”Man kan ikke bombe uskyldige kvinder og børn og samtidigt vinde medaljer ved OL”. Sådan lød det fra den daværende kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) forud for afholdelsen af OL i Paris 2024. En stærk udmelding om udelukkelse af nogle atleter fra Legene, men den viste sig – nok ikke overraskende – at være selektiv: Den var nemlig kun rettet mod Ruslands bombardementer i Ukraine, ikke Israels i Gaza.
Der findes forskellige overordnede typer kulturel – herunder idrætslig – boykot og udelukkelser af lande: Politisk/statsligt vedtagne, nationale og internationale idrætsorganisationers beslutninger samt enkeltpersoners politisk eller moralsk begrundede private boykot.
Typer af statslige sanktioner
Efter Ruslands angreb på og invasion i Ukraine i 2022 har Danmark gennemført forskellige former for boykot og udelukkelse af Rusland.
Hovedparten af statslige sanktioner har været en støtte til EU’s sanktionspakker. Det har drejet sig bla. om økonomisk og finansiel boykot (eks. indefrysning af russiske aktiver i banker), handelsboykot og eksportrestriktioner (eks. forbud mod eksport af avanceret teknologi), energi- og råstoftsanktioner (eks. udfasning af import af russisk kul og olie) og forbud mod eksport af våben.
Sportslige sanktioner og boykot
Engel-Schmidts udtalelser om de uskyldige kvinder og børn drejede sig specifikt om OL. Men det danske ønske om sport-boykot af Rusland er ikke begrænset til denne sportsbegivenhed.
Den danske regering og Folketinget har støttet og opfordret til boykot af Rusland i alle idrætsgrene. Folketinget har ikke vedtaget en speciel og formel boykotlov på sportsområdet, men opfordringen er rettet til Danmarks Idrætsforbund (DIF) og dets specialforbund samt internationale idrætsorganisationer.
De fleste internationale forbund har – selvom de ikke er juridisk tvunget til det – helt eller delvist vedtaget at boykotte eller udelukke Rusland. Det gælder bla. de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA. I alt omkring 25 internationale forbund har gjort det, men i forskelligt omfang.
Når det gælder stater og deres regeringer, er der ca. 35-40, primært vestlige, regeringer, som opfordrer til og støtter boykot. Det drejer sig om beskedne omkring 20 % af verdens lande.
Konkret har boykotten feks. udmøntet sig i støtte til udelukkelse af russiske landshold, til aflysning af internationale sportsarrangementer i Rusland, til stop for samarbejde med russiske idrætsorganisationer, til udelukkelse af de enkelte russiske sportsfolks deltagelse i internationale stævner.
Der eksisterer dog forskellige grader af boykot og udelukkelse: I international tennis feks. deltager russiske tennisspillere på lige fod med spillere fra andre lande (bortset fra, at de spiller under neutralt flag). Holger Rune og Clara Tauson feks. møder undertiden russiske modstandere, men vælger ligesom spillere fra de øvrige lande ikke at trække sig fra de kampe og dermed boykotte de russiske spillere.
Også de ukrainske spillere stiller i internationale tennisturneringer op mod de russiske, men foretager hvad man nok kan kalde en mere symbolsk protest ved ikke at ville give hånd og sige tak for kampen til deres russiske modstander.
Flere andre internationale idrætsorganisationers boykot er heller ikke absolut. Feks. indenfor svømning, sejlsport, vintersport og visse former for kampsport har man åbnet op for deltagelse af russiske individuelle (altså ikke som hold), ”neutrale” atleter.
Ved OL må russiske atleter stille op individuelt, men ikke som hold under russisk flag og nationalsang. Desuden er der et adgangskrav om, at atleten ikke offentligt må have udtrykt støtte til den russiske invasion.
Ved De Paraolympiske Lege i 2026 var det derimod tilladt at spille Ruslands nationalmelodi og konkurrere under russisk flag.
Der eksisterer altså ikke en fælles international linje overfor russisk deltagelse i sportsbegivenheder.
Ingen boykot af Israel og USA
Begrundelsen for at iværksætte sportslig boykot og udelukkelse af Rusland har været, at landet har angrebet Ukraine. Men Rusland er som bekendt ikke det eneste land i verden, som har angrebet et andet land. Det samme har Israel og USA.
Israel har i Gaza foretaget flere angreb, som har kostet titusinder af civile palæstinensere livet og hundredtusinder sårede og lemlæstede. Der er bred international konsensus om, at det drejer sig om over 70.000 dræbte, heraf et meget stort flertal civile. Og af disse titusinder af børn.
Og internationale organisationers og juridiske organers vurdering af Israels brud på international ret er næsten endeløs. Her er nogle eksempler:
Den Internationale Domstol: Undersøgelse af Israel for folkedrab.
Den Internationale Straffedomstol og udstedelse af arrestordre mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Amnesty International: Anklage mod Israel for folkedrab.
Human Rights Watch: Anklage mod Israel for forbrydelser mod menneskeheden.
Forskellige humanitære organisationer: Brud på krigens regler, udsultning af civilbefolkningen som et våben – og meget mere.
Men selvom der fra mange sider internationalt fremsættes krav om boykot af og sanktioner mod Israel – dog ikke fra den danske regering, som vel nok må betegnes som en af Israels nærmeste venner – sker der ikke noget.
Det amerikansk-israelske angreb på Iran tidligere på året er også et brud på Folkeretten. Det har bla FN’s generalsekretær Antonio Guterres understreget. Og det er internationale eksperter stort set uden undtagelse også enige i.
Det er ganske vist ifølge Folkeretten ikke udelukket, at et land lovligt angriber et andet, men der er to betingelser, som i så fald skal være opfyldt: FN’s Sikkerhedsråd skal godkende det, eller angrebet skal ske i selvforsvar for at stoppe et forventet akut angreb eller trussel om et sådant.
Ingen af betingelserne er opfyldt i krigen mod Iran.
Og når krigen er brudt ud, skal den foregå på den måde, at civilbefolkningen og civile anlæg ikke må bombes (bestemmelserne i den såkaldte Humanitære Folkeret).
Heller ikke denne betingelse er opfyldt, idet flere tusinde civile iranere er slået ihjel ved angrebene, og civile mål som skoler, universiteter, boligblokke og kritisk infrastruktur er blevet ramt af bomber og missiler.
Reaktionen fra de vestlige landes ledere på USA’s og Israels angreb på Iran har været yderst lunken og undvigende, når det gælder vurderingen af Iran-krigens lovlighed i forhold til international ret. Det gælder også Mette Frederiksen. Tidligere forsvarsminister Troels Lund (V) gik et skridt videre: Han forsvarede nemlig ligefrem USA’s angreb og mente at ”…det er en nødvendig operation, USA er i gang med” og betegnede i TV2 angrebet som ”en klog og rigtig beslutning af amerikanerne”.
Den manglende reaktion og fordømmelse står således i skærende kontrast til fordømmelsen af det russiske angreb på Ukraine.
Men hvad er årsagerne til, at Israel og USA i modsætning til Rusland ikke er blevet udsat for boykot af især de vestlige lande heller ikke på idrættens område?
Hvorfor ikke boykot af Israel?
Der er ikke en enkelt faktor, som kan forklare, at Israel i mere eller mindre grad er fredet af de vestlige regeringer. Det er en kombination af flere.
En af dem er frygten for at blive beskyldt for antisemitisme. Det skal ses i lyset af forfølgelsen af jøderne igennem historien i de europæiske lande og især begivenhederne før og under 2. verdenskrig med det nazistiske Tysklands masseudrydelse af 6 mio europæiske jøder. Frygten er ikke ubegrundet, fordi enhver kritik af staten Israel rutinemæssigt afvises som antisemitisme af de israelske magthavere.
En anden faktor er situationen i Mellemøsten, hvor de vestlige magthavere traditionelt betragter Israel som allieret i forhold til regionens muslimske lande. Et slags vestligt orienteret militærstrategisk brohoved overfor disse lande.
