- Kultur og fritid

Ordkraft – uden for sæsonen

Author profile

Den 18. september er der igen Ordkraft. Litteraturfestivalen med udgangspunkt i Nordkraft afvikles efter et par aflysninger på grund af corona-restriktioner. Men det er unægteligt uden for sæsonen. Normalt afholdes Ordkraft over 3 dage i april – nu nøjes man med en enkelt lørdag i september. Programmet er ved at tage form, festivalen er endelig klar til live-litteratur. Spørgsmålet er, om også publikum er klar.

Carsten Jensen og Jesper Stein kommer. Også Jesper Wung-Sung og Sara Blædel, Eva Tind, Adda Djørup og Kristina Nya Glaffey.

De første navne til litteraturfestivalen Ordkraft i Nordkraft i september er offentliggjort. Og programmet ser allerede spændende ud, med den blanding af kendte, etablerede navne og unge, endnu ikke helt-så-kendte forfattere, som Ordkraft ønsker at præsentere.

De seneste par år har ikke været nemme for en litteraturfestival på grund af corona-restriktioner. Festivalen i 2020 blev helt aflyst, og i år har man måttet aflyse festivalen på de oprindelige datoer – 3 dage i april.

Men nu er planlægningen til en lidt alternativ efterårsudgave i fuld gang.
Det bliver en cut-down-festival med mindre tid, færre forfattere og færre steder – men det bliver først og fremmest en tilbagevending til det levende ord og det levende møde mellem forfattere og publikum efter de to aflysninger.

Årets udgave
Årets udgave af Ordkraft bliver afholdt over en enkelt dag, lørdag den 18. september på Nordkraft.
Det endelige program og den samlede liste over deltagere er langt fra klart. Men de første 13 forfatternavne er offentliggjort, og de viser med al ønskelig tydelig den spændvidden, festivalen går efter.

De 13 forfattere er: Adda Djørup, Carsten Jensen, Erik Valeur, Eva Tind, Gerd Laugesen, Jesper Stein, Jesper Wung-Sung, Kristina Nya Glaffey, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Mee Langvad, Malte Tellerup, Peder Frederik Jensen og Sara Blædel.

Foto (c)Henning Quist Hansen

Altså alt fra krimidronningen og bestselleren Sara Blædel over højaktuelle og anmelderroste forfattere som Jesper Wung-Sung til mere smalle og eksperimenterende unge prosaister og lyrikere. I sandhed en stor bredde.

”Normalt” har der været flere scener. Generatorscenen, som er den lidt mere eksperimenterende, bibliotekernes scene med interviews, debatter og oplæsninger og Funky Fredag, som er et samarbejde mellem folkeskoler og forfattere. Om det også bliver tilfældet i september må tiden vise.

Det hører derudover med, at Ordkraft ikke kun er en årlig festival. Foreningen står også i løbet af året for flere aktiviteter – i 2021 har man således afholdt et webinar om ny dansk litteratur og en streamet præsentation af forfatteren Iben Mondrup samt ikke mindst en forfatterskole, som har haft oplæsning på nettet.
Festivalen arrangeres ikke mindst i samarbejde med bibliotekerne i Nordjylland, som er med til at sikre, at aktiviteterne bliver spredt over hele Nordjylland. Det er ikke meldt ud, hvorvidt dette også vil ske i år.

Ordkrafts formål
Formålet bag Ordkraft fremgår meget fint af hjemmesiden. Formålet er:
”at give vedkommende litteraturoplevelser, helt tæt på forfatterne. Du kan møde mennesket bag bestselleren, det eksperimenterende værk, digtsamlingen eller debutromanen. Blive inspireret, rørt, set, overrasket, beriget – kort sagt – opleve ordets kraft”.

Man satser altså bredt – mange forskellige typer af litteratur, de kendte og de mindre kendte forfattere, den brede og den smalle litteratur.
”Publikum kan møde stærke etablerede forfattere og andre kunstnere fra ind- og udland og udforske vækstlaget inden for litteratur og ordkunst – både lokalt, regionalt, nationalt og globalt”.

Ordkraft. Logo

Historien bag
Ordkraft har eksisteret siden 2011. Både festivalen og de beslægtede aktiviteter arrangeres af foreningen Ordkraft, der blev dannet 6/10 2010.
Initiativtager var forfatteren og komponisten Evanthore Vestergård, der også var projektleder ved de to første festivaler i 2011 og 12.
Siden tid har festivalen været afholdt hvert år som et 3-dages arrangement i marts-april.
Og derudover har foreningen udvidet deres arrangementer kraftigt – også med et internationalt samarbejde med Manchester.

I dag er Jørgen Pyndt formand for foreningen, mens Anine Sander Kaas er projektleder. Med sig har de en redaktion på 10 medlemmer, som ikke mindst repræsenterer bibliotekerne i både Aalborg Kommune og Mariagerfjord.

Foreningen uddeler også årligt ordkraftprisen – de seneste år til Jonny Hefty, Jens Smærup-Sørensen, Hanne-Vibeke Holst og Niels Hausgaard – til kulturpersoner/grupper, som har gjort noget særligt for at fremme kulturen i Nordjylland.

Arkivfoto ©Bertil Mortensen

Ordkrafts position i nordjysk kultur
Foreningen Ordkraft har i marts-april i samarbejde med Jysk Analyse lavet en undersøgelse over kendskabet til Ordkraft – og en kortlægning af Ordkraft kernepublikum.

Undersøgelsen viser, at publikum ikke kun kommer fra Aalborg, men er bredt fordelt over hele Nordjylland. Ordkraft er altså ikke en begivenhed, der geografisk og brugermæssigt er afgrænset til Aalborg-området.
Der er to sociale profiler, der dominerer publikum: ældre kvinder og – i lidt mindre grad – yngre mænd.

Publikum betragter ifølge undersøgelsen sig selv som meget kulturelt aktive. 43 % af de adspurgte svarer, at de opfatter sig som kulturelt aktive.
90 % af de adspurgte har læst mindst en skønlitterær roman inden for de seneste 3 år, og de ligger i top, når det drejer sig om deltagelse i musikfestivaler og maleriudstillinger. 46 % søger kunst og kultur på internettet – mod et gennemsnit på 18 % hos nordjyderne generelt.

Johannes Andersen, der sidder i Ordkrafts bestyrelse, vurderer:
”Sammenfattende kan man karakterisere brugerne af Ordkraft som nogle af de kulturelt mest aktive i Nordjylland. Det drejer sig både om at deltage i de andre kulturtilbud på Nordkraft i Aalborg – teater, film og musik – og det generelle forbrug af kulturelle tilbud. Så der er tydeligt belæg for at kalde Ordkrafts brugere for kulturelle aktivister”.

Foto (c)Henning Quist Hansen

Det er dog ikke kun enkelte af superkulturelle brugere, der kender Ordkraft. 44 % af deltagerne i undersøgelsen kender til Ordkraft – til trods for at festivalen har oplevet modvind med aflysning af de seneste 2 års festivaler.
Til det siger Jørgen Pyndt:
”Jeg er meget glad for – og ikke mindst positivt overrasket over det store kendskab til Ordkraft. Det er altså stærkt af en enkeltstående kulturel begivenhed som Ordkraft, at vi i løbet af godt 10 år har markeret os så kraftigt, at næsten halvdelen af nordjyderne ved, at vi er der. Alle ved, at den hårdeste kamp på kulturområdet er kampen om publikums opmærksomhed, fordi der er så mange tilbud at vælge imellem. På den baggrund er det flot, at en festival, der bygges op af en stor skare af frivillige ildsjæle og en engageret deltids projektledelse, har fået så markant en position. Og at vi dermed også har gode kort på hånden i kampen om kulturkronerne. For den er benhård”.

I følge undersøgelsen er der mange forskellige forhold, der ligger bag kendskabet til Ordkraft, men det væsentligste forhold er venner og bekendtes fortælling om gode oplevelser på festivalen, fulgt af aviser, radio, TV og digitale medier.

Kommer publikum?
Festivalen er klar. Spørgsmålet er, hvorvidt det nordjyske publikum er klart til at bakke op om og deltage i festivalen. På plussiden tæller, at der er et markant behov for liveoplevelser og for fælles sociale oplevelser. På den anden side er der vel stadig en vis corona-frygt og en fornemmelse af, at deltagelse kan være lidt ”bøvlet” – med mundbind, social afstand, begrænsning i antal deltagere etc.

Foto (c)Henning Quist Hansen

Politiken bragte den 13. maj en artikel  ”Især venstreorienterede, højtuddannede personer over 50 år vil ændre deres liv efter pandemien” – om danskernes reaktion på Corona-krisen, ud fra en opinionsundersøgelse foretaget af Megafon for Politiken og TV2.
Det ligner i ret høj grad den gruppe, der er Ordkrafts kernepublikum.
Artiklen påviser, at en meget stor del af danskerne glæder sig til at alting bliver normaliseret – og at man kan genoptage tidligere tiders aktiviteter, såsom at deltage i udadvendte kulturelle aktiviteter.
Men undersøgelsen viser også, at 49 % af de adspurgte overvejer grundlæggende at ændre måden, de lever på. Og 30 % har allerede lavet grundlæggende ændringer.

Sociolog Eva Stensig vurderer:
”Coronaen har tvunget danskerne til at holde op med at leve det liv, de plejer. Det har givet tid til at reflektere og mærke efter. Det sociale liv, fritiden og arbejdslivet er de steder, der rent faktisk blev ændret af pandemien, så det undrer mig ikke, at det er her, danskerne har gang i en rengøring.
Danskerne har lært alternative måder at leve på, som de faktisk er endt med at kunne lide. Jeg ser det som, at vi er blevet en nation af hobitter, der holder af det nære og hjemlige, som ikke vil ud af hulerne, når endlig vi er kravlet derind.
Desuden har en stor del af befolkningen, der egentlig ikke bryder sig om at skulle en masse, fundet en legitim vej til at sige nej til arrangementer og blive hjemme”.

Konsekvensen for Ordkraft er svær at vurdere. På den ene side er festivalen op imod en ”hobbit-mentalitet”, hvor vi gerne bliver hjemme og trækker os fra det sociale liv. På den anden side søger vi mod mere tid til og mulighed for fordybelse – som jo netop er det, Ordkraft leverer.

Meget kan være bedre mht. corona-situationen den 18. september, og festivalen skal i hvert fald nok sørge for at arrangementet bliver både sikkert og velfungerende. Projektleder Anine Sander Kaas udtrykker i hvert fald håb om, at et udrullet vaccinationsprogram til september har muliggjort en markant lempelse af forsamlingsloftet og de øvrige restriktioner.

Så mon ikke muligheden for at opleve ordets kraft for alvor vil lokke nordjyderne til (N)ordkraft!
———————
Topfoto ©Henning Quist Hansen

Skriv en kommentar til historien

avatar