- Natur og miljø

Grøn strøm – en mangelvare i Vendsyssel

Author profile

Elektrificeringen af jernbanenettet stopper efter planen i Ålborg. Vendsyssel kobles af. Noget tilsvarende frygter en kommune i Vendsyssel nu kan ske for den grønne elforsyning. El –infrastrukturen er ganske enkelt ikke tilstrækkelig til at kunne transmittere den vedvarende energi, som eksisterende virksomheder og potentielle investorer ønsker. Regeringens seneste udspil til grøn energi bekræfter frygten.

I Nordøstvendsyssel har der udviklet sig en bekymring for, at den grønne elproduktion og eltransmission og dermed erhvervsinvesteringer går uden om området, fordi den nødvendige infrastruktur for elforsyningen ikke er til stede.

Udbud eller ”åben dør”
Der er i princippet to måder, hvorpå vedvarende energiprojekter kan igangsættes. Enten via et statsligt udbud eller via den såkaldte ”åbne dør”-ordning, som indebærer, at det er en projektudvikler, der selv tager initiativ til at etablere et vedvarende energi-anlæg af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering på havet. Myndighederne udsteder på baggrund af ansøgningen de nødvendige tilladelser.

Den 1. februar 2023 blev alle ansøgningerne om ”åben-dør” – projekter imidlertid stillet i bero, da det gik op for Energistyrelsen, at udstedelsen af tilladelser potentielt konfliktede med EU’s statsstøtteregler.

44 ”åben dør” møller i farezonen
Det ramte Nordøstvendsyssel hårdt, da private investorers ”åben dør”- projekt med 44 møller i Ålbækbugten med et slag blev smækket i.

Foto Energinet

Det rammer f.eks. de store energiforbrugere i fiskeindustrien, der gerne vil køre på grøn strøm, og krydstogtsskibe og fiskefartøjer, der ønsker CO2 neutral landstrøm.

I Sæby er der planlagt et stort datacenter med en grøn profil, og hvor intentionen er, at det skal være CO2-neutralt på trods af, at datacentre er storforbrugere af strøm. Løsningen er grøn strøm fra havvind, som nu desværre har lange udsigter.

Recycling City i Frederikshavn binder ambitionen om at bidrage til den grønne omstilling sammen med potentialet for at tiltrække grønne virksomheder og arbejdspladser til Frederikshavn.

Det tager 8 år at udbygge elnettet til grøn strøm
Om energiproblemerne for Vendsyssel siger Niels Bay Christensen, direktør for Erhvervshus Nord:
– El-transmissionsnettet nord for Aalborg er ikke dimensioneret kraftigt nok til at levere tilstrækkelig grøn strøm. Nordjylland er koblet helt af Energinets planer om udbygning af transmissionsnettet, og det vil tage 8 år at få udbygget nettet fra Aalborg og nordpå – når man engang får overbevist Energinet om, at projekterne er der, og det er et planmæssigt faktum, at den lokale udvikling foregår der, hvor infrastrukturen er på plads. Det gælder også den vedvarende el-infrastruktur, hvis vi skal kunne sælge grønne produkter til grønne virksomheder. Infrastrukturen skal være på plads, før virksomhederne vil investere – og ikke omvendt -, og moderne virksomheder kræver grøn strøm.

Niels Bay Christensen, direktør Erhvervshus Nord. Foto Erhvervshus Nord

Energinet er forpligtet til at sikre adgang til det kollektive el-system
Til kritikken af, at kapaciteten i Nordøstvendsyssel ikke er tilstrækkelig til at modtage energi fra potentielle, fremtidige møller i f.eks. Ålbækbugten, siger Bjarne Brendstrup fra Energinet:
– Helt overordnet er Energinet forpligtet via lovgivningen til at sikre lige adgang til det kollektive elsystem inden for en rimelig tidshorisont. Det betyder, at Energinet skal kunne henvise til tilslutningspunkter i nettet, så anlæg kan komme på elnettet. Det indebærer ofte, at Energinet skal udbygge el-infrastrukturen for at have den tilstrækkelige kapacitet. Udbygningen skal godkendes af Klima – energi – og forsyningsministeren.

Bjarne Brendstrup. Energinet. Foto Energinet.

– Er Energinet på forkant eller halter udbygningen af kapaciteten i Nordjylland bagefter?
. Vi bestræber os på at være på forkant – nogle steder lykkes det, andre steder når de nye solcelleanlæg, møller eller store elforbrugere at komme, før elnettet bliver udbygget. Det er en kæmpe opgave, vi står overfor. Danmark skal inden 2030 firedoble produktionen fra vindmøller og solceller, og det betyder, at elnettet skal udbygges markant. I Nordjylland har vi besluttet at lave to nye stationer, og de bliver bygget dobbelt så store, som der i dag er behov for i et forsøg på at være på forkant. Men der er fortsat behov for løbende at følge udviklingen. Sidst i oktober 2023 har Energinet derfor indkaldt til en konference med alle interessenter, så vi kan få et fælles aktuelt og ajourført overblik over, hvor nettet forventes at blive overbelastet.

Frygter Vendsyssel bliver koblet af
Christina Lykke Eriksen, byrådsmedlem for SF i Frederikshavn, siger:
– Udviklingen bekymrer mig. Jeg er bange for, at Vendsyssel med hensyn til el-infrastrukturen bliver efterladt på perronen – ligesom da vi blev koblet af elektrificeringen af jernbanenettet og blev spist af med batteridrevne tog, som betyder, at personer og gods til og fra Vendsyssel skal skifte og omlades i Ålborg. Lukningen af ”åben dør” – projekterne i Ålbækbugten er katastrofalt for os her i Nordøstvendsyssel.

Christina Lykke Eriksen, Byrådsmedlem i Frederikshavn for SF. Foto Fredhavn Kommune

– Hvad har du tænkt dig at gøre ved situationen?
– Jeg vil rejse problematikken over for mine partifæller på Christiansborg og bede dem gå ind i sagen, og så synes jeg, det vil være en god ide, om gruppeformændene i byrådet i samlet flok tog til Christiansborg og fik foretræde for Klima – energi – og forsyningsministeren.

– Energinet anerkender, at det kan være svært at være på forkant med alle projekter i hele landet – også fordi det er forbundet med store omkostninger at udbygge transmissionsnettet. Energinet vil gerne være sikker på, at projekterne ikke er fugle på taget, og derfor indkalder de alle interessenter til en konference sidst i oktober.
– Ja, og det er en god ide. Der håber jeg, at vi kan komme i en god dialog og fortælle, hvor vigtigt det er, at infrastrukturen skal være i orden, før virksomheder beslutter sig for at investere.

Regeringsudspil kobler Vendsyssel af
Det seneste udspil fra regeringen ”Klimahandling. Sammen om mere grøn energi fra sol og vind på land” bekræfter til fulde den bekymring, som Christina Lykke Eriksen udtrykker
Landkortet nedenfor taler for sig selv.


——-
Hovedfoto Energinet

Skriv en kommentar til historien

avatar