Folkeskolen har i årevis kæmpet med strukturelle problemer og økonomiske nedskæringer. Nu forsøger Børne – og undervisningsminister, Tesfaye, så at rette fokus et andet sted hen – til en kritik af forældrenes opdragelse af deres børn: PDO. Reetablering af den mere autoritære lærerrolle og muligheden for fysiske sanktioner mod uvorne elever er et af hans bud på fremtidens folkeskole. I denne artikel sættes ministerens børne – og skolesyn ind i en historisk kontekst og møder virkeligheden på Strandby Skole nord for Frederikshavn.
Mattias Tesfaye har med sit akronym for ”pissedårlig opdragelse” – PDO – igangsat en debat, som fjerner blikket fra strukturelle og økonomiske problemer i folkeskolen for i stedet at rette skytset mod forældrenes opdragelse af deres børn. Begrebet er upræcist og indbefatter tilsyneladende også spørgsmålet om genskabelsen af lærerens autoritet og muligheden for at gribe til fysiske sanktioner over for elever, der har en afvigende adfærd.
Dækker PDO diagnosebørn og børn, der tager på skiferie i skoletiden?
Bortset fra, at begrebet er ret så populistisk og på usmagelig og nedladende vis relaterer til de alvorlige bogstavsdiagnoser, som børn i mistrivsel får som lægeligt prædikat, så har vi endnu til gode at høre, om PDO også omfatter f.eks. ADHD – og autismebørn, således som en af ministerens partifæller – DSU forpersonen Evelyn Jensen – tilsyneladende mener. Det er hævet over enhver tvivl, at ministeren mener, at det er PDO at forstyrre undervisningen, men er det også PDO, at ressourcestærke forældre tager deres børn med på en uges skiferie i skoletiden? Er det PDO, når forældre af forskellige grunde ikke evner at hjælpe deres børn med lektierne og holde dem til ilden eller får smurt en sund madpakke?
Fokus flyttes fra strukturelle og økonomiske problemer til individuel opdragelse
Hvorom alting er, så kan Tesfaye have en politisk interesse i at få flyttet fokus fra de evindelige besparelser, kommunerne år efter år er blevet pålagt af regering og folketing, og som bl.a. har bevirket, at skolernes budgetter er skrumpet, til forældrenes opdragelse af børnene. Ikke dermed sagt, at en sådan debat ikke også kan have sin relevans, men den må som mindstemål kræve – især af en socialdemokratisk minister – at han indser, at socialisation afhænger af sociale baggrundsfaktorer som uddannelse, økonomi, etnicitet, alder, køn m.m.
Tesfayes forsøg på at reducere strukturelle problemer og økonomisk smalhals i folkeskolen til et spørgsmål om forældres individuelle, manglende adækvate opdragelse af deres børn og genindførelse af fysiske sanktioner er også interessant set i en historisk belysning.
Løgstrup og formløshedens tyranni
Det skole – og børnesyn, som satte dagsordenen frem til sluttresserne byggede på en udtalt autoritær pædagogik. Den sorte skole med dens tankpasserpædagogik og kontante fysiske afstraffelse af urolige elever gjorde det umiddelbart ikke særligt attraktivt at være elev. Begyndende kulturradikale tanker om et antiautoritært opgør med konventioner og normer og en frisættelse af individet blev i starten jordet af bl.a. K.E. Løgstrup, der med begrebet ”formløshedens tyranni” argumenterede for, at en mere fri udfoldelse for eleverne og en nedprioritering af herskende normer og konventioner vil føre til nye, uformelle magtstrukturer, som kan være lige så undertrykkende som de formelle regler og ende i respektløshed og ligegyldighed – sågar tyranni.
68 – oprøret og rundkredspædagogik
De nye tanker om en frigørende, elevinddragende og demokratisk pædagogik var imidlertid ikke sådan at slå ned, og med ungdomsoprøret slog de for alvor rod – først i universitetsverdenen og oprøret mod professorvældet, sidenhen forplantede de sig nedad i undervisningssystemet.
Hvor den skole og undervisning, der kom ud af 68-oprøret, langt hen byggede på kollektive fællesskabstanker, så svingede pendulet senere i århundredet og ind i det nye i takt med etableringen af det senmoderne samfund over mod individualisering og selvrealisering. Ungdomsoprørets læringsideer blev nedladende karakteriseret som ”rundkredspædagogik” Den fremherskende elevtype var nu langt hen sig selv nok, og forældrene placerede i stigende grad deres børn i privatskoler ud fra den opfattelse, at hensynet til den enkelte elev, fagligheden og klasserumsstyringen her prioriteredes højere end i folkeskolen.
