Faktaresistente politikere?

”Hvis det er Fakta, så benægter a Fakta”. Ordene stammer fra Venstres Søren Kjær under en folketingsdebat i 1890’erne. Men også flere af vore dages politikere reagerer på samme måde, når de konfronteres med faktuel viden. Det eksemplificeres i denne artikel med to nordjyske folketingsmænds stillingtagen til indførelsen af tolkegebyr og legaliseringen af peberspray.

Det er ikke kun faktaresistensens ukronede konge, Donald Trump, som er faktaresistent. Det er vi alle i et eller andet omfang. Vi er tilbøjelige til at søge bekræftelse for det, vi allerede tror og mener, og afvise det, der ikke passer ind i vores verdensbillede. Vores mere eller mindre udtalte faktaresistens har imidlertid normalt ikke nogen større samfundsmæssig betydning. Men det er noget andet, når politikere er faktaresistente og vedtager love med store konsekvenser for befolkningen.

Det er sjældent, at politikerne indrømmer, at tro eller følelser har været eller bør være styrende for deres beslutninger. En undtagelse er Dansk Folkepartis Peter Skaarup, som på partiets hjemmeside har udtrykt sig således: ”Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum”.

Tolkegebyr
Men faktaresistens er ikke noget, der er forbeholdt DF-politikere. Et godt eksempel er det tolkegebyr, som et folketingsflertal bestående af regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indførte sidste år.
Udlændinge, som har været bosat i mere end 3 år i landet, skal nu betale for at få tolkebistand ved behandling på sygehuse, hos almenpraktiserende læger og speciallæger. Dog kan personer, som pga. alder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne blive fritaget for at betale. Det samme gælder forældre, som i forbindelse med behandling af et barn, har behov for en tolk. Børn under 18 år må ikke fungere som tolk.
Det er lægen, som afgør, om en tolk er nødvendig for behandlingen, og som yderligere skal sikre, at tolken har de nødvendige sproglige kvalifikationer til at varetage opgaven.
Gebyret er pt. 1.675 kr. for tolkebistand, når man er indlagt på hospitalet, og 334 kr. hvis man har brug for en tolk ved besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen.

Kritikken hagler ned
Loven blev i høringsperioden forud for folketingsbehandlingen mødt af en storm af indsigelser fra fagfolk og andre, som til dagligt beskæftiger sig med området. Det gjaldt bla. Lægeforeningen, de sundhedsfaglige fakulteter på landets universiteter, Dansk Sygeplejeråd, Jordmoderforeningen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Sygeplejeetisk Råd, Danske Fysioterapeuter, Danske Regioner, Institut for Menneskerettigheder og mange, mange andre.
Overordnet var ikke ét af de mange høringssvar positiv overfor lovforslaget. Tværtimod. Man pegede bla. på,
– at mange patienter ikke vil have råd til tolkebistand.
– at der vil være en øget risiko for fejldiagnosticering og fejlbehandling.
– at tilliden mellem patient og læge svækkes, hvis lægen vurderer, at der er i forbindelsen med en konsultation eller behandling er behov for tolkebistand, men patienten afslår at modtage bistanden, fordi han/hun ikke har råd.
– at der indføres betaling i det danske sundhedsvæsen, som ellers er gratis, og at princippet om retten til let og lige adgang til det danske sundhedsvæsen brydes.
– at uligheden i sundhedsvæsenet øges mellem dem, som kan betale for tolkebistand, og dem der ikke kan
– at lægen ikke i alle tilfælde er i stand til at vurdere, om en patient har behov for tolk.
– at nogle syge pga. tolkegebyret ikke vil søge læge og dermed forværre deres sygdom og derfor påføre sundhedsvæsenet endnu større udgifter på sigt.
– at den anslåede, årlige besparelse på 2,4 mio som følge af egenbetalingen vil blive mere end ædt op af merudgifterne ved fejlbehandling pga. en mangelfuld kommunikation mellem læge og patient.
– at gebyret vil påføre regionerne betydelige administrative omkostninger, ligesom det var tilfældet i 2011, da der eksisterede et tolkegebyr.
– at sundhedspersonalet bliver pålagt øget administration og bureaukrati som følge af gebyret, og at det vil tage tid fra deres kerneopgaver.
– at selvom man kan tale dansk, er det ikke ensbetydende med – ligesom det gælder mange etniske danskere – at man kan forstå de medicinske termer om f.eks. kroppens anatomi, indre organer, medicinbivirkninger m.m.

Man kunne måske så forvente, at kritikken og ophobningen af fakta fra hele rækken af fagfolk ville gøre Christiansborg-politikere lydhøre. Men det skete kun i begrænset omfang.

Politikerreaktioner
Et eksempel på det er det nordjyske folketingsmedlem og Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, som under folketingsdebatten ganske vist sagde, at han havde ”kigget høringssvarene meget nøje igennem”. Men det kunne man ikke rigtigt høre i hans ordførertale, hvor han ikke forholdt sig til kritikken fra fagfolkene. Han støttede forslaget, fordi det efter hans mening ville styrke integrationen.

Både han og Venstres ordfører Jane Heitmann indrømmede, at de fakta, som fagfolkene havde fremført i deres høringssvar, ingen betydning havde for deres stillingtagen. ”Jeg fremførte ingen sundhedsmæssige argumenter”, lød det fra Flemming Møller Mortensen. Og Jane Heitmann betegnede i egen ordførertale sin holdning med: ” Der er ikke et eneste sundhedsfagligt argument i den”.

