Mishandlingen af landbrugsdyr i Danmark

Alle går ind for bedre dyrevelfærd – i hvert fald i princippet. For når det gælder om mere konkret at definere, hvad man skal forstå ved dyrevelfærd, og om/hvordan den skal forbedres, deles vandene.
Der er bemærkelsesværdig stor forskel i befolkningen – og blandt politikerne – på, hvor optaget man er af dyrevelfærden for kæledyr- hunde, katte, og for de 130 mio. landbrugsdyr – svinene, kvæget og fjerkræet. Mens historier om mishandling af kæledyr trækker store overskrifter i medierne, er der som regel en larmende tavshed om den mishandling af dyr, der sker i det konventionelle landbrug.

Landbrugsdyrenes forhold i Danmark
Der er ellers nok at tage fat på her. I skemaet nedenfor er der et udvalg af eksempler på forholdene for produktionsdyrene i dansk landbrug.

Dyrevelfærdsloven – dyr er sansende væsener
Det lød ellers så lovende, da Folketinget i 2020 vedtog en ny dyrevelfærdslov. Her blev dyr for første gang i dansk lovgivning anerkendt som sansende væsener.
I lovens §1 heder det, at ”Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener”. Formuleringen blev fra mange sider anset som et stort fremskridt for dyrevelfærden. Men det er naturligvis afgørende, hvad lovgiverne ligger i begrebet ”sansende”. Det fremgår ikke af lovteksten, men i bemærkningerne i folketingsudvalgets betænkning hedder det ”at alle dyr i et eller andet omfang er i stand til at sanse og interagere med deres omgivelser. Ud over situationer, hvor dyr er i stand til at opfatte og føle smerte og lidelse, dækker denne bredere betydning også situationer, hvor dyr f.eks. refleksmæssigt reagerer på sanseindtryk såsom lys, lyd, tryk, temperatur og fysiske og kemiske påvirkninger”.

Endvidere hedder det i lovens § 2, at ”Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe”, og i §3, at ” Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer”.

Men de flotte ord i lovens formålsparagraffer harmonerer ikke med den virkelighed, som landbrugsdyrene oplever og udsættes for, og som er omtalt i skemaet ovenfor.

Optimisme i 2014
Tilbage i 2014 var optimismen også stor hos daværende fødevareminister, Dan Jørgensen (S), som stod i spidsen for en handlingsplan for forbedring af velfærden for svin. Ambitionerne og målsætningerne var høje: Overlevelsesraten for smågrise skulle i 2020 været hævet med én gris pr. kuld, dødeligheden for søer skulle mindskes til 9 %, mindst 10 % af diegivende søer skulle gå frit i farestalden, kastration uden bedøvelse af smågrise skulle ophøre senest i 2018 og andelen af halekuperede smågrise skulle nedbringes markant.

Ingen af disse mål er blevet opfyldt. Forklaringen er åbenbar: Handlingsplanen bygger på frivillighed hos svineproducenterne. Og med så mange andre frivillige aftaler, som Folketing og regering har indgået med landbruget, har dette ikke haft vilje og evner til at leve op til aftalerne.

Ny dyrevelfærdsaftale
Og i begyndelsen af 2024 indgik regeringen med en stolt fødevareminister Jacob Jensen (V) i spidsen en aftale med de fleste af Folketingets partier så en ny dyrevelfærdsaftale – ”Sammen om dyrene”.

Den består af 31 punkter og omfatter både behandlingen af kæledyr og produktionsdyr.
Af særlig interesse er punkterne, der omhandler behandlingen af svin, kvæg og fjerkræ.

Aftalen indeholder i hovedtræk følgende:
Svinene
For at formindske den høje dødelighed for pattegrisene skal der iværksættes en undersøgelse af, hvordan dødeligheden kan sænkes.

Den ulovlige halekupering skal formindskes ved økonomisk at belønne dem, der overholder lovgivningen(!) og skal finansieres ved at lægge en afgift på dem, der halekuperer.

Kastration uden bedøvelse bliver forbudt.