20 % af eleverne går i privatskole
Det er måske også i det lys, man skal se Tesfayes PDO-reprimande til folkeskoleforældrene. Næsten hver 5. elev går i dag i en privatskole, og der er tale om en stigning fra 13 % i 2007. Når vi dertil lægger, at elever i privatskoler i højere grad kommer fra hjem med en stærk socioøkonomisk baggrund, så ligger det lige for at antage, at den danske folkeskole i faldende grad vil afspejle befolkningens sammensætning. Skævheden er mest udtalt i de større byer, men også i landkommuner ses en tendens til, at forældrene vælger private tilbud – bl.a. som følge af at den lokale folkeskole er lukket.
Dobbeltstandarder: Nedtoner PDO på byggepladser
En interessant detalje viser, at Tesfaye opererer med dobbeltstandarder. Nogle folkeskoleelever, der har været i juniormesterlære, har klaget over den ubehagelige og nedgørende omgangstone, de har mødt på byggepladser fra de voksnes side. Denne PDO nedtoner Tesfaye imidlertid og karakteriserer den som undtagelser på et i øvrigt velfungerende og ordentligt arbejdsmarked.
Fællesskab og individualisering ikke et nulsumsspil
Det er at gå for vidt at påstå, at Tesfaye med sit PDO – opråb vil genindføre den sorte skole. Men der er klare tendenser til en opstramning, der peger bagud.
Heroverfor står et skole – og børnesyn, der vil socialisere eleverne til selvstændige, demokratisk indstillede og fagligt kompetente mennesker med blik for samhørighed. I den forstand er fællesskab og individualisering ikke et nulsumsspil, men hinandens forudsætninger.
Et stærkt fællesskab forudsætningen for en god skole
Mogens Brag er leder på Strandby Skole nord for Frederikshavn og sidder i Skolelederforeningens hovedbestyrelse.
Han har det svært med Tesfayes akronym, PDO:
– Jeg synes, ordvalget er uheldigt, fordi det relaterer nedladende til en debat, der godt kan være behov for at tage. Midt i en meget individualiseret tid synes jeg, det er vigtigt, at vi som samfund anerkender og genfinder værdien i et stærkt fællesskab, og det kan betyde, at individet må lade egne behov træde i baggrunden et øjeblik af hensyn til fællesskabet. Det vil debatten om PDO forhåbentligt føre til.
Forældrene gør det så godt, de kan
– Men har Tesfaye ikke en pointe med den debat, han har igangsat, hvor han tilsyneladende med sit PDO – begreb både vil sende et budskab til forældrene om i større udstrækning at tage vare på opdragelsen af deres børn, så de opfører sig ordentligt i timerne, og i forlængelse heraf vil reetablere den respekt for lærerrollen, som i hans optik har lidt et knæk?
– Det er en meget generaliserende påstand og en retorik, som forfladiger en problematik, der efter min mening er langt mere kompleks end som så. Jeg synes, ministeren taler ned til forældrene, som efter min opfattelse med deres forskellige forudsætninger og sociale baggrunde gør det så godt, som de kan.
– Vil det sige, at I på Strandby Skole slet ikke har elever, som til tider er ud til bens?
– Det har vi som alle andre folkeskoler. Vi har også børn, der er udfordrede, og som kræver særlig opmærksomhed. Men jeg vil være ked af i den sammenhæng at rette beskyldninger mod forældrene for manglende kompetence og opdragelse. Det er min klare overbevisning, at alle forældre gør det bedste, de kan. Alle forældre kender til tvivl, svære dilemmaer og overvejelser i rollen som forælder. Jeg tror egentlig, det vil være gavnligt, hvis folkeskolen skabte en sammenhæng, hvor det blev naturligt, at forældre mødtes og drøftede forældrerollen, tendenser i tiden og opdragelse. Jeg ville gerne være med til at facilitere et sådant debatforum
Hensynet til den enkelte varetages bedst i et fællesskab
– Selv om du så er uenig med ministeren i hans vinkling af de problemer, folkeskolen efter hans mening står overfor, så er det vel dokumenteret, at ikke alle børn trives i den danske folkeskole og flere søger over i privatskoler?
– Ja, der er udfordringer. I vores egn af landet er folkeskolen under pres på grund af besparelser og faldende elevtal. Vi har i årevis måttet tilpasse os beskårne budgetter, der gør det meget svært at indfri de forventninger, forældrene stiller.
Folkeskolen er i mine øjne den vigtigste dannelsesinstitution i det danske samfund, og vi har en opgave i at få alle elever og forældre til at se, at hensynet til den enkelte elev bedst varetages i et fællesskab. Vi skal som skole insistere på, at vi er et fællesskab, hvor det overordnet handler om at almendanne eleverne og lære dem specifikke, faglige kompetencer samtidig med, at vi socialiserer dem til demokrati, medinddragelse og respekt for hinanden.
—–
Hovedfoto: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Foto Keld Navntoft
