Alternativet kan fejre 10 års fødselsdag i år. Partiets historie og ikke mindst de facto eksklusionen af det nordjyske folketingsmedlem, Theresa Scavenius, er interessante, fordi de vidner om, hvilke vanskeligheder der er forbundet med at ville starte et nyt parti på andre præmisser end de eksisterende. Sammenstødet mellem de etablerede strukturer og ambitionen om fornyelse, dilemmaet mellem at være et idealistisk protestparti og et pragmatisk samarbejdsparti, spørgsmålet om, hvordan et parti rekrutterer nye kandidater, samt interne personlige konflikter har løbende bragt Alternativet i vanskeligheder.
Theresa Scavenius er fortid i Alternativet. Dermed blev der sat et foreløbigt punktum for en mildt sagt omtumlet karriere i dansk politik, men også tilføjet en ny brik til Alternativets korte, men dramatiske partihistorie.
Partiskift på partiskift
Scavenius har tidligere været medlem af De Radikale, men da hun i et kampvalg blev vraget som næstformand, meldte hun sig ud og ind i Alternativet, hvor hun i 2019 tabte til Josephine Fock i en afstemning om at blive Uffe Elbæks efterfølger på formandsposten. Nederlaget fik Scavenius til at skifte parti på ny, og denne gang introducerede hun sit eget partiprojekt, Momentum, som dog ikke magtede at indsamle de ca. 20.000 nødvendige vælgererklæringer for at kunne blive opstillingsberettiget til Folketinget. Ved folketingsvalget i 2022 stillede hun på ny op for Alternativet og opnåede valg i Nordjyllands Storkreds. Nu er hun udmeldt af partiet.
Alternativets historie – brolagt med konflikter
Alternativets vej gennem den politiske historie er brolagt med konflikter, og sagen om Scavenius er blot den sidste i en række.
Partiet blev grundlagt i 2013 af partihopperen Uffe Elbæk, der i 2012 måtte gå af som radikal kulturminister, fordi han blev anklaget for inhabilitet ved i kraft af sit embede at tilgodese venner og sin mand. Alternativet fik et gunstigt valg i 2015, men det efterfølgende valg i 2019 reducerede partiet til kun 5 mandater, og Uffe Elbæk gik af.
Tidligere i 2018 måtte Nico Grünfeld – en af partiets stiftere og kulturborgmester i København – vige pladsen, fordi han blev beskyldt for et overforbrug på skatteydernes regning og urigtige oplysningen på sit CV.
Elbæks efterfølger og medstifter af partiet – Josephine Fock – havde ikke formandsegenskaber og kunne ikke samle partiet. Hun blev bl.a. beskyldt for grænseoverskridende adfærd, og 4 af de 5 folketingsmedlemmer forlod partiet. Fock kastede håndklædet i ringen og overlod formandsposten til Franciska Rosenkilde, der med en feberredning i 2022 fik sikret partiet fortsat parlamentariske repræsentation – og dermed sikrede Mette Frederiksen et flertal. Stemmespildsspøgelset i valgkampen fik formentlig en del SF – og EL-vælgere til at sætte kryds ved Alternativet. Men endnu en gang må Alternativet sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Konflikten med Theresa Scavenius har martret partiet siden valget og altså nu ført til en de facto eksklusion og formel udmeldelse.
Idealist med mangel på håndværksmæssige færdigheder
Ud over personlige skærmydsler og såkaldt samarbejdsproblemer har Alternativets ledelse italesat bruddet som et spørgsmål om form snarere end indhold, mens Scavenius fastholder, at der også har været reelle politiske stridspunkter på spørgsmålet om en advokatundersøgelse i forbindelse med minksagen, koranloven og affaldsloven. Hvortil kommer, at Scavenius med sin faglige baggrund inden for klimapolitik og sin kompromisløse facon anklager stort set alle andre partier for greenwashing, hvilket har gjort hende til en ugleset person blandt de øvrige partier.
Ditte Shamshiri-Petersen, lektor på Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet, siger:
– Scavenius er klart en dedikeret politiker, som på klimapolitikken er fagperson og ved, hvad hun taler om, og som har svært ved at gå på kompromis og derfor vælger at stå i egen ret. Det har imidlertid nogle omkostninger, når hun skal forsøge at få sin politik igennem, fordi hendes kompromisløse facon støder sammen med den måde, hvorpå man laver politik på Christiansborg. Hun er en idealistisk politiker, som måske mangler de håndværksmæssige færdigheder, det også kræver at være en dygtig politiker.
Pragmatisk samarbejdsparti eller protestparti?
