For nyligt blev der offentliggjort en undersøgelse, der viser hvor udbredt børnefattigdommen er i det danske velstandssamfund både på landsplan og i de enkelte kommuner – inklusiv de nordjyske -, og hvordan den har udviklet sig i de senere år. Det er deprimerende læsning, selvom man også kan finde lidt opmuntring i den seneste udvikling.
Det deprimerende består i, at der i et rigt samfund som det danske i 2020 var 56.500 fattige børn. Det opløftende består i, at antallet dog har været faldende fra 2017, hvor antallet af børn i fattige familier toppede med 64.500. Men faktisk er der flere fattige børn i 2020 end i 2016. Tallene stammer fra en undersøgelse, foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I 2020 og 2021 er de fattige familiers situation på forskellige måder pga. coronaen blevet forbedret og kan derfor sløre det reelle billede af (børne)fattigdommen. Det skyldes især tildelingen dels af en ekstraordinær, skattefri engangsydelse til personer på overførselsindkomster, dels en ekstraordinær udbetaling af feriepenge, og endeligt dels det midlertidige, kontante børnetilskud, som regeringen og støttepartierne har indført til familier – omfattet af kontanthjælpsloftet og/eller integrationsydelsen – med børn i alderen 0-14 år.
Hvordan måles fattigdom?
Danske børn og deres familier lever naturligvis ikke i absolut fattigdom, som mange gør i u-landene. Men i et land som Danmark giver det mening at operere med den relative fattigdom, som måles i forhold til den generelle levestandard i samfundet. Det indebærer, at man er relativt fattig, hvis man er langt fra at have de samme økonomiske muligheder og levevilkår som de fleste andre i befolkningen.
Den relative fattigdom kan opgøres på flere måder. Den metode og den definition, som Danmarks Statistik anvender – og som også er brugt i Arbejderbevægelsens Erhvervsråds undersøgelse – er, at man er fattig, hvis ens disponible indkomst er under halvdelen af medianindkomsten, som er den midterste, indkomst i befolkningens indkomstfordeling, dvs. det beløb, hvor halvdelen af befolkningen har en lavere indkomst og halvdelen en højere indkomst,
Fattigdomsgrænsen har Erhvervsrådet ud fra dette beregnet som 11.000 kr. i indkomst om måneden efter skat for en enlig og 5.800 kr. pr. person i en familie med to voksne og to børn. Pengene skal dække boligudgifter, mad, tøj, medicin, transport, reparationer fritid mm.
Fattigdomsgrænse?
I 2013 indførte den daværende S-R-SF regering en officiel fattigdomsgrænse på baggrund af anbefalinger fra et ekspertudvalg. Men fattigdomsgrænsen blev afskaffet igen i 2015 af den efterfølgende V-regering. Begrundelsen fra Venstre og andre borgerlige partier var, at den ikke gav et fyldestgørende og retvisende billede af fattigdom. Onde tunger har dog ment, at motivet for afskaffelsen i højere grad var, at hvis man ikke kunne måle fattigdommens størrelse, kunne man forledes til at tro, at den ikke rigtigt fandtes, og derfor behøvede man heller ikke fra regeringens side at gøre noget særligt for at bekæmpe den. En filosofi á la Trump, som i under coronaepidemien sagde, at hvis man ikke testede for corona, ville man også kun finde få sygdomstilfælde.
Selvom V-regeringen afskaffede den officielle grænse, udarbejder Danmarks Statistik en årlig fattigdomsgrænse. Det sker for at Danmark kan levere målbare data for at kunne leve op til FN’s verdensmål om formindske fattigdommen.
I det såkaldte Forståelsespapir fra 25/6-19 ”Retfærdig retning for Danmark” mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten) står der, at partierne er enige om, at der skal indføres en fattigdomsgrænse. Regeringen er dog endnu ikke kommet med et udspil, om hvordan en sådan grænse skal defineres. At regeringen er lidt lang i spyttet kommer måske ikke som den store overraskelse, når Mette Frederiksen ved Folketingets åbningsdebat i 2019 satte spørgsmålstegn ved Arbejderbevægelsens og Danmarks Statistiks metode til at måle fattigdom, uden dog ved den lejlighed at komme med et konkret, alternativt forslag.