Hvad angår søerne skal det ikke længere være muligt at fiksere dem bortset fra i dagene omkring faringen. Det betyder, at nybyggede farestalde skal indrettes med det for øje, og eksisterende farestalde bygget til fiksering skal udfases efter en pt. ukendt overgangsperiodeperiode.

Aftalen indeholder også et mål om at formindske den stigende sodødelighed, der skal opnås ved ekstra rådgivning til landmændene.

Kødkvæg og malkekvæg
Det har siden 2010 været forbud mod nybygning af bindestalde for malkekvæg. Det udvides i aftalen til også at gælde kødkvæg. Desuden skal de eksisterende bindestalde udfases – også efter en pt. ukendt overgangsperiode – og afløses af løsdriftsstalde, hvor dyrene går frit.

Størstedelen af malkekvæg afhornes. Når det sker, er der et krav om lokalbedøvelse, men kalvene udsættes for længevarende smerter efter afhorningen. Derfor bliver der nu et krav om, at kalvene også skal have længevarende smertebehandling.

Fjerkræ
Den eksisterende produktion af buræg skal som tidligere aftalt stadigvæk først udfases i 2035, men hvis producenterne vil gøre det tidligere, kan de få støtte til det.

Der skal iværksættes en undersøgelse i perioden 2024-27 af omfanget af brud på brystbenet for – eventuelt – at komme med forslag til at modvirke brudene.

Mht. turbokyllingerne skal en kampagne øge forbrugernes kendskab via Dyrevelfærdsmærket til alternativet til disse, nemlig langsommere voksende kyllinger. Desuden skal de statslige kantiner forbydes at indkøbe turbokyllingerne.

Kontrol og straf
Iflg. aftalen skal retspraksissen ved overtrædelser af loven undersøges med henblik på – mulige – skærpelser af straffene ved højere bøder, længere fængselsstraf eller frakendelse af retten til at holde dyr.

En god eller dårlig aftale?
Der er fra et dyrevelfærdsperspektiv positive elementer i aftalen. Men svaghederne er udtalte. Der er meget få konkrete tiltag, som skal iværksættes relativt hurtigt. I stedet opereres der med diverse undersøgelser – som måske af nogle vil blive kaldt syltekrukker – med kun ”mulige” tiltag, med overgangsperioder af en ukendt længde, med ekstra rådgivning og med informationskampagner.

Mest besynderligt er måske indførelsen af juridisk princip, hvor producenter belønnes, hvis de overholder lovgivningen (ved halekupering) – en form for jura, som vist ikke eksisterer på andre områder i samfundet.

Desuden indeholder aftalen ikke noget om en forlængelse af den tid, pattegrise og spædekalvene kan få lov til at blive hos moderdyret, inden de tages fra det.

Aftalen indeholder heller ikke noget om de skærpede regler for transport, der gælder, når levende dyr transporteres til slagtning eller opfedning under store afstande til udlandet.

Det er dog for nyligt fra regeringen annonceret, at fra 2031 – altså først om 7 år – skal smågrise have en lidt større loftshøjde under transporten i lastbilerne.

Mere kritik af aftalen
Der har da heller ikke manglet kritik af de specifikke elementer i aftalen. Feks. lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, at selvom søerne skal tilbringe en mindre tid af deres liv i uden fiksering, bliver det i perioden omkring faringen stadigvæk tilladt, og soen spændes stadigvæk fast i imellem metalbøjler uden at kunne vende sig og gå rundt (se hovedfoto øverst fra Dyrenes Beskyttelse).

Fem veterinærforskere retter i mediet ”Altinget” også kritik af andre punkter i aftalen. Den går bla. på, at det er almindelig viden- som ikke behøver en nærmere undersøgelse -, at forudsætningen for at nedsætte dødeligheden for pattegrise er at formindske antallet af pattegrisene i et kuld. Søerne føder i gennemsnit 20 pattegrise pr. kuld, men har kun 14 patter. Det kræver en ændring af avlen for at mindske dødeligheden. Og det indeholder aftalen intet om.

