Støjbergsagen og minksagen

De to nordjyder, Mette Frederiksen og Inger Støjberg, har på hvert deres område truffet beslutninger, som efterfølgende er blevet gjort til genstande for en kulegravning, fordi påstanden har været, at der ikke var lovhjemmel for deres beslutninger, og de dermed har overtrådt ministeransvarlighedsloven. Er de to sager identiske?

Støjbergdommen
Støjbergs beslutning om ikke at partshøre unge kvinder under 18, før hun adskilte dem fra deres ægtemænd, er endt med en inappellabel dom i Rigsretten på 60 dages ubetinget fængsel og udsmidning af Folketinget.

I dommen hedder det, at Inger Støjberg kendes skyldig i
” forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar til den 18. marts 2016 iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration, hvorefter der i et antal sager blev adskilt gifte eller samlevende par indkvarteret i asylsystemet, hvor den ene part var 15-17 år, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, proportionalitet og sagsoplysning.” (Rigsretsdommen side 143). https://rigsretten.dk/aktuelt/2021/12/rigsretten-har-afsagt-dom-i-sagen-mod-fhv-minister-inger-stoejberg/

Granskning af minkaflivningen
Mette Frederiksen og regeringens beslutning om primo november 2020 at aflive alle mink viste sig muligvis også at være uden lovhjemmel, hvorfor der nu er nedsat en granskningskommission, hvis opgave bl.a. er
”at belyse, om de deltagende ministre gav rigtige og fyldestgørende oplysninger til offentligheden, samt om myndigheder og ministre, herunder statsministeren, modtog oplysninger, der kunne indikere, at der muligvis ikke var hjemmel til påtænkte eller besluttede tiltag og i givet fald, hvordan de reagerede herpå”. https://www.minkkommissionen.dk/da/kommissorium

Kort fortalt: Handlede Mette Frederiksen ligesom Støjberg med forsæt, da hun – muligvis uden lovhjemmel – beordrede alle mink aflivet?

Er Støjbergsagen og minkaflivningen identiske?
Netavisnord har sat sig for at sammenligne de to sager. Umiddelbart springer en klar lighed i øjnene. Begge ministre benyttede en pressemeddelelse/pressemøde som grundlag for deres instrukser. Det springende punkt er nu, om også statsministeren – ligesom Støjberg – handlede med forsæt og imod embedsmændenes råd og vidste, at det, hun satte gang i, måske stred mod lovgivningen.

Venstremand stemte imod rigsretssagen mod Støjberg
Preben Bang Henriksen er advokat med møderet for Højesteret og retsordfører valgt i Nordjyllands Storkreds for Venstre.
– Preben Bang Henriksen, du stemte imod at rejse en rigsretssag mod Inger Støjberg. Hvad bragte dig frem til den konklusion?
– Da jeg havde læst Instrukskommissionens beretning, var jeg ret overbevist om, at en rigsretssag ikke kunne føre til domfældelse. Der var modstridende forklaringer og sådan ca. fifty-fifty argumenter for og imod, og jeg var af den klare opfattelse, at tvivlen og usikkerheden ville komme den tiltalte til gode, således som det er praksis i det danske retssystem.

Tog fejl, undervurderede det skriftlige materiale
– Du var ret hurtigt ude og lagde dig fladt ned og indrømmede, at du havde taget fejl, da dommen så forelå. Hvad havde du undervurderet?
– Jeg havde i min læsning af Instrukskommissionens beretning hæftet mig ved de mundtlige udsagn, der som sagt var ret modstridende. Rigsretten derimod tillægger det skriftlige materiale – selve pressemeddelelsen om instruksen, e-mails, udtalelser fra Støjberg til medierne m.m. – større vægt, end jeg havde regnet med. Jeg havde mao. undervurderet tyngden af det skriftlige materiale, hvortil kommer, at der også i Rigsretten blev fremlagt nye beviser.

Hykleriske Løkke
– Det kan godt undre en, der sidder udenfor, hvorfor I i Venstre ikke håndterede Støjbergsagen på en mere elegant måde, da den opstod. Hvis hun var gået af med en næse fra Folketinget, så havde I jo været hele denne opslidende sag foruden.
– Det er altid let at være bagklog. Lars Løkke har ikke på noget tidspunkt delt overvejelser med gruppen om at løse knuden med Støjberg ved at fyre hende. Den udgang blev slet ikke italesat, da sagen pågik. Tværtimod nød Lars Løkke og Venstre godt af, at Støjberg tog alle kuglerne for ham og den stramme udlændingepolitik. Regeringens parlamentariske grundlag ville også komme i vanskeligheder, såfremt Støjberg, der nød stor anseelse hos DF, var blevet gået. Så hun var nyttig for alle i blå blok, både de passive og de aktive tilhængere af en stram udlændingepolitik. Derfor kan det virke hyklerisk, når Lars Løkke som en af de første går ud og erklærer Støjberg for uværdig til at sidde i Folketinget.

Let at være mandagstræner
– Hvis vi så, Preben Bang Henriksen, vender os mod minksagen og Mette Frederiksen for at undersøge forskelle og ligheder sammenlignet med Støjbergsagen, så vil jeg gerne først spørge ind til, hvordan det gik til, at Jakob Ellemann, der på Mette F’s opfordring gav tilsagn om at ville støtte en hastebehandling af aflivningsforslaget, efterfølgende blev underkendt i FT-gruppen og baglandet?
– Man må forstå, at Folketinget på det tidspunkt i november sidste år befandt sig i noget af en panikagtig situation. Vi så ind i noget, der på det tidspunkt var helt uoverskueligt, og der var dramatiske efterretninger fra adskillige lande. Jeg vil godt medgive Mette Frederiksen, at hun befandt sig i en vanskelig situation, og vi kan alle være mandagstrænere her bagefter og påpege, hvad der skulle være gjort anderledes. Også fra Venstres side.

