Interesseorganisationen Dansk Industri har i de senere år offentliggjort en årlig undersøgelse af erhvervsklimaet eller erhvervsvenligheden i landets kommuner. Undersøgelserne bruger organisationen til at lave en kommunerangliste, som borgmestre og andre læser med enten glæde eller ærgrelse afhængig af, hvilken placering deres egen kommune har fået på listen. Men måske skal de bare tage det roligt, når man ser nærmere på, hvilke svagheder, der er indbygget i undersøgelsen.
”Det er rigtig træls”, ”Jeg er meget stolt af placeringen” Sådanne var reaktionerne – afhængig af, hvor deres kommune var placeret på ranglisten – fra to nordjyske borgmestrene, da lobbyorganisationen Dansk Industri (DI) offentliggjorde sin seneste undersøgelse af erhvervsklimaet i de danske kommuner.
Hvor alvorligt man skal tage DI’s vurdering af og rangliste over kommunernes erhvervsvenlighed eller erhvervsklima afhænger af to forhold: Er de anvendte metoder i undersøgelsen videnskabeligt i orden, og i hvor høj grad er undersøgelsen udarbejdet efter, hvad der tjener DI’s egne, snævre interesser.
De nordjyske kommuners placering
Også de nordjyske kommuner kan man naturligvis finde på ranglisterne. I tabel 1 ses det, hvilken placering de fik på DI’s rangliste fra november 2020. Desuden indeholder tabellen en rangliste over erhvervsvenligheden, som interesseorganisationen Dansk Byggeri også foretog sidste år. Den er medtaget for at vise, hvor forskelligt resultatet af to undersøgelser, der begge angiveligt viser noget om erhvervsklimaet eller erhvervsvenligheden i kommunerne, kan falde ud.
Som det ses, er der er ret stor forskel i de to organisationers rangliste af de nordjyske kommuner, selvom de altså angiveligt vil undersøge stort set det samme, og selvom der i en vis grad er benyttet samme parametre ( se nærmere om parametrene senere) og delvist også brugt samme metode i de to undersøgelser.
Når man sammenligner kommunernes placering på de to ranglister, er der to forhold, der springer i øjnene, og som umiddelbart giver anledning til forundring:
Det første er, at selvom den undersøgelsesmetode og de parametre, der anvendes i de to undersøgelser er delvist overlappende, opnår nogle kommuner en vidt forskellig placering. F.eks. Rebild Kommune, som i Dansk Industris undersøgelse snuser til top 10, men som i Dansk Byggeris undersøgelse indtager en af bundplaceringerne som nr. 90.
Den anden bemærkelsesværdige ting er, at nogle af kommunerne på kun et eneste år enten rutscher ned eller tager et stort spring op. Feks. Brønderslev, der i Dansk Industris undersøgelse fra 2019 til 2020 ryger 36 pladser ned fra nummer 27 til nummer 63, og Hjørring der springer 26 pladser frem fra en plads som nummer 61 til nummer 35.
At enkelte kommuner på kun ét år kan foretage så store spring i den ene eller den anden retning, svækker undersøgelsernes validitet og troværdighed.
Metoden: Hvordan er Dansk Industri kommet frem til undersøgelsesresultaterne?
Dansk Industris undersøgelse bygger på data, dels indsamlet via en spørgeskemaundersøgelse primært blandt organisationens medlemmer, dels via en række statistiske indikatorer om, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen.
F.eks. er en af indikatorerne eller parametrene ”skatter, afgifter og gebyrer”. Kommunens placering på ranglisten er her bestemt af virksomhedernes tilfredshed med niveauet for skatter og gebyrer- ikke bare erhvervsskatterne, men også borgernes indkomstskatter – samt seks statistiske indikatorer (f.eks. grundskyldspromille og skatteprocenten for kommuneskatten).
Repræsentativiteten halter
Det store problem med Dansk Industris undersøgelse er, at af de 33.400 virksomheder, som har modtaget spørgeskemaet, har kun 7.616 besvaret det. Det giver en besvarelsesprocent på kun 23 %.
