Nationalparkerne – er de ”en skændsel”?

I juni blev der indgået en politisk aftale mellem regeringen, dens støttepartier og Alternativet om at oprette to såkaldte naturnationalparker. At det skulle være nødvendigt at kalde de nye parker for NATURnationalparker er umiddelbart paradoksalt, fordi der i forvejen findes 5 nationalparker – bla. Nationalpark Thy -, hvis hovedformål er at beskytte den hårdt pressede danske natur. Men netop nationalparkerne er af fagfolk blevet udsat for kraftig kritik, fordi de ikke lever op til de krav, man internationalt stiller, for at område kan betegnes som en nationalpark. Men hvad med Nationalpark Thy?

Omkring 2/3 af Danmarks areal er optaget af landbrugsproduktion, mens natur kun udgør ca. 25 %. Det gør Danmark det land i EU, hvor intensivt dyrket landbrug udgør den største del af landets areal – og naturen den mindste.

At naturen fylder så lidt i Danmark er måske en af årsagerne til, at det var en meget glad miljø- og fødevareminister, Lea Wermelin, som for nogle uger siden kunne fortælle, at regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet havde besluttet at oprette de første to af – formodentlig – 15 såkaldte naturnationalparker – den ene ved Fussingø nær Randers og den anden ved Gribskov i Nordsjælland.
Etableringen af de to parker er en del af en aftale mellem de partier om sikring af en mere vild og sammenhængende natur
Baggrunden for aftalen er iflg. ministeren:
– Vi står i en naturkrise, og dyr og planter mangler plads og levesteder. Vi har brug for mere sammenhængende naturarealer, hvor naturen kan udvikle sig på sine egne præmisser. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi med aftalen her tager hul på Danmarks to første naturnationalparker, som skal give vildere natur herhjemme.

Hvad indebærer aftalen om de to nye naturnationalparkerne?
Samlet vil de to nye naturnationalparker komme til at brede sig over 1900 ha, med 800 ha ved Fussingø og 1.100 ha ved Gribskov
Til forberedelsen af selve etableringen afsættes der i alt 37 mio kr. – 20 mio kr. til Fussingø og 17 mio kr. til Gribskov – hvoraf 17 mio er ”gamle” penge afsat af den tidligere regering og 7 mio er EU-midler.
Begge parker etableres på statslig ejet jord, så der skal ikke eksproprieres f.eks. landbrugsjord til formålet.
Parkerne vil blive indhegnet, så store dyr som vildheste og bison kan græsse for at holde naturen lysåben.

Begejstring…
Aftalen om de to nye naturnationalparker har ikke overraskende skabt begejstring blandt aftalepartierne. Men også de grønne organisationer, som bla. Danmarks Naturfredningsforening (DN), har været positive:
– Naturen i Danmark har det elendigt, og det haster i den grad med en indsats. Derfor er det rigtig gode nyheder, at regeringen nu for alvor vil sætte i gang med at levere på et af de vigtigste naturløfter fra valgkampen, nemlig etableringen af de vilde naturnationalparker, lød det fra Maria Reumert Gjerding fra DN, som tilføjede: Det er glædeligt, at et flertal i Folketinget nu vil arbejde videre med at sikre store sammenhængende naturområder i Danmark. Aftalen i dag er en begyndelse, men der er behov for en langt mere ambitiøs indsats i mange år, hvis vi skal vende biodiversitetskrisen.

… men også kritik
Flere fagfolk er dog ikke imponerede.

Det gælder bla. professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet, som til Ritzau siger: – Danmark ligger i bunden, når det gælder vild natur…I stedet for de 1.900 ha er der brug for minimum 75.000 ha.

Det gælder også Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Han mener iflg. Ritzau, at etableringen af naturnationalparkerne er et skridt i den rigtige retning, men ambitionsniveauet er for lavt, da de kun bidrager med et par promille mere natur.
Og samme Ejrnæs har i øvrigt i TV2Østjylland foreslået, at man nedlægger de eksisterende – ”falsk deklarerede nationalparker” -, fordi de ikke lever op til de krav, man internationalt stiller for at måtte kalde et område for ”nationalpark”.

Begejstring afløst af frustration og utilfredshed
Men regeringens støtte- og aftalepartier har efterfølgende fået armene ned. Miljøministeren meddelte nemlig for et par uger siden, at den store natur- og biodiversitetspakke, som var annonceret til at blive forhandlet på plads dette efterår, er udskudt med et år til efteråret 2021, angiveligt pga. coronakrisen.

De har heller ikke ladet sig formilde af, at der i finanslovforslaget er afsat 50 mio til naturen i 4 år, bla. til etablering af urørt skov og naturnationalparker. Det er alt for lidt, lyder det fra støttepartierne.

– ”Falsk deklarerede nationalparker”?
Ja, sådan har Rasmus Ejrnæs altså som nævnt kaldet de traditionelle nationalparker, som altså ikke må forveksles med naturnationalparkerne: Der findes 5 nationalparker i Danmark (med indvielsesåret i parentes): Thy (2008), Mols Bjerge (2009), Vadehavet (2010), Skjoldungernes Land (2015) og Kongernes Nordsjælland (2018).

Baggrunden for oprettelsen af dem er, at den internationale samarbejdsorganisation OECD i 1999 påpegede, at Danmark havde brug for en kraftigt styrket indsats for at sikre og beskytte naturen. Det ledte efter flere omveje frem til vedtagelsen af Lov om nationalparker i 2007.

