– Bulldozeren er et fattigt svar….

I efteråret i 2018 vedtog den daværende VLAK-regering med støtte fra Socialdemokratiet, DF og SF den såkaldte ”ghettopakke”, som skønnes at betyde, at omkring 11.000 beboere i det almene byggeri rundt omkring i landets større byer bliver tvunget til at forlade deres boliger. Men i Aalborg har ingen boligområder fået prædikatet ”ghetto”. Hvordan er det lykkedes Aalborg at holde sig ude af ghettolisterne? Og hvilke konsekvenser får ”ghettopakken” for beboerne i og udenfor ”ghettoområderne”?

”Ghettopakken” udmønter nogle aftaler, som blev indgået i maj 2018 mellem VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, SF og DF. Det drejer sig om nogle tiltag, der angiveligt skal modvirke parallelsamfund i bestemte boligområder i den almene boligsektor. Formålet er at forbedre integrationen ved bla. at ”fremme en mere varieret beboer- og boligsammensætning i udsatte boligområder og i ghettoområder”, som det hedder i boligminister Ole Birk Olesens (LA) fremsættelsestale af lovforslaget i Folketinget. Det endelige mål er, at der ingen ”ghettoer” er i 2030.

Ghettopakken
Loven retter sig altså mod de såkaldte ”ghettoer”. Om et boligområde er så uheldig at blive indlemmet i kategorien ”ghetto” (dem er der pt. 28 af) afhænger af andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, beboernes beskæftigelses-, uddannelse- og indkomstforhold samt antallet af dømte kriminelle (se nærmere i faktaboksen sidst i artiklen).

Hvis et ”ghettoområde” har stået på ghettolisten 5 år i træk, kommer det på den såkaldte ”hårde ghettoliste” (pt. er 15 af de 28 boligafdelinger fra den ”almindelige” ghettoliste på den ”hårde” liste). Det betyder, at andelen af almene boliger i de ”hårde” områder skal reduceres til 40 %. Det kan bla. ske ved nedrivning af boliger, opførelse af ejerlejligheder og af private udlejningsboliger.
Konsekvensen er, at mange af de nuværende beboere skal flytte. ”Mandag Morgen” har undersøgt, at det i de ”hårde ghettoer” vil berøre 11.000 mennesker – familier, par og enlige -, der skal finde et andet sted at bo. Boligafdelingerne, som er på den ”hårde” ghettoliste, er pålagt at udarbejde ”udviklingsplaner” for nedrivningen af ca. 3.200 boliger og salg af yderligere 1.000.

Ingen ”ghettoer” i Aalborg
I modsætning til flere andre større byer (København, Aarhus, Odense m.fl.,) er der ingen boligområder i Aalborg, som er indlemmet i gruppen af ”ghettoer” eller ”hårde ghettoer”.

Hvad er forklaringerne på det?
Det har Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening, nogle bud på. Boligforeningen omfatter bla. afdelingerne ”Kildeparken” og ”Sundparken” i Aalborg Øst

Boligforeningens indsats består og har bestået af en bred vifte af fysiske ændringer af boligerne og boligområderne samt af boligsociale indsatser i områderne.
– Renoveringerne af boligerne har været så gennemgribende, at det eneste, der på et tidspunkt har været tilbage af boligerne, er soklen og de bærende vægge, siger Ole Nielsen. Så når man træder ind i en af vores færdigrenoverede boliger, er det som at træde ind i en hel ny.

Foruden en renovering af facaderne er der installeret nye badeværelser, køkkener og ventilations- og varmeanlæg.

Men også udenfor bygningerne er der sket store forandringer.
– Voldene, som tidligere omkransede bebyggelserne, er væk. De gjorde, at der opstod et slags minisamfund indenfor, som ikke kommunikerede ret meget med verdenen udenfor, siger Ole Nielsen.
Et andet infrastrukturelt tiltag har været at få flyttet beboernes biler fra de store P-pladser udenfor selve bebyggelsen ind foran boligerne.
– Det har skabt tryghed blandt beboerne, fordi der nu er kommet langt flere mennesker på vejene inde i området.

