Det blinde øje – den virkelige minkskandale

For et par måneder siden udkom Mathilde Walther Clarks fremragende – og rystende – bog ”Det blinde øje”. Den handler om minksagen – eller som medierne kalder den: ”minkskandalen” – men den handler ikke om det politiske spil på Christiansborg med lovbrud, rigsretssag osv., men om mediernes svigt og følgagtighed, om den stærke mink- og landbrugslobbys ageren og indflydelse, om de ”uafhængige” minkforskeres rolle på Aarhus Universitet og om Fødevarestyrelsens pauvre tilsyns- og kontrolindsats. Og ikke mindst den dyremishandling, som minkindustrien udsatte minkene for, men som ingen rigtigt interesserede sig for.

I bogens første kapitel kommer Clark bla. ind på den økonomiske deroute, som minkindustrien allerede inden smitteudbredelsen var udsat for. Kilden til oplysningerne er ”Landbrugsavisen” som hun var begyndt at abonnere på i marts 2020. Det er historien om, hvordan hver tredje minkproduktion allerede var lukket og resten af farmene stort set intet tjente, da smitten begyndte at brede sig fra minkfarmene.
Det var egentligt ikke så mærkeligt og uventet ifølge Clark. For verden rundt faldt efterspørgslen efter minkprodukterne. De store europæiske modehuse som Gucci, Versace, Armani og mange flere udfasede salget af dyrepelsene, og flere lande besluttede at forbyde produktionen pga. den dyremishandling, der sker, når man lukker et dyr, hvis naturlige adfærd indebærer at kunne bevæge sig på et terrtorium på mellem 2 og 7 kvadratkilometer, ind i små bure.

Men branchens økonomiske vanskeligheder og dens lille samfundsøkonomiske betydning, var ikke noget, som medierne og politikerne interesserede sig for – heller ikke, da politikerne på Christiansborg generøst uddelte 19 mia til minkproducenterne som erstatning for aflivningen af dyrene.
(I Netavisnords artikel fra 26/11-20 ”Nordjyske og minkene; Nyhedsformidling med politisk slagside” fremgår det, at minkbranchen i 2019 kun bidrog med 0,12 % af Danmarks BNP, eksportens andel af den samlede eksport udgjorde beskedne 0,25 %, kun 2600 fuldtidsbeskæftigede var ansat i industrien, og det gennemsnitlige underskud pr. minkbedrift var 700.000 kr.)

Medier i selvsving
Mathilde Clark beskæftiger sig i det hele taget en hel del i bogen med mediernes rolle i efteråret 2020, da beslutningen om at aflive samtlige mink i Danmark blev taget og effektueret. Hun er – mildt sagt – ikke imponeret af mediernes indsats. Hun beskriver, hvordan minkproducenterne, hvis erhverv ofte var blevet betegnet som ”kontroversielt”, pludseligt befandt sig i en helt anden medieverden. ”Til minkproducenternes egen store overraskelse fik de nu – sådan fremstod det i selvsamme medier de havde været så bekymrede for – en national lovestorm, de aldrig før havde turdet drømme om”, skriver Clark. De var ikke ”vant til at opleve et så ubetinget medløb fra medierne”.
Ingen mediekritik af den manglende dyrevelfærd på farmene. Ingen spørgsmål om, hvorvidt den eksplosive smittes udbredelse ”kunne have noget at gøre med de forhold, som dyrene levede under…”

I stedet var avisartikler og TV-indslag fyldt af grædende minkavlere og fyldige portrætskildringer af deres familier: Hvordan bedstefaderen i sin tid havde etableret farmen fra det rene ingenting og overdraget den til arvingerne, som nu sammen med hustru og sønner drev produktionen. Hvordan slægtsgården nu blev slagtet. Og hvordan man fra regeringens og embedsmændenes side havde gjort den hårdtarbejdende minkfarmer uret og ”knust hans livsværk”.
Minkavlerne fik mao. med mediernes velvillige bistand held til at fremstå som ofre for en hensynsløs og bureaukratisk statsmagt.

Medierne mistede under coronaepidemien også ifølge Clark proportionerne. At 2.000-3.000 fuldtidsbeskæftigede på de ca. 1.000 minkbedrifter mistede deres jobs, er selvfølgelig ikke sjovt. Men for at sætte det i perspektiv. Feks.: 45.000 danskere havde mistet deres arbejde under coronaens første bølge, i perioden 2013-18 var mere end 10.000 virksomheder lukket, og hvert år skulle 800.000 danskere se sig efter et nyt job.

