– Jeg fortryder ikke min støtte til Irakkrigen

Interview med tidligere folketingsmedlem for Venstre, Jens Chr. Larsen, Frederikshavn, om invasionen af Irak i 2003, hvor VK-regeringen og DF besluttede at sende danske soldater i krig. Debatten om den danske deltagelse i krigen er blevet aktuel igen, efter at en gruppe forskere har analyseret beslutningsprocessen og bl.a. nået frem til, at Anders Fogh gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen op til invasionen.

– Jeg fortryder ikke, at jeg i marts 2003 stemte for beslutningen om at invadere Irak, siger Jens Chr. Larsen.

Jens Chr. Larsen , borgmester i Frederikshavn fra 1994-98, sad i Folketinget for Venstre i
perioden 2001-2005, valgt i Frederikshavnskredsen, og han var således med til at træffe en af de
vigtigste beslutninger i nyere dansk politisk historie: beslutningen om at sende danske soldater i
krig i Irak.

Baggrunden for interviewet med Jens Chr. Larsen er den rapport om bl.a. Irakkrigen, som en
gruppe danske forskere netop har publiceret, og i hvilken de kritiserer den daværende regering og
specielt Anders Fogh Rasmussen for i nogle tilfælde at have undladt at videregive oplysninger til
Folketinget og i andre tilfælde at have strammet dem op. Forskerne vurderer, at regeringen således gav Folketinget et ufuldstændigt billede af situationen.

Som eksempler på, at Anders Fogh strammede oplysninger over for Folketinget op, nævner
forskerne bl.a., at selv om der ikke var sikre beviser for, at Irak besad masseødelæggelsesvåben,
videregav statsministeren over for Folketinget det synspunkt, at han vidste, at Irak besad
masseødelæggelsevåben. ”Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved”, som han den gang sagde.
Selv om alle kilder var enige om, at Irak ikke havde kontakter til Al Qaeda, blev det i Anders
Foghs udgave til, at Irak sandsynligvis havde kontakter til terrorister.

Medinddragelse på et oplyst grundlag

– Jens Chr. Larsen, var du i marts 2003 overbevist om, at du var med til at træffe beslutningen om
at sende danske soldater i krig i Irak på et oplyst grundlag?

– Ja, det var der ikke tvivl om. I folketinggruppen havde vi lange og indgående drøftelser om
invasionen. Vi fik udførlige redegørelser fra de kollegaer og ministre, der var involverede, og som
i enhver anden folketingsgruppe har man naturligvis tillid til dem, der er tæt på og lytter til deres
argumenter.

– Forskerne hævder i deres rapport, at det stort set var Anders Fogh og Per Stig Møller, der alene
sammen med et par topembedsmænd kørte løbet om invasionen. Husker du det også sådan?

– Nej, jeg har en hukommelse om, at vi alle i gruppen var involverede. Og at gruppen var enig. Men det er klart, at udadtil var det statsministeren og udenrigsministeren, der tegnede beslutningen.

– Var I også informerede om, at Fogh allerede i marts 2002 – altså 1 år før beslutningen blev
truffet – havde et møde med viceudenrigsminister Wolfowitz, og at han da gav tilsagn om dansk
støtte til en evt. amerikansk ledet krig mod Saddam Hussein?

– Nej, det har jeg ingen erindring om.

Politisk vurdering af det folkeretlige grundlag for invasionen

– Et væsentligt diskussionspunkt dengang og den dag i dag er, om invasionen var folkeretligt lovlig.
Folkeretten forbyder jo et land at angribe et andet land, såfremt det ikke selv bliver angrebet af
det pågældende land. Hvis man så alligevel ønsker at indlede en krig – det kan f.eks. være af
humanitære årsager – så kræver det en tilslutning fra Sikkerhedsrådet. Den opbakning forsøgte
Bush og Blair at få, men det lykkedes ikke. Vi husker vist alle Colin Powels forsøg på at
overbevise Sikkerhedsrådet om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, men Kina, Rusland og
Frankrig nedlagde veto. Spillede krigens legitimitet en rolle, da Venstres gruppe skulle tage
stilling?

– Det blev drøftet, men det var ikke afgørende. Det var et politisk skøn, om juraen holdt. Man skal
huske, at Irakkrigen blev startet på et baggrundstæppe af 11. september. Den terrorhandling fyldte meget i vores bevidsthed. Den var mindre end 2 år gammel og havde skabt en verden af utryghed og angst. Og Irak under Saddam Hussein var et diktatur, der undertrykte og terroriserede befolkningen, og som løb om hjørner med det internationale samfund, og som ikke levede op til de beslutninger, FN havde truffet. Og de efterretninger, som vi måtte basere vores beslutning på, pegede samstemmende på, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og var i ledtog med Al Qaeda.
Vi troede på efterretningerne den gang. I dag vil jeg nok være mere kritisk.

