Forsvarsforbeholdets afskaffelse – på vej mod en EU-hær?

Den 1. juni skal vælgerne stemme om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Danmark er i dag afskåret fra at deltage i EU’s militære aktiviteter. Ved et ja til afskaffelsen tilslutter Danmark sig EU – målsætningen om et fælles forsvar. Tilslutter vi os også en EU – hær? Og hvordan er forholdet mellem Nato og EU? Hvad er der sket med SF, siden partiet har udviklet sig fra et nedrustningsparti til et oprustningsparti, der anbefaler et ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet?

Den russiske invasion af Ukraine affødte som bekendt et forsvarsforlig – et såkaldt nationalt kompromis – mellem regeringen, Venstre, De konservative, De radikale og SF. Ud over her og nu at tilføre forsvaret betydelige ressourcer – 7 mia. i 2022 og 2023 – samt 18 mia. fra 2033 svarende til ca. 2 % af BNP indebærer forliget også, at vælgerne skal til folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni.

Maastricht – light
Forsvarsforbeholdet blev skabt i forbindelse med, at vælgerne i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten. For at undgå, at Danmark måtte udtræde helt af EU, blev et flertal enigt om at udskrive en ny folkeafstemning – denne gang om en Maastricht-light traktat med en række forbehold: nej til den fælles mønt, nej til det retlige samarbejde, nej til et fælles forsvar og nej til et unionsborgerskab. Argumentationen var, at man dermed fik taget luften ud af føderalisterne, som langt hen ad vejen skelede til den amerikanske model og ønskede sig Europas forenede Stater, thi hvad er en føderation uden fælles mønt, fælles politi, fælles forsvar samt fælles borgerskab? I bedste fald en løs konføderation! Forbeholdene tiltalte et flertal af vælgerne, som stemte ja til Edinburghaftalen i 1993.

Efterfølgende har et flertal i Folketinget forgæves 2 gange forsøgt at få vælgerne til at ophæve henholdsvis euroforbeholdet og det retlige forbehold.

Forsvarspolitikken er mellemstatslig
Forsvarspolitikken adskiller sig fra det øvrige EU – samarbejde derved, at det er mellemstatsligt. Det vil sige, at de overnationale organer, Kommissionen, Domstolen og Parlamentet, er sat uden for indflydelse. Det er medlemsstaterne selv, der i Ministerrådet afgør omfanget af deres forsvarspolitiske og militære involvering. Initiativretten er frataget Kommissionen og lagt over til medlemslandene og den særlige EU – ”udenrigsminister”, og den sædvanlige EU – beslutningsprocedure er suspenderet.

Et fælles forsvar er målet
Af EU – traktaten fremgår det, at der gradvist skal udformes en fælles forsvarspolitik, der skal lede frem til et fælles forsvar. Dog må forsvarspolitikken ikke komme i modstrid med landenes forpligtigelser over for Nato

Den danske stat kan deltage i ikke – militære aktiviteter, men ikke levere kamptropper
Som følge af forsvarsforbeholdet har Danmark været afskåret fra at deltage i militære EU-aktiviteter. Til gengæld har vi fuldt ud kunnet deltage i ikke-militære, civile aspekter af den fælles forsvarspolitik. Det er endvidere vigtigt at understrege, at forsvarsforbeholdet kun omfatter den danske stat, hvilket indebærer, at danske virksomheder med våbenproduktion eller lignende helhjertet har kunnet medvirke i EU’s forsvarsprogrammer – og produktion.

Danmark har således som følge af forsvarsforbeholdet ikke kunnet levere kamptropper til EU- missioner i konfliktramte områder rundt om i verden: Nordmakedonien, Bosnien, Somalia, Mozambique, Den centralafrikanske Republik, farvandet ud for Afrikas Horn m.fl., hvor der har været tale om såkaldte krisestyringsmissioner. Danmark kan dog deltage, såfremt missionerne entydigt kan adskille de civile elementer fra de militære.

Danmark uden for Pesco-samarbejdet og forsvarsagenturet
Danmark deltager heller ikke i det såkaldte PESCO-samarbejde, hvor de øvrige EU – lande forpligtiger sig til bl.a. at øge deres forsvarsbudgetter, udvikle og investere i nye våbentyper, øge udgifterne til forskning i ny våbenteknologi, fælles indkøb af våben, skabe sammenhæng mellem de nationale forsvarsplaner, være parate til at operere i EU – missioner m.m.m. At den danske stat ikke er en del af PESCO – samarbejdet, forhindrer dog ikke danske virksomheder i at deltage i PESCO-projekter.

Danmark kan heller ikke være med i Det Europæiske Forsvarsagentur, som har til formål at styrke EU’s forsvarskapacitet og tjekke landenes militære styrker og få dem til at samarbejde med henblik på at få mest muligt ud af de militære investeringer.

Det strategiske kompas. Arbejdsdeling: Nato mod øst, EU mod syd
I kølvandet på Ukrainekrigen vedtog Det Europæiske Råd i marts 2022 det såkaldte Strategiske Kompas, der skal sætte retningen for EU – samarbejdet om en fælles forsvarspolitik de næste 5-10 år. EU skal for at møde de sikkerhedsmæssige udfordringer, stats – og regeringscheferne mener, verden står overfor, bl.a. satse på følgende nye forsvarspolitiske initiativer:
– Udvide de oven for nævnte kampgrupper, så de når op på 5000 mand, der skal kunne sættes ind uden for EU’s territorium i tilfælde af behov for krisestyring, dvs. i Afrika og Mellemøsten.

