Den 11. marts går grønlænderne til valgurnerne. Sjældent har der her i Syddanmark været så stor bevågenhed om et grønlandsk valg som denne gang, hvilket bl.a. hænger sammen med Trumps imperiale udmeldinger og debatten om grønlandsk løsrivelse fra Danmark. Artiklen giver et historisk overblik over den dansk – grønlandske relation, forskellige grader af autonomi og præsenterer partiernes standpunkter i valgkampen. I kulissen spøger Trump!
Donald Trumps melding om at ville kontrollere eller eje Grønland har rystet Rigsfællesskabet. Og kastet grønlænderne ud i en seriøs debat om, hvor de hører til – sig selv, Danmark eller USA? Den grønlandske landsstyreformand Mute B. Egede er ikke i tvivl: ”Vi vil ikke være amerikanere, og vi vil heller ikke være danskere. Vi vil være grønlændere”. Et udsagn Mette Frederiksen bakker op med beskeden om, at Grønlands fremtid afgøres i Nuuk og ”at set med den danske regerings briller, så er Grønland grønlændernes«.
”Grønlands hvide guld” – en dokumentar
Rigsfællesskabet fik også en rystetur med DRs nylige dokumentar ”Grønlands hvide guld”, der gav et billede af en klassisk, kolonialistisk relation mellem Danmark og Grønland med fokus på økonomisk udbytning og menneskelige tragedier. Danske ”eksperter” fik dog fordrejet dokumentarens budskaber med diskussioner om, hvor meget Danmark præcist havde tjent på kryolitten. I Grønland gav dokumentaren endnu mere vind i sejlene til ønskerne om selvstændighed.
Rigsfællesskabets arbejdsdeling
Grønland er som Færøerne en del af det danske rigsfællesskab og hører dermed under den danske stat. Rigsfællesskabet har givet Grønland – og Færøerne – selvstyre og mulighed for at lovgive inden for stort set alle samfundsmæssige områder. Kun udenrigspolitikken, forsvarspolitikken og pengepolitikken hører under Danmark. Alle andre områder er hjemtaget eller kan hjemtages i takt med Grønlands økonomiske muligheder. Enkelte områder, bl.a. politi og retsvæsen, kan kun hjemtages, såfremt Folketinget godkender det.
Valgets temaer – bl.a. spiralsagen
Ved valget til det Grønlandske parlament, Inatsisartut, den 11. marts er USA og kryolitten blevet centrale temaer. Sammen med gamle temaer, der trigger ønsket om selvstændighed. F.eks. historien om, hvordan 4.500 grønlandske kvinder og piger helt ned til 13-årsalderen fra 1966 til 1975 fik opsat spiraler, nogle gange uden samtykke fra kvinderne. Og sagen om de hundredvis af grønlandske børn, der blev bortadopteret til Danmark frem til 1976 – mange af dem mod familiens vilje. Også sagen om de 22 eksperimentbørn hives frem. Børn, der i 1951 blev sendt til Danmark for at gøre dem mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som rollemodeller. De ”glemte” deres sprog og kultur og vendte i stedet hjem til sociale og familiemæssige problemer.
Landsstyreformand Mute B. Egede kaldte fornylig spiralsagen for et ”folkedrab”. Det affødte en række indsigelser. Helene Brochmann, kandidat i samfundsfag og eskimologi, siger, at spiralkampagnen dæmmede op for et eksploderende fødselstal i Grønland i 1950erne og 60erne og forhindrede en masse børn i at blive født til en tilværelse som omsorgssvigtede. Fra andre kilder lyder det, at den overvejende del af kvinderne frivilligt gik med til indgrebet.
Den ulige magt deling: Racisme mod danskere
Det piller ikke ved det faktum, at Danmark og Grønlands fælles historie er historien om en ulige magtdeling. Efter 1953 blev der indført en dansk samfundsmodel i Grønland. Dengang fik Grønland status som et dansk amt. Det skete med fx opførelse af betonbyggerier, koncentration af befolkningen i byer og afvikling af fangerkulturen. En hurtig og radikal samfundsomvæltning, der havde store menneskelige og sociale omkostninger.