En tredje faktor er Israels tætte tilknytning til USA, verdens eneste supermagt. Feks. er enhver Israelkritisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd blevet mødt med et amerikansk veto. Hovedparten af politikerne i USA’s kongres kunne ikke drømme om at opfordre til sportslig boykot af USA, og vestlige lande, som gjorde det, ville påkalde sig USA’s – og specielt Trumps – vrede.
En fjerde faktor er de voksende antimuslimske holdninger hos vælgerne i de europæiske lande. Politiske ledere ønsker ikke at lægge sig ud mod det vælgersegment, som ville se en sportslig boykot af Israel som et knæfald for de muslimske lande og Islam.
Hvorfor ikke boykot af USA?
Der er også flere grunde til, at USA ikke er blevet udsat for boykot fra de samme lande, som har opfodret til boykot af Rusland. Et af motiverne er regeringernes frygt for i givet fald at blive udsat for Trumps notoriske hævntørst og dermed bla. blive udsat for især økonomiske sanktioner og trusler om forværrede sikkerhedspolitiske relationer.
De internationale idrætsorganisationer har heller ikke været på banen med ønsker om boykot af USA. Mange af dem er afhængige af sponsoraftaler med amerikanske firmaer og af indbringende aftaler med amerikanske mediegiganter.
Desuden har USA en dominerende magt og indflydelse i nogle af de internationale idrætsforbunds organisationer.
Dobbeltstandarder
Den manglende lyst fra vestlige lande til at boykotte Israel og USA kritiseres af mange ikke-provestlige lande som hyklerisk eller udtryk for dobbeltstandarder fra de vestlige lande.
Kritikerne peger også på, at de vestlige lande som regel ikke viser den store interesse for og solidaritet med lande i det globale syd, som bliver invaderet af andre lande, med mindre de har en sikkerhedspolitisk eller økonomisk egeninteresse i det. Men når det drejer sig om Ruslands invasion af Ukraine, ophøjer Vesten den til et problem for hele verden, selvom krigen blandt de ikke-vestlige lande mere betragtes som en lokal/regional konflikt, der ikke rigtigt vedrører resten af det internationale samfund.
Sports-boykotter – har de nogen effekt?
Det kan diskuteres, og om det i det hele taget har nogen påviselig effekt at iværksætte boykotter indenfor idrætsverdenen. Det afhænger naturligvis af, dels hvor mange der deltager i den, dels hvilke typer af boykot der foretages, og dels om den idrætslige boykot står alene, eller er kædet sammen med andre former for sanktioner, feks. økonomiske.
Som nævnt ovenfor er det kun ca. 20 % af verdens lande, hvis regeringer har opfordret til boykot af Rusland, men der er flere af de internationale sportsorganisationer først og fremmest IOC, som arrangerer De Olympiske Lege, der har iværksat en delvis udelukkelse af russiske atleter. Rusland har dog som alternativ til OL deltaget i forskellige internationale sportsbegivenheder i Asien.
I det hele taget er det et spørgsmål, om boykotten har anden effekt end en symbolsk på Rusland og de russiske sportsfolk. Nogle af de sidstnævnte har ganske vist skiftet statsborgerskab for at komme uden om sanktionerne og kunne deltage i de internationale sportsbegivenheder, men det er et begrænset antal. Og man har ikke indtrykket af, at sports-boykotten af Rusland spiller den store rolle for de russiske magthavere.
Når en boykot ikke rammer Israel og USA for deres brud på Folkeretten/internationale retsorden i krigen mod Gaza og Iran svækker det også boykotten af Rusland og kan også bruges som anklage for de russiske, politiske ledere om, at Vestens boykot er hyklerisk, og styrke opfattelsen af, at det ikke er den internationale retsorden, der bekymrer Vesten, men at boykotten kun er udtryk for at miskreditere Rusland.
Spørgsmålet er nemlig også, om det ydre pres på Rusland, som boykotten er udtryk for, måske snarere vil styrke sammenholdet i befolkningen og også magthaverne, snarere end af svække dem. Foreløbigt synes der ikke at være tegn på, at der eksisterer et flertal i den russiske befolkning, som vil af med Putin.
——
Hovedfoto: OL i Paris 2024. Stade de France. Wikimedia Commons
