Biodiversitet i krise? (anden del)

(Denne artikel er den anden af to om biodiversitet med fokus på Nordjylland. Den første blev udgivet i netavisnord d. 29/3).
Dansk natur har det halvskidt. Årtiers intensiv landbrugsdrift, nedprioritering, nyttetænkning er godt i gang med at ændre dansk natur for altid. Arter forsvinder i foruroligende hast, og viljen til at stoppe denne triste udvikling kan ligge på et meget lille sted i det politiske landskab. Når man taler om naturpolitik i dag, drejer det ofte om offentlighedens adgang til og muligheder i landskabet; mountainbikeruter, spiselige planter, klatreparker; sjældnere om, hvordan naturen har det ifølge videnskaben. Og nej, en kornmark er ikke natur, selv om den tidligere minister for Landbrug og Fødevarer hårdnakket påstod netop det.

Fragmenteret natur
Derfor er det også indlysende, at det er nødvendigt at sikre de små pletter i landskabsmosaikken, der har undgået at blive inddraget som by, infrastruktur, landbrug eller plantage. Der eksisterer stadig rester af fortidens skove, moser, enge, overdrev, strande, heder rundt omkring i landsdelen, som rummer værdifulde rester af unik biodiversitet.

Skørpingområdet har Danmarks eneste overlevende populationer af de fredede og sårbare orkideer, Fruesko og Bakkegøgeurt.

Lundby Hede mellem Nibe og Løgstør har den udryddelsestruede sommerfugl, Hedepletvinge, sammen med fragmenter af heder og kystområder i Vendsyssel. Gul og Brun Bjørnesvirreflue, som næsten ingen fans har, overlever i moser, heder og enge i området, hvor vandet er helt rent og der findes nok Blåhat og Djævelsbid til at klare den igennem et ellers blomsterfattigt efterår.

Sjældne bregner og laver overlever på gamle kirkediger. Hammer Bakker, nord for Nørresundby, rummer flere sjældne arter, bl.a. sommerfuglen Brun Pletvinge.

Ådalene langs Villestrup, Binderup, Lindenborg og Sønderup Å rummer mange sjældenheder, bl.a. Mosehornuglen. Råbjerg Mile er et fristed for planter, fugle, padder og krybdyr.

Skovene, engene, moserne, vandløbene og hederne på den Jyske Ås mellem Dronninglund og Østervrå rummer på grund af stor jordbunds- og landskabelig variation en stor mangfoldighed af arter.
Klitter og strandenge langs Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Limfjorden og Mariager Fjord er eksempler på fristeder, det aldrig har været profitabelt at drive kommercielt, og som derfor også kan og skal bevares for eftertiden.

Lille Vildmose i Himmerland er fint på vej mod bedre naturtilstand og er vigtig for mange ande- og rovfugle, bl.a. Hav- og Kongeørn. Her er Elgen, som ellers blev udryddet af jægere allerede for 4.500 år siden, blevet reintroduceret sammen med en flok vildheste. En selvindvandret Guldsjakal dukker også op med jævne mellemrum.

Udvidelse af naturarealerne
Fragmenterne – den bevarede og fredede værdifulde natur – skal dog sikres og deres uberørthed forbedres. Det kunne gøres ved at udvide fredningerne omkring allerede eksisterende fredninger og ideelt set sørge for biokorridorer, som forbinder de enkelte naturområder og tillader dyr og planter at vandre/flyve/svømme imellem disse.

Det kræver at landbrugsjord – og helst arealer med forskellig bonitet – bliver omlagt til natur, hvilket vil give politikerne mulighed for at vise, om de virkelig vil naturen det godt, for det bliver (måske) dyrt at ekspropriere landbrugsjord. EU’s massive landbrugsstøtteordninger har nemlig mangedoblet jordens naturlige værdi. Marx ville have sagt, at jord i sig selv ikke er af værdi. Det er derimod det arbejde, som lægges i dyrkningen af jorden, der udgør værdien. Denne tese har EU omdefineret, idet støtten naturligvis kapitaliseres i jordværdien, således at prisen ved salg afspejler forrentningen af den forventede støtte i fremtiden. Da støtten er betalt af skatteyderne, vil skatteyderne ikke blot betale støtten til jordbrugerne men også den fremtidige forrentning af denne i form af en urealistisk høje jordpriser, når den frikøbes til naturformål.

Man kunne så tro, bønderne var vinderne i dette spil, men faktisk er vinderne de banker og kreditinstitutter, der har finansieret bondens køb af jorden. Ergo er landbrugsstøtten reelt bankstøtte, og bankerne burde tvinges til at betale bønderne ud og overlade jorden til samfundet.

Rewilding
I de senere år er faldet – eller noget af det – i biodiversiteten blevet tillagt manglen på ”større planteædere” som f.eks. den europæisk bison (visenten), vildhesten og elgen. Enkelte har endog foreslået elefanter som mulige biodiversitetsbidragere. Ideen er, at disse store dyr vil kunne indtage de pladser, de oprindelig havde efter sidste istid (Rewilding). Her fouragerede de på græsser og træer, som de mindre, allerede eksisterende planteædere ikke spiser. De vil kunne rode op i jorden, som vildsvin gør det, skabe lysåbne områder i skoven, fjerne dominerende græs-, busk- og trævækst, og dermed bane vejen for en myriade af andre skabninger; biller, der vil kunne leve på dyrenes afføring og ådsler, fugle der vil kunne æde insekterne etc., etc.. Aage V. Jensen Naurfond har konkrete planer om at rewilde bisoner i Lille Vildmose i 2019 eller -20.