Loven opregner i 10 punkter formålene med nationalparkerne. Men det er overraskende nok kun 3 af punkterne, der direkte omhandler naturen. De øvrige drejer sig om bla. kulturhistoriske værdier, bidrag til lokalsamfundet/erhvervslivets udvikling, formidling og undervisning og inddragelse af befolkningen i parkernes udvikling. Alle sammen anerkendelsesværdige formål, men….

Ved en sammenligning af de danske og stort set alle andre landes nationalparker, er det netop den relativt svage position, som natur, biodiversitet og truede artes overlevelse indtager i teori og praksis, som falder i øjnene, og som har fået biologer og andre til at levere en sønderlemmende kritik af de danske nationalparker.

Hovedpointen er, at loven nemlig ikke indeholder nogen som helst ekstra beskyttelse af naturen i parkerne end i andre områder.

Biolog og forfatter til bogen ”Danmarks nationalparker”, Michael Stoltze, kalder i en kronik i Politiken ligefrem de danske nationalparker ”en skændsel”.

”Nationalpark Fyn”
Hvorfor ikke sætte to skilte op med teksten ”Nationalpark Fyn”, når man kører over Store- eller Lillebæltsbroen til Fyn, spørger en af nationalparkernes kritikere Rune Engelbreth Larsen. Når politikerne har fastlagt placeringen af de fem eksisterende, danske nationalparker har de nemlig stort set kun gjort det, at de har slået nogle streger på et landkortet og derefter uden videre kaldt områderne ”nationalparker”.

Hans pointe er, at de danske nationalparker ikke kun består af naturområder, men også benzinstationer, intensivt landbrug, byer, sommerhusområder, golfbaner, juletræsplantager mm. Hvis man f.eks. går rundt i Ebeltoft, kommer det nok som en overraskelse for de fleste, at de faktisk befinder sig i ”Nationalpark Mols Bjerge”.

De danske nationalparker lever da heller ikke op til kriterier eller krav, som Den internationale Organisation for Naturbeskyttelse (IUCN) opstille; De går bla. ud på, at nationalparker skal være ”store naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala”.

Hvad er der galt?
Et af problemerne med nationalparkerne herhjemme er også, at de næsten alle er for fragmenterede, dvs. at de i stor udstrækning mangler sammenhængende naturarealer. Fragmenteringen ses især i den senest etablerede, Kongernes Nordsjælland.

Et andet – og måske det største – problem er frivillighedsprincippet: Alle aftaler med private lodsejere om, hvorvidt et område skal indgå i en nationalpark eller hvorvidt f.eks. driften på landbrugsjord kan omlægges til en mere naturvenlig drift, skal bygge på frivillighed. Det giver vetoret til ejerne.
Der er varierende grader af privat ejerskab i de forskellige nationalparker. I Nationalpark Thy er 25 % privat ejet, i Nationalpark Mols Bjerge er det hele 80 %.
Nogle kritikere foreslår ligefrem, at man begrænser nationalparker til offentligt ejede arealer, så private interesser ikke hindrer, at naturen prioriteres højest.

Også fra Rigsrevisionen har der lydt kritik af det danske nationalpark-koncept. Allerede i 2013 skriver den, at naturen er underprioriteret:
“De danske nationalparker har ikke alene til formål at styrke og udvikle naturen, men skal også opfylde andre formål, fx naturformidling, turisme og erhvervsudvikling. Derudover er nationalparkerne afhængige af, at lokale lodsejere vil samarbejde, og at nationalparkerne kan rejse ekstern finansiering. Der er således ingen garanti for, at etableringen af nationalparker bidrager til at styrke og udvikle naturen”.

Kritikken af nationalparkerne retter sig ikke mod medarbejdere og frivillige i nationalparkerne. De vurderes til at gøre en stor indsats indenfor de begrænsede rammer, de har. Kritikerne anerkender også, at parkerne kan have skaffet flere turister og outdoor-idrætsudøvere til områderne.

Nationalpark Thy
Den er Danmarks første. Indviet i 2008. Den strækker sig ca. 55 km fra Agger Tanges sydspids til Hanstholmknuden i nord i et 2-10 km bredt bælte – i alt 24.400 ha.

Den indeholder store natur- og landskabsværdier som klitter, heder, moser, rene søer og selvfølgelig kysten – hjemsteder for en mangfoldighed af planter og dyr.

Nationalparken giver også besøgende mulighed for at bruge nationalparken til mange forskellige aktiviteter. Der er indrettet vandrestier, cykelruter (inkl. MTB-ruter), ridestier, shelters, naturlegepladser med meget mere. Man kan også booke en naturvejleder, og der er oprettet såkaldte informationshuse, hvor man kan få nærmere oplysninger nationalparken.

Kulturhistorien har også sin plads i parken i form af f.eks. kirker, fyrtårne og havne.
Kulturhistoriske spor kan man også finde i området, f.eks. i form af kirker, fyrtårne og havne.

Lever Nationalpark Thy op til de internationale krav til nationalparker?
Ja, det mener den ellers kritiske Michael Stoltze, at parken i det store og hele gør. Han hæfter sig ved, at der ikke er store intensivt dyrkede landbrugsområder i nationalparken.

Den statslige andel af området udgør også 75 %. Det er i forhold til de øvrige nationalparker en relativ høj procent, og gør det lettere at lave aftaler om, hvordan arealerne skal benyttes. Der er ikke så mange private lodsejere, som kan nedlægge veto.
———————
Topfoto: Ebeltoft by. En del af Nationalpark Mols Bjerge!! Foto: Styrelsen for dataforsyning og effektivisering