Dansk Industri offentliggjorde for nyligt en undersøgelse af de enkelte kommunernes erhvervsvenlighed. Her indtog feks. Frederikshavn Kommune en ikke så smigrende 63. plads på ranglisten over 93 kommuners erhvervsvenlighed. Det fik kommunens socialdemokratiske borgmester, Birgit S. Hansen, til at udtale til Nordjyske, at det var hun ”simpelthen så træt af”. Men det har hun egentligt ikke grund til at være, fordi undersøgelsen fra DI har store metodiske mangler, som sætter spørgsmålstegn ved dens troværdighed.
Hvert år offentliggør lobbyorganisationen Dansk Industri (DI) en undersøgelse af de enkelte kommuners såkaldte ”erhvervsvenlighed”. Den giver anledning til talrige reaktioner og kommentarer fra især borgmestrene – nogle er glade og stolte, andre er som Birgit S. Hansen ”træt”. Om borgmestrene er det ene eller det andet, afhænger naturligvis af, hvilken placering deres kommune har fået på ranglisten.
Undersøgelsen er sammensat af to elementer: Dels et spørgeskema til virksomhederne (primært DI’s egne medlemsvirksomheder) om deres syn på kommunens erhvervsvenlighed på forskellige parametre, dels brugen af nogle statistiske indikatorer fra officielle kilder. Spørgsmål og statistik vægter hver 50 % i undersøgelsen.
Mere om undersøgelsens metode senere i artiklen.
Ranglisten
At borgmesteren fra Frederikshavn umiddelbart er træt af resultatet af undersøgelsen, er der ikke noget at sige til, når man ser på, hvor på DI’s rangliste kommunen er placeret. Placeringen af Frederikshavn og de øvrige nordjyske kommuner på ranglisten ses i tabel 1, hvor også sidste års placering angives.
Som det fremgår af tabellen har Frederikshavn Kommune har været på en rutsjetur på 46 pladser fra nummer 17 på ranglisten i 2022 til nummer 63 i 2023 – altså på kun ét år. Jammerbugt er gået 23 pladser tilbage. Men Mariagerfjord er modsat sprunget 33 pladser frem.
Disse store spring frem og tilbage på listen på bare ét år bør i sig selv vække en mistanke om, at der er noget galt med DI’s undersøgelse.
Når man går dybere ind i den, viser det sig feks, at en af årsagerne til Jammerbugts tilbagegang – fra nummer 31 til 54 – er en langt større utilfredshed hos virksomhederne med information fra og dialogen med kommunens politikere og embedsmænd.
Omvendt er en af forklaringerne på Mariagerfjords fremgang på listen – fra nummer 62 til 27 – en meget større tilfredshed hos erhvervslivet med informationen og dialogen.
For Frederikshavns vedkommende er en af hovedårsagerne til faldet på listen en markant lavere tilfredshed med bla. kommunens indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Det mærkelige – og umiddelbart usandsynlige – er, at disse store ændringer i springene frem og tilbage alle er sket på bare ét år.
Det bringer os frem til at se på den metode, DI har brugt i sin undersøgelse.
Hvad bestemmer ranglisteplaceringen?
Undersøgelsen er som nævnt sammensat af to elementer: Et spørgeskema til virksomhederne og statistiske indikatorer fra officielle kilder.
Virksomhederne i hver enkelt kommune har skullet svare på spørgsmål inden for følgende kategorier:
Overordnet tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed, infrastrukturen, arbejdskraften og kommunens indsats for at tiltrække arbejdskraft, sagsbehandlingstider, kommunes bestræbelser for at fremme en grøn udvikling, digitale rammevilkår for virksomhederne, omfanget af brug af private leverandører, niveauet for erhvervsskatter og gebyrer, information og dialog mellem virksomhederne og kommunens embedsmænd og politikere og kommunale rammevilkår generelt.
De statistiske indikatorer fra officielle statistiske kilder er delvist overlappende til spørgsmål, virksomhederne skulle svare på – bla udliciteringsprocenten – men der er også nye: Feks. kommuneskattens og grundskyldens størrelse. Jo lavere disse skatter er, jo højere rangeres kommunen.