Et særligt kapitel i bogen omhandler de rumænere, som blev hyret til at foretage aflivningen af minkene. De blev skydeskive for både medierne og for minkfarmene og deres sympatisører. De blev kaldt ”minkbødler” ol. og medierne stillede beredvilligt spalteplads til rådighed for dem, som kritiserede rumænerne for at være inkompetente og amatøragtige ”bødler” – selvom veterinærchefen, som havde det overordnede ansvar for aflivningen af millioner af mink, forklarede, at man til aflivningen havde brugt det samme rumænske vikarbureau, som minkbranchen selv plejede at bruge.

Dyremishandlingen 1: Aflivningen
I et af bogens kapitler beskriver Clark selve aflivningen af minkene – i ”den magiske kasse” fyldt med gas (kuldioxid eller kulilte), som minkene blev smidt ned. Den kan rumme op til 100 mink på én gang. Dyrene dør ikke med det samme, men fra en dyrevelfærdssynsvinkel er det heller ikke det vigtigste. Det afgørende er, hvor hurtigt de bliver bevidstløse, for først på det tidspunkt oplever de ikke smerte.

Men der er ikke enighed om, hvor lang tid det tager, før bevidstløsheden indtræffer. Fabrikanten af den nyeste og mest moderne – og af Landbrugsavisen stærkt roste – kassemodel angav, at det kun varede 2-4 sekunder. Det harmonerede bare ikke med den forskningsrapport, som Fødevarestyrelsen bestilte. Her fremgik det, at det tager mellem 15 sekunder og 3 minutter afhængig af, hvilken gas, der bliver brugt, før dyrene mister bevidstheden og ikke oplever smerte. Og rapporten var ovenikøbet baseret på laboratorieforsøg med kun en enkelt mink i kassen, i stedet for den aflivning der i virkelighedens verden foregik i den ”magiske kasse” med op til 100 levende mink.

Dyremishandlingen 2: Udsultningen
I et andet kapitel i bogen beskriver Clark det fænomen, at minktæverne i gennemsnit i Danmark hver fik 6 hvalpe, i Kina kun 3. Det blev af både minkbranchen, forskningen og medierne tolket som bevis på, at de danske mink havde det godt og trivedes.

Men Clark finder ud af, at forklaringen på de mange hvalpe i Danmark er, at man sultede tæverne om vinteren i to måneder frem mod parringstidspunktet. Den biologiske baggrund er nemlig, at når dyrene sulter og deres fedtdepoter derfor svinder ind, forsøger naturen at sikre næste generation med en massiv ægløsning.
Minkbranchen bruger naturligvis ikke ordet at ”sulte” dyrene, men i stedet at ”huldtilpasse” dem.

Anbefalingen fra minkavlernes interesseorganisation – Kopenhagen Furs – var en reduktion af tævernes kropsvægt over vinteren på hele 40 %.

Motivet for udsultningen er ifølge Clark klart: Der var en økonomisk gevinst for farmerne forbundet med den. Kopenhagen Fur udregnede, at hvis minkproducenten kunne hæve antallet af hvalpe med 1,3 hvalpe per tusinde tæver, ville det give minkproducenten en merindtægt på 650.000 kr. med de gældende pelspriser.
Som Clark lakonisk skriver: ”Sultningen af dyrene var en millionvirksomhed”.

Og alle vidste, at den systematiske udsultning foregik og havde gjort det i årtier: Foruden minkavlerne og Kopenhagen Fur også universitetsforskerne, dyrlægerne, som skulle føre tilsyn med minkbesætningerne, Fødevarestyrelsen og skiftende fødevareministre.

Pelsdyrsbranchens strategiskifte
I sin bog kommer Clark også ind på pelsdyrindustriens strategi og ændringen heri, efter to TV-udsendelser afslørede, hvordan en stor del af industrien behandlede deres mink.

TV2’s program ”OperationX” og DR’s TV-avisen viste i henholdsvis 2009 og 2011 optagelser fra en række minkfarme. Optagelserne viste syge dyr stuvet sammen i overfyldte bure med betændte kødsår, afbidte ører, haler og lemmer. De dokumenterede dyremishandlinger vakte stor opsigt i offentligheden og satte minkbranchen, tilsynsmyndighederne og fødevareministeren under pres.

