Livet på Borgen – og tiden derefter

Hvordan er livet som nyvalgt folketingsmedlem og hvordan arter det sig, når man ikke længere sidder på Borgen. Det har vi spurgt nordjyske Susanne Zimmer om – et af de folketingsmedlemmer, som ikke blev genvalgt ved folketingsvalget for et halvt år siden. Hendes parti – Frie Grønne – klatrede ikke over spærregrænsen på 2 %.

Ved valget i 2019 fik Alternativet, som Susanne Zimmer var opstillet for i Nordjylland, 6 mandater. Det ene af dem gik til hende.

– Hvordan var det at være nyvalgt folketingsmedlem, Susanne Zimmer?
– Det var en total omvæltning af min hverdag. Jeg blev en del af en verden, jeg ikke havde forestillet mig, før jeg var midt i den. Jeg skulle hurtigt vænne mig til at være folketingsmedlem. Man er på med det samme. Det var en voldsom og spændende rejse.

– Følte du dig klædt på til opgaven som nyt FT-medlem?
– Nej, det synes jeg ikke, men det kan man nok heller ikke blive. Der er jo mange kandidater opstillet til valget, og man ved jo ikke på forhånd, om man bliver valgt ind.

Forholdet til politiske venner og modstandere
– Jeg havde en samtale med Lene Espersen, kort tid efter hun blev valgt ind i Folketinget for første gang. Der sagde hun, at hun som nyvalgt fik stor hjælp af sine politiske kolleger, også af politiske modstandere, til at bestride arbejdet som folketingsmedlem. Jeg må indrømme, at jeg syntes, at det var temmelig naivt af hende at tro, at også politiske modstandere ville hende det det bedste, men havde hun ret?
– Grundlæggende er forholdet mellem politikerne godt. Man kan f.eks. få hjælp af politiske modstandere til at finde ud af, hvor man skal henvende sig for at få hjælp i forskellige situationer, f.eks. hos udvalgsekretærer og i ministerierne i en given sag.
Generelt synes jeg, at der er en meget, meget god stemning blandt kollegerne, selvom det måske ikke ser sådan ud i diskussionerne i salen og til samrådene. Men efter diskussionerne er stemningen præget af venskabelighed og også humor.

– Er der i dine 3½ år i Folketinget nogen af medlemmerne, du ikke har snakket med?
– Ja, det er der, men der er ikke nogen, jeg ikke har hilst på.

Folketingsmedlemmernes arbejdsbyrde og løn
– Hvordan vil du karakterisere arbejdsbyrden hos politikerne i Folketinget?
– Den afhænger meget af størrelsen af det parti, man repræsenterer. Den enkelte politiker hos de små partier har mange ordførerskaber og udvalgsposter.

– Hvor mange timer arbejder man i gennemsnit i en uge?
– Jeg tror, jeg vil vende det om og spørge, hvor mange fritimer, man har i en uge. Når jeg har været i København – typisk fra mandag aften til fredag formiddag – har jeg stort set arbejdet alle mine vågne timer, fordi arbejdet jo ikke blot består af møderne i Folketinget, men også med at læse mails, besvare opkald fra kollegaer og ministerierne og i forhandlingssituationer også ministre, forberede taler, læse lovforslag med meget mere.
Og man har ikke fri, når man er hjemme på weekend, hvor man også får mails, skal være på de sociale medier og skal rundt i valgkredsen til møder osv.

– Svarer den løn og de honorarer, som man får som folketingsmedlem, til arbejdsbyrden?
– Månedslønnen er høj nok, men timelønnen er eddermame lav for mange folketingspolitikere, inkl. mig.

Mere stress hos politikere?
– Der har i offentligheden på det seneste været talt meget om folketingsmedlemmernes stress, eksemplificeret bla. af Jacob Ellemanns sygeorlov. Tror du, det er mere stressende at være politiker end feks. pædagog, sygeplejerske, lærer – bare for at nævne nogle få?
– Det er et godt spørgsmål. Men hvis man ser generelt og statistisk på det, tror jeg ikke, at der forholdsvist er flere stressramte hos politikere end hos andre faggrupper.

Medierne
– Hvordan ser du på mediernes omtale og behandling af politikerne. Feks. har man diskuteret BT’s overvågning med skjult kamera af justitsminister Peter Hummelgaards parkering, når han afleverer sine børn i daginstitutionen?
– Dilemmaet er, at man som politiker har brug for medierne for at få sine budskaber ud i offentligheden, men samtidigt også skal være på vagt, når man stiller op til interviews og bliver ringet op af journalisterne. De fleste af dem er efter min opfattelse kun ude efter at finde huller i osten og finde fejl i det, man siger.
Generelt synes jeg, at der hos medierne mangler dybdejournalistik. Den venlige tolkning af det er, at de mangler ressourcer, den mere bekymrende er, at medierne er bange for at miste deres økonomiske støtte, men det er under alle omstændigheder et demokratisk problem, at de ikke tit nok behandler de komplicerede problemstillinger, men i stedet fokuserer på mindre vigtige og til tider ligegyldige ting.

– De sociale medier beskyldes jo for at være hjemsted for tastaturkrigernes chikaner, hadefulde verbale angreb mm. rettet mod især kvindelige politikere. Har du oplevet noget af det samme?
– Nej, egentligt ikke. Men nu er jeg jo heller ikke en ung kvinde, som er dem, der er mest udsat for chikaneangrebene. Måske har det betydning.

Politikernes troværdighed
– I mange undersøgelser ligger politikerne allernederst på en skala over faggruppers troværdighed hos vælgerne. Umiddelbart over ligger brugtvognsforhandlere, journalister, ejendomsmæglere og bankrådgivere. Hvorfor tror du, at politikernes troværdighed bedømmes så lavt?
– Det er svært at sige. Måske fordi der er mange populistiske udmeldinger fra politikerne. Måske også fordi medierne mest interesserer sig for personsager.
Og noget, som jeg også tror har betydning, er, at der er en tendens til, at politikere, specielt ministre, snakker udenom. Det har jeg ofte oplevet, når jeg har stillet §20 spørgsmål eller spørgsmål i samråd, og hvor jeg har fået, hvad jeg vil kalde nogle lirum-larum svar.

– Tror du ikke, at de mange partihop blandt Folketingets medlemmer også bidrager til politikerleden. Du har jo også selv hoppet fra Alternativet til Frie Grønne?
– Jo, det bidrager i hvert fald ikke positivt. Men jeg tror ikke, det generelt har ret stor betydning. Men jeg fik da stærke negative reaktioner fra nogle vælgere, da jeg forlod Alternativet og i første omgang blev løsgænger for senere at gå ind i Frie Grønne. For mange af dem, der under valgkampen havde støttet mig, blev skuffede. Det kan jeg godt forstå, men det kan være svært for vælgerne helt præcist at se, hvad der foregår.

Tiden efter Borgen
– Der må have været sket en stor forandring i din dagligdag, da du ikke længere sad i Folketinget?
– Ja, men jeg er stadigvæk politisk aktiv. Jeg arbejder stadig i Frie Grønne og stiller bl.a. op til bestyrelsesvalget på vores landsmøde her i maj. Samtidig er jeg blevet aktiv i “Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen” og er nu forbindelsesled til de andre foreninger og bevægelser der er imod store anlægslægsprojekter på bekostning af natur, klima og demokrati i Danmark – bare på en anden måde eller platform. Jeg er feks. med i et koordinationsudvalg, som koordinerer modstanden mod store anlægsprojekter, bla. Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen og andre grupper, der bekæmper f.eks. Kattegatforbindelsen og den midtjyske motorvej.

Frie Grønne kom ikke over spærregrænsen ved folketingsvalget 1. november 2022. Partiet fik 0,9 % af stemmerne, svarende til 31.787 stemmer. I aktuelle opinionsundersøgelser ville partiet kun få 0,4-0,6 % af stemmerne, hvis der blev valg nu.

– Susanne Zimmer, det ville være dumt af mig – for svaret giver nok sig selv – at spørge dig om, hvorvidt du tror, at Frie Grønne kommer i Folketinget ved næste valg? Men alligevel….
– Ja, det tror jeg, vi (de) gør. Jeg tror, at vi ved de kommende kommunal- og regionsrådsvalg vil få nogle repræsentanter valgt ind, og at det kan blive springbrættet til også at blive repræsenteret i Folketinget ved næste valg. Men det bliver uden mig, for jeg stiller ikke op næste gang. Jeg vil i stedet støtte på de indre linjer, og specielt hjælpe nordjyske kandidater med at blive valgt ind.

– Til sidst: For en udenforstående har det været mærkeligt at konstatere, at de grønne partier ikke ved valget i 2022 kunne finde ud af at stille op samlet for undgå stemmespild. Kun Veganerpartiet, De Grønne og Alternativet stillede op under Alternativets faner, men Frie Grønne var ikke med her. Hvorfor ikke?
– Det var også noget, vi overvejede, og vi inviterede faktisk Alternativet til et møde om spørgsmålet. Men de var ikke med på de ideer, vi havde. Og da Alternativet efterfølgende inviterede os til et samarbejde, skulle det ske på Alternativets grundlag og præmisser. Men forskellene mellem os er faktisk større, end det ser ud udefra. Vi har en mere – kan man sige – rendyrket strategi og politik især i forhold til klimaspørgsmålet.

———–
Topfoto. Susanne Zimmer. Privatfoto