Når liv og død mødes

‘Filmen Papa – Notater om liv og død’ bringer os tæt på disse to ultimative tilstande. Når sønnen Luca fødes, og når kæresten Lea Glob samtidig angribes af barselsfeber. Andreas Bøggild Monies, filmens instruktør, har samlet sine optagelser i form af fotos og videosekvenser og ledsaget dem med sin egen fortællerkommentar. På 19 minutter får vi et voldsomt, gribende og meget livsbekræftende indblik i, hvad der sker, når afstanden mellem liv og død er mindst mulig, og hvordan man kommer ud af den krise og – ud til skov, vand og liv, som instruktøren udtrykker det i filmen.

– I mit liv findes der to ultimative tilstande (Andreas B. Monies)

Filmens udgangspunkt og tilblivelse
Dokumentaristen Andreas Bøggild Monies forsøger med sin film Papa – Notater om liv og død (2023) at fastholde de stærke traumatiske oplevelser, som fulgte i kølvandet på sønnen Lucas fødsel i februar 2017.

Op til denne begivenhed havde instruktøren forberedt sig ved at købe et godt kamera, så han kunne følge hjemmefødslen og dermed give sit bidrag til, at han og kæresten Lea Glob kunne få nogle uforglemmelige minder om det store øjeblik, da Luca kom ind i deres fælles liv.

Denne stund af lykke splintredes, da Lea ganske få timer efter fødslen kollapsede og i hast måtte indlægges, fordi hun, som det senere viste sig, var angrebet af en pludselig og livstruende infektion i livmoderen.

Dette overrumplende møde mellem på den ene side en lykkelig og vellykket fødsel med et nyt liv, der skal til at begynde, og på den anden en nærliggende risiko for, at kærestens liv ville blive afsluttet, er det filmen umiddelbart omhandler.

Som det første i filmen fastslår instruktøren i sin voice over, at for at ham at se består livet af disse to ultimative tilstande, liv og død, der indimellem mødes. Dette udsagn får ekstra betoning af, at det er ledsaget af en helt sort skærm. Man kan sige, at udsagnet, på baggrund af filmens indhold og forløb udtrykker instruktørens oplevelser og erfaringer med et af den slags møder og det følelsesmæssige kaos, det udløser. Med tilstande af fortvivlelse og håb omkring Leas tilstand og samtidige kontrasterende følelser af glæde og lykke over at være sammen med den nyfødte Luca.

Herefter følger en skildring af, hvordan han oplever det at være udspændt mellem disse to ultimative tilstande, og hvordan de efter godt to måneders indlæggelse alle tre kommer ud på den anden side, udenfor Rigshospitalets mure, og kan tage hul på at leve et fælles liv.

Først fem år senere bliver det besluttet at sammensætte Andreas’ omfattende dokumentation af fødslen og sygdomsforløbet til en film. Kæresten Lea Glob, selv en erfaren dokumentarist, fik sammen med producent Charlotte Pedersen (indehaver af selskabet New Era Production, som står bag filmen) ideen til at gøre dette. Resultatet er blevet en dokumentar på 19 minutter primært bestående af en mængde enkeltstående fotos og en række videooptagelser.

Mellemrummene mellem liv og død – en mental rejse

Man kan tydeligt mærke, at der er gået en rum tid fra billederne blev taget, til filmen blev lavet. Instruktørens stemme, der optræder som filmens fortæller (voice over) er præget af en ro og et nøgternt tonefald, men Andreas, der har lagt fortællerstemme til filmen, skjuler på den anden side ikke, at han indimellem har været meget rystet og mistet jordforbindelsen. Han nævner følelsen af at være i en vægtløs tilstand, der har optrådt momentvis.

Det har helt sikkert krævet en vis afstand til oplevelserne for at kunne nærme sig fotooptagelserne og videoerne og for at kunne sætte dem ind i en filmisk og dokumentarisk ramme og lave en fortælling ud af dem, som andre kunne have udbytte af at opleve. At sige at tiden læger alle sår passer kun i et vist omfang her. Man kan måske sige, at når man kan lade andre og helt fremmede, som publikum jo er, få adgang til så private forhold, som filmen repræsenterer, vidner det om, at de involverede (først og fremmest Andreas – filmens papa) har fået bearbejdet oplevelserne og lagt dem på plads i sig selv. Og derfor kan rumme omverdenens offentlige blik på afstand af det felt, hvor det hele er foregået.

Modsat rummer filmens billedside de dramatiske og lykkelige øjeblikke, en kæde af vigtige momenter, der er udspændt mellem fødslens lykkerus, over nærdøds oplevelsen og frem til udfrielsen til sidst i filmen. I den forbindelse kan man sige, at voice overens ro gør det muligt at opleve billedstrømmen fuldt ud, uden at dæmpe den intensitet og kraft, der strømmer beskueren i møde.

Hvad er det så nærmere, vi kommer til at opleve med filmen? Efter introen med talen om møderne mellem liv og død, følger fødslen og et check af Luca på Hvidovre hospital. Her mener lægerne, at de smerter, Lea nævner overfor dem, skyldes en influenza, og at de omtalte smerter også er en naturlig eftervirkning af fødslen.

Med Leas kollaps ændrer situationen sig radikalt, og nu er det hele pludselig dødsens alvor. Hun er ramt af en alvorlig og livstruende infektion i livmoderen, der kræver, at hun øjeblikkeligt bliver lagt i coma og senere opereret. Hun overføres til Rigshospitalets gynækologiske afdeling for videre behandling. Man er i tvivl, om den givne medicin kan nå at virke i tide, og på et tidspunkt må alle indstille sig på at tage afsked med Lea. Krisen overvindes imidlertid.

