Udbytteskandalen

Jesper Tynell har i bogen ”Af Hensyn til Erhvervslivet” kulegravet svindelen med udbytteskat. Bogen dokumenterer, hvordan erhvervsinteresser sejrede over samfundsmæssige hensyn, og hvordan embedsværket ikke kunne trænge igennem til politikerne med deres ønsker om et aktieejerregister, som kunne have forhindret tabet af skatteindtægter på mindst 12 mia. Netavisnord har forsøgt at få en kommentar fra Finans Danmark, Spar Nord, Nordjyske Bank og Simon Kollerup (S), genvalgt i Nordjylland, men de har for de tre førstes vedkommende ikke ønsket at medvirke, mens Kollerup ikke har reageret på henvendelsen. Det har derimod Torsten Schack Pedersen, genvalgt i Nordjylland og skatteordfører for Venstre.

I regeringsgrundlaget er der indregnet skattelettelser for mere end 6 mia.

Regeringen annullerer også en planlagt skatteforhøjelse på en milliard kroner af selskabers ejendomsavancer og en nedsættelsen af bo – og arveafgiften fra 15 til 10 procent for familieejede virksomheder, som koster staten ½ milliard kroner årligt.

Regeringen planlægger endvidere at anvende 2% af BNP på militæret allerede i 2030 og ikke som i det nationale forsvarskompromis fra april 2022 i 2033.
Regeringsgrundlaget oplister flere besparelser som modvægt til skattelettelserne. Ulandsbesparelser på 700 mio., afskaffelser af seniorpensionen og seniorjobordningen, forringelse af SU’en, halvering af visse kandidatuddannelser.

Ud over de nævnte besparelser er det især en øgning af arbejdsudbuddet, der skal få regeringens økonomiske planer til at hænge sammen. Og her vil bl.a. afskaffelsen af Store Bededag som helligdag samt en mindreregulering af overførselsindkomsterne give tre milliarder kroner i statskassen.

Manglende indtægt: opgør med udbyttesvindlerne
Der er imidlertid en kilde til indtægter, som slet ikke omtales i regeringsgrundlaget: refusion af udbytteskat.

Jesper Tynell – journalist hos DR – har i podcasten De Hemmelige Aktionærer og i bogen Af Hensyn til Erhvervslivet gennemanalyseret og overbevisende dokumenteret skandalen bag refusion af udbytteskat.

Kort fortalt går refusion af udbytteskat ud på at sikre, at indkomst og formue ikke dobbeltbeskattes både i landet, hvor indkomsten er indtjent, og i bopælslandet.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO) giver landet, hvor selskabets aktier er udstedt, ret til at opkræve minimum 15 procent af aktieudbyttet. Mange lande opkræver et højere beløb – Danmark opkræver 27% – og beløb over de 15 procent kan tilbagesøges fra skattevæsenet i det pågældende land.

Udbytteskandalens historie
I sin analyse skelner Tynell mellem 3 perioder i udbytteskandalens historie. Den grundlægges i 80’erne under Schlütter – regeringen, hvor reglerne om anonyme aktionærer indføres. Periode 2 omfatter perioden fra Fogh – regeringen træder til og frem til 2015, hvor udbytteskandalen afsløres. Periode 3 er tiden frem til i dag, hvor hullerne i systemet stadig ikke er lukket.

Tab på 12 mia. til de anonyme aktionærer
Tynells analyse kan opdeles i en økonomisk del og en politisk.

Økonomisk anslås tabet for den danske stat officielt til ca. 12 mia. kroner, men er ifølge bogen formentlig meget større. Journalisterne Fastrup og Svaneborg skriver i deres bog, Det Store Skatterøveri, at den samlede europæiske svindel med udbytteskat beløber sig til 410 mia. kroner – et tal der siden da er vokset til 1.100 mia. kroner.

Kernen i plyndringen af den danske statskasse er, at 70% af de udenlandske aktionærer er anonyme. De er ikke registreret ved navns nævnelse, men opererer med bankerne som stråmænd i såkaldte omnibusdepoter, hvor mange forskellige aktionærer puljer deres aktier. Når de udenlandske aktionærer selv eller via deres danske bankforbindelse gør krav på at få udbytteskat tilbagebetalt, kan embedsmændene i Skat således ikke kontrollere, om de er berettigede dertil, fordi de ikke kan se, om vedkommende ejer den pågældende aktie. Det har bl.a. haft den helt absurde konsekvens, at aktionærerne har kunnet søge om udbytterefusion på aktier, de ikke ejede, og at flere aktionærer har kunnet søge om refusion på den samme aktie.

