To socialrealistiske romaner, der har en del til fælles, har ramt læserne i år: Kim Blæsbjerg, ” De bedste familier” og Bent Haller, ”Stuepigen og kranføreren”. Gennem et indblik i forskellige familier og deres klassebaggrund tegner de to romaner et portræt af et Nordjylland under forandring efter 2. verdenskrig. Selv om de ved første øjekast handler om mænd i arbejdslivet, så bevæger romanerne sig umærkeligt hen til at handle også om kvinder og deres frigørelse.
Hjemstavnslitteratur er egentlig en litterær betegnelse, som knytter an til Det folkelige Gennembrud i starten af 1900-tallet med jyske digtere som Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Johan Skjoldborg og Marie Bregendahl som de mere kendte repræsentanter herfor. De satte fokus på hvor og hvad, de kom fra, og deres litteratur afspejlede bl.a., hvad de opfattede som det autentiske, det oprindelige og det ægte – i modsætning til storbyens hektiske og pulserende liv, der ofte fremmedgjorde mennesket. I hjemstavnslitteraturen søger forfatteren tilbage til sin hjemegn for at hente stof til sin fortælling og give læseren indblik i et andet Danmark.
Muligvis som en reaktion på globaliseringen har nogle senmoderne digtere på ny fattet interesse for deres hjemegn og dens historie. Det gælder bl.a. vest – og nordjyderne Kim Blæsbjerg og Bent Haller, der med deres to seneste værker – ”De bedste familier” og ”Stuepigen og kranføreren” – henter stof fra det lokalområde, hvor de er født og opvokset, henholdsvis Lemvig – Harboørkanten og Frederikshavn. Begge romaner er vaskeægte socialrealisme, og de har så mange påfaldende ligheder (og forskelle), at de her skal gøres til genstand for en sammenligning.
Kemi, kapitalisme, klassekamp, knudemænd og kønskamp
Blæsbjerg retter i sin roman via sin 3. persons, alvidende fortæller blikket mod den hjemstavn, der i starten af 50’erne blev hjemsted for kemikalievirksomheden Cheminova, der indtil da havde haft sit domicil nord for København. Blæsbjerg fanger den erhvervsmæssige og økonomiske udvikling samt dens konsekvenser i en brydningstid i det nordvestjyske udkantsdanmark ved samtidig at indlejre den genremæssigt i en kollektivroman om to familier.
Urbanisering og velstand
Niels og Margrethe tilhører den indfødte arbejderklasse, der har bevæget sig fra et landbrugsmiljø til en industriel ansættelse hos henholdsvis Cheminova og på et lokalt vaskeri. Den pligtopfyldende og myreflittige Niels har endnu ikke sluppet sin fortid og har en bibeskæftigelse på et større landbrug. Som et boligmæssigt udtryk for den velstand, Cheminova har bragt med sig, bevæger Niels og Margrethe sig fra noget, der minder om havneslum til et nyopført, alment boligbyggeri i udkanten af Lemvig. Senere i romanen bliver de parcelhusejere med et gradvist voksende materielt forbrug: bil, telefon etc.
Fra storby til provins
For ingeniøren på Cheminova, Jørn, og hans kone Karin er bevægelsen den modsatte. De flytter med virksomheden fra hovedstaden til provinsen og befinder sig ved romanens start i den lokale, øvre middelklasse. Jørn er hårdtarbejdende og mere end fuldtidsbeskæftiget på virksomheden, mens Karin er den hjemmegående baglandskvinde, der materielt har sit på det tørre, men som fører en indholdsløs, kedsommelig og småborgerlig tilværelse med kun ringe udsigt til at kunne realisere sig selv i det nordvestjyske. Hun længes efter storbyen og dens muligheder.
Groft sagt er det Blæsbjergs projekt at analysere de to sfærer – socialsfæren (arbejdspladsen) og intimsfæren – og deres indvirkning på hinanden i de to familier.
Giften skaber beskæftigelse og en tavshedskultur.
Niels er en erfaren, dygtig og vellidt medarbejder på Cheminova, og han nyder arbejdskammeraterne og ledelsens (Jørgens) respekt. Men han lider under arbejdet med de giftige kemikalier. Der sker løbende uheld på fabrikken, der dels belaster det ydre miljø, dels udsætter de ansatte for et særdeles kritisabelt indre arbejdsmiljø. Den lægelige behandling af de sygeliggjorte arbejdere er aldeles inkompetent og nærmest en farce, og det fører til voldsommere og voldsommere symptomer hos Niels, der til sidst i en alder af 33 bliver uarbejdsdygtig, senil og invalidepensionist. Den tiltagende indelukkethed og håbløshed fører ham i døden.