Bæveren er et andet rewildingprojekt, som har vist sig at være en stor succes. Efter 1000 års fravær blev en lille flok udsat i Klosterheden i Vestjylland. Siden har arten bredt sig mod syd og nord. Den blev observeret i Sønderup Ådal for få år siden, og den har formået at krydse Limfjordens salte vande et eller andet sted for at slå sig ned i Jammerbugt Kommune i 2018. Også bæveren har en stort biodiversitetspotentiale. Med dens fældning af træer giver den lyset adgang til skovbunden og lys giver altid liv. Med dens dæmningsbyggeri skaber den nye småsøer i landskabet. Måske vil den vise sig at være biodiversitetsmæssigt problematisk ved at blokere faunapassagerne i visse åer med opgang af ål og laksefisk.

Ulven har ”rewilded” sig selv i Danmark og er blevet spottet flere steder i både Himmerland og Vendsyssel. Som topprædator vil den kunne indtage sin gamle plads i naturen efter kun 206 års fravær og bl.a. kunne holde bestandene af rådyr, kronhjorte og de nye store græsædere sunde og begrænsede.

Døde træer i skovene
Død og forfald er kilde til nyt liv og mangfoldighed og støder i dag ofte imod nytteprincipperne i samfundet. Træet går jo til spilde, tænker man, når det blot ligger og forrådner i skovbunden eller tørrer ud som døde opretstående stammer i skoven. Heldigvis er dette slet ikke tilfældet. En hær af bakterier, alger, svampe, insekter og fugle står i kø for at fouragere på dødt ved. Spætter og andre hul- og hulerugende fugle og dyr vil finde redemuligheder i døde og døende træer. Derfor er urørt urskov af oprindelige danske arter en vigtig ingrediens i biodiversitetsforbedringerne og fortjener at blive mindst lige så udbredte i den nordjyske natur som de triste tømmer- og flisproducerende plantager. Fakta er for øvrigt, at grantræet først blev indført i dansk natur i 1700-tallet og rettelig sammen med bjergfyr og bjørneklo burde betragtes som invasive arter.

Haverne som oaser
For en til to generationer siden bestod de fleste villaparceller og kolonihaver af en anseelig køkkenhave, nogle blomstrende frugtbuske og -træer og prydtræer, en staudesektion og en kompostbunke udover den obligatoriske græsplæne. Køkkenhaver kan give føde til diverse biller, sommerfugle og smågnavere, der igen er føde for små og store fugle. Frugttræernes, krydderurterne og staudernes og løgplanternes pollen og nektar er en delikatesse for sommerfugle, humlebier, jordbier og andre insekter og specielt gavnlige for bestandene på grund af deres sæsonmæssige spredning henover forår-sommer-vinter; en spredning det moderne landbrug ikke længere matcher.

Fakta er, at uden haverne som oaser ville bierne og en række andre insekter forsvinde på grund af fødemangel. Her kan man altså selv som husejer yde et værdifuldt bidrag til biodiversiteten. Man kan ”rewilde” noget af sin velplejede græsplæne (husk endelig at sætte et skilt op ved fortovet, der forklarer hensigten med galskaben!) ved at fjerne græstørven og lade naturen træde ind.

Man kan hjælpe den lidt på vej med udsåning af danske vildfrøblandinger. Man kan prioritere bi- og sommerfugleplanter. Man kan bygge bihoteller eller lade en stor grenfyldt kompostbunke være hjemsted for alverdens kryb, fugle og pindsvin. Og så skal man selvfølgelig undlade at bruge gift i haven. Insekterne er her – som alle andre steder – grundlaget for en god biodiversitet.

Konklusion
Mange økosystemer er under pres, og det kan dokumenteres, at biodiversiteten er truet. Truslerne, som her er opregnet, er svære at vægte over for hinanden. Det store fald i biodiversiteten ses overalt på kloden og er formentlig et resultat af en cockaileffekt af forskellige negative faktorer. Ifølge Morten DD Hansen er det påvist, at selv på isbjørnelort i det nordligste Nordgrønland er antallet af fluer faldende. Det kunne godt give anledning til tvivl om, hvorvidt vi har identificeret alle trusler mod biodiversiteten.

I mellemtiden bør vi udvide det areal, vi tilbagegiver til naturen og holde nallerne fra den. Der skal komme flere blomstrende planter, som producerer pollen og nektar, som insekterne kan leve af, som fuglene kan spise etc. Naturstyrelsen har for nylig i flere tilfælde præsteret at fælde en stor mængde ældgamle bøge og egetræer på statens arealer, ironisk nok under påskud af at ville sikre biodiversiteten. Og at tillade biavlere (erhvervsmæssig produktion af honning) at sætte stader op i Nationalpark Thy, hvor de naturlige bier så skal udsættes for konkurrence fra honningbier (sukkerfodrede husdyr). Det giver ingen mening!

Danmark tiltrådte i 2010 de 20 delmål, som stats- og regeringslederne enedes om ved partsmødet i Biodiversitetskonventionen i oktober 2010 i Nagoya, Japan. Ambitionerne var høje, men her 1 år før alle tiltag skulle have været implementeret, må man konstatere, at der må have været andre dagsordener, som har været vigtigere for de skiftende regeringer i 10’erne.