- Politik, Sundhed og livsstil

LØKKES NYE KANIN: SUNDHEDSREFORMEN

Author profile

I januar hev Løkke en ny kanin op af hatten. Sundhedsreformen. Den indebærer en statsovertagelse af sygehusene og er dermed udtryk for en markant centralisering af sundhedsvæsenet i Danmark. Og hvilke konsekvenser har Løkkes forslag for de nordjyske patienter og sygehusvæsen?

Midt i januar stod 6 ministre side om side for at præsentere regeringens ny sundhedsreform, der også indebærer nedlæggelse af de fem regioner. De politiske forhandlinger er begyndt, og regeringen regner med at reformen er forhandlet færdig inden valget i år og skal træde i kraft i 2021.

Med et snarligt valg i sigte og relativt dårlige opinionstal i meningsmålingerne er tidspunktet for offentliggørelsen nok ikke tilfældigt. Måske har Løkke i baghovedet haft forringelsen af efterlønnen, som han lancerede i sin nytårstale i 2011, og som i en vis grad satte dagsordenen i den efterfølgende periode.

Nedlæggelse af regionerne falder også i god jord hos regeringspartnerne, Konservative og LA, og ikke mindst DF. Manøvren går altså også ud på at skabe et godt forhold til DF, hvilket kan være afgørende for den borgerlige regerings overlevelsesmuligheder efter folketingsvalget.

Lars Løkke Rasmussen. Foto (c)Bertil Mortensen

Fagfolk sat udenfor døren

Sundhedsreformen har været længe undervejs, men det skyldes ikke, at tiden er blevet brugt på at inddrage fagfolk i processen for at lytte til deres viden og erfaringer. Tværtimod. Den er blevet forberedt i en lukket kreds af embedsmænd i Finansministeriet og Sundhedsministeriet med et regeringsudvalg som politisk styregruppe. Ingen inddragelse af fagfolk fra sundhedssektoren, forskere, regioner og kommuner. Først efter at regeringen har fremsat sit forslag, har nogle af aktørerne fra sundhedssystemet været i audiens hos ministrene.

Sundhedsreformen i – meget – korte træk (se også faktaboksen bagest i artiklen)
Ifølge regeringen er hovedformålet med ændringen af sundhedssystemet at skabe mere nærhed og sammenhæng i sundhedsvæsenet. Målet er bla. at reducere antallet af ambulante besøg på sygehusene med 500.000 og antallet af hospitalsindlæggelser med 40.000.

Hvis det står til regeringen, skal den fremtidige struktur i sundhedsvæsenet bestå af tre lag, foruden regeringsniveauet, hvor bla. den overordnede økonomi for sundhedsvæsenet fastlægges:

Øverste lag er ”Sundhedsvæsen Danmark”, som er et statsligt organ under Sundhedsministeriet, og som bla. skal være drivkraften i udviklingen af sundhedsvæsenet i hele landet.

Næste lag er fem sundhedsforvaltninger, som skal varetage nogle af regionernes hidtidige opgaver og skal dække samme geografiske udstrækning som dem.

Nederste lag er 21 sundhedsfællesskaber svarende til antallet af akutsygehuse (heraf er der tre i Nordjylland, nemlig Aalborg, Hjørring og Thisted). Sundhedsfælleskaberne skal beskæftige sig med samarbejdet mellem sygehuse, praktiserende læger og kommunerne.

Fælles for de to øverste lag er, at flertallet i ledelserne udpeges af regeringen.

Praktiserende lægers fremtidige rolle

Sundhedsreformens målsætning om 500.000 færre ambulante besøg på sygehusene og 40.000 færre indlæggelser forekommer urealistisk, for det er primært de praktiserende læger, der skal løfte opgaven. Men der er som bekendt stor mangel på læger – især i det såkaldte Udkantsdanmark, hvor Nordjylland jo normalt henregnes til – og på landsplan har 70 % af de praktiserende læger lukket for tilgang. Manglen på læger vil regeringen forsøge at afhjælpe ved at uddanne flere speciallæger i almen medicin og oprette 160 uddannelsespladser indenfor området, men da det tager 12-15 år at uddanne speciallæger, er det et tiltag, hvor resultatet har meget lange udsigter.

