- Hovedhistorie

Anmeldelse: Putins Rusland

Author profile

Den russiske krig mod Ukraine er – med rette – blevet fordømt. Den bryder åbenlyst med folkeretten og har kostet ufattelige menneskelige lidelser og voldsomme ødelæggelser. Kunne den være undgået, såfremt Nato ikke havde insisteret på at optage Ukraine i Nato? Og hvad er det for et Rusland, der griber til så hårdhændede midler for at gennemtvinge sin politik? Og har Ruslands mere generelle ambitioner om at udfordre USA´s unipolære status og igen at kunne afbalancere Vestens magt nogen gang på jorden? Det har forlaget Frydenlund bl.a. sat sig for at belyse i antologien, Putins Rusland.

Der er konsensus fra højre til venstre om på det kraftigste at fordømme den russiske invasion af Ukraine, som har givet den regelbaserede verdensorden et grundskud. Og der er stort set enighed blandt partier og debattører om at bakke op om sanktionerne mod Rusland. Og som konflikten har udviklet sig, er der også relativ bred støtte til dansk militær støtte til Ukraine.

Forklare uden at forsvare – forskellige diskurser
Når det til gengæld kommer til en analyse af konfliktens årsager – dvs. forklare den russiske adfærd uden at forsvare den – så møder man i den offentlige debat forskellige diskurser. Nogle forsøger på individniveau at fokusere på Putins habitus og hans rolle som diktator og tilskrive russernes aggression hans forkvaklede psyke og megalomaniske tilbøjeligheder. I forlængelse heraf og tæt forbundet hermed peger især vestlige analyser på den russiske elites ambitioner om at genskabe et postsovjetisk imperium inden for rammerne af et illiberalt autokrati.

Mindre hyppig i den danske debat er imidlertid en tredje diskurs, som tilstræber at anlægge en mere historisk og geopolitisk synsvinkel på invasionen og forstå modpartens tankesæt.

Den russiske selvforståelse
Det forsøger forlaget Frydenlund at råde bod på. I en antologi, Putins Rusland, redigeret af to statskundskabsforskere – Mette Skak og Carsten Jensen – giver Torben Heuer, lektor i russisk sprog, kultur og historie, et indblik i den russiske selvforståelse, som han udvider til ikke blot at omfatte eliten, men den brede befolkning, så godt som det nu kan lade sig gøre i et land med 145 mio. indbyggere. Udgangspunktet er historisk. Russerne er ikke forvænt med, at der kommer noget behageligt fra Vesten. Landet er blevet invaderet adskillige gange i historien: Af polakkerne i 1600-tallet af svenskerne i 1700-tallet, af Napoleon i 1812 og af tyskerne under både 1. og 2. Verdenskrig. Forhandlingerne i kølvandet på 2. Verdenskrig tilgodeså i høj grad russernes sikkerhedsinteresser, idet Tyskland blev delt og svækket, og der blev etableret en bufferzone bestående af WAPA – landene. Med Murens fald, Sovjetunionen og WAPA’s opløsning blev russerne på ny i deres selvforståelse udsat for vestlig aggression, idet de tidligere WAPA – lande blev optaget i Nato – på trods af vestlige forsikringer om det modsatte, da den tyske genforening fra russisk side blev accepteret. Det opfattes som en provokerende og mistillidsskabende foranstaltning og et udtryk for den unipolære verdensorden styret af USA, som russerne ønsker et opgør med. Og med en mulig optagelse af Georgien og Ukraine i Nato er det slut med den russiske tålmodighed og ydmygelse siden Murens fald: målet er fuldt!

