Medierne havde forud for valgdagen på baggrund af meningsmålinger udråbt FV22 til at være et valg, der i vælgervandringer tålte sammenligning med valget i 1973. Ikke mindre end 14 partier stillede op, og tilsyneladende var der opbrud i vælgermassen. Nu kender vi resultatet, og spørgsmålet er, om vi har været vidner til et jordskred? Og i givet fald, hvad forklaringen herpå er. Og kan socialdemokraterne som konsekvens af valgresultatet indfri deres løfte om at ville danne en bred regering?
Når man sammenligner mandatfordelingen ved FV 19 og FV 22, er det svært at konkludere, at der var tale om et jordskredsvalg.
Rød blok – Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet – vandt præcist samme antal mandater som i 2019: 80.
Midten – De Radikale – har måttet aflevere 9 mandater til den nye konkurrent, Moderaterne, som formentlig også har hentet opbakning hos moderpartiet, Venstre. Det var straffen for en radikal strategi, som kun de færreste forstod logikken i: De Radikale væltede regeringen, men pegede efterfølgende på Mette F som statsminister.
De gamle højrefløjspartier – Venstre og De Konservative – er gået markant tilbage: fra 55 mandater i 2019 til 33 i 2022. Ud over at afgive mandater til Moderaterne har de også måttet sende mandater til det yderste højre – Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Liberal Alliance – som også har tappet Dansk Folkeparti for vælgeropbakning. Samlet set er det yderste højre gået frem fra 24 mandater i 2019 til 39 i 2022.
Der er m.a.o. ikke sket så store forskydninger mellem blokkene. Det er internt mellem de borgerlige partier, nettovælgervandringerne har fundet sted.
Minkkritikken og statsministerens arrogance var ikke afgørende for stemmeafgivningen
Hvorfor er det ikke lykkedes for højrefløjen at gøre indhug i rød blok og specielt hos Socialdemokraterne, der som regeringsbærende parti har måttet lægge øre til en voldsom kritik fra oppositionen?
De borgerlige partier – inklusive De Radikale – har i valgkampen især koncentreret sig om minksagen og en kritik af statsministerens påståede magtarrogance.
Det har givet bagslag. Vælgerne har formentlig ikke glemt nedslagtningen af et helt erhverv, og at regeringen handlede uden lovhjemmel, men deres stemmeadfærd har tilsyneladende været bestemt af, at andre og mere alvorlige emner har været italesat: sundhed, inflation, klima. Selv i den egn af landet, hvor protesterne mod aflivningen af minkene, har været mest udtalt, er statsministerens parti gået frem og har mht. personlige stemmer klart overgået Støjberg, som dog alligevel skabte et pænt resultat med 15,2 % af stemmerne. Til gengæld har Venstre, DF og RV i Nordjylland haft et katastrofalt valg, jf tabellen nedenfor.
Intet fælles borgerligt projekt
Det har således været en fejlvurdering, når de borgerlige har lagt den valgkampsstrategi, at kritikken af statsministerens magtfuldkommenhed skulle bane vejen for en blå regering. Det er åbenlyst, at den negative, følelsesladede kampagne mod statsministeren er slået fejl, og når man så i øvrigt ikke har noget fælles borgerligt projekt at lægge frem for vælgerne, så skal det gå galt. Den famøse pressekonference om FE på kastellet illustrerede VK’s afmagt.
Forhandlinger om en bred regering
I skrivende stund er regeringsforhandlingerne påbegyndt. Socialdemokraterne går, hvis vi skal tage deres ord for pålydende, efter en bred regering. Sammen med K, V og B kan Mette F lige nøjagtigt mønstre 90 mandater. Hvis Moderaterne lægges til, er vi oppe på 106 mandater. Men det forekommer ikke sandsynligt, at V og K efter nederlaget vil indgå i en socialdemokratisk ledet regering. Nu skal der tænkes langt, og frem mod næste valg vil det være logisk, om V og K satser på en ren oppositionel linje
Udlændingepolitikken, som socialdemokraterne deler med de borgerlige, er det svært at se, at De Radikale kan tilslutte sig. Ligesom også venstrefløjen må formodes kun vanskeligt at kunne sluge den kamel for at komme i regering.
Derfor vil den løsning, der skaber det største manøvrerum for Socialdemokratiet, være at fortsætte som etpartiregering og lave politik på skift med højre og venstre side i salen.
Den konklusion, at valget ikke fører til væsentlige politiske ændringer, skal nok være rigtig.
Det er bare så ærgerligt for freden, klimaet og os i de lavere klasser.