Det er en meget stærk oplevelse, som billedstrømmen giver af kriseforløbet for dem, der omgiver Lea under indlæggelsen. På det tidspunkt er vi godt halvvejs i filmen.
Krisen overvindes imidlertid, og den resterende halvdel bruges på at følge Leas vej tilbage til livet og til sin familie.

Omkring dette hovedspor i filmen befinder sig et spor, som følger Andreas sammen Luca. De er begge indlagt med Lea, og faderens kærlighed til sønnen er meget slående. Luca er hans tredje barn, og dette spor flettes ind mellem billeder af forløbet omkring Leas sygdom. Ved at krydsklippe mellem disse spor, hvor sporet med Luca konnoterer liv, og sporet med Lea konnoterer døden, opnås dette møde mellem liv og død, voice overen omtalte indledningsvist i filmen, men her og nu i oplevelsen af kontrasten opnås en afbalancering, som forstærker indlevelsen i filmen.

Parentetisk forekommer der en tredjedel inde i filmen et flashback, hvor vi får fortalt om det første møde mellem Lea og Andreas, om deres spirende forelskelse og en voksende kærlighed, der foreløbigt kulminerer med hendes graviditet. Denne sektion udvider sammen med den afsluttende scene med julegudstjenesten i kirken (til Ingemanns julesalme Dejlig er jorden fra 1850) temaet omkring liv ved at betone den kærlighed, man kan opleve på forskellig vis. Ved f.eks. at opleve et barns fødsel, ved at opleve at kunne overvinde en livskrise og at endelig at opleve kærligheden til et andet menneske.

Fra det jordiske til det himmelske
Da afsyngelsen af Ingemanns julesalme begynder på anden strofe:
Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

er vi nået til rulleteksterne. Af dem fremgår det bl.a., at filmen er – tilegnet sygeplejersker, læger og andre engle på Rigshospitalet.

Her udtrykker tilegnelsen en taknemlighed over at være i live, og får med udtrykket engle et skær af noget himmelsk over sig. Forløbet taget i betragtning er det meget forståeligt at føle en taknemlighed af den karakter, fordi oplevelsen har vist, at der kan opstå livssituationer, hvor afstanden mellem liv og død er så minimal.

Fotomontage eller film?
Med hensyn til det genremæssige er der ingen tvivl, hvad angår tilhørsforholdet til dokumentargenren. Brugen af autentiske mennesker, steder og tidspunkter understreger alle, at vi har at gøre med noget dokumentarisk, men er det et filmisk format eller bare en fotomontage? Det sidste fremgår af de talrige faste billeder, der med sorte mellemrum imellem sig, optræder i en lineær kæde vekslende med videosekvenser. Netop det lineære og kronologiske ved fremstillingen underbygger indtrykket af et kontinuerligt narrativ, dvs. en fremstillingsform karakteristisk for filmformatet. Nogen klar konklusion lader sig dog ikke drage, men det valgte hybride format fungerer godt, og de vil fleste vil, efter at have set Papa – Notater om liv og død, mene at have set en film.

En nærliggende forklaring på det har at gøre med, at billedmaterialet gennemgående er meget stemningsfuldt, dragende og samtidig rummer så meget fortælling at give videre til beskueren. Dette styrker fornemmelsen af en filmisk udtryksform.

En levende og vibrerende stil
Nogle af de faste billeder, især fra da fødslen er gået i gang, minder om den stil, man kan finde hos den amerikanske fotograf Nan Goldin. Hun har, siden hun brød med sin middelklasse familie efter søsterens selvmord, brugt kameraet til at fastholde oplevelsen af at være til, dvs. at have en identitet i en social kontekst.

Goldin har i mange år opholdt sig i misbrugs-, kønseksperimenterende og andre randmiljøer og har der fotograferet tusindvis af portrætter af personer, som er helt udbrændte og lever på kanten af afgrunden. I den forbindelse har hun udviklet en point-and-shoot teknik, der griber momentet ud fra en stærk fornemmelse for væsentlighed. Denne fremgangsmåde giver ofte meget uskarpe billeder, som forlener motiverne med en sanselighed og følsomhed, der suger vores opmærksomhed til sig, overraskende nok, fordi billederne samtidig konfronterer os med sider af livet, vi ikke har lyst til at se.

Andreas gør teknisk noget lignende med de nævnte fotos, men synes snarere drevet af et behov for at kunne fastholde et stykke virkelighed i lige netop et bestemt moment og dermed få muligheden for at have noget at forholde sig til, når de gribende oplevelser var overstået.

Papa – Notater om liv og død er en ligefrem og ærlig film, som ønsker at dele noget meget privat med en større offentlighed. Det er en ’film’, der skærer alt overflødigt væk og går direkte til sagen. I den egenskab har den meget at give videre. Den forholder sig meget stramt til sit dokumentariske stof og fortæller om et usædvanligt begivenhedsforløb, men på en måde, der favner det almenmenneskelige, der har med livet, døden og kærligheden at gøre. Det er så absolut en meget seværdig film.

’Filmen’ har produktionstøtte fra Den Vestdanske Filmpulje og støtte til lancering fra Det Danske Filminstitut. Den har vundet publikumsprisen på Odense Internationale Filmfestival i år. Samtidig er den indstillet til en European Film Award. DR har købt visningsrettigheder til ’filmen’ og viser den d. 19.oktober.
————-
Topfoto Andreas Bøggild Monies