Arbejderbevægelsen – såvel den faglige som den politiske del – kan tage æren for det velfærdssamfund, de fleste lønmodtagere i dag betragter som en selvfølge. Der er ikke mange velfærdsinitiativer, der i tidens løb har haft deres udspring hos de borgerlige. Der er næppe tvivl om, at de mange fremskridt har været afhængige af bl.a. en høj organisationsgrad, der har givet fagbevægelsen den styrke, der skal til, for at sætte sig igennem i forhandlingerne med arbejdsgiverne og det politiske system. Alligevel oplever den traditionelle fagbevægelse, at lønmodtagerne i stigende grad vælger den fra og enten melder sig ind hos de alternative fagforeninger eller forbliver uorganiserede. Dette paradoks belyser vi i denne artikel.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) afholder kongres til efteråret. Dagsordenen er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort, men det er svært at forestille sig, at organisationsgraden i fagbevægelsen ikke bliver et af de emner, der skal drøftes indgående. For den traditionelle fagbevægelse er udfordret og har i en del år blødt medlemmer.
Flere uorganiserede. Faldende organisationsgrad
Ved første øjekast ser det måske ikke så katastrofalt ud, hvis vi ser på antal organiserede i alt. Som det fremgår nedenfor af figur 1 (den venstre akse) er der siden årtusindskiftet sket et mindre fald fra i underkanten af 2 mio. medlemmer til i 2018 ca. 1,86 mio. Men når man samtidig tager i betragtning, at antallet af lønmodtagere på arbejdsmarkedet er steget betragteligt, og at antallet af uorganiserede i perioden har bevæget sig fra ca. 700.000 til godt 1 mio., og organisationsgraden dermed er faldet næste 10 procentpoints fra godt 73% til 64 % (højre akse), så bør alarmklokkerne begynde at give lyd fra sig.
De gule vokser – de røde skrumper
Hvis vi dernæst spalter de organiserede op i to grupper: medlemmer af de traditionelle fagforeninger (”de røde”) og medlemmer af de alternative (”de gule”), så vises udviklingen nedenfor i tabel 1:
De traditionelle fagforeninger organiserede ved årtusindskiftet tæt på 70 % af alle lønmodtagere. I 2018 var den procent skrumpet ind til lidt over halvdelen.
Til gengæld har de ideologisk alternative fagforeninger (f.eks. Krifa og Det faglige Hus) i samme periode næsten tredoblet deres andel, og andelen af lønmodtagere, der står uden for fagforening, er steget med godt 8 procentpoint fra 27% til 35,7%.
Fagforbundene mister medlemmer
Ved yderligere – som vist nedenfor i fig. 2,3 og 4 – at splitte de traditionelle fagforeninger op på de større forbund (HK, Dansk Metal og 3F) understreges tendensen: HK har mistet ca. 155.000 medlemmer i perioden 2007 – 2021, Dansk Metal ca. 60.000 og 3F tæt på 200.000 medlemmer.
Den traditionelle fagbevægelses paradoks: Store sejre, faldende organisationsgrad
Den traditionelle fagbevægelse står således forud for sin kongres med et alvorligt paradoks.
På den ene side kan den pege på sine historiske sejre, uden hvilke Danmark ikke havde udviklet sig til et velfærdssamfund. Hånd i hånd med den politiske del af arbejderbevægelsen har den traditionelle fagbevægelse æren for forbedret arbejdstid, 6 ugers ferie, dagpenge, pension, arbejdsmiljø, løn under sygdom, barsel, fri adgang til sundhed og uddannelse, ordentlige lejeboliger, mere lighed etc.. Figuren nedenfor viser f.eks., hvordan organisationsgrad og lighed hænger sammen. Landet længst ude på kurven og topscorer er Island, hvor organisationsgraden er mere end 90% og ligheden størst. Danmark og de øvrige skandinaviske lande følger godt med på de næste lighedspladser.
På den anden side viser den faldende organisationsgrad, blødningen af medlemmer, konkurrencen fra de gule fagforeninger samt et stigende antal uorganiserede, at fagbevægelsen ikke kan hvile på fortidens laurbær.
Hvis der ikke sker noget, kan man pege på i hvert fald følgende mulige, pessimistiske konsekvenser: Den traditionelle fagbevægelses legitimitet og dermed den danske model kan være i fare på sigt. Evnen til at indgå overenskomster falder i takt med, at flere og flere vælger et arbejdsliv som uorganiseret. Helt paradoksalt kan det gå hen og blive, såfremt overenskomster indgås med virksomheder, hvor størstedelen af de ansatte er uorganiserede. Hertil kommer, at de værdier, fagbevægelsen traditionelt har stået for – fællesskab, solidaritet og lighed – er sat under pres fra mere individualistiske strømninger i det senmoderne samfund. Og endelig betyder arbejdskraftens tiltagende højere og højere uddannelsesniveau, at de traditionelle overenskomstbærende fagforbund afgiver medlemmer.
Dyb bekymring over den danske models fremtid
Anna Kirsten Olesen – formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation i Nordjylland bestående af 110.000 medlemmer fordelt på 45 fagforeninger – er dybt bekymret for udviklingen i medlemstallet:
– Udviklingen fylder meget internt i fagbevægelsen. På FH – kongressen skulle vi gerne et spadestik dybere og nå frem til en forståelse for, hvad der sker, og hvad vi så kan gøre. Den danske model – og dermed den danske samfundsmodel – er i fare, hvis udviklingen fortsætter. Arbejdsgiverne er også glade for den forhandlingskultur, vi sammen har opbygget, siden den første hovedaftale blev indgået i 1899. Prøv bare at forestille dig, hvad der var sket under Covidkrisen, såfremt fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen ikke via de mange trepartsaftaler havde forhandlet sig frem til nogle omfattende hjælpe – og kompensationsforanstaltninger som modsvar til pandemien.
De hvide kører på frihjul og de gule nasser på de røde
– Fagbevægelsen har flere udfordringer. En af de væsentligste er de gule fagforeninger, f.eks Krifa. Hvad stiller I op mod dem?
– Et mindst lige så stort problem er de hvide, de uorganiserede. Dem er der alt for mange af. Over en tredjedel af alle lønmodtagere er ikke organiserede. Der har fagbevægelsen virkelig en opgave med at få fortalt, hvordan tingene hænger sammen, at sammenholdet og solidariteten er en forudsætning for, at vi fortsat kan opnå gode overenskomster og fortsat har gode løn- og arbejdsvilkår. Flere skal være klar over, at de goder, de uorganiserede nyder godt af som f.eks. løn – og arbejdsforhold, 6 ugers ferie med feriepenge, arbejdstid, barsel, sygedagpenge, arbejdsmarkedspension osv. er frugten af det fællesskab og de kampe, som fagbevægelsen i 150 år har udkæmpet
Mht. de gule fagforretninger som Krifa, så dækker de kun ganske få overenskomster. De nasser på os andre. De fører sig frem med et lavere kontingent, men glemmer at fortælle, at det koster på servicen over for medlemmerne, og at det koster at være den overenskomstbærende part. Og så mangler Krifa jo hele demokratidelen, som vi i FH lægger så afgørende vægt på.
Mangler tillidsfolk til at tage imod de nye
– En anden udfordring for fagbevægelsen ligger i, at den har overenskomst med firmaer, hvor de ansatte ikke er organiserede. Er det ikke en meget uholdbar og på langt sigt undergravende situation?
– Jo. Vi mangler desværre tillidsfolk på nogle arbejdspladser, og det betyder, at nye ansatte ikke bliver mødt med synspunktet om, at her står vi altså sammen og melder os ind i fagforeningen. Vi har forsøgt at få arbejdsgiverne til sammen med os at fortælle de ansatte, at den danske model og forhandlingsstrukturen på arbejdsmarkedet står og falder med, at der bakkes op om fagbevægelsen. Der mangler vi at gøre et stykke arbejde færdigt og forklare, hvad kontingentet bruges til.
Den islandske model
– To arbejdsmarkedsforskere – Laust Høgedahl, Ålborg Universitet, og Christian Lyhne Ibsen, KU – har undersøgt, hvorfor Island har verdens højeste organisationsgrad. Forklaringen er, at på Island trækker arbejdsgiveren automatisk et fagforeningskontingent af lønnen. Lønmodtageren skal altså aktivt bede om at blive fritaget for kontingentet, såfremt vedkommende ikke ønsker medlemskab. Var det noget at indføre i Danmark, Anna Kirsten Olesen?
– Det lyder som en god ide, og som heller ikke kolliderer med afgørelsen fra Menneskerettighedsdomstolen om forbud mod eksklusivaftaler i og med, at den enkelte kan sige fra, hvis hun ønsker det.
De 25-34 årige er problemet
– Det er måske især de unge, som vælger fagbevægelsen fra?
– Nej, det er faktisk ikke de helt unge, der er det største problem. De har en pæn organisationsgrad. Det er de 25-34 årige, der melder sig ud, fordi de typisk kommer i en fase i livet, hvor de har andet at tænke på og andet at bruge pengene til. Dem skal vi blive bedre til at fastholde og fortælle, hvad de får for kontingentet.
Platformsvirksomhederne en bombe under fagbevægelsen
– En relativt ny udfordring er platformsvirksomhederne som f.eks. Wolt og nemlig.com, der ikke formelt ansætter buddene og chaufførerne, men lader dem være selvstændigt erhvervsdrivende, så de ikke skal have løn under sygdom, pension, feriepenge o.a. Hvis den praksis får lov at udvikle sig, er den vel en bombe under fagbevægelsen?
– Ja, i høj grad. Og det gælder også vikarbureauer, hvor der ikke er nogen garanti for arbejdstid og arbejdsvilkår. Vi bliver altså nødt til at have en samtale om, hvilke værdier der skal være de bærende i det her samfund. Skal vi have et samfund, hvor individualismen og selvtilstrækkeligheden og dermed også uligheden råder. Eller et samfund bygget på lighed, fællesskab og solidaritet. Og hvor vi fortæller hinanden, at det danske velfærdssamfund ikke er kommet af sig selv. Det er den store udfordring.
EU’s lovbestemte mindsteløn kan ramme den danske model
– Til sidst: EU har mod dansk anbefaling vedtaget en lovbestemt mindsteløn. Hvor alvorligt er det set med fagbevægelsens øjne?
– Meget alvorligt. Selv om Danmark har fået en garanti for, at direktivet ikke skal gælde her i landet, er jeg bekymret. Hvis en lovbestemt mindsteløn indføres i Danmark, går det ud over den danske aftalemodel, og der er for så vidt dermed ingen grund til at være medlem af en fagforening, da lønnen nu er et lovgivningsanliggende. Jeg vil blot minde om, at 21 ud af EU’s 27 medlemslande har en lovbestemt mindsteløn – og alle har et lavere velfærdsniveau end det danske. I Tyskland skal en lønmodtager typisk have 2 jobs for at få økonomien til at hænge sammen. Det er ikke noget at stræbe efter.
——-
Topfoto FH – pjece om organisationsudvikling
Især de Voksne lønmodtagere er ved at spænde ben for sig selv – og står til at miste den gode løn og ordnede arbejdsforhold, da de melder sig ud af fagforeninger, eller melder sig i (de GULE FORENINGER, DER IKKE HAR FORHANDLINGSRET)!! Fagbevægelsen er den, der gennem mange år har sørget for lønmodtagerenes ordnede gode forhold og oppebåret den gode løn ved forhandlinger med arbejdsgiverne. Arbejderbevægelsen, både den faglige såvel som den politiske, kan taget æren for det fantastiske velfærdssamfund vi har – og som de fleste LØNMODTAGERE tager som en selvfølge?? Den selvfølge er nok ved at være forbi,… Læs mere »