Ændret beboersammensætning
– Hvordan er det lykkedes at ændre beboersammensætningen i forhold til beboernes uddannelses- og beskæftigelsesniveau, Ole Nielsen?
– Vi har holdt fast i vores positive fortælling om, at det her projekt, det lykkes. Før i tiden dominerede de negative historier om Aalborg Øst. Men når de nye boliger står klar og folk kommer herud, hører vi dem sige: ”Hold da op. Vi har slet ikke forestillet os, at det ser så godt ud”.

Boligsociale initiativer
Men Himmerland Boligforening har også taget en række initiativer – såkaldte boligsociale indsatser – rettet mod de eksisterende beboere.
– Vi har f.eks. et tiltag, som går ud på at højne indlæringen blandt eleverne på skolerne. Vi har en mentorordning – finansieret af den velgørende forening Gestus Nord -, hvor 10 ansatte studerende, som bor i ungdomsboliger i området, giver lektiehjælp til 7. kl. elever, som lærerne har visiteret til ordningen.
– Vi har også tiltag – f.eks. har vi ansat en netværker -, som tager sigte på at bringe nogle af vore beboere i jobs. Det sker i et tæt samarbejde med Erhvervsnetværk 9220, som har 183 nordjyske medlemsvirksomheder, og hvor Himmerland Boligforening fungerer som sekretariat. Det er meget vigtig at ”connecte” med erhvervslivet.
– Desuden har vi tilbud til gravide og nybagte forældre i ”Café Baby Start”, hvor målet er at skabe en god start på forældreskabet.
– Endvidere er vi ved at projektere en sportshangar eller sportshal, hvor vi sammen med Aalborg Kommune arbejder på at få nogle foreninger herud for at få endnu mere liv og endnu flere aktiviteter til området.

I den forbindelse fremhæver Ole Nielsen samarbejdet med Aalborg Kommune:
– Vi har et fantastisk samarbejde med kommunen. For vi kan ikke gøre tingene alene. Det kræver simpelthen en samlet indsats.

Andre tiltag
I området er der også opført kvarterhuse eller fælleshuse. Og ved at rive nogle boligblokke ned – med beboernes accept – er der blevet plads til et sundhedshus – hvor der bla. også er en café – med 200 ansatte og 1000 besøgende om dagen.

Ole Nielsen slår fast, hvad der efter hans mening er det essentielle for en bydel:
– Det vigtigste er, at beboersammensætningen er blandet. Ikke bare i Aalborg Øst, men overalt, hvor der bor mennesker sammen. Man skal opleve, at det er helt normalt, at nogle i en bydel er arbejdsløse, og andre arbejder 80 timer om ugen. For hvis man bor i en opgang, hvor de fleste er arbejdsløse, så ser børnene ikke andet.

Kritikken af ghettopakken
Mens boligforeningerne altså i Aalborg – og i Nordjylland i det hele taget – har formået at holde sig fri af ghettolisterne, er der andre, det ikke er lykkedes for. Det gælder f.eks. Gellerupparken i Brabrand og Mjølnerparken i København.

Og der har været en ret massiv kritik af ”Ghettopakken” fra forskellig side: F.eks. fra beboere både i og uden for ”ghettoerne”, forskere, de almene lejerorganisationer og politikere, der ikke er er en del af det politiske forlig om ”ghettopakken”.
F.eks. har det lydt:
– Ja, det er rigtigt at der er integrationsproblemer i en lille del af den almene boligsektor. Men det skyldes, at hele integrationsopgaven er overladt til denne sektor, mens den private boligsektor går fri.
– Det er lejerne, som via deres egne opsparede midler i Landsbyggefonden skal betale gildet. Fonden lænses for 10 mia, som ellers skulle have været brugt til renoveringer og forbedringer i den eksisterende almene boligmasse. Hvorfor skal den private boligsektor ikke være med til at løse et samfundsskabt problem som den manglende integration, spørges der.
– Hvis politikerne er drevet af ønsket om at afskaffe parallelsamfund og skabe sammenhængskraft i Danmark, som de påstår er deres motiv for at udarbejde ”ghettoplanen”, hvorfor tager de så ikke for alvor fat i den ghettorisering, der i de seneste år er sket på hele boligmarkedet: Hvor overklassen og middelklassen klumper sig sammen i deres egne ”ghettoer”?

