Kulturlivet og ikke mindst spillestederne er udfordrede af de restriktioner, coronakrisen har fremprovokeret. Først nedlukning, dernæst genåbning med begrænsninger i fase 4 og en stadig risiko for nye restriktioner er blevet den nye hverdag. Med udgangspunkt i to af de nordjyske spillesteder, Studenterhuset og Tusindfryd, vil vi undersøge, hvor hårdt ramt de nordjyske spillesteder er aktuelt. Hvor hårdt ramt er økonomien? Kommer der publikum til arrangementerne under de nye forhold? Og hvilke udfordringer føles som de største?
”Efter regeringens seneste udspil forventer vi desværre ikke at kunne gennemføre stående koncerter foreløbigt”.
Det er den lidt nedslående tekst, der møder en på det aalborgensiske spillested Skråens hjemmeside. Her omtaler man også, at arrangementer gennemføres med siddende publikum, færre gæster, afstandskrav, afspritning etc.
Det er der måske ikke meget rock og rul over, men det vigtigste er dog, at der igen kan gennemføres koncerter – og at myndighedernes krav selvfølgelig overholdes af hensyn til alles helbred.
Kulturinstitutionerne og ikke mindst spillestederne har været hårdt ramt af coronakrisen. Masser af aflyste koncerter og masser af restriktioner ramte den levende musiks institutioner. Og selvom situationen aktuelt ser bedre ud end i maj-juni, er der stadig sorte skyer over spillestederne.
”Styrelsen for Patientsikkerhed angav i sidste uge, at det nuværende udbrud (af Covid) ikke typisk sker på arbejdspladser eller i offentlig transport, men derimod i nattelivet og til sociale arrangementer” (fra artiklen ”Superspreder-forsker er sikker i sin sag” – Politiken 14/9).
Hvis man troede, at coronarestriktionerne overfor de kulturelle institutioner var på retur, har de seneste dages smittetal og politiske udmeldinger vist noget andet.
Smittetallene er igen stigende, og alt tyder på, at det er de kulturelle institutioner og ikke mindst spillestederne, der bliver ramt. I Politiken 14/9 udtalte pandemiforsker Lone Simonsen fra Roskilde Universitet:
”Hvis vi lukker hårdt ned for begivenheder i det offentlige rum nu, så kan vi til gengæld få lov til at fortsætte med vores liv på arbejdspladserne, i hjemmet og på skolerne. De store sociale begivenheder må bare vente, til der kommer en vaccine eller bedre behandlingsmuligheder”.
– Det er den ubehagelige byttehandel, som det danske samfund kommer til at acceptere, hvis vi skal holde virussen stangen og undgå endnu en hård nedlukning, fortsætter Lone Simonsen.
Og i samme avis supplerer professor i eksperimental virologi Allan Randrup: ”Vi (skal) måske indføre et forsamlingsforbud på 20-25 mennesker”.
De allerfleste spillesteder har været totalt lukkede i flere måneder, siden Danmark blev lukket ned den 11. marts. Jørgen Nissen fra Skråen har udtalt, at 8 % af Skråens indtægter kommer fra offentlige tilskud, 92 % er egenindtægter. Og det er egenindtægterne, der har været tæt på nul i sommermånederne – og stadig er begrænsede på grund af begrænsninger i publikumsadgangen. Den første genåbning skete forsigtigt i slutningen af juni måned, men generelt har spillestederne fortsat været ramt af restriktioner. Det har tæret kraftigt på stedernes egenkapital, ligesom frygten for at miste en del af stampublikummet har været stor.
Genåbning med begrænsninger
Den første genåbning skete forsigtigt i slutningen af juni måned, men generelt har spillestederne været en del af genåbningens fase 4. Det betyder, at de fleste steder først for alvor er kommet i gang igen inden for den seneste måned. Et cirkulære har sat begrænsninger for åbningen. Krav om afspritning og afstand har været til at leve med, værre er det med krav om forsamlingsstørrelse, forbud mod stående publikum og et krav om 4 kvadratmeter pr. tilskuer – et krav, der skønsmæssigt fjerner op mod 90 % af indtjeningen.
Kulturminister Joy Mogensen har ikke ligefrem udmærket sig som den mest populære minister i regeringens første leveår. Hun er fra mange sider blevet kritiseret for at forholde sig alt for passivt på det levende kulturlivs vegne.
Den 28. august blev der dog vedtaget en ny politisk aftale til støtte for kulturlivet. Hjælpepakkerne blev forlænget til 31/10, 1,9 mia. kr. er afsat til støtte indenfor kulturministeriets område, 2203 projekter har fået støtte, heraf 1291 projekter indenfor musiklivet.