Heller ikke Liberal Alliances ordfører ofrede noget af sin ultrakorte ordførertale på fagfolkenes kritik. Hvordan de Konservative stillede sig til fagfolkenes argumenter, er ikke til at vide, fordi de gjorde sig ikke den ulejlighed at stille med en ordfører under folketingsdebatten. Som LA’s ordfører konkluderede: ”Liberal Alliance støtter forslaget, og jeg skulle hilse fra De Konservative og sige, at det gør de Konservative også”.

Peberspray – et andet eksempel
Et flertal i Folketinget – Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – har vedtaget, at fra 1, januar i år må personer over 18 år købe og anvende peberspray i såkaldt ”lovligt nødværge” i deres eget hjem. Pebersprayen skal købes hos autoriserede våbenhandlere, men hvem køberne er, registreres ingen steder.

Ligesom ved tolkegebyret udtalte en række fagfolk og eksperter sig kritisk om denne lovliggørelse af peberspray til brug i eget hjem.

Politiet er i sit høringssvar til Justitsministeriet ”særdeles betænkelig”. Politiforbundet anfører bla., at loven betyder ”en lettere adgang til våben og dermed en forøget risiko for, at polititjenestemænd i fremtiden, i højere grad end i dag, vil blive mødt af personer, der er i besiddelse af peberspray”, og dermed udsætte betjentene for større fare. Endvidere anføres det, at politibetjentene får en 3-timers, grundig uddannelse i brugen af peberspray, mens en køber af peberspray ifølge loven kan nøjes med en – i øvrigt ikke-konkretiseret – vejledning af en våbenhandler.

Det kriminalpræventive Råd, hvis øverste ledelse bl.a. består af højtstående repræsentanter fra Rigspolitiet, Politiet og Kriminalforsorgen – er også modstander af legaliseringen af peberspray. Rådet peger på en række negative konsekvenser, bla.: 1) Kriminelle vil få lettere ved at få fat i peberspray og dermed øges risikoen for, at den vil blive anvendt både overfor offentlige myndigheder og private. Det er ensbetydende med en eskalering af volden, understreges det.
2) Grænserne for ”lovligt nødværge” – som er betingelsen for at måtte bruge pebersprayen – kan være vanskelige at vurdere i en situation, hvor man er bange, og derfor risikerer den overfaldne selv at blive dømt for vold, hvis peberspray anvendes uretmæssigt.

Men selv om fagfolk og eksperter advarer imod at vedtage loven, har deres advarsler tilsyneladende ingen effekt på tilhængerne af den. Det gælder bla. Venstres retspolitiske ordfører, det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen.
For ham har eksperternes advarsler tilsyneladende ikke rigtigt betydet noget. Han indrømmer dog, at peberspray i nogle tilfælde kan give en falsk tryghedsfornemmelse, men som han formulerede det under folketingsdebatten om loven: ”Det skal jeg ikke stå og afgøre. Jeg skal tværtimod afgøre, om folk, der har lyst til selv at erhverve en peberspray, kan erhverve den, og det vil vi gerne give tilladelse til”.

Det Kriminalpræventive Råds påpegning af, at der vil være risiko for, at en person, der bruger peberspray, selv kan risikere at blive dømt som voldsmand, tror(!) Preben Bang Henriksen ikke på. ”Jeg tror helt sikkert ikke, det vil give problemer”, som han siger.

Fartgrænser, rygning, straf, nationale tests
Nu kan det forekomme lidt uretfærdigt, at netop de to nordjyske folketingsmedlemmer trækkes frem og udpeges som faktaresistente. Det er det måske også, fordi de er bestemt ikke ene om at være det.
Der er masser af andre eksempler fra den politiske verden. Bla.:
– når trafikforskere dokumenterer, at øgningen af fartgrænserne på landevejene uundgåeligt medfører flere døde og lemlæstede trafikanter,
– når sundhedsforskere dokumenterer, at dødsfald som følge af rygning – især hos unge – vil falde drastisk, hvis man indfører en høj afgift på tobaksvarer,
– når kriminologer dokumenter, at højere straffe i en række tilfælde ikke har nogen hverken general- og specialpræventiv effekt, men tværtimod øger kriminaliteten
– når uddannelsesforskere og andre fagfolk dokumenterer, at de nationale tests for folkeskoleelever er ødelæggende for undervisningen og for mange elevers skoleliv,
– når klimaforskere dokumenterer, at flere motorveje forværrer klimaet,
….ja, så lukker mange politikere ørerne og forlader sig på deres tro, følelser eller mavefornemmelser.

Faktaresistente politikere?
Men er der i eksemplerne i denne artikel egentligt tale om, at politikerne er faktaresistente. Foretager de ikke bare en politisk prioritering? Eller skyldes f.eks. Flemming Møller Mortensens og Preben Bang Henriksens stillingtagen til henholdsvis tolkegebyr og peberspray ikke bare, at de vil imødekomme nogle af Dansk Folkepartis mærkesager for at gøre deres partiers parlamentariske arbejde lettere?
Det skal indrømmes, at grænsen mellem faktaresistens på den ene side og politiske eller parlamentariske prioriteringer på den anden side kan være hårfin. Men når politikere i en række tilfælde i så udstrakt grad ignorerer og ikke forholder sig til fagfolkenes viden – især når fagfolkene er massivt enige – eller erstatter videnskabelig dokumentation med et ”jeg tror” og ”jeg føler”, må disse politikere finde sig i at blive betegnet som faktaresistente.