En besvarelsesprocent af den størrelse behøver imidlertid ikke nødvendigvis at være et stort problem, hvis de virksomheder, der har svaret, er repræsentative for alle kommunens virksomheder.
– at de f.eks. størrelsesmæssigt fordeler sig som kommunens øvrige virksomheder.
– at det ikke er primært de utilfredse eller omvendt de tilfredse virksomheder, som har svaret.
– at der er nogenlunde ens svarprocent fra virksomhederne i de forskellige kommuner, hvis man vil sammenligne kommunerne på tværs, som ranglisten netop gør.
Men om de betingelser er opfyldt, fremgår ikke af undersøgelserne.
Det er desuden en tilsnigelse at kalde undersøgelsen for en måling af det lokale erhvervsklima. For en stor del af kommunernes virksomheder er jo ikke med i DI og deltager derfor ikke i undersøgelsen. Det gælder feks. detailhandelen, landbruget og de liberale erhverv.
Parametrene: Hvad bestemmer ranglisteplaceringen?
Foruden ”skatter, afgifter og gebyrer”, hvad er det så for parametre, kommunernes erhvervsklima måles på?
DI’s undersøgelser opererer med 9 parametre: Infrastruktur, arbejdskraft, uddannelse, kommunal sagsbehandling, skatter og afgifter, fysiske rammer, brug af private leverandører, kommunens image og endeligt information og dialog med kommunen. Tilsammen udgør de ni parametre placeringen på ranglisten.
Sammenfald af interesser mellem erhvervsliv og borgere?
Men der kan ikke altid sættes lighedstegn mellem, hvad der er i virksomhedernes interesser, og hvad der er i kommunens borgeres interesser. I en række tilfælde er der naturligvis et interessesammenfald. Feks. at kommunen har en god infrastruktur og en effektiv og hurtig kommunal sagsbehandling.
Men hvad med en lav kommunal indkomstskatteprocent, som i undersøgelsen giver points og et løft på ranglisten? Hvis man ser det fra borgernes synsvinkel, betyder en lav skatteprocent jo alt andet lige, at det bliver vanskeligere for kommunen at skabe eller opretholde et tilstrækkeligt højt serviceniveau på vigtige kommunale områder som børnepasning, skoler og ældrepleje – alle sammen områder, som spiller en stor rolle for borgernes dagligdag.
Nogle vil måske indvende, at en lavere kommunal beskatning giver mulighed for et større privat forbrug og dermed større beskæftigelse i kommunen. Det er til en vis grad rigtigt – i teorien. Men det bygger på de – tvivlsomme – forudsætninger, at borgerne ikke bruger skattelettelsen til øget opsparing og/eller større forbrug af importerede varer, og at det øgede forbrug – i det omfang, det finder sted – ikke går til virksomheder udenfor kommunen.
Udlicitering
Et andet parameter, som Dansk Industri lægger vægt på i målingen af en kommunes erhvervsklima, er, hvor meget kommunen konkurrenceudsætter eller udliciterer kommunale opgaver: Jo mere udlicitering, jo højere ranglisteplacering.
I Dansk Industris undersøgelse scorer en kommune points på ranglisten, selvom udliciteringen ikke kun sker indenfor opgaver, som DI’s medlemsvirksomheder normalt beskæftiger sig med som feks. byudvikling og infrastruktur. Overraskende nok også hvis der udliciteres på områder som undervisning, kultur, sundhed og sociale opgaver, der selvsagt alle ligger udenfor DI-virksomhedernes normale opgaveområder.
At udlicitering i sig selv også er i borgernes interesser er en tvivlsom præmis.
