Jakob Ellemanns farvel til dansk politik rejser spørgsmålet om, hvad personligheden betyder for vælgerne, når de skal sætte deres kryds. Med marginalvælgernes tiltagende betydning i en situation, hvor vælgeradfærden og partiidentifikationen ikke i samme udstrækning som tidligere er bestemt af, hvilken klasse man tilhører, kan det ikke udelukkes, at også personfaktoren spiller en rolle. Som denne artikel dokumenterer, fik Jakob Ellemann forhandlet en betydelig del Venstrepolitik ind i regeringsgrundlaget, men alligevel valgte han at gå af med den begrundelse, at hans person skyggede for Venstres resultater. Knap var han gået af, før nogle unge Venstreløver publicerede manifestet ”Må jeg være fri”, som giver associationer til Anders Fogh’s 90’er bog Fra Socialstat til minimalstat og Søren Pind m-fl.’s 10 teser fra starten af årtusindskiftet.
Venstres vælgeropbakning er blevet halveret fra 2007 til 2022. Fra godt 26% til ca. 13%. Hvis der var FT-valg i dag, ville partiet falde yderligere til omkring 9%, viser meningsmålingerne. Jakob Ellemann har taget konsekvensen heraf.
Jakob Ellemanns exit fra dansk politik rejser spørgsmålet, hvor meget personfaktoren påvirker vælgerne, når de sætter krydset. Eller om det er resultaterne, der tæller. En kort opsummering af, hvad Venstre og Ellemann bl.a. opnåede ved regeringsforhandlingerne for et år siden, peger på, at Jakob Ellemann har forhandlet meget Venstrepolitik igennem, da regeringsgrundlaget skulle skrives.
CO2 – afgift. Landbruget betales for at forurene
Om den meget omtalte CO2 – afgift på landbruget hedder det i regeringsgrundlaget:
”CO 2 afgiften på landbruget skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet …Provenuet fra afgiften skal direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes.” (Regeringsgrundlaget side 29-30).
Man kan vanskeligt tænke sig en for landbruget og Venstre mere gunstig fødevarepolitik, når erhvervet samtidig skal bidrage til den grønne omstilling. Hvor forureneren i andre sammenhænge skal betale regningen, er der her tale om, at forureneren betales.
Fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Privatisering af velfærden
I regeringsgrundlaget hedder det endvidere, at regeringen vil
”…styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, hvor der sikres en større ligestilling og konkurrence mellem leverandører, bedre mulighed for privat medfinansiering, og hvor egentlige partnerskaber kan åbne nye muligheder for at kommercialisere løsningerne. ..Regeringen vil derfor tage initiativ til en grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet, der øger det frie valg for den enkelte, styrker det lokale ansvar, afskaffer unødig regulering og kontrol og styrker samarbejdet mellem det offentlige, civilsamfundet og det private erhvervsliv. Målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund” (Regeringsgrundlaget side 14)
I forhold til ovenstående figur vil regeringen flytte velfærden fra at være et statsligt/kommunalt anliggende til i større udstrækning at være et anliggende for det frie marked og civilsamfundet. Et klart liberalt Venstre-aftryk på regeringsgrundlaget, som fremmer privatiseringen af velfærden.
Skattelettelser
Om skatten hedder det i SVM-grundlaget:
”Regeringen vil afsætte 5 mia. kr. til skattereformen, der bl.a. disponeres ved at forhøje beskæftigelsesfradraget, nedsætte topskattesatsen med 7,5 pct.-point for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) op til 750.000 kr. og samtidig forhøje topskattesatsen med 5 pct.-point for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) over 2,5 mio. kr. ….. nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder fra 15 pct. til 10 pct.,…. annullere den planlagte skatteforhøjelse på løbende beskatning af selskabers ejendomsavancer .” (Regeringsgrundlaget side 25).
Selv om top/topskatten ikke er V-politik, så må det alligevel betragtes som en sejr for Ellemann, at han er kommet igennem med de øvrige ændringer i skattepolitikken. Som følge af det voksende rådighedsbeløb på statsbudgettet, ser det sågar ud til, at de 5 mia. vokser brutto til 10 mia. kroner.
Styrkelse af forsvaret
Endelig hedder det om forsvaret:
”Regeringen vil fremrykke indfasningen af det varige løft af udgifterne til forsvar og sikkerhed til 2 pct. af BNP fra 2033 til 2030 svarende til 4½ mia. kr. mere end forudsat i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Danskerne bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag”. (Regeringsgrundlaget side 36).
Den meget forsvarsvenlige Ellemann kan også her notere en sejr.
Så selv om Ellemann begik et klart løftebrud, da han gik i regering med arvefjenden, er det vanskeligt ud fra en nøgtern analyse ikke at medgive, at han satte markante Venstreaftryk på regeringsgrundlaget.
Ellemann, Søvndal og Vanopslagh
Således oplyst om Ellemanns resultater vender vi tilbage til, hvilken rolle personfaktoren spiller for vælgeradfærden. Selv var Ellemann ikke i tvivl: ”Min person skygger for Venstres resultater”.
Det er da heller ikke vanskeligt at finde eksempler på, at politiske ledere ved deres personlighed formentlig har fået nye vælgere til for en stund at stemme på partiet: Søvndaleffekten betød, at vælgertilslutningen til SF ved valget i 2007 eksploderede, og partiet erobrede 23 mandater. På tilsvarende vis synes Alex Vanopslagh ifølge meningsmålinger at kunne bibringe Liberal Alliance en hidtil uhørt vælgeropbakning ved næste valg.
