Fra 1911 til 1961 var Livø en lukket ø, anvendt som internat for en broget skare af ”kriminelle, asociale og moralsk åndssvage” mænd. Den periode fortæller Vesthimmerlands Museum i Aars nu om i særudstillingen ”Anbragt – Livø Anstalten 1911-1961”. Ved at stille skarpt på 5 af de 743 skæbner giver udstillingen et levende og tankevækkende billede af, hvordan vi før velfærdssamfundet behandlede samfundets afvigere. En udstilling, der giver den besøgende rig mulighed for at reflektere over vores behandling af udstødte – dengang og nu.
Micha boede 47 år af sit liv som anbragt på Livø Anstalten. Han er en af de 743 personer, der blev tvangsanbragt som åndssvag eller småkriminel eller bare asocial på Livø i perioden 1911-1961. Han er også en af de 5 personer, udstillingen ”Anbragt – Livø Anstalten 1911-1961” fokuserer på i udstillingen på Vesthimmerlands Museum i Aars. Han er en smule atypisk på grund af det lange ophold. Det var de færreste, der opholdt sig så længe på Livø. I gennemsnit var hver person anbragt i 3-4 år, men alle på ubestemt tid – og alle uden at vide noget om deres videre skæbne.
De fleste anbragte var mellem 14 og 24 år.
Livø blev i 1911 købt af professor Christian Keller og gjort til en del af De Kellerske Anstalter – en anstalt for ”asociale, kriminelle, moralsk åndssvage mænd”. Samlet var de Kellerske Anstalter den største institution for åndssvage i Skandinavien. Udover Livø var der en anstalt på Sprogø – for kvinder – og i den lille by Brejning i Sydjylland, hvor hovedafdelingen med plads til 600 indsatte lå.
Vesthimmerlands Museum i Aars benytter nu 60-året for lukningen af anstalten til at vise en flot særudstilling om Livø. Udstillingen er skabt af museumsinspektør Maria Clement Hagstrup og professor i historie ved Aalborg Universitet Poul Duedahl og kan ses frem til 17. april.
Udstillingen giver et flot billede af et måske lidt overset kapitel af historien om Danmarks behandling af udstødte.
De Kellerske Anstalter var toneangivende for behandlingen af de udstødte og ikke mindst åndssvage – i tiden før velfærdssamfundet og før de første samlede danske sociallove.
De 743 anbragte – kaldet alumner – blev alle anbragt uden egentlig dom og af vidt forskellige årsager.
Den kellerske tankegang
De Kellerske Anstalter blev etableret i 1867 af Johan Keller – og videreført af sønnen Christian.
Hovedtanker bag de Kellerske Anstalter var at isolere de åndssvage og utilpassede. Man anså, at de utilpassedes tilstand var arvelig – og kun i nogen grad resultat af for dårlig opdragelse.
Derfor var isolation – og på længere sigt sterilisation – et væsentligt middel for at hindre tilstanden i at brede sig.
Det er vigtigt at tænke på, hvordan åndssvage og utilpassede blev behandlet før Keller. Alternativet var, at de enten var overladt til sig selv og omgivelsernes mere eller mindre tilfældige behandling eller at de blev udsat for fattiggårde og indespærring.
Så på mange måder var Keller et fremskridt i forhold til samtiden, ligesom mange af tankegangene blev taget med i Steinckes sociallove. Lov om ægteskabsforbud for visse befolkningsgrupper fra 1922 og lov om sterilisation af åndssvage fra 1929 viser klart sammenhængen mellem de kellerske tanker og de herskende politiske ideer i 1920´erne og 30´erne.
Udstillingens opbygning
Udstillingen findes i 2 lyse, højloftede rum i den nye del af udstillingsbygningen. En stor del af udstillingen udgøres af søjler med tekst og billeder – der er meget læsestof, men også mange billeder og illustrationer, selvom det er begrænset, hvad der findes af billedmateriale fra perioden.
Som sådan er det et flot arbejde, og der er flot dokumentation for forholdene. Udover tekstsøjlerne er der både video og audio-klip, der er ”mannequiner” med henholdsvis fangedragt og de ansattes dragter, ligesom der er udstillet en model af en tømmerflåde, som blev anvendt til et af de mange flugtforsøg fra øen.
Man har valgt at tage udgangspunkt i 5 af alumnerne – Micha, Hans Anton, Oluf, Henry Rudolf og Hans Otto – 5 skæbner ud af 743.
Det bevirker selvfølgelig, at man får et dybt, klart og rørende billede af nogle få af de 743 skæbner. Men som Maria Clement Hagstrup sagde ved indvielsen af udstillingen, så er der ikke tale om en homogen gruppe af alumner. Hver persons skæbne er speciel, både med hensyn til baggrund, årsag til anbringelsen og opholdets længde og forløb. Man kunne have lavet en udstilling om samtlige 743.
En af de udstillede er Hans Otto. Hans Otto blev født i 1907 og tvangsanbragt på Livø 1932.