Med indførelse af hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009, blev en trinvis afkolonialisering igangsat og magten gradvist og formelt overflyttet til grønlænderne. Det har dog ikke mindsket den danske indflydelse proportionalt, den er blot mere usynlig. Der er stadig op mod 4.000 ”tilkaldte”, især danskere, i mere eller mindre centrale jobs i Grønland. Afkolonialiseringsprocessen har ikke fjernet modstanden mod danskerne og dansk kultur. Racisme mod danskere er ikke et ukendt fænomen.
Er Grønland parat til selvstændighed? Kun 3 sagsområder hjemtaget siden 2009
Indførelsen af hjemmestyreloven i 1979 og selvstyreloven i 2009 har udfordret grønlændernes muligheder for at agere selvstændigt. Begge love åbner som sagt for, at Grønland gradvist kan overtage ansvaret for flere og flere områder, der har direkte indflydelse på egne levevilkår. Under Hjemmestyret gik overtagelsen af sagsområder hurtigt, meget hurtigere end forudsat, men med overgangen til Selvstyret bremsedes processen op, særligt fordi der nu ikke længere følger et øget bloktilskud med hjemtagelsen. I dag har Danmark stadig ansvaret for 37 sagsområder. De 32 af dem kan selvstyret overtage. Siden 2009 har Selvstyret kun overtaget 3 områder!
Årsagen er, at grønlænderne ikke har været i stand til at skabe en trinvis bæredygtig økonomi. Og slet ikke en selvbåren økonomi, der er forudsætningen for fuld selvstændighed. Grønlænderne knyttede med Selvstyret håb til minedriften. Råstofområdet blev hjemtaget i 2010, og håbet var, at minedrift kunne finansiere hjemtagelsen af flere områder. Men minedriften udeblev!
Forundersøgelser har ellers vist, at fx Kuannersuit (på dansk Kvanefjeld) i Sydgrønland rummer værdifulde mineraler, bl.a. sjældne jordarter, som Grønland ville kunne tjene styrtende med penge på, og som ville kunne bidrage væsentligt til landets økonomiske selvstændighed, men fjeldet indeholder også radioaktive stoffer som uran, der kan forårsage katastrofale skader på miljøet. Derfor besluttede det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, i 2023 at give afslag på en ansøgning om udvinding. Alternativt har Selvstyret ikke formået at skabe andre væsentlige økonomiske indtægtskilder. Også olieudvinding er der – af miljømæssige grunde – sat en foreløbig stopper for.
Manglen på kvalificeret arbejdskraft
Et andet problem i forhold til større selvstændighed er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Grønland er stadig afhængig af tilkaldt arbejdskraft. Som nævnt arbejder der i øjeblikket ca. 4000 tilkaldte – især danske – i Grønland, mens antallet af østasiatere er stigende. Ifølge tal fra Grønlands Statistik for februar 2024 bor der 912 filippinere og 349 thailændere i Grønland, hvoraf en del indgår i arbejdsstyrken, fx i fiskeindustrien. Grønland overtog ansvaret for sundhedsområdet for mere end 30 år siden. I dag spiller vikarer fra blandt andet Danmark en afgørende rolle i forhold til at få fx sygehusene til at fungere.
Et af de ømme punkter her er, at for få unge grønlændere gennemfører en uddannelse. I 2023 havde 54 procent af de 25-29-årige kun en grundskoleuddannelse, mens 35 procent havde en ungdomsuddannelse og 11 procent en videregående uddannelse ifølge den grønlandske statistikbank. Til sammenligning hedder de tre tal i Danmark: 14 procent med kun grundskole, 34 procent med ungdomsuddannelse og 51 procent med videregående.
Skæbnevalget 11. marts. Selvstændighed det centrale tema
Tidligere minister Maliina Abelsen har været ude med en løftet pegefinger og advaret om, at den aktuelle valgkamp ikke drukner i spørgsmålet om selvstændighed: ”De geopolitiske spørgsmål om USA, Danmark og Grønland har sammen med spørgsmålet om selvstændighed fyldt stort set 90 procent af valgkampen indtil videre”. Hun mener, at en god folkeskole, bedre adgang til sundhedsvæsenet og et socialt sikkerhedsnet er forudsætningen for, at Grønland kan blive selvstændigt i fremtiden.