Set udefra virker konflikten mellem Scavenius og Alternativet som en klassisk partistrategisk modsætning. Skal partiet være et pragmatisk samarbejdsparti, der søger indflydelse, som ledelsen foretrækker, eller skal partiet være et protestparti, der står fast på sine principper og ideologi, som Scavenius kræver?
Sat på formel i nedennævnte partiadfærdsmodel af svenskeren Molin insisterer Scavenius på, at Alternativet skal stå benhårdt fast på interessefaktoren/ideologien og afsløre de øvrige partiers klimapolitik over for vælgerne som spin (opinionsfaktoren), mens ledelsen i partiet er villig til at gå på kompromis og samarbejde med andre partier for at få indflydelse.
Partihoppere: Individualismen støder sammen med partidisciplinen
Set i et lidt bredere historisk perspektiv er splittelsen i Alternativet også et udtryk for en tendens i det senmoderne samfund: individualismen støder sammen med partiloyalitet – og disciplin. Det var så godt som utænkeligt for år tilbage, at et folketingsmedlem forlod partiet eller blev ekskluderet, fordi vedkommende ikke kunne indordne sig under flertallet, eller græsset var grønnere på den anden side. I dag er det ikke usædvanligt: Lars Løkke, Inger Støjberg, Mathias Tesfaye, Ida Auken, Jens Rohde, Rasmus Nordquist, Astrid Krag, Jesper Petersen, store dele af den tidligere DF-folketingsgruppe, Tommy Ahlers, Jon Stephensen, Mette Thiesen er blot nogle landspolitiske eksempler på politikere, der enten er hoppet, blevet løsgænger eller har forladt Folketinget i utide. Scavenius er bestemt ikke enestående.
Alternativet: Politisk bevægelse uden styring
Der er både noget forståeligt og noget paradoksalt i, at Alternativet er blevet hjemsøgt af så mange konflikter. Alternativet har fra starten markedsført sig som ikke blot et parti, men også som en politisk bevægelse. Ifølge partiets manifest prioriterer det personlig frihed, social værdighed og levende, bæredygtige fællesskaber med højt til loftet og plads til uenighed. Partiet har gerne villet forbedre den politiske kultur med en bedre tone i den politiske debat og større empati. Men på trods heraf har partiet paradoksalt nok ikke kunnet rumme Scavenius. Og deri ligger også kimen til partiets undergang. Man kan tilsyneladende ikke ustraffet bygge et parti op på at være en bevægelse, som er kendetegnet ved at være åben, deltagelsesorienteret og løst organiseret, hvilket formentlig tiltaler mange og tiltrækker vælgere, som er kritiske over for de traditionelle, topstyrede partier, men som også mangler den organisatoriske styring og ved – og udholdenhed, som skal til for at gøre et parti langtidsholdbart. Man kan ikke have en stifter, som mister gejsten efter 6 år og overlader stafetten til uprøvede kræfter. Det kræver tid at bygge et parti op. Bl.a. er rekrutterings – og socialisationsprocessen, hvor nye kandidater skal lære håndværket, et langt sejt træk.
Ditte Shamshiri-Petersen siger:
– Den erfaring, politikere får ved at være aktive i et ungdomsparti, er vigtig. Det er her, de lærer det politiske håndværk og ”spillereglerne”. På godt og ondt i øvrigt. Den socialiseringsproces har Alternativet måske manglet. Endvidere har partiet slået sig op på, at det som fornyeren i dansk politik hentede kandidater ind udefra – fra det virkelige liv. Partiet opstod bl.a. på en ambition om at genetablere tilliden mellem vælgere og politikere og om at ville lave politik på en ny måde. Set i det lys passede Scavenius for så vidt godt ind i Alternativet. Bagsiden har imidlertid været manglende erfaring med politisk samarbejde, både internt i partiet, hvor personkonflikter har været en del af dagens orden, og i forhold til andre partier.
Michels jernhårde oligarkilov
Hvis Alternativet skal overleve, er det paradoksalt nok måske nødt til at indordne sig under Michels jernhårde oligarkilov, der påstår, at selv idealistiske organisationer med de allerbedste intentioner om flad struktur, demokrati, åbenhed, begejstrede og deltagende medlemmer er nødt til at give efter for en vis centralisering og professionalisme, der samler magten på få hænder, hvis ikke de vil bukke under. Og måske er den lære en af forklaringerne på Alternativets eksklusion af Scavenius.
Netavisnord har uden held forsøgt at få en kommentar fra såvel Scavenius som hendes kreds i Nordjylland.
———
Topfotos:
Theresa Scavenius, foto Marie Hald
Logo, Alternativets hjemmeside
For mig virker partiet som et parti af individualister, med hver deres dagsorden. Samarbejde er ikke muligt, da kompromisser er et ukendt begreb for en individualist.