Børnefattigdommen i de nordjyske kommuner: 5.550 fattige børn
Børnefattigdommen er – ligesom det er tilfældet på landsbasis – faldet i de fleste nordjyske kommuner fra 2019 til 2020 (se tabel 1, nedenfor) – både når man ser på de absolutte tal, og når man ser på andelen af børn i kommunen, hvis familie er under fattigdomsgrænsen. Eneste undtagelser er Rebild og Frederikshavn kommuner, hvor antallet er steget. Det er samtidigt de to kommuner, hvor andelen af fattige børn er henholdsvis lavest (3,3 % i Rebild) og højest (6,6 % Frederikshavn).
I Region Nordjylland samlet er antallet af fattige børn faldet fra 5.920 til 5.550, svarende til et fald på 6 %.
Konsekvenserne af børnefattigdom
I Ydelseskommissionens rapport, som udkom i maj 2021, omtales det, hvilke følger fattigdommen har for de børn, som er udsat for den. Mange af børnene i de fattige familier oplever flere både materielle og sociale afsavn end andre børn.
Det kan feks. dreje sig om, at børnene har måttet undvære at fejre egen fødselsdag sammen med (klasse)kammeraterne eller undlade at gå til deres fødselsdage, fordi der ikke har været råd til at købe en gave. De fattige børn kommer måske heller ikke på en ferie, som de kan fortælle om i klassen, når skolen starter igen. Det kan også handle om, at børnene i de fattige familier har måttet sige nej til fritidsaktiviteter sammen med deres kammerater, og at de har måttet undlade at deltage i skoleudflugter – og meget mere. Og også at de fattige familier ikke har råd til at købe de sunde, men ofte dyrere, fødevarer.
Men fattigdom under opvæksten har også negative konsekvenser for børnene på længere sigt. De får typisk kortere uddannelser, lavere indkomster og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre.
Stigende inflation forværrer situationen
Den stigende inflation har på det seneste forværret især de fattige familiers levevilkår. I forhold til marts sidste år er forbrugerindekset – en målestok for inflationen – steg med 5,4 %. Det er den højeste stigning siden 1985.
Det er især prisudviklingen på fødevarer, el, gas og brændstof, som trækker inflationen op og gør det endnu sværere at få de fattige familier til få enderne til at mødes.
Når prisstigningerne rammer familierne hårdest, er det fordi deres forbrugskvote – forbrugets andel af den disponible indkomst – er højere end andre familiers. F.eks. er forbrugskvoten 90 % for arbejdsløse.
Hvorfor er flere hundrede tusinde mennesker i Danmark relativt fattige?
Der er i sagens natur mange kontanthjælpsmodtagerne, som er ramt af fattigdom. Det hænger sammen med indførelsen af begrænsninger af ydelserne i form af især kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Også andre offentlige ydelser som ressourceforløbsydelse, selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse samt uddannelseshjælpen har mange socialrådgivere ifølge en undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening nævnt som årsag til fattigdom.
At Frederikshavn Kommune har den største andel af fattige børn (6,3 %) kan nok ikke overraske. En undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelses Erhvervsråd viser nemlig, at kommunen i første halvdel af 2021, hvorfra de seneste tal stammer, har den største andel (18,4 %) af 25-64 årige, der er offentligt forsørgede (mindst 80 % af året).
At Rebild Kommune trods stigningen i antallet af fattige børn har den mindste andel (3,3 %) af samtlige nordjyske kommuner, hænger sandsynligvis sammen med, at andelen af offentlige forsørgede her ”kun” er på 11,3 %.
Men fattigdommen rammer ikke kun personer udenfor arbejdsstyrken, men også beskæftige med en lav indkomst. Ydelseskommissionen peger på, at ”størstedelen af de økonomisk fattige børn kommer fra familier, hvor mindst en af forældrene er i beskæftigelse, herunder en betydelig del fra familier, hvor mindst én forælder er selvstændig”.
Ydelseskommissionens anbefalinger til bekæmpelse af børnefattigdommen
Den tidligere omtalte Ydelseskommission blev nedsat af regeringen i december 2019. Den fik til opgave at undersøge kontanthjælpssystemet og komme med anbefalinger til et nyt og mere enkelt og gennemskueligt ydelsessystem. Men som det hedder i kommissionens kommissorium: ”Anbefalingerne skal samlet set være udgiftsneutrale og må ikke svække beskæftigelsen. Såfremt der er behov for finansiering, kan kommissionen pege på finansieringsforslag inden for kontanthjælpssystemet bredt set”.
Forbedringer for grupper i systemet skal altså betales med forringelser af andre gruppers vilkår indenfor samme system – et forhold, som allerede ved kommissionens nedsættelse vakte kritik fra flere sider. Og i kommissionens rapport er da også bla. en anbefaling af, at unge, psykiske syge skal være med til at betale regningen (i form af en nedsættelse af det såkaldte diagnosetillæg).
Ydelseskommissionens rapport fylder 308 sider, så her behandles kun den del af den, som vedrører (børne)fattigdom:
Kommissionen vurderer, at dens anbefalinger til ændring af kontanthjælpssystemet samlet set vil bringe 5.900 børn ud af fattigdom. Men der vil altså stadig være titusinder af fattige børn i Danmark – efter kommissionens vurdering omkring 40.000.
Et af flere midler til at opnå dette tal er kommissionens forslag om at indføre en ret til et såkaldt fritidstillæg for børn fra 0 til 17 år, hvis forældre oppebærer kontanthjælp.
Fritidstillægget er på 450 kr. pr. barn pr. måned – dog maksimalt 1.800 kr. for en familie med mange børn. – og er skattefrit.
Tillægget er øremærket – dvs. at modtagerne ikke vil få beløbet direkte udbetalt kontant – og skal gøre det muligt for de fattige børn at deltage i fritidslivet som andre børn, men det kan også bruges til at dække udgifter til lejrskoler, studieture o.l.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for 75 procent af fritidstillægget anbefales fradraget i det ordinære børnetilskud til enlige, svarende til at dette reduceres med 340 kr. pr. måned. Fradraget foretages, uanset om familien gør brug af fritidstillægget eller ej!
Men spørgsmålet er, hvor meget et fritidstillæg i virkeligheden kommer til at betyde, hvis det vedtages. I forvejen findes der nemlig en ordning – de såkaldte fritidspas – som har samme målsætning.
Fritidspasset kan den enkelte kommune ifølge Serviceloven ”udstede” og går ud på at tilbyde økonomisk støtte til at betale kontingenter og udstyr til børn og unge med behov for særlig hjælp. Den mulighed havde ganske vist kun ca. 2/3 landets kommuner benyttet sig af i foråret 2021.
Samtlige nordjyske kommuner har i varierende form indført et Fritidspas.
De politiske forhandlinger
Hvad kommer der ud af de forhandlinger, som først for nyligt er startet på baggrund af Ydelseskommissionens anbefalinger? Regeringen er naturligvis interesseret i en bred politisk aftale, men vil blive presset af støttepartierne, som er bekymrede for, at en sådan aftale vil blive så udvandet, at den fjerner sig langt fra det, som de sammen med regeringen aftalte i Forståelsespapiret.
Af støttepartierne bliver især Enhedslisten og SF kritiseret – bla. af Børns Vilkår og Mødrehjælpen – for, at de ikke har presset regeringen tilstrækkeligt for at få forhandlingerne i gang tidligere oven i købet på et så stærkt profileret område for de to partier som bekæmpelsen af fattigdom. Ydelseskommissionens rapport blev offentliggjort i maj 2021 og her var forventningen, at forhandlingerne om dens anbefalinger skulle komme i gang efter sommerferien samme år. Men det er som nævnt først sket nu.
———————
Topfoto ©Bertil Mortensen
Flot artikel, håber den vil nå igennem til dem, der kan /skal gøre noget ved det
God og veldokumenteret artikel, gid den kan være med til at gøre noget ved problemet!
Det er pinligt, at vi har børn i Danmark, der må lide afsavn, når langt de fleste lever i overforbrug.
Læst og giver stof til eftertanke.
Bekæmpelse af børnefattigdom bør opgraderes med høj prioritering på den politiske dagsorden.
Flot artikel med fokus på en del triste livsvilkår for mange børn og familier i Danmark.