De regionale dagblade bløder

Det går ikke godt for de regionale dagblade – Nordjyske, Fyens Stiftstidende, Jyske Vestkysten og Aarhus Stiftstidende. Hvad er de samfundsmæssige konsekvenser af den udvikling? Og vil en ny medieaftale mellem Folketingets partier, som måske – måske ikke – indgås i 2021 kaste en redningskrans ud til de regionale dagblade?

Nordjyske Medier med flagskibet Nordjyske – landsdelens eneste tilbageværende dagblad – har de seneste år været igennem markante fyringsrunder. I 2019 måtte 24 ansatte forlade koncernen og i 2020 var tallet 48 (32 redaktionelle medarbejdere plus 16 fra andre faggrupper). Og i 2021 venter der øjensynligt en ny sparerunde.

Ledelsen i Nordjyske har angivet faldende omsætning på både annoncer og abonnementer som hovedårsagerne til nedlæggelsen af stillingerne.
Fyringsrunderne er ikke kommet som den store overraskelse. I 2018 og 2019 har Nordjyske Medier givet et samlet underskud på 45.9 millioner.
Nordjyske Mediers egenkapital er naturligvis også mindsket og er nu på 246 mio.

Nordjyske Medier er ikke de eneste, der kæmper med økonomiske problemer. Det gælder også Jysk Fynske Medier, som landets øvrige regionale dagblade – Fyns Stiftstidende, Jyske Vestkysten og Aarhus Stiftstidende – er en del af. I de fem år, koncernen har eksisteret, har der samlet set været et underskud på 69 mio., men i 2019 har man dog kunnet præstere et overskud på 20 mio.
Konsekvensen har bla. været, at koncernen har måttet fyre næsten 100 medarbejdere i 2020.

Derimod går dette fint for de landsdækkende mediehuse. F.eks. kunne JP/Politiken – der bla. består af Politiken, Jyllandsposte og Ekstra Bladet – fornyligt meddele, at koncernen i 2020 har kunnet levere et overskud på 209 mio. kr. ud af en omsætning på 3 mia kr. Egenkapitalen er i takt med overskuddene vokset år for år, og udgør i 2020 2,7 mia.

Annonceindtægter og antal læsere falder
De regionale dagblades økonomiske situation har to hovedårsager:
For det første er annonceindtægterne stærkt faldende. Annoncørerne kanaliserer en større og større del af deres annoncekroner hen på nye medieplatforme.
For det andet har dagbladene færre læsere. I tiårsperioden 2010 til 2019 har den gennemsnitlige ugentlige dækning af læsere hos Nordjyske faldet med 41 %. Samme udvikling har Jyske Vestkysten haft, mens Fyns Stiftstidende og Aarhus Stiftstidende har haft et endnu større fald på henholdsvis 50% og 60 %.
(Ved den ugentlige dækning forstår man antallet af personer over 12 år, der i løbet af en uge har læst i mindst 2 minutter i det pågældende medie).

Hvis man kun ser på udviklingen fra 2018 til 2019, er billedet næsten det sammen. Fyens Stiftstidende har måtte indkassere et fald i den gennemsnitlige dækning på 11 %, Aarhus Stiftstidende på 5 %, mens Jyske Vestkysten holder status quo, Det eneste af de regionale dagblade, som viser fremgang, er Nordjyske med plus 7 %, hvilket svarer til en fremgang fra 176.000 til 188.000 ugentlige læsere. Slots- og Kulturstyrelsen, hvorfra tallene stammer, vurderer imidlertid, at en del af Nordjyskes fremgang skyldes, at tallet for 2019 også indeholder tal for Morsø Folkeblad, som Nordjyske har opkøbt. Tallene for Morsø indregnes fra 2019 i modsætning til tidligere derfor i Nordjyskes tal.

Geografi, uddannelse og alder
Dagbladenes gennemsnitlige ugentlige dækning var tilbage i 2010 84 %. I 2019 er den nede på 51 %. Men det tal dækker over ret store regionale forskelle. Dækningsprocenten er størst i Hovedstadsregionen (54 %) og mindst i Nordjylland (45 %).

Foruden denne geografiske sammenhæng er der også en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og læsning af de trykte medier. Jo højere uddannelse, jo større dækning.

Og endeligt spiller alderen – ikke overraskende – en rolle. Jo ældre, jo større lyst til at læse de trykte aviser. Jo yngre, jo større lyst til at bruge de digitale medier og fravælge de trykte – et fremtidsscenario, som ikke giver de sidstnævnte grund til den store optimisme.

Flere læsere på dagbladenes ”nyhedssites”
I kontrast til nedgangen i læsere til papiraviserne kan landets dagblade glæde sig over en vækst i læsere på deres hjemmesider. Det gælder også de regionale medier: Nordjyske har oplevet en vækst i det gennemsnitligt antal brugere på sine nyhedssites fra 2018 til 2019 på 14 %. Kun Fyens Stiftstidende – af de regionale aviser – har et større besøgstal.
Men spørgsmålet er, hvordan – og om – dagbladene kan konvertere det stigende antal læsere på deres hjemmesider til en så god forretning, at det kan opveje de økonomiske konsekvenser af faldende annonceindtægter og nedgang i antal af abonnenter og aviskøbere.

Økonomisk støtte til medierne
Medierne modtog i april 2020 en statslig corona-hjælpepakke på 180 mio kr. som kompensation for faldende annonceindtægter.

Men derudover modtager medierne forskellige former for statslig støtte – både en direkte og indirekte.
Der findes en række forskellige, direkte tilskudsordninger, og den vigtigste af dem er den såkaldte redaktionelle produktionsstøtte. Det er ikke alle og enhver i mediebranchen, der kan få del i det tilskud, for det enkelte medie skal leve op til en række kriterier: Bla. skal indholdet redigeres med henblik på et dansk publikum, og det redaktionelle stof skal ”primært behandle politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer”. Mediet skal også have en vis størrelse: Der skal være ansat minimum tre årsværk

Puljen med redaktionel produktionsstøtte udgør i 2021 358 mio kr. Af dem får Nordjyske 17,5 mio, Fyens Stiftstidende 11 mio, Jyske Vestkysten 14 mio og Aarhus Stiftstidende 4,6 mio. Nordjyskes støtte er den maksimale, et medium kan opnå, og svarer til støtten til de landsdækkende aviser, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen, BT og Ekstra Bladet.
I alt får 70 medier del i tilskuddene i 2021.

Men dagbladene får også en indirekte støtte i form af momsfritagelse – nulmomsen, som den kaldes. Den opgøres ikke på de enkelte mediehuse, men samlet set vurderes værdien af nulmomsen til at være næsten 500 mio.

Så den samlede direkte og indirekte statslige støtte til medierne ligger i omegnen af 850 mio kr.

Ny medieaftale
I 2018 indgik et snævert folketingsflertal – daværende VLAK-regering og DF – en medieaftale, som skulle gælde fra 2019 til 2023. En venlig tolkning af aftalen var et stærkt ønske og en intention hos de borgerlige partier om at svække Danmarks Radio. DR skulle frem til 2023 spare 20 % af sit budget – svarende til 675 mio kr. – og lukke to tv-kanaler. Derudover blev der opstillet en række detaljerede krav om, hvad DR skulle bringe og ikke måtte bringe – krav som landets andet public service medie, TV2, ikke blev stillet over for.

Desuden indeholdt aftalen en gradvis afskaffelse af licensen. I stedet skal finansieringen af DR skaffes ved de årlige finanslovsaftaler. Den type finansiering øger – som også mange eksperter påpegede – sandsynligheden for, at DR hvert år i forbindelse med finanslovsforhandlingerne gøres til en politisk kastebold med risikoen for, at ivrige politikere også gerne vil detailstyre DR ud fra deres egen politiske agenda.

Men med finanslovsaftalen for 2021 mellem regeringen og dens støttepartier blev den sidste del på 260 mio. kr. af den forrige regerings samlede DR-besparelser droppet.

Regeringens støttepartier har utålmodigt og indtil nu forgæves ventet på, at regeringen kommer med et udspil til en ny medieaftale. Oprindeligt skulle udspillet have været præsenteret i starten af 2020, så blev det i flere omgange i 2020 udskudt, og derefter hed det sig, at det ville komme i foråret 2021. Om det sker er nok tvivlsomt, og kulturminister Joy Mogensen (S) har da også udmeldt, at det er usikkert, hvornår et konkret udspil ser dagens lyd. Måske sker det først i 2022. Ministerens forklaring på det manglende regeringsinitiativ er corona-travlhed i et – er de fleste enige om – underbemandet kulturministerium.

Hvad kommer en ny medieaftale til at indeholde?
Det er i sagens natur svært at spå om. Men der ser ud til at være almindelig enighed blandt partierne om, at de regionale og lokale medier skal støttes noget mere. Det mener kulturministeren også. Men spørgsmålet er, om man mener, at finansieringen skal tages og omfordeles fra den eksisterende mediestøtte, eller om den støtte skal øges, og hvordan det i givet fald finansieres.

Der er også nogle, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor økonomisk velpolstrede mediekoncerner som Politiken/JP og Berlingske Media egentlig hver skal inkassere den maksimale redaktionelle produktionsstøtte på 17,5 mio årligt. Hvorfor ikke i stedet kanalisere flere midler fra de velpolstrede over til de økonomiske nødstedte regionale medier.

Der er også røster fremme om – også blandt de politiske partier på Christiansborg – at en del af finansieringen kan hentes på en skat på de store techgiganter – Facebook, Google m.fl. Ingen ved dog, hvilke modtræk techgiganterne vil iværksætte, hvis de bliver pålagt en sådan skat.

Statslig mediestøtte betænkelig ud fra en demokratisk vinkel?
Der er et andet, mere principielt spørgsmål ved en omfattende statslig mediestøtte. For hvordan kan pressen i et demokratisk samfund fungere som den 4. statsmagt – som den i skåltaler og ved højtidelige lejligheder kaldes, ikke mindst af sig selv – hvis den modtager en massiv støtte fra de politikere, som den netop skal være kontrolinstans overfor?

Omvendt lyder det fra andre, at det er netop eksistensen af en mangfoldighed af danske medier, hvor en demokratisk debat kan udspille sig, som er medvirkende til at styrke demokratiet. Hvis de ikke hjælpes til overlevelse, vil de store internationale mediekoncerner og techgiganter få en alt for stor magt over meningsdannelsen og dermed samfundsudviklingen.

Konsekvenserne af de regionale dagblades krise
For nyligt udgav journalist Anders C. Østerby fra Syddansk Universitet en rapport ”Det sander til” om de regionale og lokale mediers situation. Den viser, at landets regionalaviser i de senere år har lukket en række lokalredaktioner – et fald på 24 % fra 2010 til 2020. Specielt i Nordjylland har reduktionen i lokalredaktioner været stor. Nordjyske har ifølge Østerby i amme periode reduceret antallet af lokalredaktioner fra 13 til 7 – et fald på 46 %.

Kombinationen af færre regionale dagblade, færre lokalredaktioner og færre læsere risikerer at skabe såkaldte nyhedsørkener, som Anders C. Østerby definerer således: ”En nyhedsørken er et geografisk defineret område, hvor der ikke er fast tilstedeværende journalister, og hvor der ikke er en kontinuerlig journalistisk dækning af det område i bred forstand”.

At samle journalisterne på færre lokalredaktioner behøver i sig selv ikke at betyde, at den journalistiske dækning af et lokalområde bliver dårligere. Nogle vil faktisk hævde det modsatte, nemlig at større lokalredaktioner kan skabe et bedre redaktionelt miljø og dermed være med til at hæve kvaliteten af det journalistiske arbejde. Men hvis det skal ske, forudsætter det, at antallet af redaktionelle medarbejde ikke formindskes, og det er det, der netop er sket hos de regionale medier.

Færre muskler til regionalaviserne kan være et demokratisk problem, vel og mærke hvis de også i praksis lever op til idealet om at fungere som borgernes vagthund overfor de lokale magthavere – borgmestre, byrådspolitikere, kommunaldirektører, virksomhedsejere osv. Hvis de regionale dagblade svækkes, kan det betyde, at borgerne mangler et sted at henvende sig med deres historier, og at byrådsarbejdet i de kommuner, som ligger fjernest fra lokalredaktionerne, bliver dækket i mindre omfang end tidligere – noget som mange lokalpolitikere i Nordjylland kan skrive under på er sket i de senere år.

Ytringsfrihedskommissionen, som i 2020 barslede med en betænkning om ytringsfrihedens tilstand i Danmark, behandler også nogle af konsekvenserne af de regionale mediers svækkelse. Efter at have konstateret, at nyhedsmedierne generelt er trængt pga. fremkomsten af mange, konkurrerende medieplatforme, og at de traditionelle mediers andel af annoncemarkedet er kraftigt reduceret, beskrives situationen således: ”For så vidt angår de regionale og lokale medier finder kommissionen, at disse medier samlet set næppe fuldt ud udfylder rollen som bl.a. offentlighedens vagthund i lokalområderne i samme grad som tidligere, og at det er usikkert, om rollen er overtaget af andre”.

Om de regionale medier har og har haft en markant rolle som magthavernes vagthund vil nogle måske mene er noget af et skønmaleri, al den stund alle de regionale aviser – inkl. Nordjyske (og i øvrigt ligesom den øvrige, danske dagspresse) – er borgerlige og ofte forekommer at være ret selektiv, når det gælder om at holde magthaverne i ørerne. Eller sagt med andre ord: At aviserne optræder mere som vagthund overfor lokale ”røde” magthavere end overfor ”blå”.

Men alle venter på, hvad medieudspillet kommer til at bestå af, og hvad der kan skaffes et politisk flertal for.