- Uddannelse

Ind med epx. Ud med htx, hf, eux, 10.klasse

Author profile

Regeringens udspil til en ny struktur for ungdomsuddannelserne ændrer landskabet radikalt. I et forsøg på at få flere til at vælge de faglige – og velfærdsuddannelserne forenkles valgmulighederne, og adgangskravet til stx/hhx øges til 6. Forslaget får blandede modtagelser fra nordjyske rektorer.

Regeringen er gået reformamok på uddannelsesområdet. Der er allerede indgået aftaler om at skære ned på universitetsuddannelserne, frisætte folkeskolen ved at nedbringe de statslige bindinger, forbedre SOSU – uddannelsen samt investere i de faglige uddannelser, der skal løfte den grønne omstilling.
Det seneste reformudspil handler om ungdomsuddannelserne, der efter regeringens opfattelse for nærværende optager for mange elever på de kendte gymnasiale uddannelser og for få på de professions – og erhvervsrettede uddannelser.

Ungdomstiden vokser, og der er for få praktikpladser
Der er mindst to årsager til, at et ungt menneske i 15-16 årsalderen ikke i så høj grad som tidligere vælger f.eks. en faglært uddannelse.

Ungdomstiden er voldsomt udvidet. For et par generationer siden var det ikke usædvanligt at gå i lære efter konfirmationen. Ens livsbane lå i kortene næsten fra fødselen. Behovet for en mere veluddannet arbejdskraft og den tiltagende velstand avlede imidlertid fra 60´erne og frem mønsterbrydere og social mobilitet i et hidtil uset omfang. Og dermed så en omsiggribende, selvstændig ungdomskultur dagens lys. Den blev også dyrket kommercielt og fik i stigende grad unge mennesker til at udsætte det klassiske voksenliv. Det gik ud over erhvervsuddannelserne.

En anden nærliggende forklaring på, at unge mennesker i mindre grad søger de erhvervsrettede uddannelser, er betinget af manglen på praktikpladser. Lærlinge i gang med en EUD – uddannelse har i årevis stødt imod arbejdsgivernes manglende villighed til at oprette det nødvendige antal praktikpladser. Selv om de unge er blevet tilbudt en erstatning i form af praktik på en erhvervsuddannelse, så svarer den manglende mulighed for at fuldende den faglærte uddannelse på en virksomhed som følge af for få praktikpladser til, at en 1.g’er ikke kan rykke op i 2.g på grund af kapacitetsmangel, hvilket ville være utænkeligt. Set i det lys giver det mening, at de unge fravælger erhvervsuddannelserne, og man må langt hen sige til virksomhederne og deres interesseorganisationer, der beklager sig over, at for få unge søger de erhvervsrettede uddannelser, at de ligge som de har redt!

Løber regeringen en åben dør ind?
I de seneste godt 10 år er der imidlertid sket en udvikling væk fra stx og over mod de erhvervs – og professionsrettede uddannelser, jf. tabellen nedenfor, så spørgsmålet er, om regeringen med sit forslag løber en åben dør ind. Dog kniber det gevaldigt at få de unge til at vælge htx – det vender vi tilbage til.

Især udkanten rammes af faldet i ungdomsårgangene
Af regeringens udspil fremgår det, at især udkantsområderne – det vil bl.a. sige Nordjylland – bliver udfordret af de faldende ungdomsårgange. I Nordjylland vil visse egne miste op til 20 % af unge mellem 15 og 18 frem mod 2035, og regeringen lægger derfor op til at samle ungdomsuddannelserne på færre matrikler og ad den vej også skabe et attraktivt ungdomsmiljø for de unge, der i dag ikke vælger en gymnasial uddannelse, fordi den er for boglig.

Epx: Den nye elev i klassen
Til de mere praktisk orienterede unge er regeringens kommende tilbud en ny gymnasial uddannelse, epx, som i udgangspunktet er 2-årig, men som kan forlænges til 3 1/2 år, såfremt eleverne får mod på en akademisk uddannelse. Til gengæld fjernes 10. klasse, hf og eux som en mulighed. Htx lægges ind under stx som en ny studieretning.

Det samlede billede af den fremtidige ungdomsuddannelsesstruktur ser dermed således ud:


Opbygning af epx
I oversigten nedenfor er epx-uddannelsen udfoldet.

Forskellige adgangskrav til epx og hhx/stx rammer gymnasierne
I sit forsøg på at få flere unge til at vælge den nye epx hæver regeringen adgangskravet til de kendte gymnasiale uddannelser til 6, mens adgangskravet til den nye epx bliver 2. Der vil dog blive mulighed for en optagelsesprøve for de elever, der ikke kan honorere 6-tallet.

Hvordan det vil påvirke gymnasierne i Nordjylland fremgår af tabel 1. I alt vil 14 % svarende til 257 elever ikke blive optaget. Udkantsgymnasier som Fjerritslev og Mors bliver hårdest ramt.

