Kritik af kritikerne

Med sin opsætning af Ibsens, Hedda Gabler, er Ålborg Teater og instruktøren Hans Henriksen løbet ind i et sandt stormvejr af negative anmeldelser. Der er ikke tradition for, at instruktør og skuespillere tager til genmæle, når de bliver kritiseret, men Netavisnord har i dette interview givet instruktøren rum til at forholde sig mere generelt til teaterjournalistikken, som efter hans mening har udviklet sig bekymrende de seneste år.

Hedda Gabler på Ålborg Teater har affødt en del negative anmeldelser. Værst i Nordjyske, der begunstigede stykket med 1 stjerne. Men også bl.a. Jyllands Posten og Information har været ude med riven og kritiseret såvel opsætningen, instruktionen som skuespilpræstationerne. Havde det været en gastronomisk vurdering, der sneg sig op på 1 kokkehue, kunne det i værste fald bevirke, at gæsterne stemte med fødderne, og restauranten måtte lukke.

Madverden og teaterverden
Så galt går det trods alt ikke umiddelbart i teaterverdenen. Selv om der naturligvis er en sammenhæng mellem billetindtægterne og anmeldelserne, så slår dårlige anmeldelser ikke nødvendigvis igennem i teaterverdenen med samme kraft og økonomiske røde tal på bundlinjen som i madverdenen. En enkelt dårlig anmeldelse er ikke forskellen på liv eller død. Offentlige tilskud og abonnementsordninger bevirker, at indtægtsgrundlaget aldrig helt forsvinder. Selv i en coronatid, hvor antallet af teatergængere af sundhedsmæssige årsager er tæt på en halvering, overlever teateret.

Professionelle forudsætninger
Til gengæld må det være fagligt og mentalt nedslående at blive så voldsomt kritiseret, som instruktør Hans Henriksen og hans stab er blevet det i forbindelse med opførelsen af Hedda Gabler. Hans Henriksens CV indikerer ellers, at de professionelle forudsætninger for at begive sig i kast med et Ibsenstykke er til stede. Han er norsk, har en master i instruktion fra Skt. Petersborgs Statslige Teaterakademi og har iscenesat adskillige teaterforestillinger i både Norge og Danmark. Desuden er Hans Henriksen professor og har undervist og forsket i såvel instruktion som skuespillerarbejde primært på Kunsthögskolan i Oslo, men også på Statens Scenekunstskole i København.

Negative anmeldelser påvirker, men går over
– Hans Henriksen, hvordan påvirkes man som instruktør af negative anmeldelser?
– Det er vigtigt for mig at understrege, at halvdelen af anmeldelserne på Hedda Gabler er meget positive. Forestillingen har fået fra 1 til 6 stjerner, og publikumsanmeldelserne er også overvejende positive. De ligger på vores hjemmeside. Men det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden at påstå, at man er upåvirket af negative anmeldelser. I situationen går det en på, og man frygter, det påvirker salget. Men kritikerne er naturligvis i deres gode ret til at vurdere, som de vil. Kunstkritik er jo et subjektivt blik, som også kunsten er det. Det er bare vigtigt, at blikket og kunsten er kvalificeret. Min erfaring er, at efter nogen tid går dette med kritiker og premiere over med hensyn til påvirkning, og forestillingen finder sit eget liv.

– Hvordan kan dine skuespillere holde gejsten oppe aften efter aften, når de er blevet mødt med en sådan kritik?
– De er professionelle. Nogen læser ikke anmeldelser, andre ikke før til sidst, når stykket er udspillet.