Men selvstændighed er og bliver et centralt tema i valgkampen, som kan blive afgjort af uenighed omkring tempoet for løsrivelse. Temaets centrale placering understøttes af undersøgelser, der gang på gang viser, at et flertal af den grønlandske befolkning ønsker fuld selvstændighed. Ifølge den seneste måling lavet af Berlingske og det grønlandske medie Sermitsiaq ønsker 56 procent af vælgerne selvstændighed. Hvis en hurtig løsrivelse koster nedgang i levestandard, falder opbakningen dog til 45 procent. 18 procent vil være selvstændige for enhver pris. Undersøgelsen viser også, at grønlænderne forventer økonomisk støtte fra Danmark, når og hvis selvstændighed bliver en realitet.
Selvstyrelovens paragraf 21 anviser trin for trin vejen til selvstændighed. Det er det grønlandske parlament, Inatsisartut, der træffer beslutning om aktivering af paragraffen. Ved en aktivering igangsættes forhandlinger mellem Danmark og Grønland omkring de praktiske forhold i en udtræden. Et afgørende punkt bliver her, hvor længe og om tilskud til Grønland kan fortsætte. Når forhandlingerne er færdige, skal aftalen godkendes af Inatsisartut og til folkeafstemning i Grønland. Afslutningsvis skal aftalen godkendes af Folketinget.
Partii Naleraq – nationalpopulisme a la Danmarksdemokraterne
Partiet Partii Naleraq (dansk: pejlemærkepartiet) har den mest radikale holdning til selvstændighed. Partiets formand, Pele Broberg, har optimistisk udtalt, at hvis han kunne få sin vilje nu, var Grønland ”ude af det danske kongerige om tre år”, og han ville i den forbindelse lave en forsvarsaftale med USA.
Det er partiets radikale selvstændighedspolitik, der for et par uger siden fik stemmeslugeren Aki-Matilda Høegh Dam til at springe fra Siumut til Naleraq. Partiets nationalpopulistiske holdninger går hånd i hånd med en ”omsorg” for udkant-Grønland a la Danmarksdemokraterne. Partiet vil styrke leveforholdene i Grønlands små byer og bygder, og man vil også styrke fiskeriets vilkår bl.a. ved at lempe på fiskekvoterne. Her har partiet fat i noget, der kan tilføre stemmer. Grønlands parlament har netop gennemført en ny fiskerilov med bl.a. en stramning af fiskekvoterne fra 1. januar 2025 til stor utilfredshed blandt fiskerne.
Siumut – grønlandske socialdemokrater
Det ”gamle” parti Siumut (dansk: fremad), der har den nuværende finansminister Erik Jensen som formand, ønsker også selvstændighed hurtigst muligt. Partiet foreslog i starten af valgkampen at aktivere selvstyrelovens § 21 allerede i den næste valgperiode, men har trukket forslaget tilbage. I stedet ønsker partiet en vejledende folkeafstemning om grønlandsk selvstændighed. Ideologisk er Siumut et socialdemokratisk-socialistisk parti, der går ind for en offentlig styring af økonomien og en forbedring af forholdene for de svagest stillede. Partiet arbejder også for, at den økonomiske udvikling ikke kun skal være til gavn for de ”store” byer. Man har fornylig meddelt, at olieudvinding igen bør overvejes for at styrke Grønlands økonomi.
IA – en grønlandske udgave af SF
Partiet Inuit Ataqatigiit (dansk: folkefælleskabet) med den nuværende regeringsleder Mute B. Egede i spidsen har også selvstændighed som et klart mål, men siger, at det ikke skal ske på bekostning af velfærden og klimaet. Aaja Chemnitz, IA-medlem og medlem af Folketinget siger, at selvstændighed ”kan komme i mange former”, at man fx ”udvider den selvstyremodel, vi har i dag, samtidig med at vi aftaler en vej hen imod økonomisk selvbårenhed”. IA er i øvrigt et socialistisk parti, der arbejder på en omfordeling af goderne i Grønland, fx gennem indførelse af topskat. Partiet har en klar miljøprofil og mener, at biologernes anbefalinger skal følges, når fx nye fiskekvoter skal vedtages.
Atassut – et liberalt parti
Atassut (dansk: bindeled) er det eneste grønlandske parti der går ind for en bevarelse af det dansk-grønlandske samarbejde. Det ønsker Rigsfællesskabet opretholdt, men ønsker dog at Grønland får flere beføjelser. Partiet har en liberal ideologi og går ind for en styrkelse af det private erhvervslivs stilling. Partierts formand hedder Aqqalu Jerimiassen.