Nordjysk rektor ser muligheder i regeringens forslag
Jette Rygård, rektor på 10. år på Vesthimmerlands Gymnasium, siger generelt om regeringens udspil:
– Der vil klart set her fra Års være fordele forbundet med at samle gymnasierne i vores område. Ikke nødvendigvis i en egentlig campus, men med et udførligt samarbejde, som ganske enkelt gør lærerværelset større. Vi skrumper på Vesthimmerlands Gymnasium. Vi har 5 spor i 3. g og kun 3 i 1.g. Dertil 2 hf – spor. På sigt kan jeg frygte, at lærerne har for få at sparre med, og derfor hilser jeg det velkomment, såfremt vi kan indgå i en noget større enhed med hhx og htx.

– Hvad er din holdning til Tesfayes forslag om at integrere htx i stx?
– Det kan jeg se mange muligheder i. Den naturvidenskabelige del af Vesthimmerlands Gymnasium vil fint kunne arbejde sammen med lærerne fra htx. Mange af niveauerne er de samme, og lærerne fra de to gymnasier vil kunne supplere og inspirere hinanden. Og den mere projektorienterede arbejdsform i htx vil være en positiv udfordring for lærerne i det almene gymnasium.

Jette Rugaard. Rektor Vesthimmerlands Gymnasium Privatfoto.

Epx kan placeres på de forskellige gymnasier
– Slagnummeret i regeringens forslag er epx, som tilsyneladende skal erstatte hf og eux. Er den nyordning en ide, som kunne have groet i din have?
– Ikke nødvendigvis. I udgangspunktet matcher epx ikke hf fagligt. Niveauet og adgangskravet er lavere. Jeg er dog opmærksom på, at de 2 år kan udbygges, så den udvidede epx nærmer sig en hf-eksamen.

– Hvor skal epx fysisk placeres i Års?
– Jeg har svært ved at se, at de eksisterende gymnasiematrikler har kapacitet til at rumme epxen. Mit bud vil være, at de forskellige pakker, som epx vil tilbyde eleverne, kan placeres forskelligt på stx og hhx/htx. Vesthimmerlands Gymnasium kunne f.eks. tage sig af de epxere, der vælger de mere velfærdsorienterede studieretninger, mens hhx naturligt kan undervise i fagpakker, der orienterer sig mod handel og kontor. Endelig vil de teknologisk orienterede epxere med fordel kunne undervises af lærere fra htx.

– Vil du ikke dermed miste noget af det ungemiljø, som spiller så stor en rolle for Tesfaye?
– Vi vil uden problemer kunne integrere evt. epxere i vores gymnasiemiljø. Det er jeg sikker på, at hhx/htx også ville kunne.

Et karakterkrav på 6 vil øge uligheden
– En ret vigtig detalje i regeringens udspil er, at adgangskravet til gymnasiet skal hæves fra 5 til 6, mens adgangskravet til epx blot er en bestået folkeskoleeksamen. Hvordan vil det gå med elevoptaget på Vesthimmerlands Gymnasium, hvis det ender, som regeringen gerne vil, og hvordan vil holdningen til det skærpede krav være på din skole?
– Vi har fagligt dygtige elever på Vesthimmerlands Gymnasium, så vi vil ikke gå nævneværdigt ned som følge af det skærpede adgangskrav. Vi mister elever, fordi ungdomsårgangene bliver mindre og mindre. Jeg tror, der er blandede holdninger i lærerkorpset til at løfte adgangsbarren. Min generelle holdning er, at hvis karakteren for at komme ind hæves, så går det ud over drengene, elever fra bogligt set ressourcesvage hjem samt etniske minoritetsunge. Det vil øge uligheden og vanskeliggøre den sociale mobilitet. Eleverne vil i stigende grad kun møde kammerater, der ligner dem selv, og det synes jeg – alt andet lige – er usundt for et samfund.

Htx – rektor: htx er ikke stx. Dårlig ide at integrere htx i stx.
Karsten Asmussen, rektor på htx i Frederikshavn, finder gode træk i regeringens udspil. Især den nye epx- uddannelse tiltaler ham, men han stiller sig uforstående over for de tanker, ministeren gør sig om htx.
– Det er rigtigt, at vi har haft faldende elevtal i et par år, men vi er trods alt den ungdomsuddannelse, der forholdsvist leverer flest studerende til ingeniør – og programmøruddannelserne, som erhvervslivet efterspørger.

Karsten Asmussen, rektor htx Frederikshavn. Foto htx Frederikshavn

– Hvorfor er det en dårlig ide at integrere htx som en særlig studieretning i stx?
– Htx er ikke stx. Vores elever undervises i tilknytning til en erhvervsskole med værkstedsfaciliteter, og underviserne er bl.a. ingeniører med erhvervslivserfaring.

– Nu er den politiske proces i gang. Hvordan ser du for dig, at den kan påvirkes i jeres retning?
– Vores egen interesseorganisation er naturligvis på banen, men jeg har også noteret mig, at arbejdsmarkedets parter undrer sig over regeringens udspil på htx- området, så jeg håber og tror på og er egentlig ret fortrøstningsfuld med henblik på, at htx bevares som en selvstændig uddannelse.
——
Hovedfoto: Christina Egelund (M), Stefanie Lose (V) og Mathias Tesfaye (S) præsenterer regeringens ungdomsuddannelsesudspil. Foto Undervisningsministeriet

0 0 votes
Article Rating

Om skribenten Paul Rode Andersen

Læs alle artikler af Paul Rode Andersen
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments