Ulighed i Nordjylland og Danmark

Efter regeringsskiftet er der kommet mere fokus på ulighed. Finansministeriet har lavet en særdeles grundig analyse af fænomenet i Danmark, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd følger trop. Internationalt har Oxfam/Ibis analyseret den globale ulighed – ikke mindst i lyset af coronaen. De vigtigste parametre er indkomst og formue samt middellevetid. Forklaringerne på ulighed afhænger til dels af ens politiske udgangspunkt. Liberalister vil have en tilbøjelighed til at finde årsagerne på individniveau og tillægge den enkelte persons valg afgørende betydning. Omvendt vil socialister og socialdemokrater søge strukturelle forklaringer, der gør de sociale omstændigheder rundt om individet til hovedforklaringen på ulighed.

Ulighed har i forlængelse af regeringsskiftet fået større bevågenhed. Ikke mindre end 3 rapporter har set dagens lys inden for den seneste måned.

Oxfam/Ibis, som især interesserer sig for den globale ulighed, har netop i en ulighedsrapport, The Inequality Virus, 2021, slået fast, at flere hundrede millioner mennesker risikerer at blive skubbet ud i en fattigdomsspiral på grund af coronakrisen. For dem vil det tage mere end et årti at kæmpe sig tilbage til det svære udgangspunkt, de havde før krisen.

Anderledes ser det ud i samfundets top. Verdens 10 rigeste mænd har set en stigning i deres formuer på 3.000 milliarder kroner fra marts til årets afslutning.

Beløbet vil formentlig være tilstrækkeligt til at sørge for, at ingen mennesker bliver skubbet ud i fattigdom på grund af coronakrisen og samtidig give en vaccine til alle mennesker på jorden. Rapporten er dog ikke fagfællebedømt.

Finansministeriet og AE-Rådets ulighedsrapporter
Som noget relativt nyt har også Finansministeriet herhjemme udgivet en analyse af ulighedssituationen med fokus på Danmark, ”Ulighedsredegørelsen 2020”. Rapporten udspringer af et ønske fra regeringens støttepartier, og tanken er, at en sådan analyse skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. På tilsvarende vis har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop udgivet sin årlige ulighedsrapport, ”Sprækkerne i det danske samfund vokser sig stadig større”.
De følgende data bygger på analyserne fra henholdsvis AE-Rådet og Finansministeriets rapporter.

Ulighed i indkomst – store forskelle på høj og lav

Tabel 1 viser, at de 10% rigestes indkomster er steget fra godt 553.000 i 2010 til ca. 692.000 i 2019, mens de 40% fattigste blot er steget fra godt 152.000 til godt 161.000. Omsat til % ses det, at i den seneste 10 årsperiode er de 10% rigestes indkomst steget med 25 %, mens de fattigste 40% blot har haft en indkomstforøgelse efter skat på 5,9%.

Geografisk ulighed i indkomst – Nordjylland halter bagefter

Når vi går over til at analysere indkomstfordelingen geografisk og særligt interesserer os for Nordjylland, fremgår det af figur 1, at de nordjyske kommuner ligger i den lavere ende – med Brønderslev, Læsø, Vesthimmerland og Mors med en gennemsnitlig indkomst på mellem 236.000 og 264.000 – mens Rebild scorer højst i Nordjylland med mellem 274.000 og 295.000 i gennemsnitlig, disponibel realindkomst i 2019.

Fattigdom – 60.00 børn lever under fattigdomsgrænsen
Et andet mål for uligheden er antallet af fattige.

Figur 2 viser udviklingen i antallet af relativt fattige i Danmark. Begrebet relativ fattigdom tager udgangspunkt i, hvad en medianfamilie har af indkomst. Fattigdomsgrænsen fastsættes herefter som halvdelen af dette tal. Den store stigning i antallet af relativt fattige fra 2015 til 2017 hænger i høj grad sammen med nedsættelser af overførselsindkomsterne under Løkkeregeringen. I 2018 og 2019 har der derimod ikke været yderligere nedsættelser af de laveste ydelser, og i efteråret 2019 blev det aftalt at indføre et nyt, midlertidigt børnetilskud målrettet de fattigste børnefamilier, hvilket får kurven til at falde til ca. 248.000 personer.

I forlængelse heraf viser figur 3 udviklingen i antallet af børn under fattigdomsgrænsen, som topper med 65.000 i 2017, men derefter er faldende af samme grunde som ovenfor anført.
Figur 4 viser den geografiske fordeling af børn under fattigdomsgrænsen. For Nordjylland gælder det, at Vesthimmerland topper, mens Rebild har den laveste andel.

Ulighedens udvikling – målt ved Ginikoefficienten

Figur 5.

Som et sidste mål for uligheden i indkomst skal her peges på Gini-koefficienten, som viser skævheden i indkomster. Er koefficienten 0 er hele indkomstmassen fordelt ligeligt, således at f.eks. 10 % af befolkningen tjener 10 % af indkomsten. Er den 100% tilfalder al indkomst 1 person. Som det ses af figur 5, er Gini-koefficienten og dermed uligheden i indkomsterne steget fra 20 % i 1994 til 28% i 2018.

Formuefordelingen

Et er ulighed i indkomst. Et andet ulighed i formue. I tabel 2 er befolkningen inddelt i deciler, og det fremgår, at den rigeste tiendedel af befolkningen ejer 50% af formuen, mens den fattigste del af befolkningen har en gennemsnitsgæld på 342.900.

Ser vi afslutningsvis på den rigeste 1% af befolkningen, så fremgår det af figur 6, at deres andel af den samlede formue steg fra ca. 17 % i 1997 til 20 % i 2009. Efter finanskrisen faldt top 1%`s andel af formuen igen og udgjorde knap 18 % i 2018. Ved at inddrage værdien af pensionsformue mv. i opgørelsen reduceres top 1%’s andel af formuen med godt 2%. Det skyldes blandt andet, at pensionsformuen udgør en relativt stor del af formuen for personerne i den nederste del af formuefordelingen.

Forklaringer på ulighed – selvforskyldt eller strukturelt betinget
Inden for forskningen om ulighed sondres der mellem forhold, som personen selv er ansvarlig for og nogle ydre, strukturelle omstændigheder, som personen ikke er herre over. Typisk vil forskere, der forklarer ulighed som en funktion af personens egne valg og præferencer, ideologisk forbinde sig med liberalismen, mens den forskningsretning, der tillægger de strukturelle omstændigheder overvejende betydning, har et socialistisk tilsnit. Hos Pierre Bourdieu som repræsentant for den sidstnævnte teori vil det blive formuleret på den måde, at det enkelte individ kan have forskellige mængder af social, økonomisk og uddannelsesmæssig kapital med i bagagen hjemmefra, og disse kapitaler bestemmer, hvor vi som voksne ender i det sociale hierarki.

Faktorer med betydning for uligheden
Finansministeriet har i sin ulighedsredegørelse forsøgt at kvantificere forskellige faktorers betydning for uligheden, jf. fig. 7. Her spiller sociale problemer i opvæksten den største rolle, men også forældrenes beskæftigelse, uddannelse og indkomst har betydning.

I figur 8 er de sociale problemer til forklaring af den ulighed, der knytter sig til manglende uddannelse, uddybet.

Tallene viser bl.a., at for lidt under halvdelen af de unge, der ikke får en ungdomsuddannelse, skal forklaringen søges i svage faglige forudsætninger. Andre forklaringer er anbringelser og psykisk sårbarhed (ca. 30%).

Uddannelse, uddannelse, uddannelse – især i en coronatid

I figur 9 ses, hvor vigtig uddannelse er for at bryde den sociale arv. Børnene fra de fattigste familier, der fuldfører en uddannelse, klarer sig langt bedre som voksne, end dem, der ikke gør. Det er faktisk hele 60 % af dem, der ikke får en uddannelse, som selv havner i bunden indkomstmæssigt. Langt bedre går det for dem, der fuldfører en uddannelse, da blot 20 pct. selv havner blandt de fattigste 20 pct. som voksen, og 15 pct. af dem ender faktisk med at være blandt de 20 pct. rigeste.

I forlængelse heraf og for at understrege uddannelsens betydning viser fig. 10, hvordan økonomiske kriser rammer de lavest uddannede hårdest. De ufaglærte rammes næsten dobbelt så hårdt som dem med mellemlang og lang videregående uddannelse.

Middellevetiden. Regionale – og kønsforskelle
Afslutningsvis skal vi kort se på den måske væsentligste ulighedsparameter fordelt på regioner og køn, nemlig middellevetiden, jf. figur 11.

Uligheden i levealder kan hænge sammen med forskelle i befolkningssammensætning, livsstil, miljø mv. Uligheden er især tydelig på tværs af kommunerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden, hvor forskellen mellem top og bund er 5½ år for mænd og 4 år for kvinder. Omvendt er variationen i Region Nordjylland mellem kommunerne relativt lav. En nordjysk mand bliver i gennemsnit mellem 79 og 80 år, mens en kvinde bliver mellem 83 og 85 år. Finansministeriet skriver, at der er tegn på, at forskellen i middellevetid på tværs af kommuner blandt andet skal ses i sammenhæng med forskelle i livsstil. I kommuner med en høj middellevetid er der således færre, der ryger dagligt. Der er også færre med svær overvægt.

Der er således ikke tvivl om, at ulighed eksisterer som fænomen i Danmark. Om den er et problem, og hvad man i givet fald skal gøre ved den, er imidlertid omstridt. Herom i en senere artikel.