Drømmefabrikken

Det stod ikke i stjernerne i 1970´ernes og 1980´ernes politiske landskab, at den lille venstrefløjsgruppering Kommunistisk Forbund i 2023 skulle blive til et teaterstykke på Aalborg Teater. Nu resulterer et samarbejde mellem Aalborg Teater, journalisterne Lars Mandal og Reimer Bo Christensen samt ”gamle” KF´ere imidlertid i såvel et teaterstykke, en cafeaften, en udstilling og en bogudgivelse om KF.

Aalborg Teater bevæger sig lidt udenfor den traditionelle forestillingsplan, når man i hele maj måned og et stykke ind i juni spiller forestillingen ”Drømmefabrikken.”

”Drømmefabrikken” tager udgangspunkt i den politiske gruppering fra 1970´erne og 1980´erne, Kommunistisk Forbund (KF). KF havde afdelinger i de fleste større byer, mest markant København, Aarhus, Helsingør, Esbjerg og Aalborg.

Med premiere 6. maj – og forpremiere fjerde og femte maj – vil stykket sprænge de fleste rammer for traditionelt teater og tage tilskuerne med på en bustur rundt i Aalborg – til de steder, hvor KF opererede, men også til steder, hvor der i nutiden er noget på spil.

Ideen bag stykket
En del af ideen bag stykket er – i lighed med flere af Aalborgs Teaters øvrige aktuelle stykker som ”Fodbold, fodbold, fodbold”, trilogien om Anita (”Alle mulige ting til salg”, ”Revolution i kommunen” og ”Dødsbo på pløjemarken”) og ”Nordkraft” – at grave et stykke Aalborg-historie op og gøre det levende. Mere end at være en nostalgisk fortælling om en ikke så fjern fortid vil stykket tage nogle af ideerne bag KF´s arbejde op og relatere dem til nutiden.

Som titlen angiver, er de drømme, KF`erne havde, en central del af stykket. Polemisk spørger introteksten til stykket på Aalborg Teaters hjemmeside: ”Hvornår holdt vi op med at drømme.”

Om hvorfor Aalborg Teater har taget ideen op, siger chefdramaturg Jens Christian Lavenstein Led:
– Det er snart længe siden, at de to journalister Lars Mandal og Reimer Bo Christensen kom med ideen og materialet. Og Aalborg Teater skal jo generelt fortælle om Nordjylland og Nordjyllands historie – så her var en kærkommen lejlighed. Temaet falder godt ind i det, vi arbejder med – at forholde os til samtiden og til Nordjylland. Vi har et Orwell-citat på væggen, frit citeret efter hukommelsen – ”at sige sandheden er en revolutionær handling i et autoritært samfund.

Nu er de to jo journalister, så de fik KF til at lyde som noget mere hemmeligt og sensationelt, end de vel egentlig var. Men det var ikke det, der interesserede os. Det, der fascinerede os, var de drømme om fremtiden, som de havde, at de var i stand til at drømme – og stadig gør det, at de forestiller sig, at det kan lade sig gøre at forandre noget – i modsætning til min generation (jeg er i 50´erne), hvor de mest var 90´er ironi og fest.

Vi vil gerne fortælle historien om, at Kommunistisk Forbund var her – midt i en tid, hvor alt til venstre for SF er så utroligt miskrediteret – og vel også på en måde misforstået.

Der var så mange veje at gå, da vi skulle lave det til teater. Og vi har haft rigtig mange diskussioner. En mulighed var at lave det dokumentarisk – at spille dem tilbage i tiden. Men vi syntes, det ville være lidt kedeligt – også i forhold til vores interesse i at vise noget om samtiden.

Vi tog så udgangspunkt i, at KF var meget aktivistiske – i modsætning til VS og den københavnske venstrefløj var de meget mere aktivistiske og praktisk anlagte, samtidig med at de havde teorien i orden. Vi fik så lyst til at afsøge en måde, hvor forestillingen kunne blive aktivistisk. Derfor lejede vi en bus, som skal køre rundt til steder, hvor de var aktive, fabrikker, boliger og så videre. Det er en slags teaterleg, hvor 2 skuespillere guider rundt i Aalborg med et kommunistisk blik. Skuespillerne overvejer undervejs – hvad er modmagt, hvordan undersøger man magtens handlinger? Skuespillerne repræsenterer samtiden, publikum – de er nok lidt usikre og tvivlende. Og så er der en af de to KF´ere Leif Müller og Henning Olesen med i bussen – og de kan nok ikke helt holde mund…

Og så er tanken, at der hvor nutidens skævheder og uretfærdigheder er mest synlige er i sundhedssektoren. De hvide kitler tager over fra de blå kedeldragter som steder, hvor modmagten er nødvendig. Derfor kører vi forbi hospitalet. Og også den tredje limfjordsforbindelse, fordi KF´s analyse er, at en eventuel ny forbindelse over fjorden er resultatet af det entreprenørskab, som har rigtig stor indflydelse på, hvordan byen kommer til at se ud.