Mette F’s pressemøde svarer til Støjbergs pressemeddelelse
– Så Mette Frederiksen afholder pressemøde, hvor hun bekendtgør aflivningen, uden hjemmel?
– Ja, og det er den afgørende lighed, hvis vi skal vurdere chancen for, at hun kan blive stillet for en rigsret. Ligesom Støjberg benyttede en pressemeddelelse til en ulovlig instruks, benyttede Mette Frederiksen et pressemøde til at udstede en ordre, der ikke var lovhjemmel til. På den måde er de to sager ens.

Topembedsmændene svigtede, men det fritager ikke statsministeren for ansvar
– Men så er der vel den forskel til Støjbergsagen, at ingen af Mette Frederiksens topembedsmænd sagde fra og gjorde hende opmærksom på, at hun formentlig manglede hjemmel til aflivningen?
– Det er tilsyneladende rigtigt, at ingen af de tilstedeværende topembedsmænd på det afgørende møde den 4. nov. 2020 sagde fra. De svigtede. Men hvis man læser papirerne fra embedsmænd længere nede i systemet og specielt fra Fødevareministeriet, så var det ret tydeligt, at der var et hjemmelsproblem.

– Men de papirer fik Mette Frederiksen ikke læst, da det hastede med at få truffet en beslutning.
– Det er ingen undskyldning. Ifølge ministeransvarlighedsloven er det mindst grov uagtsomhed, hvis en minister ikke får læst på lektien. Og man må også forstå, at Mette Frederiksens ret enerådende og kontante ledelsesstil kan få embedsværket til at klappe i og undlade at reagere, selv om det burde. Mette Frederiksen og hendes departementschefs ledelsesstil passiviserer det øvrige embedsmandskorps.

Uskreven statsretlig nødret
– Jeg forstår på dig, at du mener, statsministeren læner sig op ad en rigsretssag, fordi hun har handlet uden lovhjemmel. Men statsretsjurister opererer med et begreb, der hedder ”uskreven statsretlig nødret”. ”Uskreven” betyder, at nødretten ikke er indskrevet i grundloven, men at grundlovens regler kan fraviges, såfremt der foreligger »en virkelig alvorlig fare for staten og dens institutioner«. Kan Mette Frederiksen ikke henvise til den regel?
– Uha, det skal der klogere jurister med speciale i statsforfatningsret til at afgøre.

– Hvad tror du oddsene er for, at minksagen ender i Rigsretten?
– Det afhænger af De Radikales stilling – og så kan alt jo ske.

Støjberg kørte dobbeltstandarder
Bjarne Laustsen, MF for Socialdemokratiet og valgt i Frederikshavnskredsen, ser ingen ligheder mellem minksagen og Støjbergsagen. Han siger:
– Den største forskel er, om man vil indrømme, man har lavet en fejl eller ikke. Støjberg vil ikke respektere, at Rigsretten mener, hun med forsæt har brudt loven.
Støjberg forsøgte at køre en dobbeltstandard, en hård og kontant pressemeddelelse udadtil og indadtil en påstand om, at der skulle være en individuel sagsbehandling. Det viste sig at være en efterrationalisering, og den hoppede hverken Instrukskommissionen eller Rigsretten på.
Havde hun bare bøjet af, eller VLAK – regeringen havde givet hende en næse, så havde vi været denne sag foruden, for alle i Folketinget ville jo skille barnebrudene, hvis de var blevet tvangsgiftede.

Lovligt at kræve alle mink aflivet – ja nærmest en pligt
Blandt jurister er der uenighed, om nedslagtningen af minkene krævede en ny, udvidet hjemmel. Ingen jurister er i tvivl om, at der var tilstrækkeligt lovgrundlag til at slå mink ned i de områder, hvor covidsygdommen var brudt ud. Men var der også lovgrundlag for at slå raske mink ihjel?
Tage Siboni var i sin rolle som vicedirektør i Fødevarestyrelsen i 2003 til 2005 med til at formulere Lov om hold af dyr.
Han siger til netavisen Pio (8.12.20)
– Loven siger ikke noget om, hvor stort området omkring et udbrudssted skal være, og derfor var det lovligt at kræve alle mink aflivet.
Han understreger desuden, at Lov om Husdyrhold faktisk også forpligter regeringen til ikke bare at handle, men handle omgående:
– Når lovgrundlaget er der, og den videnskabelige rådgivning tilsiger det, er der ikke alene en ret for regeringen til at handle, men faktisk en pligt.

Rettede øjeblikkeligt op på den manglende lovhjemmel
Bjarne Laustsen er i tvivl, om der manglede et lovgrundlag til at slå de raske mink ned:
– Mette F. rettede op med det samme, regeringen blev klar over den mulige, manglende hjemmel til også at slå de raske mink ned. Så der har formodentlig slet ikke været noget lovbrud, fordi fejlen blev opdaget, inden man nåede de raske farme. Og der var det nødvendige lovgrundlag tilvejebragt. Det skete den 21. 12. 20. Så Støjbergsagen og minksagen er to helt forskellige sager.
———————-
Topfoto: Mette Frederiksen og Inger Støjberg. Er de i samme båd? Foto Steen Brogaard