Og så er der problemer med selve ghettolisten
– Tallene, der bruges til at udarbejde ghettolisten, er ikke opdaterede, men er 1 år gamle. Feks. tager de seneste tal, som blev offentliggjort 1/12 -19, ikke højde for de forbedringer, som boligforeninger har foretaget og opnået i løbet af 2019, og den generelle stigning i beskæftigelsen, som er sket på landsplan men også blandt ”ghettoernes” beboere.
– Det er undertiden ganske små tal, som afgør et ”hårdt ghettoområdes” skæbne. Feks. betyder blot 16 personer for mange uden grunduddannelse i det almene boligbyggeri Lundtoftegade på Nørrebro med 750 boliger, at man nu er røget på ghettolisten.

Og hvad med de mere eller mindre utilsigtede konsekvenser af ghettoplanen, spørger nogle
– Det viser sig allerede nu, at det stik mod hensigten er de ressourcestærke beboere, som er begyndt at flytte fra ghettoområderne som følge af ghettoplanen. F.eks. kan man nu se, at 80 ud af de 115, som har taget mod genhusnings- og flyttepakken i Mjølnerparken i København, kan betegnes som ressourcestærke.
– Hvorfor skal mennesker, f.eks. pensionister, der har boet det meste af deres liv i samme bolig, og som har arbejdet i hele deres arbejdsdygtige alder, troligt har betalt skat og husleje – tvangsforflyttes, fordi deres boligforening er nødt til omdanne nogle af deres boligblokke til andre boligtyper for at den kan undgå at komme på den hårde ghettoliste eller for at prøve at komme af den?
– Når flere tusinde almene boliger afvikles i de ”hårde ghettoer” og familierne tvangsforflyttes, vil naboområderne være et oplagt mål for at få en ny bolig. Disse områder risikerer så at blive kategoriseret som ”ghettoer” eller endda ”hårde ghettoer”. Så er man lige langt.

Og mere kritik:
Men kritikken slutter ikke her.
– 40 pct.- reglen betyder, at der mange steder skal rives flere hundrede gode boliger ned. Områder, som typisk er renoverede for få år siden, og som har ventelister på flere år. Og ingen af de berørte kommuner kan pege på ledige, almene boliger, så derfor skal man ud og lave erstatningsbyggeri. Spild af ressourcer, og udtryk for en tåbelig brug-og-smid-væk-kultur, lyder det.

– Boligorganisationerne har jo allerede længe arbejdet på at løse de problemer, som er baggrunden for ghettopakken, og resultaterne har været gode. Et af de bedste eksempler er Himmerland Boligforenings arbejde i Aalborg Øst.

Og så er der den mere overordnede kritik, som arkitekt Rikke Juul Gram har formuleret den i en kronik i Politiken: ”Bulldozeren er et fattigt svar på ghettoproblemer”.

Hvad betyder ghettoaftalen generelt for beboerne i den almene boligsektor?
Det er klart, at hvis det vha. ghettoplanen skulle lykkes at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder, vil det gøre dem mere attraktive og skabe nogle bedre rammer for beboerne.

Men beboerne er og bliver utrygge. Ikke kun dem, der kan forudse en sikker tvangsforflytning, men også dem, der bor i de områder, som har en risiko for at komme på en fremtidig ghettoliste.

Nedrivningen af almene boliger, som er en af konsekvenserne af ”ghettopakken”, betyder selvsagt øget pres på den resterende masse af boliger i denne sektor. Det vil alt andet lige betyde, at manglen på netop billige boliger stiger – en situation som der i dagens boligmarked ikke lige er behov for.

Desuden gør den delvise tømning af midlerne i beboernes, egen Landsbyggefond, at der vil være færre midler til at vedligeholde og udvikle det almene byggeri.

Og endeligt vil det almene byggeris adelsmærke – beboerdemokratiet – være sat mere eller mindre ud af kraft i ”ghettoområderne”, fordi der er et politisk pres ovenfra – ministre, folketingspolitikere, byrådspolitikere – for at få ghettopakken ført ud i livet.

———————-

Topfoto ©Wikimedia Commons