Højrefløjsvælgere ønsker en dominant leder, venstreorienterede en venlig
Den politologiske forskning inden for personfaktorens betydning for vælgeradfærden er sparsom, men Lasse Laustsen, PhD i Statskundskab, har i en undersøgelse i tidsskriftet Politik påvist, at en dominant og kompromisløs personlighed foretrækkes mere blandt højre- end blandt venstreorienterede vælgere, og at en venlig og imødekommende personlighed omvendt foretrækkes mere på venstre- end på højrefløjen.
Undersøgelsen viser endvidere, at en partileder vil have svært ved at flytte vælgere fra den konkurrerende blok til sin egen. Det skyldes, at vælgerne i den anden blok ønsker en fundamentalt anderledes personlighed end vælgerne i politikerens egen blok. I stedet kan personlighed meget vel flytte stemmer mellem partier, som deler ideologisk arvegods.
Og her nærmer vi os måske en af forklaringerne på Venstres øjeblikkelige krise. Et er, at Vanopslagh og LA udfordrer Venstre på ideologien, hvor Vanopslagh tilsyneladende leverer den rene, liberale vare. Noget andet er, at Venstres ledende politiske organer ret selvforskyldt har bidraget til at splitte partiet i atomer. Ved enten direkte eller indirekte at marginalisere Løkke og Støjberg har Venstre bidraget til dannelsen af henholdsvis Moderaterne og Danmarksdemokraterne og sendt nogle af sine landbovælgere i armene på Støjberg og DD og nogle af byvælgerne over til Løkke og Moderaterne. Og det kan vel ikke udelukkes, at nogle forhenværende V-vælgere opfatter Vanopslagh, Støjberg og Løkke som mere kontante, dominante og kompromisløse end Ellemann og derfor har forladt partiet.
Må jeg være fri – opgør med velfærdsstaten
Omtrent samtidig med, at Ellemann gik af, sendte 5 unge venstrefolk – bl.a. formand for Region Nordjylland, Mads Duedahl, og digitaliserings – og ligestillingsminister, Marie Bjerre, valgt i Nordjylland – et manifest på banen, Må jeg være fri, hvori de gør op med velfærdsstaten – kaldet systemstaten – og appellerer til, at fremtidens velfærdspolitik i større udstrækning bygger på selvforsørgelse og markedsgørelse.
Frygter velfærden kollapser
Mads Duedahl siger:
– Det slider at sidde i regering. Venstre har siddet i regering i store dele af dette årtusinde, og der har været for lidt fokus på politik – og ideudvikling i partiet. Den praktiske, daglige politik og kompromiserne fylder næsten det hele, og derfor har vi fundet det nødvendigt at skrive en bog, hvor vi løfter os op og giver nogle bud på, hvordan vi udvikler velfærdssamfundet, og hvordan Venstre kan komme ud af krisen og vinde de tabte vælgere tilbage. Vi frygter, at velfærdssamfundet i fremtiden vil blive utroligt presse og ikke vil kunne levere på en række vigtige områder, hvis vi ikke gør noget. Vi oplever det paradoks, at selv om vi bruger flere og flere penge på velfærd, stiger utilfredsheden og kravene. Derfor bliver vi nødt til at udvikle velfærden, så den i større udstrækning kommer de svageste til gavn, og hvor de, der selv kan, må tage et større ansvar for sig selv – således som vi ser det på pensionsområdet i dag. Der skal flere private aktører på banen, laves flere muligheder for frit valg, og civilsamfundet skal spille en større rolle.
– Når jeg ser på regeringsgrundlaget og sammenligner det med jeres tanker i ”Må jeg være fri”, så ser jeg store overensstemmelser. Regeringsgrundlaget taler også om en udvikling fra velfærdsstat til velfærdssamfund, og at den offentlige sektor skal sættes fri, ligesom der skal aktiveres flere private aktører. Løber I en åben dør ind?
– Sådan kan man ikke stille det op. Bogen har været undervejs i to år – altså længe før regeringsgrundlaget blev formuleret Jeg glæder mig over, at regeringen allerede har taget nogle af vores forslag til sig. Frisættelse af folkeskolen. Arbejdspligt for folk på kontanthjælp, dvs. specielt flygtninge/indvandrere. Skattelettelser for 10 mia. Udvikling fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Større satsning på civilsamfundet, når det handler om velfærd.
Ellemann tog en for holdet
– Der er ikke tvivl om, at Venstre har sat sit præg på regeringsgrundlaget. Partiet har taget sig betalt for at bryde et løfte. Var det rigtigt, at Ellemann ofrede sig for partiet. Skyggede han for Venstres resultater?
– Ellemann tog ansvar og satte partiet over sin person. Det kan på mange måder give god mening at tage ansvar ved at gå i regering, men når man betænker, hvordan Venstre spillede ud i valgkampen, så blev det helt naturligt modtaget med hård hånd af Venstres vælgere, da Venstre efterfølgende gik i regering med en statsminister, man før valget sagde, man ikke stolede på. Det skaber mistillid hos vælgerne, når politikerne laver løftebrud. Selv om man kan sige, at Ellemann tog ansvar, og at alternativet med en regering til venstre for midten var værre, så vil løftebruddet klæbe til hans person, også selv om han dygtigt har forhandlet megen Venstrepolitik igennem i regeringsgrundlaget.
Optimismen er tilbage
– Kan jeres bog og dens tanker samt den nye ledelse genskabe tilliden til partiet og indlede en ny højkonjunktur for Venstre?
– Det er mit håb. Både Lohse og Troels Lund er særdeles dygtige politikere, og jeg tror, de kan genvinde noget af den opbakning, partiet har mistet. Og jeg er sikker på, at de og vi deler de samme tanker.
———-
Topfoto: Jakob Ellemann. Foto Marie Hald, Folketinget
Skriv en kommentar til historien