Som tilskuer bliver det en rejse til fortidens tanker og opfattelser – som så også bliver ført op til nutiden.

Kampen fortsætter
”Drømmefabrikken” er altså ikke kun et historisk stykke, men nok så meget et stykke, der fører ideerne fra KF op til nutiden. Om det siger en af de første aktivister i KF, Henning Olesen:
– Stykket skal ikke bare være en historisk, heroisk fortælling om KF dengang – så vil det være næsten ligegyldigt. Det vigtige er at skrive ideerne op til nutiden.

Aldrig har det været så nødvendigt med modmagt, diskussion, deltagelse, som det er i dag. Ikke mindst af hensyn til klimaet. Vækstsamfundet er en total modsætning til klimakrav. Man skal ikke have illusioner. Dem, der i dag laver vindmøller, kunne lige så godt lave en asbestforretning. Det hele styres af profit, giver en produktion profit, er det fuldstændig ligegyldigt, hvad man laver. Miljøet er en trussel, arbejdsforholdene katastrofale og vi ødelægger den velfærd, vi burde kunne leve godt med.

Det er vigtigt, at kampen fortsætter. Det er vigtigt med diskussion, viden, deltagelse i folkelige bevægelser. Skal man ændre noget, er man nødt til at arbejde sammen.

Derfor slutter vores stykke også på hospitalet. Allerede i 1980´erne var pædagogsektoren ramt af dårlige løn- og arbejdsforhold med strejker som resultat. Senere var det lægerne, nu er det sygeplejerskerne, der er hårdest ramt på både løn- og arbejdsforhold. Så det er stadig vigtigt, at der er bevidsthed og forståelse blandt lønarbejderne, at man deltager i diskussioner, tager kritisk stilling i folkelige organisationer, i fagbevægelsen.

Drømmefabrikkens tilblivelse
Journalisterne Lars Mandal og Reimer Bo Christensen har lavet researcharbejdet til stykket. Som de selv siger: ”Vi har gravet os ned i alle dele af organisationens arbejde.” Der har været ganske meget papir at læse, fra mødereferater til foreningens flagskib, månedsbladet ”Vejen til Socialisme.” Der har været holdt møder med over 100 tidligere KF´ere, ligesom 9 tidligere KF´ere har været til et møde på Aalborg Teater.

I den endelige udformning af stykket deltager skuespillere fra Aalborg Teater og på skift de to KF-veteraner Henning Olesen og Leif Müller samt en gruppe statister, som Aalborg Teater har søgt efter på Facebook.

Udover teaterstykket udkommer en bog om KF, udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof, ligesom Aalborgs Historiske Museum har lavet en udstilling, der fra sidst i april måned vil blive vist rundt omkring i Aalborg, blandt andet ved medborgerhuset, ud for Nørregade 14, hvor KF havde lokaler.

KF – en aktivistisk gruppe
– Henning Olesen, hvad var specielt ved KF?
– Jeg var med fra 1972, som en af de første. Vi kom fra Venstresocialisterne. Der var nogle, der mente, at vi burde være med i VS, men det var jeg meget imod. Jeg mente, at partierne var for elitære, de var for konsensusorienterede omkring Folketinget. Der manglede en gruppe, som ikke var et decideret parti, men som beskæftigede sig med Modmagt. Modmagt var et centralt begreb for os. Vi gjorde en enorm indsats på arbejdspladser – selvfølgelig dengang specielt de store, Værftet, Skråen og Eternitten – i fagbevægelsen, boligbevægelsen, miljøbevægelsen og på skole- og daginstitutionsområdet.

Det vigtige var, at vi arbejdede med drømme og ideer – visioner – om, hvordan verden skulle se ud. Og at vi udviklede ideerne i de folkelige bevægelser.

Vi diskuterede og handlede. Vi læste også masser af teori, jeg læste 11 bind af Lenins værker for at finde ud af, at jeg ikke var leninist. Vi var mere på linje med Preben Wilhjelm og hans visioner om klassiske borgerlige principper som retsstat og ytringsfrihed – uden den individualisme og kapitalisme, der præger det borgerlige samfund. Og uden den statscentralisme og individualisme, gudedyrkelse, der har præget Kina, Rusland, Albanien og hvad ved jeg.

Frankfurter-skolen var en stor inspiration, f.eks. ”Det endimensionale Menneske” af Herbert Marcuse, princippet om at man skal lave revolution alle steder, man skal arbejde med bevidsthed, diskussion, at man skal vise og forklare sine drømme.

Et andet forbillede var Jeppe Aakjær. Han stod jo i virkeligheden for meget af det samme som os – kritisk holdning, uddannelse, arbejde med bevidsthed, deltagelse i husmændenes bevægelse, højskole. Og han blev fængslet for sine holdninger. Jeg plejer at sige, at han var sgu lidt værre end os…
Jeg kunne godt lide, at hos os stod dørene åbne, diskussionerne var frie og vi arbejdede aktivistisk – det var vi sgu stolte af.

– Vi snakker en del i datid om KF og gruppens principper. Men du står vel stadig inde for holdningerne og aktionerne?
– Selvfølgelig. Jeg tror ikke, der er mange KF´ere fra dengang, der ikke stadig har de samme grundholdninger og drømme – og arbejder for dem.

Format 5. Kommunistisk aften på Teatercafeen
Som en spændende opvarmning til det egentlige stykke holdt Aalborg Teater fredag den 15/4 en cafeaften i Teaterbaren med titlen ”Kommunistisk Aften”.
Indbydelsen til cafeaftenen lokkede: ”Vær kommunist med os en enkelt aften. Mød kommunister og nogle, der gerne vil lege, at de er det. Kom og drøm om lighed en enkelt gang.”

Umiddelbart kunne det lyde som en lidt nostalgisk aften, hvor man kunne fornøje sig med en lille gruppe venstrefløjsaktivisters handlinger, mens man skyllede fredags-aftens-sjussen ned. Men aftenen var ganske anderledes indholdsrig.
Programteksten fortsatte: ”Kommunisme er noget betontungt, støvet og ondt fra noget, der engang hed Sovjetunionen. Kommunisme handler mest om ufrihed og tvang. Eller hvordan er det nu, det er? Måske er den vestlige kapitalisme ved at være ankommet til et stadie, hvor der igen er brug for den marxistiske analyse.”

Til stede var – ud over publikum – skuespillerne Marcus Gad Johansen og Thomas Kristian Bek, der medvirker i ”Drømmefabrikken”, Henning Olesen og ”nogle af nutidens unge kommunister, som drømmer om og arbejder for en verden med mere lighed”, som det hed i indbydelsen.

Publikum var en skøn blanding af folk fra Aalborg Teater, unge aktive venstrefløjsfolk og knap så unge veteraner fra den aalborgensiske venstrefløj.
Det vil sige: vi troede, vi var publikum. Men som indbydelsen lovede, var alle inviteret til at være kommunister i hvert fald for en aften. Så alle blev placeret i en rundkreds – og alting var til forhandling. Et højdepunkt var stående afsyngelse af ”Internationale” og en diskussion af tre overordnede temaer: Hvordan kom kommunismen til dig?, Hvad er kommunisme egentlig? Og Hvad er den næste handling i forhold til at skabe et kommunistisk samfund?

Aftenen blev fornemt ledet – på meget demokratisk vis – af Teatercafe-leder Jens Christian Lavenstein Led, og i baren betalte man efter evne og nød efter behov.

Der udspillede sig en flot diskussion, hvor alle kunne komme til orde – og hvor der først og fremmest blev lyttet intenst.

Spilleperiode
”Drømmefabrikken” spilles i perioden 6/5-10/6 med forpremiere 4. og 5. maj. Allerede nu varsles der udsolgt eller få pladser til en del af forestillingerne, så der er ingen grund til ikke allerede nu at bestille billetter til en bustur rundt til KF´s drømmesteder. ”Drømmefabrikken” bliver en forestilling i en bus, både om KF´s historie, om kampen for lighed, retfærdighed og et bæredygtigt samfund og om håb, aktivisme og drømmen om en bedre fremtid.

Udstillingen fra Nordjyske Museer er en ”mobil containerudstilling”, der kan ses forskellige steder i byen, første dag fredag d. 28. april – nærmere oplysninger hos Nordjyske Museer.
——-
Topfoto: Drømmefabrikken. Aalborg Teater, Pressefoto