Forlaget Gutkind har bedt en række forfattere gå på opdagelse i den nordjyske litteratur. Det er der kommet en solid, geografisk opdelt antologi ud af: Toppen af Danmark, redigeret af Lasse Horne Kjælgaard, Johannes Riis og Jens Smærup Sørensen.
I denne og en følgende artikel vil Netavisnord behandle seks af bidragene. I dag fokuseres der på Vendsyssel (Skagen og Knud Holst i Løkken). Senere vendes blikket mod litteratur med rødder i Himmerland og Ålborg.
DA JYLLANDSBØLGEN RAMTE SKAGEN
I åbningsartiklen – Opdagelsen af Skagen – sætter vendelboen Lasse Horne Kjældgaard, direktør for Carlsbergfondet og dr.phil i dansk litteratur, toppen af Danmark ind i en historisk sammenhæng. For at forstå tilblivelsen af Skagen som et mødested for kunst og kultur er det nødvendigt et kort øjeblik at dvæle ved den såkaldte Jyllandsbølge, som skyllede ind over landet i første halvdel af 1800-tallet. Fra stort set at have levet i mørke som terra incognita blev Jylland ved tabet af Norge i 1814 opdaget af de nationalliberale og tildelt en rolle i forvandlingen af Danmark fra en multietnisk territorialstat til en centraliseret nationalstat uden for mange regionale afvigelser. Bag inklusionen og politiseringen af Jylland lå en økonomisk tankegang: København ekspanderede, og der var behov for både råvarer og arbejdskraft. Jyderne var leveringsdygtige på begge parametre. På bedste kolonivis sørgede periferien for, at metropolen kunne udvikle sig!
Kunstnerkolonien som overbygning
Oven på Jyllandsbølgen og dens økonomisk/politiske fundament etableredes en kulturel overbygning, som har rødder tilbage til Blicher, men som for Skagens vedkommende får vind i sejlene med etableringen af kunstnerkolonien omkring lyset, naturen, fiskerne og Brøndums Gæstgivergård. Med Drachmann, Ancher og Krøyer som danske omdrejningsfigurer tiltrak Skagen malere fra det øvrige Skandinavien. Og med såvel H.C. Andersens besøg i 1860 og Brandes´ i 1883 blev der sat ord på Skagen og skagboerne.
Blixen, Rifbjerg, Wivel og Goldschmidt
Siden har adskillige forfattere haft tilknytning til Skagen. Blixen skrev Den afrikanske Farm i Skagen, og Rifbjergs tilknytning til Kandestederne og Skagen er velkendt (Kandestedersuiten, 1994). Mindre kendt er måske Ole Wivels Den skjulte Gud (1952), som på nedladende vis gør skagboerne til et umælende, enfoldigt og ureflekteret naturfolk i pagt med Vorherre i modsætning til storbyens modernitet og gudløshed. Som kontrast til Wivel fremhæver Horne Kjældgaard Meir Aron Goldschmidt, der i sine rejseskildringer på langt mere empatisk vis skildrer mennesker og miljøer i Skagen.
I dag har Jens Chr. Grøndahl et second house i Skagen, og adskillige kunstnere og forskere nyder godt af et arbejdsophold på Klitgården, den tidligere Kongevilla.
Lasse Horne Kjældgaard leverer med sit bidrag til Toppen af Danmark en nyttig indsigt i Skagens kulturelle og litterære historie – sat ind i en politisk økonomisk sammenhæng med Jyllandsbølgen som omdrejningspunkt.
KNUD DEN STORE. FAR OG DATTER
Hanne-Vibeke Holst har i den tankevækkende, udbytterige og stærkt anbefalelsesværdige romanbiografi, Knud den Store, tegnet et portræt af sin far, Knud Holst.
I artiklen ”Forfatterhjemmet i Løkken” i Toppen af Danmark gengiver hun et resumé af romanen.
Holst er opvokset i en fattig, indremissionsk husmandsfamilie i Østvendsyssel, men brød den sociale arv og slog sig efter studentereksamen ned i Løkken, hvor han sammen med sin kone, ”formutter” Kirsten Holst, etablerede sig som modernistisk forfatter. Han debuterede i 1962 og slog via en stribe udgivelser af både lyrik og prosa op gennem årtiet sit navn fast som en respekteret og talentfuld udkantsdigter. Han overvejede at tage springet og flytte teltpælene til det københavnske, litterære parnas for at være tættere på hovedstadens kritikere og kollegaer og opnå den fulde anerkendelse, men erkendte, at Vendsyssels natur, befolkning og sprog var råstoffet for hans produktion.
Nedtur
Med 70’ernes kulturelle nybrud i form af ungdomsoprør, kvindebevægelse, knækprosa, bekendelseslitteratur, beatmusik m.m. mistede den dannelse og belæsthed, som Holst inkarnerede, sin styrke og interesse, og nedturen indtraf – ikke bare kunstnerisk, men også økonomisk. Holsts medfødte mindreværdskompleks, som han oprørsk kompenserede for ved at score opad og blive gift med politimesterens datter fra Hjørring og ved på toppen af sin forfatterkarriere at leve ekstravagant på en egn, hvor nøjsomhed og en afdæmpet livsform var udbredt, indhentede ham i form af skriveblokering, armod og menneskeligt forfald. Han døde blot 59 år gammel.
Knudemand og outsider
Hanne-Vibeke Holst leverer et kærligt, men ikke ukritisk portræt af sin far. Hun vedkender sig sin beundring for ham og er sig bevidst, at hun i sin forfattervirksomhed er ham stor tak skyldig. Hun sætter stor pris på det liv, der formede sig i hjemmet, da Holstfamilien økonomisk og litterært toppede. Hun har haft glæde af alle de kulturpersonligheder, der besøgte familien og spredte liv og ånd i hjemmet. Og hun udviser stor forståelse for, hvordan Knud Holst’s barndom hænger sammen med den personlighed, han udviklede. Han forblev en knudemand og en outsider, der manglede livsduelighed mht. at kunne honorere de mest basale og praktiske forhold i livet. Og hans evindelige behov for at skrive – også når det var svært at forløse – bevirkede, at han fik et afstumpet forhold til børn og børnebørn, da han gik i hundene.
——–
Hovedfoto: Jakob Øehlenschlæger. Wikimedia Commons
Skriv en kommentar til historien