Til sammenligning bliver lønmodtagernes navn og cpr-nummer på lønningsdagen automatisk indberettet, så Skat kan tjekke, at de betaler den skat, de skal.

Udbytteadministrationen ønsker ejerregister – Fogh regeringen siger nej!
Fra starten af nullerne, hvor svindelnummeret for alvor går op for de embedsmænd, der forvalter refusionen af udbytteskat, har det derfor været en gentagen anbefaling, at politikerne skulle vedtage en lovgivning, der tvang bankerne til at indberette den enkelte aktionærs udbytterefusion og navn til et ejerregister, så udbytteadministrationen kunne sikre, at tilbagebetalingen skete til den retmæssige ejer – og kun en gang!

Embedsmændene var imidlertid i nullerne oppe imod Fogh-regeringen, der havde som et højt prioriteret mål at lempe erhvervslivets administrative byrder. Af hensyn til erhvervslivet og specielt bankerne, der lobbyede voldsomt for at sikre aktionærernes anonymitet ved dels at hævde, at en afskaffelse ville betyde en voldsom forøgelse af deres administrative byrder, dels at den internationale kapital, hvis den skulle lægge navn til aktieopkøbet, ville bevæge sig uden om Danmark med voldsomme følger for investeringer, produktion og beskæftigelse, afviste Fogh-regeringen ønsket. Fogh – regeringen lod med andre ord erhvervslivets særinteresser gå forud for væsentlige samfundsmæssige interesser.

Norge kræver adgang til hemmelige aktionærer uden at miste udenlandske investeringer
Tynell foretager i sin analyse et udblik til Norge, hvor myndighederne siden 2002 har haft ret til at pålægge bankerne at oplyse navnene på de hemmelige aktionærer, uden at det har ført til en nedgang i de udenlandske investeringer i Norge.

Derudover må man med Tynell i digitaliseringens og automatiseringens tidsalder undre sig over bankernes argument om forøgede administrative byrder.

Erhvervslivets lobbyarbejde er succesrigt
Ud over den økonomiske side har udbytteskandalen også en politisk.

Tynell afslører, hvordan interesseorganisationer med Finans Danmark, Industrirådet og Dansk Erhverv i spidsen sammen med store virksomheder som Mærsk i hele udbytteskandalens historie har haft overordentlig stor indflydelse på toppen af embedsværket og fået opfyldt deres ønske om at bevare aktionærernes anonymitet. Selv om de embedsmænd, der konkret har siddet med udbytterefusionen, gang på gang har opfordret til et opgør med de hemmelige aktionærer, så er det ikke nået til Folketingets kendskab, fordi skattedepartementet har standset forslaget, da det stred mod skiftende regeringers politik om at lempe erhvervslivets byrder. Selv i en situation, hvor den daværende skatteminister i 2009 fik en bemyndigelse af Folketinget til at pålægge bankerne at bryde med noget af anonymiteten og bidrage til en bedre kontrol med udbytterefusionen, lykkedes det for bankerne at overtale ministeren til ikke at underskrive bekendtgørelsen derom.

Tynells analyse viser, at bankerne og de øvrige interesseorganisationer har benyttet sig af en stribe lobbykanaler: møder med embedsmænd og ministre, deltagelse i udvalg, der skriver udkast til ny lovgivning, før folketinget involveres, trusler om at flytte investeringer til udlandet m.v.

Lovgivningsprocessen køres af sporet. Folketinget holdes i uvidenhed
Det er naturligvis ikke noget nyt i politik, at interesseorganisationer forsøger at påvirke beslutningsprocessen. Forestillingen om, at det er Folketinget, der bestemmer, skal tages med et gran salt, fordi lovgivningsprocessen viser, at erhvervslivets interesseorganisationer med deres økonomiske styrke og nyttige viden, som embedsværket er afhængig af, gør det vanskelig at negligere deres argumenter. Bankerne og de øvrige organisationer har således i årevis haft held til at afholde toppen af embedsværket og skiftende regeringer fra at sætte en stopper for udbyttesvindelen.

Hvad værre er, skriver Tynell, så er Folketinget blevet holdt i uvidenhed om, at de embedsmænd, der længere nede i systemet forvaltede udbytterefusionen, i årevis har råbt vagt i gevær og beklaget sig over, at de udbetalte milliarder i blinde til udenlandske investorer, hvis identitet de ikke kendte. Her er den parlamentariske styringskæde virkelig knækket.