Irakkrigens konsekvenser

– Hvis du skal være bagklog og betragte Irakkrigens konsekvenser, vil du så sige, at den har været
en succes?

– Det er kompliceret at svare entydigt på. Vi slap af med Saddam Hussein, og ham er der vel ingen,
der savner. Set i det lys, var det krigen værd. På den anden side er det jo ikke svært at se, at krigen
har efterladt et Irak i dyb krise.

– Føler du et ansvar for den borgerkrig mellem sunnier og shiitter, der udviklede sig i kølvandet på
krigen?

– Nej, det er ikke vores skyld, at de to trosretninger røg i totterne på hinanden. Irakerne mangler
ganske enkelt forudsætningerne for at opbygge et demokrati. De er et andet sted i deres
samfundsmæssige udvikling, end vi er i Vesten. Og det gælder for så vidt også Afghanistan og
Syrien.

– Det er en udbredt opfattelse, at Islamisk Stat opstod som en konsekvens af Irakkrigen. IS bestod primært af sunnimuslimer, som blev fortrængt fra magten af shiaflertallet efter invasionen, og som derfor dannede et kalifat i dele af Syrien og Irak, og som var medvirkende til krigen i Syrien, der nu løber på 9. år. Køber du den analyse?

– Nej. Islamisk Stat er opstået ligesom andre terrororganisationer som en protest mod
globaliseringen, som med sin vestlige dominans opfattes som en trussel mod den kultur og
religion, som præger den fundamentalistiske del af den muslimske verden. IS kæmper jo ikke blot mod vestlig indflydelse. De bekæmper også Assad i Syrien, kurderne og de shiitiske irakere.

Vandt krigen. Tabte freden?

– Drøftede I i Venstres gruppe forud for krigen, hvad der skulle ske med Irak efter Saddams fald?

– Nej, det har jeg ingen erindring om. Men det er under alle omstændigheder svært at indføre demokrati i muslimske lande.

– I USA står kritikerne af krigen jo i kø for at skælde ud på Rumsfeld og Dick Cheney samt Bush
junior for ikke at have haft en plan for freden, men kun for krigen. Og at det er årsagen til det
uføre, der har hersket i Irak i nu 15-16 år. Bush senior, som vandt den første golfkrig, undlod jo at
vælte Saddam Hussein, fordi han frygtede for det magttomrum, der ville kunne opstå, hvis man
også fjernede diktatoren. Synes du, at disse kritikere af Irakkrigen har noget at have deres kritik i?

– Ja, til dels. Vi var nok ikke særligt opmærksomme på, at planen for freden var skrøbelig. Vi var
nok for fokuserede på at få væltet Saddam. Amerikanerne gik jo ret tydeligt ikke blot efter at få
fundet masseødelæggelsesvåbnene og få dem tilintetgjort, men også efter et regimeskifte. Det var
så ikke så let, som man havde forventet.

Ikke støtte til Trumps evt. krig mod Iran

– Næste mellemøstlige land, som amerikanerne nu truer med at invadere, er Iran. Trump har
opsagt Obamas og EU’s atomaftale med præstestyret og anser Iran for at være USA’s fjende
nummer 1 i området. Ville du med de erfaringer, du har fra Irakkrigen, anbefale Folketinget at
stemme for en evt. dansk deltagelse i en amerikansk ledet krig mod Iran?

– Nej, det ville jeg ikke anbefale. Det ville være for risikabelt. Iran har et politisk system, som er
meget forskelligt fra vores, og som anser Vesten og USA for at være hovedfjenden. Irans militær
er regionens stærkeste. Og jeg har ikke tillid til Trump, som efter min opfattelse er en utilregnelig
politiker. Det ene øjeblik proklamerer han, at han vil trække tropper hjem fra Syrien, Irak og
Afghanistan. Det næste øjeblik truer han Iran med krig. Det er svært at finde hoved og hale i hans
udenrigspolitik.

Jens Rohdes fortrydelse

– Et sidste spørgsmål, Jens Chr. Larsen. Din tidligere partifælle, Jens Rohde – nu radikal – har
åbenlyst taget afstand fra den krig, han stemte for i 2003, hvor han var Venstres politiske ordfører
og dermed den, der skulle forsvare Irakkrigen fra Folketingets talerstol. Hvad tænker du om hans
fortrydelse og holdningsskifte?

– Når en person skifter standpunkt, skal man altid se på konteksten for at forstå hans motiv. Jens
Rohde er jo et andet sted i dag og i et andet parti, hvor Irakkrigen ikke tæller på plussiden. Derfor
skal man forstå hans hamskifte i forhold til den nye politiske karriere, han har indledt, slutter det fhv. nordjyske folketingsmedlem, Jens Chr. Larsen.