På sin vis leverer Blæsbjerg en lammende kritik af Cheminova. Der er ingen tvivl om forfatterholdningen: Kviksølv ryger ud i kloakken, lugtgener, græsset på strandengene misfarves, en stinkende væske pibler frem i jorden, fuglelivet og fiskene dør, de ansatte bliver syge. På den anden side er beskrivelsen nuanceret. Man bliver som læser på det rene med, hvad virksomheden har betydet for lokalsamfundet. I en tid, hvor beskæftigelsen i landbrug og fiskeri var under pres, skabte Cheminova mange arbejdspladser og indtægter for lokalbefolkningen. Og det var ikke god latin på de kanter at kritisere fabrikken. Romanen beskriver en tavshedskultur på arbejdspladsen og i byen omkring de miljø – og sundhedsmæssige konsekvenser af arbejdet med giften. Niels er i forvejen en mand af få ord, og han har ikke lyst eller evner til at italesætte og protestere mod det åbenlyst sygdomsfremkaldende arbejde.
Niels har en lillebror, Erik, som også er ansat på Cheminova, og som er den ordfattige Niels’ modsætning. Karakteren Erik har et sprog og en vilje til at tage kampen op og påpege de helbredsnedbrydende omstændigheder ved arbejdet. Men da han forsøger at organisere arbejderne, får han kun støtte fra få – og selv hans egen bror modarbejder ham. Tavshedskulturen dominerer voldsomt.
Kvindefrigørelse
Niels’ kone, Margrethe, får også en del af sin identitet ved at være udearbejdende, men Blæsbjerg vælger ikke at koncentrere sig voldsomt om hendes arbejdsplads. Til gengæld spiller hun den centrale rolle i intimsfæren, hvor det typisk for tiden er hende, der får dagligdagen til at hænge sammen. Hun er hurtig til bekymrende at erkende, at giften fra fabrikken spreder sig ind i familien og påvirker hendes forhold til Niels. Hun sætter som svogeren Erik ord på de sundhedsproblemer, hun gennem Niels fornemmer, at arbejdet på Cheminova afstedkommer, og hun lader sig ikke byde noget på sin egen arbejdsplads. Gennem et klasseoverskridende venskab med Karin åbner der sig en ny kulturel verden for hende. Og da hun samtidig indleder en affære med Erik, der tænder hendes begær, efterlades man som læser med det indtryk, at i karakteren Margrethe har forfatteren villet vise den kvindeemancipation, der tager sin spæde begyndelse i starttresserne, og som udfoldes helt senere i årtiet.
Baglandskvinde
Umiddelbart er Karin Margrethes modsætning. Hun er student fra storbyen, kulturelt dannet og forsørges af sin mand mod, at hun passer hjemmet og deres fælles barn. Men Blæsbjerg lader også giften fra fabrikken sive ind i forholdet mellem Karin og Jørgen. Karins graviditet med barn nummer to ender med en dødfødsel, og deres samliv størkner. Hun er tæt på en depression, men gennem mødet med Margrethe får hun opbygget et kvindefællesskab og tilskyndes til at få den uddannelse, hun aldrig fik, da hun blev omplantet fra København til Lemvig. Hun melder sig – mod sin mands ønske – ind på seminariet i Nørre Nissum og udvikler der sin selvstændighed og en ny kvindeidentitet, der som i tilfældet med Margrethe bl.a. også indebærer en affære med en af de yngre medstuderende.
Den karrierebundne livsform
Jørgen er en af de ledende på Cheminova. Han personificerer den typiske karrierebundne livsform, som lever og ånder for fabrikken, men han fremstilles som sådan ikke som en skurk.( Det gør snarere direktøren, Gunnar Andreasen, som dog også tildeles nogle sympatiske træk, så Blæsbjerg ikke falder i grøften med ensidige sort-hvide persontegninger). Jørgen kan sit fag og er ret dygtig til at tale med sine medarbejdere i øjenhøjde, og han får et særligt forhold til Niels, som han respekterer. Han er dog også tilbøjelig til – godt hjulpet af den lokale læge – at lukke øjnene for nogle af de sundhedsskadelige læk, der sker i produktionen. Denne tavshedskultur udspringer af, at ingen kan være interesseret i at skabe problemer for den virksomhed, der også er drivkraft for en enestående udvikling af området.