NATOs udvidelse 1949-2020. Kilde Wikimedia Commons

Vesten opererer med dobbeltstandarder
Ud over Natos udvidelse mod øst kritiserer russerne også Vesten for i en række konflikter at optræde dobbeltmoralsk, magtfuldkomment og at se stort på folkeretten. Amputationen i 1999 af Kosovo fra Serbien, som Vesten fremkaldte ved at bombe Serbien, sammenligner russerne med indlemmelsen af Krim. Irakinvasionen i 2003 var indiskutabelt folkeretsstridig og viste, hvor villig USA, UK og Danmark var til at gribe til kynisk og brutal magtanvendelse, når de ikke kunne få folkerettens og FN’s velsignelse. Tilsvarende Libyenaktionen i 2011, som efterlod landet som en ”failed state”. Majdanopstanden i 2014, hvor Janokovitj i henhold til den russiske version blev kuppet – bistået af CIA – og sendt på flugt, viser også, hvordan Vesten opererer med dobbelte standarder. Og – kunne man tilføje – den israelske be – og bosættelse af Vestbredden, der stiltiende accepters af Vesten, og hvor det igen er magten og ikke retten, der taler. Efter russernes opfattelse har Vesten ikke noget at lade dem høre.

Waltz’s og neorealismen
Peter Toft, ph.d. i statskundskab, analyserer med udgangspunkt i neorealismens fader, Kenneth Waltz, Ruslands styrke i et internationalt perspektiv. Politologen Waltz mener, at et lands internationale styrkeposition afgøres af, hvor højt det scorer på en række parametre: militær, økonomi, territorium, demografi, naturressourcer og politisk sammenhængskraft. Det er afgørende ifølge Waltz, at en stat har brug for hele paletten af styrkepositioner for at udøve magt. En stat kan f.eks. ikke opretholde militær styrke uden en stærk økonomi, der i sig selv bl.a. hviler på befolkningens størrelse og mængden af naturressourcer, som i sig selv kræver et stort territorium.

Russiske stormagtsambitioner er et fatamorgana
Toft analyserer og sammenligner den russiske økonomi og dens rammebetingelser, naturressourcerne (olie og gas) samt demografien med andre større magter, og hans konklusion er, at Ruslands økonomiske resultater siden den kolde krig har haltet Og at dynamikken og væksten i den russiske økonomi hæmmes voldsomt af, at den styres af et oligarki. Dertil kommer, at udsigterne for en økonomi, der bygger på olie og gas, er udfordret af den grønne bølge, og endelig er demografien under pres med faldende befolkningstal og en forskydning mod flere ældre og færre yngre – den såkaldte ældrebyrde, der også kendes i Vesten.

Tofts konklusion er, at udsigten til en renæssance for russernes ambitioner om at være en stormagt, der kan spille en central rolle på den geopolitiske scene, er et fatamorgana.

Hvor stærkt er det russiske militær? Er der behov for vestlig oprustning og et nyt våbenkapløb?
Det kan undre, at Toft ikke analyserer og sammenligner den russiske militære kapabilitet med Vestens, når man betænker, hvor stor en rolle oprustning i øjeblikket spiller i Natolandene. Det nærmeste Toft kommer på et militært statement er, at Rusland besidder kernevåben, men at landet pga. svagheden på de andre styrkepositioner vil have svært ved at opretholde et stort militær og vil fortsætte med at være en nedadgående magt.

Antologiens øvrige artikler
Ud over de her omtalte artikler i antologien, Putins Rusland, analyserer Jakob Tolstrup (ph.d. i statskundskab) den nyeste russiske, politiske historie fra Gorbatjovs liberaliseringer over Jeltsins indførelse af en begyndende form for demokrati til Putins tiltagende autokrati.

Samme Tolstrup gennemgår de russisk– ukrainske relationer i nogle lange linjer, der går 1000 år tilbage i tiden, men som lægger vægten på, hvad der er sket siden Sovjetunionens opløsning.

Birthe Hansen og Carsten Jensen (begge ph.d. i statskundskab) analyserer Ruslands Mellemøstenpolitik med særligt henblik på Syrien, og Mette Skak ser på Rusland og klimaforandringerne.

Det er et prisværdigt initiativ, Frydenlund med Putins Rusland har taget. Et forslag til næste udgave af antologien kunne være, at man også lod en freds – og konfliktforsker komme til orde.


——
Topfoto: Bogomslag, Forlaget Frydenlund

Skriv en kommentar til historien

avatar