I tekstsøjlerne på udstillingen fremgår det blandt andet, at kredslægen udtalte sig om Hans Otto i en udtalelse til retten 1925:
”Han er lille af vækst, men ikke dværgagtig. Begge forældre er også små folk. Begge ører er tilvoksede og der er antydning til sammenvoksede øjenbryn. I øvrigt intet sygeligt”.
Med den beskrivelse er han allerede godt på vej til Livø-anstalten…
Senere blev han anklaget for forskellige forhold, så som uhøvisk tale til flere kvinder, blotteri og overfald på en 13-årig pige.
Kredslægen konkluderede:
”Hans Ottos åndsevner er formentligt noget under det gennemsnitlige. Lad os kalde ham i lettere grad imbecil. I skolen har han sikkert været doven.
En mere fast hånd i opdragelsen og en god omgang klø…ville mulig have forhindret gentagelser af hans exhibitionistiske tilbøjeligheder.”
Efter en dom på 90 dage på almindelig fangekost henvendte politimesteren i Faaborg sig til statsadvokaten, som dekreterede tvangsanbringelse – Hans Otto var på Livø fra 1932 til januar 1942.
Det tætte fokus på de 5 personer, hvor beskrivelserne er ledsaget af billeder af de 5, gør, at man får et meget levende billede – man bliver både oplyst og rørt.
Samlet lider udstillingen en smule under, at der har været begrænset billedmateriale fra de 50 år – men det, der findes, er brugt glimrende – og de to kuratorer har fundet et meget omfattende dokumentationsmateriale frem i form af journaler, offentlige indberetninger med mere.
Udover de 5 ganske personlige skæbner viser udstillingen meget præcist forholdene på Livø og tankegangen bag gennem brug af et omfattende arkivmateriale – både journaler fra Livø og indstillinger fra det offentlige i form af indstillinger til anbringelse.
Åbningen af udstillingen
Udstillingen blev åbnet lørdag den 13/11 – og det blev noget af et tilløbsstykke. Et par hundrede besøgende lagde vejen forbi museet, hvor der var taler af udstillingens to kuratorer samt Poul Nyrup Rasmussen.
Derudover sang Louise Støjberg en sang, ”Øen man kun kommer til”, skrevet til lejligheden af Støjberg og Martin Rauff.
Udstillingens kuratorer fastslog – udover at sende en tak til de mange, der har muliggjort udstillingen, herunder Jesper, Karsten og Bente fra Livø – at der ikke er tale om en sort-hvid historie, men om en historie, der indeholder mange vidt forskellige skæbner. Udstillingens hensigt er at vise, hvad der faktisk skete, ikke at analysere eller tage stilling.
Poul Nyrup Rasmussen holdt en meget personlig og engageret tale, hvor hovedsynspunktet var, at Livø-anstalten var en historisk fejltagelse – men trods alt også et fremskridt i forhold til tidligere tiders behandling af afvigere. Nyrup påpegede, at vi skal lære af Livø – ikke mindst skal vi lære, at man ikke kan spærre folk inde, blot fordi de er anderledes.
Talen tog udgangspunkt i en af de 5 alumner, udstillingen fokuserer på – Oluf Nyrup Rasmussen fra Esbjerg, Poul Nyrups far, som var anbragt på Livø fra han var 15 og 7 år frem.
Oluf blev født 1909 og anbragt november 1924. På udstillingen vises billeder af Oluf som anbragt og tekster med uddrag fra både journaler fra Livø og fra de anbringende myndigheder.
Oluf blev forsøgt anbragt allerede tidligere på anmodning af fattigudvalget i Esbjerg, der fandt ham ”skrøbelig og umoden”. Senere blev han anbragt efter henvisning fra politimesteren i Esbjerg, som fandt hans opførsel ”alarmerende” – ”han får når noget går ham imod ”hysteriske” anfald, under hvilke han bliver voldsom og ganske ustyrlig”.
Oluf blev altså på Livø i 7 år. Journalen – og udstillingen – fortæller om flere forsøg på at blive hjemsendt, og i april 1931 blev han sendt på prøve i plads hos mejerist Hansen i Løgstør – og derefter udskrevet fra Livø september 1931.
Helt i tråd med Nyrups tale blev åbningen ikke fejret med at klippe et silkebånd over med en saks – Nyrup brugte symbolsk en boltsaks til at klippe en lænke over med.
Dagligdagen på Livø
Udstillingen fortæller glimrende om de hårde skæbner, der befolkede Livø. Og den fortæller præcist om de rammer, der var for de 743 alumner. Det er alligevel svært at få et fuldstændigt billede af dagligdagen. Ingen tvivl om, at alumner blev holdt i kort snor med en hård arbejdsdag og en barsk virkelighed. Men der var også helt i takt med den kellerske tankegang relativt åbne forhold. Livø er en ø med en smuk natur og bjergtagende udsigter og boligerne var nyopførte og i god stand. På den måde havde alumnerne på Livø måske bedre forhold end egentligt dømte på fastlandet.
Havnen var dog forbudt område. Og udsigten fra øen tværs over Limfjorden til det fastland, der var uopnåeligt, må, sammen med det faktum, at alle var anbragt på ubestemt tid, have været uudholdeligt.