Som flere af de andre personer i romanen har Jørgen også en affære. Den beskrives dog nærmest voldtægtsagtig, og billedet af Jørgen krakelerer yderligere og tilføjes en god del hykleri, da han erfarer, at Karin også har en elsker, og går fuldstændigt op i limningen.
”De bedste familier” er ved første øjekast en mandefortælling omkring Cheminova og dens konsekvenser for det ydre miljø og de ansatte, men umærkeligt går den hen og bliver kvindelitteratur centreret om Margrethe og Karin. Kønskamp og klassekamp kædet sammen med den erhvervsmæssige udvikling og dens omkostninger efter anden verdenskrig i udkantsdanmark er nogle af de temaer, der er på spil i romanen.
Kranføreren
Hovedpersonen i Hallers ”Stuepigen og kranføreren”, jegfortælleren Børge, har adskillige træk til fælles med Niels fra ”De bedste familier”. Børge er ligesom Niels en knudemand af få ord. Som Niels er han indvandret fra landet til byen, hvor han får job på Frederikshavn Værft. Som Niels er han dygtig til sit arbejde og nyder respekt hos såvel ledelsen som blandt arbejdskammeraterne, og han avancerer hurtigt til det attraktive job som kranfører, hvorfra han har overblikket over sin egn, men heller ikke mere. Han bliver ikke syg af sit arbejde, og til forskel fra ”De bedste familier” er der ikke nogen sønderlemmende kritik af arbejdsmiljøet på Frederikshavn Værft, men den billigere skibsproduktion i Fjernøsten hænger som en tung og truende sky over virksomheden. Når Børge alligevel som Niels ender med at tage sig af dage, skyldes det, at livet ikke giver mening uden Ruth, stuepigen, som han forelsker sig i og senere bliver gift med.
Upstairs and downstairs
Som i ”De bedste familier” påbegyndes deres samliv også under kummerlige forhold i en kulkælder under et patricierhus i midtbyen i Frederikshavn, hvor Ruth er stuepige, og hvor Børge har indlogeret sig. Datidens klasseforskelle er her trukket op, så de vanskeligt kan misforstås, men som i ”De bedste familier” forbedres boligsituation i takt med velstandsstigningen.
Stuepigen
Ruth er en køn og attraktiv kvinde, som i den grad er Børges modsætning. Hun er livlig, kvik, ordrig, snarrådig, foretagsom og oprørsk og minder på mange måder om Margrethe fra ”De bedste familier”. Hun stiller sig ikke tilfreds med Børges nøjsomhed, men vil have del i den materielle velstand, som højkonjunkturen i 60’erne også i Nordøstvendsyssel åbner mulighed for, og hun tilfredsstiller også som Margrethe sin seksualitet med andre mænd end Børge. Som Blæsbjerg gør det med Niels, vælger Haller også en trist skæbne for en af sine personer, nemlig Ruth, som både rammes af en psykose og af kræft. Den sidste er formentlig en funktion af hendes rygning, mens der kan være flere årsager til hendes labile sind. Hun har – ligesom Børge – været en del af modstandsbevægelsen (i modsætning til ”De bedste familier”, som kun strækker sig over ca. 10 år fra start 50’erne til start 60’erne, strækker det fortaltes tid sig hos ”Stuepigen og kranføreren” fra slut 30’erne til midt 80’erne), og der har hun været involveret i begivenheder, som typisk for den tid ikke er blevet bearbejdet, og som derfor nager. En anden forklaring kan være hendes frigjorthed og oprørske kvindesind, som lægger kimen til den senere kvindebevægelse, men som i Ruths tilfælde bevirker, at hun er forud for sin tid og derfor måske knækker halsen på den.
Både ”De bedste familier” og ”Stuepigen og kranføreren” forener den store Danmarks – og arbejderklassehistorie med vest – og nordjysk hjemstavnsfortælling, hvori den lille historie om familiers og kønnenes relationer og udvikling i en brydningstid afspejles, og hvor identiteten virkelig er sat i spil.
———
Topfoto. Kim Blæsbjerg (foto Forlaget Gutkind) og Bent Haller (foto Lindhardt og Ringhof)
Der har indsneget sig en fejl i artiklen, som desværre ikke blev fanget i korrekturen: Den kvindelige hovedperson i Hallers roman hedder Tove – og ikke Ruth!