Generelt vurderer forskerne, at ”mange initiativer ikke vil have betydelig effekt, fordi reelle løsninger kræver andre tiltag en dem, som er foreslået”,

Mht. halekupering går kritikken på – udover at dem, der overholder en gældende lov, får en økonomisk belønning herfor – at det er kendt viden, at hovedårsagen til, at svinene bider halen af hinanden, er, at de har for lidt plads og mangler rodemateriale. I aftalen er der ingen krav om forbedringer af disse forhold.

Fra Dyrenes Beskyttelse vurderes aftalen generelt således:
”Regeringen har landet en bred politisk aftale, der skal sikre “bedre dyrevelfærd nu og i fremtiden”. Men den er præget af nøl og gruppearbejde, og bør kun være et startskud til overgangen til en fødevareindustri med reel respekt for det gode dyreliv”.
Organisationen efterlyser især bedre dyrevelfærd for de mange millioner af svin i landbruget.

Hvorfor sker der ikke flere forbedringer af produktionsdyrenes forhold?
Det er ikke nogen hemmelighed, at landbruget ikke har været nogen bannerfører eller foregangsaktør for bedre dyrevelfærd.

Men de fleste politikere på Christiansborg har traditionelt ikke sat erhvervet stolen for døren. Det gælder ikke bare i spørgsmålet om dyrevelfærd, men også når det drejer sig om landbrugets del af ansvaret for klimaforværringen via CO2-udledningerne, pesticidresterne i et stort antal drikkevandsboringer, den forværrede biodiversitet samt erhvervets kvælstofudledning, som er hovedårsagen til iltsvind og døde fjorde, havområder, søer og vandløb.

Umiddelbart er politikernes berøringsangst overfor landbruget noget uforståeligt, bla. fordi erhvervet spiller en lille og svindende rolle i dansk økonomi:
Antallet af heltidslandbrug er nu nede på lidt under 7300. Erhvervet bidrager med under 2 % af bruttoværditilvæksten, antallet af beskæftigede i det primære landbrug inkl. gartneri er beskedne 65.000 (omregnet til fuldtidsbeskæftigede er tallet lidt over det halve), og eksporten af landbrugsvarer udgør kun 4 % af den samlede danske eksport.

Til historien hører også, at landbruget årligt indkasserer 15 mia kr. i EU- og statsstøtte og har en gæld på næsten 300 mia.

Landbrugets samfundsøkonomiske betydning er altså lille og har i en årrække har været aftagende i forhold til andre erhverv.

Landbrugets lobbyarbejde
Når landbrugets betydning for dansk økonomi er så relativ beskeden, hvad er så forklaringen på, at de fleste politikere så at sige danser efter landbrugets pibe?

Ja, det er primært landbrugets effektive lobbyarbejde via først og fremmest lobbyorganisationen ”Landbrug og Fødevarer”. Her følger kun nogle få eksempler:
Der er en lang tradition for, at landbrugsorganisationerne helt tilbage, da landbruget var Danmarks vigtigste erhverv, bliver inddraget som medlemmer af lovforberedende udvalg og kommissioner, når der skal ske ændringer i eksisterende love, der vedrører landbruget, eller når der skal vedtages nye love.
Landbruget har også sæde i organer som bla. Det Økonomiske Råd, som rådgiver regeringen i økonomiske spørgsmål. Ligeledes sidder Landbrug og Fødevarer med i Nationalbankens bestyrelse, som – i hvert fald formelt – står for landets pengepolitik.

Landbrug og Fødevarer mødes også uformelt med politikere og embedsmænd. Hvor hyppigt det sker, er hemmeligt. I mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med, er det lovpligtigt at registrere kontakterne mellem lobbyorganisationerne på den ene side og politikere og embedsmænd på den anden side for at skabe transparens i den politiske beslutningsproces. Men det har flertallet af de danske politikere ikke ønsket at indføre.
——
Hovedfoto Camilla Stephan/Dyrenes Beskyttelse