– Udvikling af koordinerede modsvar, såfremt EU udsættes for hybride angreb.

– Styrke EU – Natosamarbejdet. Det synes at stå mere og mere klart, at der foregår en arbejdsdeling mellem de to organisationer: Nato varetager den kollektive sikkerhed i forhold til, hvad der foregår mod øst i Europa, mens EU’s militære kræfter skal anvendes uden for Europa til indgreb mod syd i Afrika og Mellemøsten, hvor Nato ikke har fokuseret, men hvor europæiske økonomiske og erhvervsmæssige interesser samt forebyggelsen af terror spiller en rolle.

– Mere fleksible beslutningsprocedurer, der vil gøre det lettere at iværksætte krisestyringsoperationer. Om det indebærer et opgør med det mellemstatslige samarbejde og indførelse af flertalsafgørelser er uklart.
Danmark har på trods af forbeholdet medvirket ved udformningen af kompasset, men kan ikke deltage i udmøntningen, såfremt forsvarsforbeholdet bekræftes ved afstemningen den 1. juni.

SF gør op med forbeholdet
SF spillede en central rolle i forbindelse med udarbejdelsen af forbeholdene. Derfor er det også nærliggende at spørge partiet, hvad det er, der har fået det til at ændre holdning og nu gå ind for at deltage i EU’s militære samarbejde.

Benjamin Jørgensen, FT-kandidat for SF i Nordjyllands Storkreds og opstillet i Frederikshavnskredsen, svarer på spørgsmålet om, hvorfor et EU forsvarssamarbejde er nødvendigt, når vi er medlem af Nato:
– Verden har ændret sig siden 1992, hvor forsvarsforbeholdet blev introduceret. Den gang befandt vi os i en unipolær situation med USA som eneste supermagt. Rusland var i knæ økonomisk, politisk og militært. Kinas position i Stillehavsregionen udfordrede endnu ikke USA. Det har ændret sig. USA fokuserer i dag i stigende grad på Kina og betragter landet som en rival. Jeg kan godt frygte, at såfremt Trump genvinder magten, vil han overlade til europæerne at tackle Rusland. I den situation vil et tæt forsvarssamarbejde i EU være en nødvendighed, så russerne ikke forfalder til den antagelse, at Nato ikke vil komme balterne til hjælp i tilfælde af en russisk aggression.

Nato overflødig på sigt. Derfor vigtigt at sidde med ved EU – bordet
– Bliver Nato overflødigt på sigt?
– Ja, på lang sigt, tror jeg, at Europa må klare sig selv.

– Andre iagttagere ser en fremtidig arbejdsdeling mellem Nato og EU, således at Nato tager sig af konflikten mod øst, mens et tæt EU-forsvarssamarbejde skal håndtere problemerne mod syd i Afrika og Mellemøsten, dvs. beskytte europæiske erhvervsinteresser og bekæmpe terrorisme. Hvad siger du til det?
– Den pointe kan jeg godt se, men der er det vigtigt, at Danmark er med ved bordet, så vi kan nedlægge veto mod varetagelsen af f.eks. Frankrigs neokoloniale interesser i Afrika.

Nej til en EU – hær
– EU – traktaten har som mål et stadigt tættere forsvarssamarbejde mellem landene. Er det ikke blot en anden måde at sige ”EU-hær” på?
– Formuleringen i traktaten kan gøres til genstand for fortolkning, og det er ret bekymrende, såfremt den tolkes som en EU – hær. Forsvarssamarbejdet er mellemstatsligt, og derfor kan Danmark, såfremt forsvarsforbeholdet ophæves, nedlægge veto mod en EU – hær.

SF i regering igen?
– Kritikere af SF´s forvandling fra et nedrustningsparti til et parti, der i lyset af Ukrainekrigen går ind for oprustning og afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, vil hævde, at SF igen er ved at gøre sig regeringsmodent. Er der noget om snakken?
– Jeg tror ikke, partiet er dér i øjeblikket, men det indgår uden tvivl i ledelsens overvejelser. Jeg vil være bekymret, såfremt SF med sin nuværende størrelse på ny bliver et regeringsbærende parti. Dels synes jeg, sporene skræmmer, dels vil det være udelukket, såfremt RV med sin økonomiske politik skulle blive en del af et sådant regeringssamarbejde.

Ulemper ved at stå uden for
– Til sidst, Benjamin Jørgensen, hvilken indflydelse mister Danmark ved at stå uden for det militære samarbejde?
– Vi kan ikke deltage i beskyttelsen af vores handelsflåde ved Guineabugten og Afrikas Horn, når EU overtager missionen. Det er uholdbart for en relativ stor søfartsnation. Vi kan ikke forhindre franske neokoloniale missioner under dække af, at der er tale om EU-operationer. Og vi er ilde stedt, såfremt en ny Trump får sæde i Det Hvide Hus. Der bliver EU-landene nødt til at stå sammen.
—–
Topfoto Pixabay