– Vi er optaget af at få musikere, kunstnere og alle de udøvende i musiklivet på spillestederne i gang så meget som muligt. (Joy Mogensens facebook-profil).
De nordjyske spillesteder
Tusindfryd
Tusindfryds bestyrer, Troels Højgaard Sørensen, var midt i at udfylde ansøgningsskemaer til hjælpepakker, da vi nåede ham på telefonen. Om Tusindfryds situation siger han:
– Vi har det relativt fint. Vi er et ret lille sted med 2 deltidsansatte og ellers en masse frivillige. Normalt har vi et program med eksperimenterede og fremadstormende bands. Og vores store held er, at vi ikke har så stor en husleje. Så normalt genererer vi ikke hverken det store overskud eller det store underskud, vores omsætning er begrænset i forhold til de fleste andre steder. Så lige p.t. er vi ikke ramt voldsomt på økonomien, det er ikke den økonomiske kapital, vi er ramt på, snarere den kulturelle.
Vi er hårdest ramt på fællesskabet. Mange af de frivillige har Tusindfryd som det andet hjem, de lærer at lave mad, at lave lyd, at lave arrangementer. Og især kan vi mærke, at der kommer meget få nye ind, vi risikerer at tabe en årgang på gulvet. Og der kommer da også færre af de gamle aktivister end tidligere
Hvad med på længere sigt?
– Der kan vi få en økonomisk udfordring. Hvis det fortsætter, kan vi blive rigtig hårdt ramt. Lige nu er vi skåret helt ind til benet. Og vi ved jo ikke, hvor lang tid, det fortsætter. Det er et problem, at vi ikke genererer et overskud, fordi det blandt andet skal bruges til vedligeholdelse og forbedring af bygninger, og selvfølgelig vil vi gerne have bedre økonomi til vores musikbudget. Vi er nok det spillested i Aalborg, der får det mindste kommunale tilskud, så vi har hårdt brug for overskud.
Vi valgte at holde helt lukket for musik hen over sommeren. Vi kunne åbne igen 28. maj, men vi ventede til august. Vi har kun haft to koncerter siden genåbningen. Vi må aktuelt kun lukke 30 mennesker ind pr. koncert, normalt kan her være 110, så det kan ikke betale sig at holde koncerter. Honorarerne til vores bands bliver jo ikke mindre. Vi kan så vælge enten at leve med underskud eller at hyre billigere bands. Vi har valgt i de næste måneder at lave koncerter, som vi plejer, det vil sige kvalitetsbands og billetpriser på 50 kroner. Men når der max må være 30 publikummer og et gennemsnitsband koster omkring 10.000, så skal der drikkes virkeligt mange øl, hvis det skal løbe rundt…
Vi har lige haft et releaseparty for et band, Monkey okay. Der holdt vi 3 koncerter forskudt – med 30 tilskuere til hver. Det er i hvert fald en måde at give flere mulighed for at opleve vores musik.
Ellers bestræber vi os på at hyre bands fra den lidt roligere del af musikspektret – forholdene er ikke rigtigt til vildskab blandt publikum…
Hvad med offentlige hjælpepakker?
– Det er ret meget det, min tid går med lige nu…men vi søger om peanuts i forhold til andre steder, fordi vi ikke er så ramte på økonomien aktuelt. Vi prøver at opføre os solidarisk – så håber vi også på solidaritet, hvis vi på et senere tidspunkt får større problemer!
Hvordan har I oplevet kommunen?
– De er supergode. Vi føler, de støtter op om os 100 %. Hele kommunen er selvfølgelig ramt, og byrådet må foretage nogle prioriteringer. Men indtil videre har vi oplevet en super opbakning.
Studenterhuset
Studenterhuset i Aalborg er i en lidt speciel situation som udpeget regionalt spillested. Aftalen løber ind til 31/12, men bestyrelsesformand Martin Riisgaard og bestyrelsesmedlem og tidligere formand Kenneth Haunstrup føler sig overbeviste om, at aftalen forlænges med yderligere 4 år. De kan lidt overraskede konstatere:
– Vi har det faktisk ret godt. Økonomisk går det OK. Som regionalt spillested får vi en del støtte, vores opgave er ikke i første omgang at skabe overskud, men at arrangere gode koncerter indenfor forskellige genrer. Så vi føler os ikke umiddelbart truede.
Men socialt har vi det hårdt. Det er svært at holde fast i kunderne, og det er svært holde gejsten hos de frivillige. Spillestedet har været lukket ned 3-4 måneder, vi lukkede faktisk ned 2 dage før regeringen besluttede at lukke Danmark – vi har en sygeplejerske i bestyrelsen…cafeen har været åben om søndagen over sommeren. Vi åbnede igen for 14 dage siden, og nu har vi et ret spækket program, 2-3 koncerter om ugen. Vi lukker 100 ind, vi kunne nok presse flere ind efter arealkravene, men vi vil ikke sælge dårlige oplevelser. Normalt er kapaciteten 450.
Hvordan oplever publikum koncerter under coronarestriktionerne?
– Anderledes. Vi overholder selvfølgelig alle regler – afstand, siddende, personale med mundbind eller visir. Men jeg tror, oplevelserne bliver gode. Det er vigtigt ikke at gå ned på kvalitet.
Det er klart, at nogle genrer bliver hårdt ramt – ikke al musik egner sig til siddende koncerter. Vi er lidt spændte på, hvordan det går med de hård-rock og metal-koncerter, der kommer. Men corona har også givet anledning til nytænkning. En koncert med Kira Skov blev indledt med en artist-talk – hvor Kira Skov fortalte om sin musik i en halv times tid. Det virkede super godt – den ide havde vi måske ikke fået uden corona – og vi har tænkt os at fortsætte med det.
– Kommer folk?
– Ja, nogle gør jo. Men vi kan også mærke, at nogle bliver væk. Og vi kan mærke, at der er en del frygt. Vi får dagligt henvendelser fra folk, der spørger til, hvordan vi sikrer publikum. Måske burde vi skrive mere om det på vores hjemmeside.
Ramte musikere
Musikerne er selvsagt ramt af corona-situationen. Bandet The Love Coffin, der flere gange har spillet i Aalborg, på henholdsvis Tusindfryd og Studenterhuset, udgav i marts måned deres anden lP,Second Skin, som er blevet meget flot anmeldt.
Bandets bassist, Tue Einar Bakfeldt Fly, kan imidlertid meddele, at de endnu ikke har spillet en eneste koncert i 2020. Før udgivelsen af pladen havde de travlt med færdiggørelsen af pladen, derefter har det ikke været muligt at spille.
– Det var selvfølgelig specielt ærgerligt at vi ikke kunne spille live i forbindelse med pladen – dels er det vigtigt for os at præsentere de nye numre, dels havde vi set frem til et release-party ved udgivelsen. Økonomisk har det ikke betydet så meget, men det føles mærkeligt ikke at komme ud og spille de nye numre.
Nu ser det lidt bedre ud, vi har planlagt 5 koncerter i efteråret, blandt andet på Loppen på Christiania og i Aarhus og Vejle. På Loppen er der udsolgt og endda arrangeret en ekstrakoncert, som også er udsolgt, men det betyder altså pga corona kun cirka 60 tilskuere, som endda skal sidde på bænke og med afstand. Det er vores musik ikke rigtigt bygget til, det vil nok give en noget underlig stemning – men det er trods alt bedre end ingenting.
Oven i covid-krisen har danske musikere været ramt af, at youtube har fjernet dansk musik fra tjenesten. Det har ramt en af mulighederne for at nå ud til et større publikum – her blev Love Coffin hårdt ramt.
– Vi havde lavet en video til vores single, Stripped down – den er nu fjernet, endnu en mulighed for at blive eksponeret er forsvundet. Nogle gange føler vi bare, at vi står i øvelokalet og kigger på hinanden – uden at kunne komme nogle steder hen…
Det nordjyske band Souvenirs jubler – på deres underfundige, ironiske facon – over situationen på deres facebook-side: ”Det er ikke så svært at få udsolgt i øjeblikket. 40 publikummer på Grenå Bibliotek – men vi er så taknemmelige over at få lov at spille…”
Deres næste koncert er den 24. september i Maskinhallen i Frederikshavn.
En konklusion i utide
Hverken Tusindfryd eller Studenterhuset oplever altså voldsomme økonomiske problemer aktuelt, problemerne er i langt højere grad sociale. Fastholdelse af publikum og frivillige, rekruttering af nye frivillige og mulighederne for at arrangere gode oplevelser er de væsentligste udfordringer.
De to spillesteder er dog næppe repræsentative for alle spillesteder i Nordjylland – vi vil derfor i en senere artikel stille skarpt på de største spillesteder i Nordjylland som Skråen i Nordkraft, kulturhuse som Huset i Hasserisgade og Trekanten, det regionale spillested Det Musiske Hus i Frederikshavn samt spillesteder i de (lidt) mindre byer, f.eks. Stubhuset, Halkær Kro, Støberiet og Kulturstationen.
———————
Topfoto ©Henning Quist Hansen
Skriv en kommentar til historien