- Uddannelse

Ældresagen hjælper elever med læsning og matematik

Author profile

Netavisnord har tidligere beskrevet, hvordan civilsamfundsorganisationen, Næstehjælperne, fordeler overskudsmad til borgere med få økonomiske ressourcer. I denne artikel fokuseres der på en anden organisation, Ældresagen, der bl.a. stiller frivillige til rådighed for de frederikshavnske skoler.

Ældresagen i Frederikshavn er en af de civilsamfundsorganisationer, som også forsøger at lukke de huller, som velfærdssamfundet efterlader sig. Ca. 200 frivillige kan den mønstre i Frederikshavn og på Læsø. De er bl.a. besøgsvenner, IT- hjælpere og det, som denne artikel handler om, læse – og matematikvenner i den frederikshavnske folkeskole.

Samarbejde med Nordstjerneskolen starter projektet
I 2017 kontaktede en af byens store skoler, Nordstjerneskolen, Ældresagen for at spørge, om der ikke kunne etableres et samarbejde, hvor frivillige fra Ældresagen hjalp indskolingselever, der har vanskeligheder med at knække læsekoden. Projektet fornyede sig, og i dag er endnu en skole, Bangsbostrand Skole, indlemmet, og læsevennerne er nu udviklet til også at omfatte matematikvenner, som bistår udskolingseleverne.
I dag hjælper 25 frivillige fra Ældresagen elever med dansk og matematik, fortæller aktivitetsleder Ilse Brøgger.

Ilse Brøgger. Aktivitetsleder i Ældresagen. Privatfoto

Størsteparten af de frivillige er veluddannede
– Hvordan vil du karakterisere de frivillige, du er koordinator for?
– Det er fortrinsvist ældre, veluddannede mennesker. 4 har lærerfaglig baggrund, men vi har også ingeniører og frivillige med en mere blandet livserfaring. Kvinderne er i overtal. Vi indgår en kontrakt med de frivillige og indhenter en børneattest.

Staten skal ikke løse alle problemer
– Hvad driver de frivillige til at indgå dette samarbejde med eleverne?
– Det er selvfølgelig for at hjælpe, hvor der er behov, men man skal ikke være blind for, at ”venskabet” med eleverne også giver noget tilbage til de frivillige. Og jeg tror personligt, man skal være varsom med at overlade alle problemer til staten. Den skal ikke overtage alle funktioner i samfundet, og jeg tror, det er sundt, at civilsamfundsorganisationer kommer på banen og bidrager med en anden og måske mere kreativ vinkel på problemløsningen. Og så bliver de frivillige jo også inviteret ind i Ældresagens fællesskab, hvor der foregår et hav af aktiviteter, som man kan forvisse sig om på Ældresagens hjemmeside.

Mangel på matematikfokus fra kommunal side
På Nordstjerneskolen i Frederikshavn er der tilknyttet godt et dusin læse – og matematikvenner fra Ældresagen. Matematikvejleder Pernille Koch fortæller, at projektet udspringer af, at hun har savnet et specielt fokus på matematik fra kommunal side. Der har i flere omgange været prioriteret indsatser for at få eleverne til at blive dygtigere læsere, men det har skortet på noget tilsvarende for matematikken.
– Der kræves ikke specielle faglige kompetencer for at blive matematikven, men et gå-på-mod og menneskelige kompetencer, samt at man har lyst til at lære fra sig, fortæller Pernille Koch, der står for at matche matematikeleverne med de frivillige voksne.

Udvalgte elevtyper
– Hvilke typer elever får tildelt en matematikven, og hvordan vælger du dem ud?
– Det er elever, der har det svært med matematikken, og som åbenlyst ikke trives i timerne. Ofte kan det også være kombineret med, at de ikke kan få den nødvendige støtte hjemme. Men de skal være motiverede, og forældrene skal være indforståede med, at eleverne trækkes ud af de almindelige matematiktimer.

Matematikvejleder Pernille Koch, Nordstjerneskolen, Privatfoto

Forbedret fagligt standpunkt og større selvtillid
– Hvordan er udbyttet så?
– Stort. Eleverne bliver fagligt dygtigere og bevæger sig 1 karakter eller 2 op ad karakterskalaen. Hertil kommer, at den nære voksenkontakt, som kan være svært at opnå i en klasse med 25 elever, her etableres. Og lektionen med en matematikven handler om mere end de fire regnearter, procentregning og brøker. Der genereres også en personlig relation, som bidrager til elevens personlighedsudvikling, og som bevirker, at eleverne for det første bliver mere aktive i timerne, de har fået det bedre med faget og en større selvtillid. Det giver sig udtryk i, at de kommer mere i skole.

Gratis arbejdskraft accepteret som et nødvendigt supplement
– Hvad siger kollegaerne og fagforeningen til, at der sluses gratis, til dels ufaglært arbejdskraft ind i skolen?
– Jeg har kun mødt forståelse og opbakning. Og nu skal vi have proportionerne in mente. Det drejer sig om 8 elever ud af 500, som får tildelt en voksen matematikven. Og alle er helt på det rene med, at flere og flere børn er udfordrede, og at der ikke tilføres undervisningen tilstrækkeligt med ressourcer. Vi er derfor nødt til at tænke kreativt for at løse nogle af de problemer, folkeskolen står overfor. Jeg er meget glad for samarbejdet med Ældresagen.
——
Topfoto: Ældresagen Frederikshavn

Skriv en kommentar til historien

avatar