Det politiske systems neokorporative træk
Tynells politiske analyse af udbytteskandalen bekræfter, at det danske politiske system har stærke neokorporative træk. Betegnelsen dækker over, at selvom de folkevalgte, repræsentative institutioner fortsat er fundamentet for de vestlige, liberale demokratier, så er navnlig de tunge økonomiske interesseorganisationer blevet ligeberettigede partnere, der sammen med embedsværket er centralt forankrede i det politiske system,

I den korporative stat kan regering og administration være passive mht. varetagelse af interessegruppers ønsker, eller de kan spille en formidlende rolle i forholdet mellem grupperne, eller de kan spille en afgørende og kontrollerende rolle. I udbytteskandalen har staten tydeligvis spillet en passiv rolle.

Stadig huller i udbytterefusionen
Selv om der skete et regeringsskifte i 2019, er det her 7-8 år efter udbytteskandalens offentliggørelse ikke lykkedes at lukke hullerne i udbytterefusionsordningen. Der har været tilløb til at vedtage ny og fortsat utilstrækkelig lovgivning (som i parentes bemærket er blevet til i et tæt samarbejde med bankerne), som dog aldrig er blevet vedtaget, og der er blevet ansat flere skattefolk til kontrol, men udenlandske aktionærer kan stadig forblive anonyme. Så Tynells konklusion er, at det stadig er muligt for udenlandske aktionærer at svindle, og bankernes indflydelse på lovgivningen er intakt.

Det er måske derfor, regeringen i sit grundlag og i opgørelsen af råderummet ikke regner med besparelser på udbytterefusionen?

V ordfører: Kom som et chok
Torsten Schack Pedersen, Venstre, har siddet i Folketinget siden 2005 og var skatteordfører, da udbytteskandalen nåede offentligheden i 2015, og han havde da bestridt posten siden 2007.

På spørgsmålet, om det kom som en overraskelse for ham i 2015, at udenlandske aktionærer havde svindlet den danske stat for 12 mia., siger han:
– Ja, som et chok. Hverken embedsmændene eller skiftende ministre havde oplyst skatteudvalget om, at der var en skandale under opsejling. Og at skandalen implicerede helt absurde udbetalinger til aktionærer, der aldrig havde modtaget noget udbytte, fordi selskabet ikke havde udstedt udbytte, og der derfor ikke var blevet betalt udbytteskat. Og at flere aktionærer havde anmodet om udbytterefusion fra den samme aktie. Der var simpelthen ingen kontrol, og udbetalingerne foregik pr automatik ved tryk på en knap.

Folketinget holdt i uvidenhed
– Hvordan reagerede I?
– I sin egenskab af skatteminister greb Karsten Lauritzen omgående ind og lukkede ned for alle udbetalinger og fik udbytteafdelingen mandet op og styrket kontrollen.

– Vil det sige, at det politiske niveau ikke anede, at embedsmænd i Skats udbytteafdeling siden starten af nullerne havde advaret om, at de udbetalte udbytterefusion i blinde, fordi aktionærerne var anonyme, og embedsværket manglede et ejerregister, så det kunne kontrollere, hvem der ejede aktierne og forhindre, at flere kunne få udbetalt refusion på den samme aktie?
– Ja, skatteudvalget fik ingen oplysninger om, at der længere nede i det administrative system blev advaret om, at der foregik en svindel med skatteborgernes penge i form af uberettiget udbytterefusion.

En slags mellemkontrol – stadig smuttere
– Nu er det så 7 år siden, svindelen blev afsløret. Er der blevet strammet tilstrækkeligt op? Det er jo stadig muligt at være anonym aktionær i omnibusdepoterne i bankerne.
– Der er i dag en mere håndfast kontrol. Hvor der tidligere blot var en enkelt medarbejder, der trykkede på refusionsknappen, er der i dag flere hundrede til at kontrollere anmodningerne. Men kontrollen er ikke 100%. Den er en slags mellemkontrol, fordi, hvis den skulle være endnu grundigere, ville det estimerede ekstraprovenu være mindre end udgifterne.

– Så der er stadig nogen smuttere?
– Ja, og det er utilfredsstillende. Det er bekymrende, at der er svindlere, der frarøver de danske skatteborgere uberettigede summer, og derfor er jeg også tilfreds med, at der arbejdes på at styrke kontrollen. I OECD-regi er der et arbejde i gang, så aktieejerne kan identificeres og derfor vil være et værn mod snyd. Det bliver et fælles internationalt system, så der ikke bliver forskel på vilkårene i f.eks. Sverige, Tyskland og Danmark. Det er vejen frem.
—–
Topfoto: Udsnit af omslaget til bogen ”Af hensyn til erhvervslivet”