Ikke tradition for at svare på kritikken
Der er ikke tradition for i dansk og europæisk teater – og kulturliv, at kunstnere svarer på den kritik, deres værker evt. bliver udsat for. Og det er en tradition, som Hans Henriksen også er en del af:
– Det er et meget svært landskab at bevæge sig i. Det kan ofte være svært at forsvare egne valg, fordi det let kan ende med at blive en patetisk metadiskussion, hvor instruktøren kritiserer kritikerne. Samtidig er man som instruktør sårbar. Man er ramt i sin professionelle og kunstneriske sjæl, og i den situation er man næppe nøgtern, men til dels i affekt, og det kommer der ikke noget godt ud af.
– Dér, hvor det virkelig gør ondt, er, hvor kritikken bliver personlig, hvor man føler, at nogen går efter manden og ikke bolden. Da kan jeg føle mig krænket og forfulgt, ja nærmest mobbet. Den form for forsøg på karaktermord er det umuligt at svare på på en konstruktiv eller udviklende måde. Forudsætningen indbyder ikke til samtale, kun gensidig nedsabling. Der vinder janteloven.

Dag Solstads kritik af kulturjournalistikken
– I Norge har vi et enkelt eksempel på en kunstner, der er gået til modangreb. Dag Solstad, forfatter, følte sig på et tidspunkt, hvor flere af hans sidste bøger var blevet kritiseret, foranlediget til at forholde sig til kritikken. Hans synspunkt er, at det er gået tilbage for kulturjournalistikken, der er blevet afprofessionaliseret og dermed får færre ressourcer og mindre plads i medierne. Og det afspejler sig i niveauet, som efter Solstads opfattelse er for lavt.

Danske teateranmeldere forholder sig ikke til intentionen med stykket
– Gør det forhold sig også gældende i genren ”danske teateranmeldelser”?
– Ja, det mener jeg. Kulturjournalistikken generelt har fået vanskeligere kår i Skandinavien. For 20-30 år siden blev den forvaltet af anmeldere, som havde en faglig indsigt, og som ofte var uddannet i tilknytning til f.eks. teateret og fastansat i en redaktion. I dag er kulturjournalistikken nedskaleret og langt hen erstattet af journalister (eller bloggere) med en bred baggrund, men som mangler den dybere indsigt i f.eks. genren ”teateranmeldelser”. Og som – på grund af den almindelig økonomiske smalhals i mediebranchen – ofte er ansat på freelancevilkår.
Dialogen mellem kunstneren og anmelderen har pga. dette ændret sig noget.
– Jeg oplever, at jeg i større grad bliver bedømt på min evne til at indfri teateranmelderens forventninger til, hvad anmelderen mener, er godt teater, godt skuespil, eller hvad et værk eller en genre bør være.
En kvalificeret anmelder forsøger at aflæse kunstnerens intention med et arbejde og med udgangspunkt i aflæsningen af denne intention forholde sig til værket. Hverken de gode eller de dårlige anmeldelser af Hedda har forsøgt at formulere forestillingens intention eller greb og gennem dette formuleret en mening med eller holdning til værket. Alle skriver ud fra en emotionel oplevelse af, om de syntes oplevelsen var god eller dårlig. De registrerer stemninger, atmosfære og følelser, og det er også relevant, men det bliver på bekostning af den øvrige faglighed. I jagten på læsere forfalder de ofte til et voldsomt ordvalg, som er tilpasset læsernes forventninger, men som giver køb på kvaliteten.

Direktørrollen og instruktørrollen
– En del af den personlige kritik af dig går på, at du måske burde hellige dig rollen som direktør og så overlade instruktørrollen til andre.
– Tidligere var det sådan på de fleste teatre, at direktør og instruktør var en organisk helhed. Direktøren skulle præge teaterets profil med sin kunstneriske indstilling ved at påtage sig også iscenesætterarbejdet.
Det har forandret sig noget de sidste tiår. I dag oplever man oftere en adskillelse mellem de to roller. Direktøren administrerer og trækker instruktører udefra til den kunstneriske funktion. Og sat på begreb er det helt i overensstemmelse med New Public Management – tankegangen.
Jeg er kritisk over for den måde at forvalte et teater på. Det kan være en uheldig udvikling. Det er svært at skille de to roller ad, hvis man vil sætte sit præg på et teater, således som jeg ønsker, og som der er en lang europæisk tradition for. Man skal som direktør, om jeg så må sige, også have fingrene nede i dejen for hele tiden at minde sig selv om, hvad der driver værket – nemlig kunsten!
——————-—
Topfoto Allan Toft