Dertil kommer, at der i forvejen er mange ledige uddannelsespladser indenfor almen medicin, fordi mange unge læger ikke finder det særligt interessant. Der er heller ingen garanti for, at de nyuddannede læger vil etablere eller overtage praksis’er i landets yderområder – f.eks. Nordjylland – med mindre man på en eller måde tvinger nyuddannede læger til disse egne af landet. Og det vil regeringen ikke, det skal være lysten, der driver værket, lyder det optimistisk fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby

Vil kommunerne kunne klare opgaven?

Ved kommunalreformen 2007 blev mange opgaver overflyttet fra de daværende amter til kommunerne, og byrådspolitikerne ragede begejstret opgaverne til sig, ofte uden at tage hensyn til, om kommunerne var i stand til at løfte de flere, og tit meget komplicerede opgaver, som de overtog. F.eks. tog mange nordjyske kommuner opgaver hjem fra regionens taleinstitut, fordi de mente, de kunne klare opgaverne lige så godt og vigtigst af alt, billigere. Det betød, at talebesværede, døve og hjerneskadede har fået en dårligere behandling, fordi det højt uddannede og specialiserede personale på Taleinstituttet blev beskåret og spredt for alle vinde.

I regeringens forslag hedder det, at antallet af ”uhensigtsmæssige” indlæggelser skal formindskes. Men hvad der ligger i det begreb er lidt uklart. Hvis man går ud fra, at regeringen ikke mener, at de praktiserende læger indlægger deres patienter, uden der er en grund til det, må baggrunden for de ”uhensigtsmæssige” indlæggelser være, at kommunerne ikke har afsat de nødvendige økonomiske ressourcer og/eller ikke har et tilstrækkeligt uddannet personale til at varetage de pleje- og behandlingsopgaver, der kræves. Men hvis kommunerne ofte ikke magter det i dag, hvordan skal det så gå, når de ifølge forslaget til sundhedsreformen skal varetage langt flere opgaver i fremtiden.

Aalborg Universitetshospital Syd. Foto (c)Bertil Mortensen

Regionerne som prügelknabe

Et led i sundhedsreformen er som nævnt nedlæggelsen af regionerne, selvom de ifølge regeringen har ”bidraget til at løfte kvaliteten på sygehusene”, men ”der er flere opgaver, hvor der i dag ikke er tilstrækkelig koordination og fremdrift”. Regionerne har ellers ifølge sundhedsøkonomerne klaret opgaven godt.

Det er en vurdering, der deles både af andre fagfolk og bliver bestyrket ved sammenligninger med lande, vi normalt sammenligner os med. Men det er naturligvis ikke det samme som at sige, at der ikke er problemer, og at der ikke er plads til forbedringer.

Men Christiansborgpolitikerne løber jo en risiko, hvis regionerne nedlægges. Når sundhedsvæsenet på nogle områder ikke har fungeret, har billedet i medierne nemlig været det samme: Sundhedsministeren har stillet op til interview, og hendes pointe her har næsten uden undtagelse været: Ansvaret og skylden er regionernes og slet ikke regeringens.

Det bliver altså sværere – men nok ikke helt umuligt – for regering og Folketinget at løbe fra ansvaret, hvis Sundhedsreformen bliver vedtaget. For de fremtidige fem sundhedsforvaltninger kan også risikere at komme til at fungere som prügelknabe, selvom det bliver sværere, når det er regeringen selv, der har udpeget ledelsen af dem.

Centralisering til gavn for Nordjylland?

Regeringens forslag til nedlæggelse af regionerne går jo stik imod regeringens og Dansk Folkepartis angivelige mål om at skabe et ”Danmark i balance”, bla. ved udflytning af statsinstitutioner fra København. Sundhedsreformen er tværtimod udtryk for, at Christiansborgpolitikerne vil centralisere – selvom regeringen selv mener det modsatte, fordi sundhedshuse og de praktiserende læger er tiltænkt en større rolle – men samlet set bliver der tale om en kraftig centralisering. I stedet etableres der et system, hvor regeringsudpegede embedsmænd kommer til at spille en afgørende rolle. Som professor i sundhedsøkonomi og -politik Kjeld Møller Pedersen formulerer det i Politiken ”Det bureaukratiske system bliver overordnet set øget og i virkeligheden styret fra København”.