Branchens svar på de afslørende optagelser var at gå aggressivt i offensiven. Den forsøgte – forgæves – at få nedlagt fogedforbud mod TV-2-udsendelsen. Den anklagede journalisterne og deres metoder, den fremførte en fantasifuld teori om, at de syge dyr slet ikke var minkproducenternes egne, men placeret i burene af dem, der havde forestået TV-optagelserne, den truede med at rejse sager om bagvaskelse og den kørte store annoncekampagner rettet mod TV-kanalerne – med meget mere.

Clark nævner i sin bog ingen navne på de involverede minkfarmere. Men som nordjyde er det ikke svært at identificere en af de mere prominente minkproducenter, hvor man fandt vanrøgtede dyr. Nemlig Erik Ugilt Hansen, daværende formand for Pelsdyravlerforeningen og for Kopenhagen Fur samt medlem af Landbrugsrådet. Han var ejer af en af de farme, hvor optagelserne havde dokumenteret dyremishandling, og måtte derfor trække sig fra sine tillidsposter og blev efterfølgende sigtet for vanrøgt af sine dyr. Han erkendte sig efterfølgende skyldig i uforsvarlig behandling af enkelte mink på sin farm ved Hobro og fik en bøde på 10.000 kr.

Men efter Pelsdyravlerforeningen havde valgt ny formand – som Clark kalder ”Mr. Mink”, men hvis rigtige navn er Tage Pedersen (som senere under Minksagen også spiller en stor rolle pga. sine tætte forbindelser med Venstre. Red.) – skifter branchen strategi fra at gå fra heftige beskyldninger, trusler osv. til en offensiv image-strategi.

Man erkendte nu, at der var problemer med dyrevelfærden, men kun på 1 % af farmene. Og et led i den nye strategi var også at understrege, hvor stor eksporten af minkpels var, og hvor mange arbejdspladser, erhvervet bidragede med.

Man lancerede desuden – med succes – minkpelsen som en specielt stykke bæredygtig beklædning og fik bloggere og journalister på Politiken, Børsen og Weekendavisen til beredvilligt at viderebringe det budskab til offentligheden. Man begyndte ved forskellige lejligheder at se kendisser og politikere iført minkprodukter.
Bla. dukkede den nordjyske Venstrepolitiker Torsten Schack Pedersen op til et samråd i Folketinget om minkproduktionen med en minkstola om halsen, udlånt af Kopenhagen Fur, for at signalisere sin støtte til minkbranchen.

Clark henviser til bogen Carl Emil Arnfreds og Chris Kjær Jessens bog ”Skjulte penge – magt, partistøtte og lobbyisme i dansk politik”, der – foruden historien om Torsten Schacks minkstola – bla. omhandler pelsbranchens økonomiske støtte til udvalgte politikere og partier ved folketingsvalget i 2015. I Arnfreds og Jessens bog fremgår det, at flere kendte politikere som Anders Vistisen (DF), Zenia Stampe og Marianne Jelved fra RV og Eva Kjær Hansen (V) har modtaget penge fra Kopenhagen Fur.
Inger Støjberg (dengang V) og Sophie Løhde (V), som havde været gæster ved Kopenhagen Furs modeopvisninger, ønskede ikke at oplyse, om de havde modtaget penge fra Kopenhagen Fur.

Forskerne
Flere steder i bogen beretter Clark om den lidet flatterende rolle, som forskere på Aarhus Universitet spillede i Minksagen. De fungerer reelt som velvilligt redskab for minkindustrien ved i deres rapporter af formidle et skønmaleri af industrien og dens metoder. Måske ikke så underligt, men ikke desto mindre dybt problematisk, fordi forskningen bliver købt og betalt af minkindustrien selv.

En øjenåbner
Mathilde Walter Clarks bog er en øjenåbner skrevet i suverænt sprog. Den handler ikke om det Christiansborg-politiske spil omkring minksagen, men om de hjerteskærende forhold, som minkene levede (og døde) under, og som ikke interesserede nogen af de magtfulde aktører hverken under eller før hele forløbet. Den handler om mediernes medløb, forskningens og tilsynsmyndighedernes svigt og minkbranchens kyniske produktionsmetoder, hvor dyremishandlingen var sat i system.
Clark tager kikkerten fra vores blinde øje, så vi er i stand til se, hvad man kan kalde den virkelige minkskandale.