Netavisnord.dk vil i denne artikel forsøge at indkredse, hvad dette vendsysselske filmselskabs dna er sammensat af. Artiklen er baseret på en samtale, jeg havde med selskabets producer Nikkie Breinholt Dahm (1) I en senere artikel vil fokus blive rettet mod den arbejdsmetode, som dokumentarist Anne Svejgaard Lund (2) går ud fra, når hun som den kreative hovedkraft udvikler og skaber selskabets dokumentarfilm.
Udgangspunktet for at skrive om Dune Productions har umiddelbart at gøre med den succés og megen medieomtale deres første dokumentar i spillefilmslængde Os der lever har opnået, men som det vil fremgå, er der andre og vigtigere ting at fremhæve om dette selskab. Det er dette ekstra, der vil være i centrum for artiklen, og som hidtil ikke har fået sat ord på sig. Det kan formentlig også forklare, hvorfor selskabet på så kort tid er nået så langt, og i dag også har fået en større omverden end Vendsyssel til at interessere sig for selskabet, og hvad det står for. Bl.a. ved at den internationalt anerkendte dokumentarfilmfestival COP: DOX valgte at programsætte filmen på festivalen i 2023, hvor den opnåede at blive den mest sete film.
Vi taler om et produktionsselskab med base i Løkken tæt på klitterne og Vesterhavet, og tilmed det allerførste filmproduktionsselskab skabt i Vendsyssel. Selskabet blev stiftet i starten af 2021 af instruktør og producer Anne Svejgaard Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm.
På det tidspunkt havde Anne Svejgaard Lund færdiggjort kortfilmen Drømme i Brovst (for selskabet GotFat i Århus) om den 11årige Isabella, der drømmer om at bliver tamburmajor for pigegarden i Brovst (nu Jammerbugt garden) og havde påbegyndt det krævende udviklingsarbejde med filmen Os der lever.
Eftersom at dette projekt forudsatte et meget større gear finansielt og organisatorisk, var det absolut nødvendigt at have sit eget selvstændige produktionsselskab. Så ad denne lidt tilfældige kurs, blev Dune Productions en realitet.
Selskabets dna
De er kun disse to suppleret af en producer- og klippeassistent, der hjælper til en enkelt dag om ugen, og selskabet har, bl.a. sammen med en fotograf, lejet sig ind på en adresse, hvor bygningen tidligere rummede en frimenighedskirke. Et rigtigt mikrokosmos af et kreativt fællesskab.
Næsten alt, hvad man sige om Dune Productions, forbinder sig med det absolut nære og med en stærk forankring i lokalområdet, som de hele tiden er opmærksomme på at udbygge og konsolidere.
Dette fremgik af min samtale med selskabets producer Nikkie Breinholt Dahm. De har som selskab valgt hovedsagelig at udvikle og producere dokumentarfilm, hvis historier vokser frem af lokalområdet og Vendsyssel, men ved siden heraf ønsker de samtidig at være et væsentligt aktiv i det kunstneriske og kulturelle og sociale liv, der udspiller sig i Danmark.
Overalt hvor de kan se, at oplevelsen af dokumentarfilm, med det denne genre kan formidlingsmæssigt med hensyn til oplysning, skabelse af debat og kulturelt samvær, byder de ind med tilbud om filmarrangementer. På den måde påtager de sig en rolle, som facilitator med henblik på at styrke lokalområdets sammenhængskraft, kulturelt såvel som socialt med oplevelsen af dokumentarfilm som det helt centrale omdrejningspunkt. De er således både filmproducent og producent af kulturelle oplevelser.
Forud for aftalen med Nikkie Breinholt Dahm havde jeg forestillet mig en samtale med hovedvægten lagt på deres meget omtalte og meget roste dokumentarfilm Os der lever fra 2023, som indtil nu er blevet set af godt 100.000
I tilgift fik jeg, som en positiv overraskelse, indblik i et mere helhedspræget syn på deres filmproduktion, og hvordan den udvikles, finansieres, distribueres og ikke mindst bruges på. Man kunne også sige, at jeg med dette indblik fik adgang til det univers og koncept, som selskabet har skabt omkring sig selv. Og det blev undervejs i samtalen mere end klart for mig, at man ikke kan tale om selskabets filmproduktion, uden at komme ind på alt det andet. Måske er det endda helt misvisende at ty til begrebet koncept til at beskrive Dune Productions, fordi dette begreb her synes mig en anelse fortænkt. Det, Dune Productions har udviklet og tager del i, virker mere naturgroet end at være udtænkt som følge af en bevidst strategi. Det er mere noget, der er udviklet i samklang med naturen omkring dem, tilsammen med de mennesker, der bor i lokalområdet og som af lyst og af egen fri vilje har sagt ja til at befolke filmen.
