatter en indretning af et nyt cafémiljø. Med midler fra donationerne har man ansat Sofie Tone Nielsen i et etårigt projekt, og hun skal i samarbejde med teatrets kunstneriske ledelse stå for de aktiviteterne i Forsamlingshuset.
Forsamlingshuset – muligheder og udfordringer
Ud fra et historisk perspektiv har forsamlingshuset spillet en central rolle siden 1870’erne, hvor de første forsamlingshuse kan dateres til i Danmark. I dag er der ca. 1.300 forsamlingshuse, og de har op gennem tiden haft vital betydning for landbokulturen, friskoler, foreningslivet og højskoler. Man kan godt sige, at de har ydet et væsentligt bidrag til det folkelige og parlamentariske samfunds udvikling og til i nyere tid, at landsbysamfundene kunne overleve.
Set i forhold til Aalborg Teaters planer, skal Forsamlingshuset som nævnt bruges aktivt i tilknytning til de tematikker forestillingerne omhandler. Det skal ske ved at invitere fagmiljøer, græsrodsbevægelser og andre interessegrupper ind og lade dem drøfte og diskutere de problemstillinger, der tematiseres via forestillinger med de dele af det fremmødte publikum, som ønsker det. Med lederen af forsamlingshuset i en rolle som moderator eller facilitator.
På denne måde søger man skabe et dialogrum, som skal sætte publikums oplevelse af den aktuelle problemstilling i en kunstnerisk form i relation til mere samfundsrelaterede perspektiver på problemstillingen igennem samtalen med de eksterne meningsdannere.
I min samtale med Thomas Bjørnager nævnte han som eksempel de to forestillinger Den mystiske sag om hunden i natten (netop sat op her midt i februar) og Høstsonaten (premiere ultimo april bl.a. med Kirsten Olesen i en af de bærende roller) efter Ingmar Bergmans film fra 1978. Begge forestillinger omhandler betydningen af fraværet af en forælder, og her kunne grupper med relevans for problemstillingen i stykkerne være udgangspunkt for dialog og diskussion i Forsamlingshuset.
Det lyder spændende med en sådan fremgangsmåde, fordi den for det første er mere publikumsinkluderende og i særlig grad tillægger publikums oplevelse en vægt og betydning. For det andet flytter man grænsen for, hvad et teater kan tilbyde ved at ophæve grænsen mellem teatret som kulturinstitution og offentligheden/verden udenfor og lade denne spille aktivt med på kulturinstitutionens domæne. Det kunne også medføre, at teatret gennem disse dialogmøder med publikum og meningsgrupperne udefra kunne lade sig inspirere til fremtidig programplanlægning ved så at sige suge indhold op nedefra.
For det tredje og i langt videre forstand kan man forsøgsvis mene, at Forsamlingshus ideen kan repræsentere et opgør med teatret i rollen som den klassiske kulturformidler, hvor publikum i en passivt modtagende form skal belæres via teateroplevelsen. At teatret dermed gør op med den dannelsestradition, som teatret som kulturformidler i mange år har været indskrevet i, og mere placerer sig i niveau med brugerne for at kunne have en ligeværdig, demokratisk og flerspektret samtale om den teaterkunst, man har sat i scene til publikum.
Så Forsamlingshuset vil i udgangspunktet kunne komme til at rokke ved Aalborg Teaters selvforståelse af, hvad en landsdelsscene skal kunne, ligesom det vil influere på publikums forståelse og forventning til, hvad Aalborg Teater skal levere, når man køber billet til en forestilling.
Formålet med disse aktiviteter er umiddelbart at skabe et mere levende teater og gøre det muligt, at Forsamlingshuset desuden kan blive et sted, der kan lægge rum til aktiviteter planlagt af teatrets partnere og grupperne udefra. Det vil tilføre mere liv til teatret i flere af døgnets timer og måske på sigt ændre Aalborg Teater i retning af et kulturelt kraftcenter.
Omkring alle disse aktiviteter eksisterer den anden nyskabelse, nemlig Scene 11, som på synergetisk vis skal indgå mest muligt i forhold til forestillingerne og Forsamlingshusets dialoger ved at lave særlige arrangementer.
Spændende muligheder helt sikkert, men hvad kræver det for at få ideen med Forsamlingshuset til at lykkes, hvilke udfordringer skal overvindes?
Ja, lige for er der udfordringen med at få publikum, både det man kunne kalde det loyale abonnementspublikum og det, som især omfatter de unge, tilflyttere og indvandrere til at købe ideen og få vakt nysgerrigheden til at prøve den nye form for teateroplevelse. Det handler jo både om at genvinde tabt publikumsmasse og få økonomien i driften til at hænge sammen, og at få nye publikumssegmenter med indenfor. Selv dem for hvem teaterbesøg er et fremmed og uvant fænomen.
I artiklen blev det indledningsvist nævnt, at Aalborg Teater som landsdelsscene havde en særlig forpligtigelse, der gik ud på at være et mangfoldigt, folkeligt og bredt anlagt kulturtilbud for nordjyderne. At man hermed måske underforstået kan tale om en særlig nordjysk kulturel identitet. Det forudsætter den præmis, at man som nordjyde følgelig altid vil være forbundet til sin hjemstavn, selvom man har været borte i længere tid. Men nok så vigtigt er det at fastslå, at ingenting står stille, at alt er i udvikling hele tiden. Det gælder også nordjyder og nordjyske kulturinstitutioner. Tiden kalder på forandring, uanset om det, man er rundet af, er omgærdet af kærlighed. Så selvom alle indimellem længes efter hjemstavnen, er der ingen, som vil tilbage det, der var, er måske en helt afgørende omstændighed for teatret at arbejde med. Man kan således ikke gå ud fra en særlig nordjysk kulturel identitet som en fast urokkelig kerne.
En ting er at skabe teaterkunst præget af genkendelighed og relevans for publikum. Det kan man helt sikkert realisere indenfor den klassiske kulturformidling, men at skabe resonans hos publikum er at gå et skridt længere, og måske kan det lykkes med de nye tiltag
Næste step
Det er snart tid for at afprøve Forsamlingshuset i praksis, og i en kommende artikel vil vi komme ind på de første erfaringer hermed i form af en interviewartikel med Forsamlingshusets leder Sofie Tone Nielsen. Foreløbig er der åbningsreception den 15.marts kl.14, man kan få et indblik i, hvordan teatret har tænkt sig at gribe opgaven an.
—-
Hovedfoto Aalborg Teater. Foto ©Henning Bøtner Hansen