Der er nemlig mange eksempler på, at private aktører, som har vundet en licitation, ikke efterfølgende har magtet opgaverne. Feks. rengøringen på skoler og daginstitutioner, som private firmaer har udført så dårligt, at kommunen har måttet tage opgaven ”hjem” igen. Og firmaer, der har tilbudt pleje til de ældre, pludseligt er gået konkurs og dermed fra den ene dag til den anden har overladt plejeopgaven til kommunen, som dermed står i en meget vanskelig situation, fordi det kommunale plejepersonale er udliciteret væk.
Det synes heller ikke at være i borgernes interesser, at administrativt personale i kommunerne skal bruge deres kræfter og kostbare tid på med jævne mellemrum at udfærdige et detaljeret udbudsmateriale til en udlicitering – når pengene i stedet kunne være brugt på ”varme hænder”.
Så ligesom med lav kommunal indkomstskat forekommer en høj kommunal udliciteringsgrad ikke umiddelbart at være i borgernes interesse – men selvfølgelig i erhvervslivets.
Undersøgelse med andet resultat
At de forudsætninger, parametre og anvendte metoder, man putter ind i en undersøgelse, påvirker dens resultater er ikke nogen nyhed.
Det bekræfter en undersøgelse om erhvervslivet i landets kommuner, som tænketanken Cevea lavede i 2018. Den vendte nemlig op og ned på den rangliste, Dansk Industri også lavede samme år.
Cevea målte nemlig den reelle erhvervsaktivitet – og ikke det såkaldte erhvervsklima – i de enkelte kommuner baseret på parametrene: Antal privatansatte pr. 1000 indbyggere, produktiviteten (kommunens BNP per beskæftiget), størrelsen af eksporten (årlige eksport pr. indbygger), antallet af fuldtidsstillinger i nystartede virksomheder pr. 1.000 indbyggere og den gennemsnitlige årlige vækst i private virksomheder.
Når man anvender de parametre, ligger de store bykommuner højt på ranglisten, mens de normalt på Dansk Industris og Dansk Byggeris lister ligger lavt.
Blandt de 10 øverste på Cevea’s liste var de 8 storkøbenhavnske med Gladsaxe som nummer 1. Aalborg var den nordjyske kommune, som lå bedst, nemlig på 26. pladsen, mens Brønderslev og Jammerbugt lå lavest som henholdsvis nummer 68 og 69.
Til sammenligning bestod de øverste 10 på Dansk Industris rangliste samme år af 7 jyske og 3 fynske kommuner! Bedste nordjyske på listen var Jammerbugt som nummer 23, mens den i Cevea’s undersøgelse altså lå som den dårligste nordjyske kommune.
Figur 1: DANMARKSKORT OVER LANDETS BEDSTE ERHVERVSKOMMUNER målt på erhvervsaktiviteten
Ro på!
Det er naturligvis helt legitimt, at lobbyorganisationer som Dansk Industri prøver at påvirke politikere og andre beslutningstagere for at få interesser tilgodeset. Men når lobbyorganisationer præsenterer deres undersøgelser om erhvervsklimaet i kommunerne – ofte under lokale og regionale mediers opmærksomhed -, skal borgmestre og andre nok tage det roligt. For der er faktisk ofte tale om undersøgelser med anvendelsen af tvivlsomme videnskabelige metoder og også udtryk for ren og skær interessepolitik.
———————
Topfoto ©Bertil Mortensen
Det er dejligt at læse en artikel, der sætter fokus på baggrunden for undersøgelser af samfundsforhold. Alt for ofte fremstilles artikler af den karakter ud fra (såkaldt) objektive kriterier. Det betyder, at baggrunden for undersøgelsen, eller formålet med den, ikke fremgår, ligesom kriterier der ligger til grund ikke er åbenlyse. Det resulterer ikke sjældent i, at læseren forledes til at læse artiklen i et neutralt perspektiv. Altså når eksempelvis erhvervsklimaet er genstand for en undersøgelse, så lyder det som om det går godt for alle, når kommunen scorer højt. Det har altid betydning, når baggrunden for undersøgelsen fremgår. Det giver… Læs mere »