Friheden var da også i høj grad relativ. Alumnerne blev låst inde om natten, om dagen skulle de holdes beskæftigede med hårdt fysisk arbejde, for at holde tankerne fra deres tidligere liv.
Det drev ganske mange til at forsøge flugt fra øen. Og ganske mange døde i forsøg på at sejle på hjemmelavede tømmerflåder eller svømme til fastlandet – eller at gå på isen mod friheden om vinteren. En af de anvendte tømmerflåder kan ses på udstillingen. Den er med til at give et klart billede af den desperation, mange følte som anbragte.
Udstillingen lægger ikke op til et besøg på Livø. Men færgen fra Rønbjerg sejler med 4 daglige afgange hele vinterhalvåret – i weekenden kun 2 – og Rønbjerg Havn ligger kun 28 kilometer fra Aars.
Egentlig er det synd, at udstillingen ligger i vinterhalvåret, hvor Livø er delvist lukket ned. Men muligheden for – med udstillingen i baghovedet – at udvide indtrykkene fra øen ligger lige for.
Stemningen er unægtelig en anden på Livø i dag, men bygningerne som Munkebo og Nonnebo, hvor alumnerne boede og arbejdede, stammer fra den kellerske periode og ligger der stadig i dag – i nogenlunde uændret form. Det samme gælder den tidligere inspektørbolig, der i dag hedder Livø Avlsgård og er rammen for øens økologiske landbrug.
Udstillingens betydning
Udstillingen i Aars vises i 2021 – 60 år efter at Livø-anstalten blev lukket. I følge udstillingens arrangører er hensigten at vise, hvordan forholdene var, ikke at tage stilling. Og det lykkes til fulde.
Udstillingen giver et flot billede af Livø-anstalten og ikke mindst tanken bag.
I arbejdet med udstillingen har de to kuratorer truffet et overordnet valg – at vise situationen som den var, vist gennem billeder, journaler, indstillinger fra offentlige myndigheder. Det giver som sagt et klart og tydeligt billede af forholdene og menneskesynet bag Livø-Anstalten.
Men det har også betydet en række fravalg. Man har valgt, ikke at være analyserende overhovedet. Dermed har man ikke kunnet undersøge f.eks. hvilke befolkningsgrupper, der blev anbragt. Svaret giver måske sig selv – som Nyrup sagde ved indvielsen:
”Det var ikke hvem som helst, der kom på Livø. Overlægebørn var der næppe. Det var de laveste fra arbejderklassen, de svageste”.
Det kunne en analyse af det omfattende materiale, kuratorerne har været igennem, måske give et mere uddybende svar på.
Udstillingen trækker ikke direkte tråde til nutiden, men den kan fint ses som et debatoplæg.
Hvad der skete med de 743 anbragte efter tiden på Livø er ikke udstillingens anliggende. Men man må formode, at mange er vendt tilbage med traumer og er blevet kraftigt stigmatiserede. Det må have været mere end svært at vende tilbage til et ”normalt” liv.
Fra Poul Nyrup Rasmussens åbningstale ved vi, at det senere gik Oluf ganske godt. Han blev ikke knækket af opholdet på Livø. Han vendte tilbage til Esbjerg, stiftede familie, fik børn – og var ganske afholdt, ikke mindst fordi han turnerede rundt med en biograf og viste film, men også fordi han – ifølge sønnen – altid var i godt humør og kunne tale med alle. Utilpasset og uintelligent var han i hvert fald ikke.
Det kunne være en undersøgelse – og en udstilling – værd at finde frem til de øvrige 742 unge mænds skæbne efter Livø.
Virkeligheden for de anbragte på Livø og Sprogø kan ses som en dunkel del af vores fortid. Tvangssterilisering og anbringelse uden dom på ubestemt tid er mørke dele fra vores umiddelbare fortid – før velfærdssamfundets fremkomst. Mange unge og deres familier fik deres liv ødelagt.
Socialministeriet undersøger aktuelt, hvorvidt de anbragte på Livø og Sprogø – og ikke mindst deres efterkommere – skal have en officiel undskyldning.
Det er fremragende, at Vesthimmerlands Museum i jubilæumsåret viser en udstilling om Keller og Livø – for at fastholde erindringen – og for at sætte tanker i gang.
Der er klart forhold og tankegange, der har ændret siden de Kellerske Anstalter. Åndssvag er blevet til udviklingshæmmet – uden at den negative ladning ved ordet er blevet væsentligt mindre. Afvigere søges ikke længere isoleret men integreret. Retssikkerheden er kraftigt forbedret. Væresteder, beskyttede boliger, aktivering og jobtilbud er nøgleord i dag.
Men tanken om tvangsanbringelse er måske ikke helt død i dag – nu hedder det bare kriminelle indvandrere som den potentielt ramte gruppe. Og selv de allermest vellykkede former for integration lider under evige trusler om nedskæringer og tilbageskridt.
Den slags tanker er hovedet fuldt af, når man forlader Vesthimmerlands Museum. Men det er nok en helt anden udstilling og en helt anden artikel.
———————
Topfoto: ”743 mænd – 743 skæbner. Plakat fra udstillingen
Skriv en kommentar til historien