Demokraatit – en grønlandsk udgave af Det radikal Venstre
Partiet Demokraatit (Demokraterne) er et social-liberalt parti. Det lægger vægt på økonomisk ansvarlighed og hjælp til landets svageste indbyggere. Selvstændighed er først mulig, når Grønlands økonomi er fuldstændigt uafhængig af Danmark. Det er et udpræget storbyparti med opbakning blandt højtuddannede. Partiets formand er Jens-Frederik Nielsen.
Oulleq- selvstændighed og olieudvinding
Qulleq (dansk: tranlampe) med formand Karl Ingemann, blev stiftet i 2023 af tidligere medlemmer fra Siumut og Naleraq. Partiet går ind for hurtig selvstændighed og ønsker desuden, at Grønland skal begynde at udvinde olie.
Der laves ikke længere meningsmålinger i Grønland i forbindelse med valg. Derfor er det svært, for ikke at sige umuligt, at spå om valgets udfald. Umiddelbart spås Naleraq en fremgang, mens IA og Siumut (de nuværende regeringspartier) forventes at få en mindre tilbagegang. Hvis Naleraq og Siumut kan mønstre et flertal tilsammen, kan det åbne for en hurtig løsrivelsesproces. Ved valget i 2018 så stemme- og mandatfordelingen for de dengang opstillede partier sådan ud:
Trump, Danmark og Grønland
Man kan jo også spørge, hvor afgørende valget bliver for Grønlands fremtid? Er det i stedet det storpolitiske spil omkring Grønland, der bliver afgørende? Donald Trump vil formodentlig ikke være lydhør over for grønlændernes ønsker. Vi har hørt Trump true med at overtage kontrollen med Grønland, om nødvendigt med brug af militær magt. Et alternativ kan være, at han indleder drøftelser med Danmark henover hovedet på grønlænderne. Altså gentager Ukraine-modellen og om nødvendigt bruger en straftold over for Danmark, hvis han ikke får sin vilje. Tidligere chefstrateg i Nordea, Andreas Steno, mener, Danmark skal forberede sig på dette scenarie: ”Grønland bliver amerikansk uanset hvad. Nu er tiden til at følge Trump og forhandle os til den bedst mulige aftale«, har han udtalt til Politiken.
Det grønlandske modsvar til en USA-model sammenfattes måske bedst af Ulrik Pram Gad, som er ekspert i Arktis ved Dansk Institut for Internationale Studier: ”Alle de grønlandske politikere, jeg har talt med, vil helst have en free association-aftale med Danmark, men Danmark har ikke villet det indtil nu. Der er ingen, der siger, at de helst vil have en aftale med USA”. En sådan associations-aftale skal ifølge Ulrik Pram Gad helst indeholde ”et ret substantielt bloktilskud”. Hvis det ikke bliver sådan, vil det blive ”et nej ved en grønlandsk folkeafstemning. For de meningsmålinger, der er i Grønland, siger, at de gerne vil være selvstændige, men det må ikke koste på velfærden”.
Den grønlandske befolkning ønsker ikke at blive amerikanere
Den grønlandske befolkning er helt på linje med politikerne omkring forholdet til USA. I en meningsmåling lavet af analyseinstituttet Verian for Berlingske Tidende og den grønlandske avis Sermitsiaq svarer et stort flertal – 85 procent – at de ikke ønsker, at Grønland træder ud af Rigsfællesskabet og i stedet bliver en del af USA. Skal man vælge mellem dansk og amerikansk statsborgerskab, så foretrækker størstedelen dansk statsborgerskab.
Spørgsmålet er, hvem/hvad der vinder slaget om Grønland – Trump eller grønlænderne? Såfremt Grønland laver en hurtig løsrivelse og sejler ud på åbent vand alene, vil landet være et let bytte for USA. Omvendt vil en fortsat markering af en eller anden form for tilknytning til Danmark og den fælles 300 år lange historie uden tvivl give Grønland den bedste beskyttelse over for den amerikanske grib – Trump! Lige nu forholder han sig tavs. Afventer han resultatet af det grønlandske valg – eller har han bare for travlt med andre sager?
—–
Hovedfoto: Wikimedia Commons