Dette vil blive udfoldet nærmere i det følgende. Først ved at omtale deres måde at producere og distribuere på, og herunder hvordan de har tilvejebragt den påkrævede finansiering af Os der lever på basis af lokale partnerskaber og helt uafhængigt af finansiel støtte fra betydende kilder som Det Danske Filminstitut og coproducerende samarbejder med andre selskaber.
Dernæst ved at beskrive deres ’rolle’ som producent af kulturelle oplevelser til gavn for lokalsamfundet. Men forinden vil jeg kort fordybe mig en smule i det, der gik forud, at Dune Productions blev det første filmproduktionsselskab i Vendsyssel.
Tidligere produktioner i nordjysk regi
Siden 2011 er det blevet mere almindeligt forekommende, at udefra kommende tv-stationer og produktionsselskaber har henlagt produktioner til det nordjyske. Man kan her summarisk nævne TV 2’s julekalender Ludvig & JuleOsmanden fra 2011 henlagt til Børglum Kloster, Norskov-serien over 2 sæsoner (2015-2017) udspillende sig i Frederikshavn produceret af SF Studios Production og indenfor de sidste par år med en dramatisering af forliset af en redningsbåd i Hirtshals med filmen Synkefri (2023 – produceret af Wasabi Film og Swulli Film).
Lokaliteternes velegnethed til at realisere produktionernes fortællinger er i nogle tilfælde gået hånd i hånd med en lokal (f.eks. kommunal) medfinansiering af produktionerne f.eks, i tilfældet med serier som Norskov. Dette har oftest været motiveret ud fra et ønske om at brande lokaliteten, som optræder i serien/filmen for at stimulere turismen og få omverdenen til at se kvaliteterne ved stedet.
Indenfor medieforskningen er denne tendens til at entrere med midler fra lokale aktører som kommuner, handelsstandsforeninger eller helt tredje partnere for at øge kendskabet til en specifik lokalitet blevet samlet under betegnelsen kreativ placemaking. En tendens opstået i sammenhæng med, at det i de senere er blevet en mere udbredt praksis, både herhjemme og på europæisk plan, med at flytte film- men især serieproduktioners fortællinger væk fra metropolerne og ud i provinsen.
Men som Nikkie Breinholt Dahm fremhævede, kan man som udefra kommende selskab på trods af omfattende research ikke indfange lokaliteternes særegenhed fuldt ud og derfor heller ikke producere med samme grad af indforståethed, som hvis man har sit selskab grounded der, hvor optagelserne skal finde sted. For hvis det forekommer, kender folk omkring sig, ved hvordan de lever deres daglige liv, hvordan omgivelserne og årstider griber ind i befolkningens livsrytmer und so weiter. Det vil man ikke komme i nærheden af som udenbys selskab.
At være i besiddelse af den indforståede viden, der knytter sig til omgang med lokalbefolkningen og fra færden i omgivelserne og naturen i sammenhæng med en gedigen involvering i det sociale og kulturelle liv kaster nogle rigtig gode forudsætninger af sig for at lave troværdig lokal filmproduktion. Denne viden er selvsagt også blevet en naturlig del af Dune Productions’ dna. Man ved f.eks. hvordan lydbilledet er i Løkken, og at det er ikke til troende at støde på solsorte på stranden i Løkken, som Breinholt Dahm så prægnant udtrykker det
Os der lever
Uden at gå nærmere ind på filmen Os der lever, er det relevant med en kort omtale af dens indhold og instruktørens tilgang til at skabe dens fortælling, fordi den kan bane vejen for at forstå, hvordan det er lykkedes at få filmens finansiering på plads, alene i kraft af lokale og regionale bidragydere.
Med Os der lever har vi at gøre med en film, der baserer sin fortælling på en serie af løsrevne portrætter af mennesker i små lokale bysamfund som Løkken, Nørre Lyngby, Tranum, Hune, Lønstrup, Kaas og Birkelse. Ubetydelige steder uden at kunne give noget interessant fra sig, ville mange umiddelbart sige. Filmen består af indblik der f.eks. viser den tomme minkfarm, enken der går til dans for at fylde tomrummet ud efter tabet af sin ægtefælle, cirkusartisten Katja Schumann, som bor i området og laver cirkus, gruppen af kniplesker, som mødes om snakken om daglige emner og flere andre indblik. Kort sagt en fortælling om fortrinsvis almindelige mennesker, der iflg. instruktøren alle kæmper med grundvilkår præget af en følelse af ubetydelighed og mangel på værdi som menneske i omverdenens øjne.
Det er alle sammen mennesker, som instruktøren kender fra andre sammenhænge. Netop fordi hun selv kommer fra lokalområdet og nu er vendt tilbage til hjemstavnen efter mange år i udlandet, har hun blik for dem som mennesker. Kender til roen omkring dem, deres eftertænksomhed, den underfundige humor og det langsomme tempo i deres måde at leve på samt de mange pauser i de indbyrdes samtaler. Med andre ord den megen undertekst, som er et nordjysk træk. Disse træk sniger sig også ind i filmens tone og fortællemodus og gør den til en helt særlig film.
I filmen forekommer der nogle fantastiske flotte droneoptagelser af de meget lagdelte skrænter ved kysten. Lige så lagdelte den fysiske natur fremtræder for vores blik, lige så lagdelte og dybe får man indtryk af, at de portrætterede mennesker er. Naturen og menneskene, der lever dér, bliver på en eller anden mærkelig måde hinandens genspejling og viser menneskenes forbundethed med den natur, der omgiver dem.
Med sin induktive tilgang med kæden af portrætter får instruktøren skabt en fortælling, der eksponerer, hvad det vil sige at være menneske i små nordjyske bysamfund. I den egenskab bliver filmen på et mere overordnet niveau et antropologisk studie af disse lokaliteter, og samtidig berører den nogle grundvilkår, som er alment menneskelige.
Finansiering og produktion på basis af partnerskaber
Filmen er som tidligere fremhævet produceret ved hjælp af lokale og regionale midler, dvs. helt uafhængigt af bevillinger fra f.eks. Det Danske Filminstitut (DFI), som det ellers er normalt at søge hos. Med et vist kendskab til filmproduktion ved man, at der med en bevilling af produktionsstøtte fra DFI følger en blåstempling med. Så det er imponerende, at Dune Productions har vist, at det kunne bære produktionen hele vejen ud til publikum.
I bunden af plakaten kan man se listen af institutioner og virksomheder, som har gjort det muligt at producere filmen. Af disse er det værd at fremhæve nogle få: dels Den Vestdanske Filmpulje, hvor Hjørring kommunes medlemskab har befordret midler, Sparekassen Danmark med et stort sponsorat, Norlys Vækstpulje og dels midler fra bl.a. KulturKanten (Region Nordjyllands kulturpulje), som led i et såkaldt outreach projekt. Dette gik nærmere ud på, at styrke sammmenhængen mellem kultur og sundhed (her indenfor ældreområdet/plejehjemssektoren).
Ud over denne brede finansielle opbakning indgik Dune Productions nogle partnerskaber og her især med Musikkens Hus i Aalborg og Aalborg Symfoniorkester. Der blev komponeret musik til filmen, og den blev med henblik på filmens premiere i Musikkens Hus omskrevet til orkestermusik (hvor musikken til filmen blev optaget). Dette partnerskab betød, at Den Jyske Kunstfond postede penge i samarbejdet, fordi der var tale om samskabelse med andre kunstudøvere.
Distribution
Den samme grad af uafhængighed har båret distributionen, hvor filmen først og fremmest er blevet vist i adskillelige mindre byers biografer fordelt jævnt over hele Nordjylland. Flere steder supplereret med servering af kaffe og blødt brød midtvejs i visningen for at give plads til, at publikum kunne synge den sang, der indgik i den konfirmationsfest, der udgjorde filmens rammefortælling. Ved at benytte sig af dette tiltag, bliver det overvejende lokale publikum gjort opmærksom på, at det er en filmfortælling, som har rod i deres eget miljø. At de som publikum selv er en del af den verden, der bliver vist på det store lærred. Man må jo sige, at dette kun gør båndet tættere mellem Dune Production, deres film Os der lever og nordjyderne.
Senere er filmen blevet vist i andre dele af landet, og her igen i mindre og lidt større provinsbyer. Kulminationen har nok her været visningen på CPH:DOX i marts måned 2023, og at den i december måned fik plads på DR’s sendeflade, hvor den stadigvæk kan ses on demand.
En speciel form for visning er foregået på 12 plejehjem, vist nok som led i outreachprojektet og i samarbejde med Ældre Sagen og deres frivillige venner. Her kunne beboere, medarbejdere og pårørende opleve en særligt tilpasset udgave af filmen, som blev ledsaget af musikere fra Aalborg Symfoniorkester. Især dette viste hvordan Dune Productions kunne få forskellige partnere til at arbejde sammen om at skabe en kulturel oplevelse for mennesker, der ikke er vant til at bruge kunst og kultur. Det har her været en fordel, at producer Nikkie Breinholt Dahm her har haft konkret viden og erfaring fra sit tidligere arbejde som pædagogisk udviklingskonsulent inden for denne sektor.
Rollen som producent af kulturoplevelser
Indledningsvist var jeg inde på, at Dune Productions udover at lave film også søger at bidrage på andre områder, hvor de kan se en mening med at udnytte dokumentarfilm mediet. Dette forestiller de sig kan ske inden for særlige indsatsområder, der f.eks. har at gøre med ældre, børn og unge, og uddannelse. Ligesom de også kan forestille sig som et supplement til indsatser, der allerede er sat i gang. Lige nu arbejder de med et projekt under overskriften DOKU FOR DIG OG MIG, hvor deres rullende biograf vil indgå og har indtil nu høstet gode erfaringer med at bruge den på ældreområdet. Det ser de gerne bliver udvidet til at omfatte andre områder.
Hvis man kan slutte noget samlet om Dune Productions, er der to ting, som er vigtige at fremhæve. For det første er målet for at producere lokalt baserede film at skabe fælles kulturel identitet via dokumentarfilmen som medie. Alt hvad der således finder udtryk i deres filmiske fortællinger vokser inde- og nedefra og ud. Fra de mennesker, som medvirker, fra deres omgivende miljø og hele tiden i pagt med naturen. Som Nikkie Breinholt Dahm selv formulerer det, kan du bare tage dit kamera i hånden og gå udenfor, hvor du er omgivet af et væld af historier. De skal bare fortælles, og det sørger de for og lader dem gå videre til det lokale publikum.
For det andet sørger de for at facilitere mulighederne for at se dokumentarfilm i mange og ofte uventede sammenhænge. Her viser de film med deres rullende biograf, og bringer på denne måde viden om verden uden for lokalsamfundet tættere på. Her går bevægelsen udefra og ind.
På forkant med udviklingen
Med dette virke i tilgift til deres filmproduktion udvider de den gængse opfattelse af, hvad et produktionsselskab laver, og det kan man sige er noget nyt. Alligevel er der noget i tiden, som flugter med Dune Productions palet af forskellige samvirkende gøremål, der også dukker op andre steder i det nordjyske. Jeg tænker her på den forandringsproces, som Aalborg Teater har sat i gang fra efteråret 2023 med deres etablering af Forsamlingshuset og Scene 11, hvor de tilkommende ekstra aktiviteter får Aalborg Teater til at minde om et kulturhus og ikke et traditionelt teater. Vi har tidligere (januar d.å.) bragt en artikel om disse nye tiltag på Aalborg Teater. Selve tiltagene blev taget i brug fra midten af marts i år.
Som nævnt i starten af artiklen, vender vi tilbage i august/september med en artikel om selskabets kreative motor, instruktør Anne Svejgaard Lund, hvor vi vil fordybe os i hendes arbejde med dels filmen Os der lever og den kommende dokumentarfilm om Katja Schumann, som lige nu befinder sig i klippeprocessen. Denne film har den foreløbige titel En plads i manegen.
Selskabets gennembrud på den lidt større scene har medført, at både Det Danske Filminstitut og Den Vestdanske Filmpulje er gået ind i finansieringen af projektet. Dune Prouctions har, synes det, for alvor overbevist ikke bare lokalområdet og Vendsyssel, men en langt større omverden om sin berettigelse. I mine øjne et fuldt ud fortjent faktum.
——-
Hovedfoto: DUNE Productions Logo – Foto DUNE Productions
Skriv en kommentar til historien