Manglende repræsentativitet
Men det store problem med DI’s undersøgelse er den manglende repræsentativitet. Spørgeskemaet er sendt ud til 38.000 af DI’s medlemsvirksomheder og nogle ikke-medlemsvirksomheder inden for de branchekoder, som DI’s medlemmer repræsenterer – men kun 7.950 har svaret. Det giver en besvarelsesprocent på beskedne 21 %.
En så lille besvarelsesprocent gør normalt en sådan undersøgelse temmelig utroværdig. For er det primært de små eller er det de store virksomheder, der har besvaret spørgsmålene? Er det de virksomheder, som er mest tilfredse med kommunens erhvervsvenlighed, eller er det primært de utilfredse?
Det fremgår ikke af undersøgelsen.
Et andet problem, hvis man vil bruge undersøgelsen som en målestok for en kommunes erhvervsvenlighed generelt, er, at undersøgelsen kun omfatter DI’s medlemsvirksomheder (og beslægtede brancher) og f.eks. ikke detailhandelen og de liberale erhverv. Og heller ikke turistbranchen, som i nogle af de nordjyske kommuner spiller en ikke uvæsentlig rolle.
I ingen af de fleste nordjyske kommuner – bortset fra Morsø – repræsenterer besvarelserne mere end 20 % af den private beskæftigelse i kommunen.
Så når kun et mindretal på 21 % af DI’s egne medlemsvirksomheder er en del af undersøgelsen, og når en række brancher som de liberale erhverv ikke indgår i den, er det noget af en tilsnigelse af DI at bruge undersøgelsen som en målestok for kommunernes ”erhvervsvenlighed”.
Den almindeligt, sunde kritiske sans er væk
Men på trods af de åbenlyse metodiske svagheder ved undersøgelsen, tager borgmestre og andre politikere den tilsyneladende helt alvorligt.
Det gælder også medierne. I en leder i Nordjyske omtales Frederikshavns dyk på årets DI- rangliste som ”Av, det er alvorlige sager”.
Endvidere omtales DI-undersøgelsen i en større artikel i Nordjyske, men uden at der sættes spørgsmålstegn ved dens validitet. Det nævnes ganske vist, at 7.950 virksomheder har svaret på spørgeskemaet, men ikke noget om repræsentativiteten på kun 21 %, altså at 30.050 af DI-virksomhederne ikke har svaret
Altid interessesammenfald mellem borgere og erhvervsliv?
I øjeblikket kæmper kommunerne for at få budgetterne til at hænge sammen. Der foretages nedskæringer på kommunale kerneområder, og skatteindtægterne slår ikke til.
Det har fået nogle kommuner – ovenikøbet med borgerlige borgmestre – til at varsle forhøjelse af den kommunale udskrivningsprocent, altså de kommunale skatter. Og det til trods for, at kommunerne straffes ved at staten inddrager en stor del af det forhøjede skatteprovenu.
Men hvis en kommune hæver skatten, er undersøgelsen konstrueret sådan, at det vil det medvirke til at kommunen dykker på DI’s rangliste over erhvervsvenlighed. DI begrunder det med, at ”lave skatter tilskynder til en øget arbejdsindsats, hvilket er en styrke for erhvervslivet”.
Men præmissen er yderst problematisk og usikker. Fordi lavere skat og dermed højere realindkomst ligeså godt kan få folk til at arbejde mindre og ikke mere.
Og det må også være i de lokale virksomheders interesse – og dermed erhvervsvenligheden – at kommunens skatteindtægter er så store, at den kan tilbyde borgerne et ordentligt serviceniveau på kommunale områder som skoler og daginstitutioner.
Ingen grund til panik
Når DI om et år publicerer endnu en undersøgelse om den kommunale erhvervsvenlighed, er der grund til at slå koldt vand i blodet: Både i de kommuner, som oplever store fald i ranglisten, og i dem der brillerer med spring opad – forudsat at DI ikke foretager grundlæggende ændringer i de metoder, som ligger til grund for undersøgelsen.
———————
Topfoto: Borgmester Birgit S. Hansen (S), Frederikshavn. Fotograf Linda Suhr
Skriv en kommentar til historien