I et debatindlæg for nyligt i Nordjyske stiller medlem af FAST (Fremtidens Akutsygehus i Thisted), Erik Holm, det spørgsmål, om den styrkelse af sygehuset i Thisted, som Region Nordjylland foretog i foråret 2018, ville være sket uden regionsrådets medvirken. Hans svar er Nej!

Tror mon de borgerlige, nordjyske politikere, som nu mere eller mindre entusiastisk klapper i deres hænder over den statslige overtagelse af sygehusvæsenet, at der vil blive taget de samme hensyn til specielle, lokale nordjyske forhold, som regionspolitikerne i Region Nordjylland har taget? Og vil de samme borgerlige politikere stå frem og være villige til at påtage sig ansvaret, hvis det viser sig, at landspolitikerne og embedsmændene beslutter sig for tiltag, som forringer f.eks. yderområdernes hospitalsdækning? Næppe.

Finansieringen

Størstedelen af finansieringen skal ske via en såkaldt Nærhedsfond, som i perioden 2020-25 skal tilføres 6 mia kr. Pengene skal bla. bruges til at skabe bedre fysiske rammer for de lokale sundhedshuse, øge antallet af medarbejdere i kommunerne og skabe et kompetenceløft i kommunerne og i den almene praksis.

Finansieringen af Nærhedsfondens 6 mia. skal komme flere steder fra. De 1,5 mia. regner man med at finde på besparelser i administrationen, bla. ved at fyre medarbejdere i den regionale administrationen. Andre finansieringskilder er penge, der i forvejen er afsat til andre formål, og som man inddrager, så kun 1,5 mia kan siges at være ”nye penge” fra finanslovsaftalerne fra 2018 og 2019.

Sygehusvæsenet er i forvejen stærkt underfinansieret, selvom der årligt tilføres flere penge til området. Det skyldes, at væksten ikke matcher de stærkt øgede udgifter til flere ældre, flere nyfødte, stigende medicinpriser, flere behandlingsmuligheder, større investeringer i nyt udstyr, m.m.

Underfinansieringen ændrer Sundhedsreformen ikke på. Tværtimod. Som formanden for Lægeforeningen har sagt: ”Nærhedsfonden er en begyndelse, men med småpenge ift. det reelle behov”.

 


Faktaboks om forslaget til Sundhedsreformens stuktur
Hvis det står til regeringen, skal den fremtidige struktur i sundhedsvæsenet bestå af tre lag, foruden regeringsniveauet:

1) ”Sundhedsvæsen Danmark”, som er et statsligt organ under Sundhedsministeriet, og som bla. skal være drivkraften i udviklingen af sundhedsvæsenet i hele landet. Det skal have en bestyrelse på 11 personer. De 5 af medlemmerne er bestyrelsesformændene for de fem sundhedsforvaltninger (se nedenfor), resten udpeges direkte af regeringen (den ene efter indstilling fra patientforeningerne)

2) Fem sundhedsforvaltninger, som skal varetage nogle af regionernes hidtidige opgaver og skal dække samme geografiske område som dem. Ledelsen af hver af de fem sundhedsforvaltninger skal bestå af en regeringsudpeget bestyrelse på 6 medlemmer. Ét medlem udpeges efter indstilling fra kommunerne (ved en senere justering af forslaget har regeringen åbnet op for, at der kan være flere end én repræsentant herfra), og et andet efter indstilling fra patientforeningerne.

3) 21 sundhedsfællesskaber omkring det tilsvarende antal akutsygehuse skal beskæftige sig med samarbejdet mellem sygehuse, praktiserende læger og kommunerne. Den politiske overbygning for hvert sundhedsfælleskab skal udgøres af et udvalg, hvor bla. en lokal borgmester og den relevante kommunale udvalgsformand er repræsenteret, men udvalget skal kun mødes 4 gange om året og får ingen beslutningskompetence. Efter forslagets fremsættelse har regeringen antydet muligheden for, at sundhedshedsfælleskaberne kan råde over en – endnu ukendt – sum af penge, hvis størrelse skal aftales i finanslovsforhandlingerne og de årlige økonomiforhandlinger mellem regering og KL


 

0 0 votes
Article Rating

Om skribenten Bertil Mortensen

Læs alle artikler af Bertil Mortensen
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments