Forudsigelige øretæver og en forsonlig formaning

Reaktionerne på den nye højskolesangbog er mange. De strækker sig fra de øretæver, som formanden for udvalget omkring sangbogens sammensætning forudså fra starten af udvalgets arbejde, til en lille forsonlig formaning fra en af sangbogens ældre bidragydere.

Øretæver i luften
Velkommen til øretævernes holdeplads, skal formanden for højskolesangbogsudvalget, tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen, have sagt til medlemmerne af udvalget, da de mødtes for første gang i det tidlige forår 2017.
Udvalgets kommissorium var at sammensætte indholdet af den nye og nittende udgave af højskolesangbogen, der udkom den 12. november, og at gøre det med en balance mellem tradition og fornyelse. Og Carlsen fik ret: Der har været øretæver i luften i dagene efter udgivelsen.
Den primære anstødssten har været, at fornyelsen af højskolesangbogen omfatter ”Ramadan i København”, der er skrevet af den tidligere Outlandish-sanger Isam B i samarbejde med Özcan Ajrulovski, Anders Greis og Nana la Cour Jacobi. Og øretæverne til sangbogsudvalget er uddelt af blandt andre den nationalkonservative debattør og højskolemand Søren Hviid Pedersen, lidt overraskende af Liberal Alliances Henrik Dahl og til gengæld helt forudsigeligt af fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti: Søren Espersen, Alex Ahrendtsen, Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.
Sidstnævnte gik endda så vidt som til at kræve hele sangbogsudvalget fyret – uvidende om, at udvalget ikke var et permanent udvalg, men et ad hoc-udvalg, der så at sige fyrede sig selv den dag, de afsluttede deres arbejde og indleverede det til Folkehøjskolernes Forening.
Ramadansangens tekst er ikke stor kunst, men man kan ikke fratage den – selvom Søren Espersen har forsøgt på det – at den gengiver en aftenstemning på Nørrebro meget poetisk og billedskabende. Hovedparten af kritikken af sangens indlemmelse i højskolesangbogen baserer sig da også på helt andre kriterier end de æstetiske, nemlig at sangen forbinder sig med islam og ikke med kristendommen.
På den baggrund kan kritikken sådan set affejes med få og enkle argumenter: Danmark er et land med religionsfrihed, og muslimer med dansk statsborgerskab udgør ca. 3% af befolkningen. Sangbogsudvalget har haft mangfoldighed som et af sine kriterier, og når der i nr. 322 kan stå sådan her: Herren, vi tilbede, / Guds den elskelige, / som os vil indlede / i sin Faders rige! / Herre, hør vor bøn! så kan der vel også i nr. 164 stå sådan her: Stjernerne kigger med / Kroppen vendt mod sydøst / Panden mod tæppet ned / Ordene søger trøst.

En forsonlig formaning
En helt anden kritik af den nye højskolesangbog kommer fra den 88-årige højskolemand og salme- og sangdigter Jens Rosendal, der selv er repræsenteret i højskolesangbogen med ikke færre end 10 sangtekster – bl.a. teksten til hittet ”Du kom med alt det der var dig”.
Jens Rosendals kritik er ingen øretæve, snarere en lille forsonlig formaning. Han formulerer den til TV Syd med både smil og latter. Hvis en sang skal holde som højskolesang, så skal der stå noget om, hvad et liv er for noget, siger han. Intervieweren spørger ham, hvad han synes om den renæssance, som fællessangen har fået her i coronatiden. Det er da godt nok, svarer Jens Rosendal, men det bliver sådan lidt sjovt. Det er jo ikke højskolesangen, der har fået en renæssance, det er alle mulige forskellige populære sange, og folk kan rigtig godt lide at synge dem.
Synes du, det bliver for banalt, spørger intervieweren. Ja, hvis der kun var dem, så ville jeg være ked af det, ler Jens Rosendal forsonende.
Med andre ord: Hvis de sange, der har rødder i populærmusikken snarere end i den folkelige fællessangs-tradition, ikke bare – som det er tilfældet – havde forøget deres andel i højskolesangbogen, men endda havde besat samtlige 601 numre, så ville den gamle Rosendal være blevet ked af det. Og lad mig bare tilføje, at det ville denne artikels halvgamle forfatter også være blevet.
Der findes danske komponister, der forsøger at forny vores fællessangs-tradition – blandt mange, mange andre Bo Holten, Birgitte Agerskov Buur, Matti Borg og Søren Birch – og det ville være synd og skam, hvis deres bestræbelser blev ikke bare suppleret, men endda trængt i baggrunden af sing-along-repertoiret hos vore gode rock- og poptroubadourer.

Ville du kunne synge dem sammen med familie og venner?
De sange, der har rødder i populærkulturen, er ikke kommet til verden som nodenedskrift og med fællessang for øje. De er typisk kommet til verden i lydlig form og med sigte på udbredelse på plader og cd’er og gennem streaming.
Deres indlemmelse i højskolesangbogen har derfor krævet, at dygtige fagfolk har lyttet til indspilningerne og omsat det lydlige til nodeskrift og becifringer. Og kigger man nærmere på disse nedskrifter, må man i nogle enkelte tilfælde – dog langtfra i alle – spørge sig selv, om de pågældende sange lever op til den ’brugsrelevans’, som var blandt kriterierne i sangbogsudvalgets kommissorium. Med andre ord: Er de egnet til fællessang? Ville du kunne synge dem sammen med familie og venner? Gør f.eks. et forsøg med nr. 123, Lou Reeds ”Perfect Day”!

En dissens… og en lykønskning
Guderne og Grundtvig skal vide, at der er sange i den nye højskolesangbog, som denne artikels forfatter ikke bryder sig om. Der er endda nytilkomne sange, som i mine ører ikke lever op til den vægtning af kvalitet i udvælgelsen, som kommissoriet fordrer. Men som et af udvalgets medlemmer, Mathias Hammer, skrev i et facebookopslag på udgivelsesdagen:
Jeg er helt sikker på, at der vil være sange, som du ikke bryder dig om, og sange, som du elsker. For hvis der er noget, jeg har lært gennem de seneste års arbejde, så er det, at vi alle er forskellige, og at din forestilling om en god fællessang ikke nødvendigvis er den samme som din nabos.

Således afvæbnet vil jeg ikke tøve med at afsende et stort tillykke med sangbogen til de seks brave mennesker på øretævernes holdeplads, sangbogsudvalget!