Statslige hjælpepakker i en krisetid – en kommentar!

Finanskrisen, klimakrisen og nu coronakrisen har vist sårbarheden ved globaliseringen og manglerne og ulemperne ved markedskræfterne. Med massive hjælpepakker og forventelige indgreb mod klimaudfordringerne er vi vidner til et statsligt engagement i samfundsøkonomien, som i den grad har bragt neoliberalisterne og tilhængerne af en langt svagere stat til tavshed.

Risikosamfundet
Den tyske, nu afdøde, sociolog Ulrich Beck udviklede blandt andet en teori om risikosamfundet – et samfund, hvor risici er grænseoverskridende. Han så risiciene primært som en konsekvens af den teknologiske udvikling, som har nået et niveau, hvor teknologien indvirker på naturlige processer, som ingen – helle ikke eksperterne – kan forudsige effekten af. Bioteknologi, genteknologi, nanoteknologi, atomkraftteknologi var nogle af de teknologier, som Beck især interesserede sig for, og hvis påvirkning af processer i naturen ikke kan forudses og dermed håndteres.

Globaliseringen og finansialiseringen
Det, der gør risiciene grænseoverskridende, er naturligvis globaliseringen, som for alvor tog fart i 80’erne, hvor Reagan og Thatcher stod i spidsen for en deregulering og liberalisering, som bevirkede, at staternes rolle i økonomistyringen aftog. I stigende grad blev nogle stater reduceret til natvægterstater og markederne overladt til sig selv og de frie kræfter.
Herhjemme fik Reagan og Thatcher opbakning fra Anders Fogh Rasmussen, der i sin bog om minimalstaten meldte sig under neoliberalismens faner.

Denne udvikling bevirkede, at den internationale finanskapital fik kronede dage og nu overstiger realkapitalen i betydning og volumen. Der er sket en finansialisering af kapitalen. Den internationale finansverden kan på få sekunder flytte adskillige milliarder af kroner og dermed påvirke produktion og beskæftigelse – uden at staterne kan gøre meget andet end at være passive tilskuere.

Finanskrisen – de arbejdsløse betalte regningen
Finanskrisen fra 2008 afslørede de risici, som en sådan uhæmmet finansialisering og teknologisk udvikling af investeringsmaskiner indebærer. Med næsten kirurgisk præcision gik den samlede, globaliserede økonomi af lave, og bankerne, som repræsentanter for finanskapitalen, måtte bede om hjælp hos staterne. Det er velkendt, at Danske Bank var på fallittens rand i 2008-09 og kun overlevede, fordi staten trådte til med hjælpepakker. At denne redning så ikke senere afholdt banken fra i sin grådighed at involvere sig i hvidvask og skatteunddragelse afslører blot, at risiciene ved en privat banksektor ikke er så lette at håndtere.

Mens bankerne herhjemme således blev hjulpet på fode igen af staten, var der andre, som måtte betale prisen – endskønt de var ganske uskyldige i finanskrisen. De forsikrede ledige fik deres dagpengeperiode halveret fra 4 til 2 år, og genoptjeningsperioden blev fordoblet til 1 år. Kompensationsgraden er løbende blevet nedsat, så den i dag nærmer sig 50%. Og når man dropper ud af dagpengesystemet og ender på kontanthjælp, støder man hovedet mod kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, gensidig forsørgelsespligt for ægtefæller m.m. Som om denne straffeaktion mod lønmodtagerne ikke var omfattende nok, så gjorde højrefløjen det også sværere og betydeligt mindre lukrativt at gå på efterløn. Her var ingen hjælpepakker – kun pisk!

Disse følger af finanskrisen blev legitimeret med, at nu skulle der spares på de offentlige budgetter. Parallellen til de private husholdninger, som må spare, når indkomsterne falder, blev den diskurs, som højrefløjen ideologisk retfærdiggjorde sin politik med. Reelt var der tale om, at højrefløjen tilgodeså sit vælgersegment med hjælpen til bankerne, mens regningen blev betalt af de arbejdsløse og nedslidte lønmodtagere, som i overvejende grad stemmer til venstre for midten. Ingen holdt hånden under dem, tværtimod.

Den økonomiske politik, som Lars Løkke og højrefløjen førte under finanskrisen, var ikke blot ulighedsskabende, men var også ud fra en nøgtern nationaløkonomisk betragtning irrationel og førte til, at Danmark var længere om at komme på fode igen end andre lande. En kraftig ekspansiv finanspolitik, som havde overført midler til de arbejdsløse, ville have sat mere dynamik i det økonomiske kredsløb og dermed produktion og beskæftigelse, al den stund lavindkomsterne har en højere forbrugskvote end dem med høje indkomster. Til gengæld blev de mere velstående indkomstlag stillet skattelettelser i udsigt, og dermed var det af EU dikterede statsfinansielle underskud på – 3% af BNP opbrugt.

Klimakrisen
Før coronakrisen var klimaforandringerne og de voldsomme risici, de indebærer, det dominerende punkt på den politiske agenda. Selv den mest inkarnerede tilhænger af den foghske minimalstat må vel efterhånden vedgå, at markedet ikke kan løse de risici og problemer, som den industrialiserede verden har efterladt kloden med. Fordi den enkelte producent udelukkende fokuserer på sin egen virksomhed og dennes omsætning, omkostninger og overskud, kan man ikke forvente, at den af sig selv skal tage overordnede samfundshensyn, herunder hensyn til klima, miljø og natur.
Med mindre den bliver det pålagt af staten, vil den af al kraft undgå at betale for de eksternaliteter, der er forbundet med produktionen, f.eks. CO2 udslip, forurening, manglende biodiversitet etc. Problemet er, at varernes pris ikke afspejler den reelle omkostning, der er ved at producere dem. Derfor må det betegnes som hykleri, når industrien på den ene side ønsker sig et frit marked, men på den anden side ikke vil lade markedsprisen afspejle produktionsomkostningerne.

Coronakrisen
Klimakrisen kræver voldsomme politiske indgreb i produktionen, og hvis man skal nå 70% reduktion af CO2 i 2030, skal der en helt anderledes styring af økonomien på banen. Der vil formentlig blive tale om et paradigmeskifte, og frimarkedstilhængerne vil blive voldsomt udfordret på deres ideologi – ligesom de også blev det i forlængelse af finanskrisen, og som de nu igen bliver det i forbindelse med coronakrisen, der på en og samme tid illustrerer, hvor brutal og sårbar den globale markedsøkonomi er blevet. Vi presser bl.a. økosystemerne og dyrene ved vores ekspansive urbanisering, produktion og handel. Vi indfanger dyr, dræber dem og frigør vira, som søger en ny vært, og det er blevet os i coronatilfældet. Og så går det pga globaliseringen løs, og sygdom og død spredes med lynets hast. Og i et forsøg på at inddæmme og afbøde pandemien lægges mobilitet, produktion og beskæftigelse døde.

Og så må staterne igen træde til med hjælpepakker – i skrivende stund i Danmark for et trecifret milliardbeløb.

Jeg er ikke uenig med regeringens håndtering af krisen. Der er ikke andet at gøre, hvis vi skal komme nogenlunde helskindet ud på den anden side og vente på, at der findes en vaccine, som kan styrke immunsystemet. Min pointe med at trække tråde fra Becks teori om risikosamfundet over globaliseringen, finanskrisen, klimakrisen og nu coronakrisen er en anden.

Monetaristerne på højrefløjen tier
Den tager udgangspunkt i det borgerlige Danmarks tavshed. Cepos har indtil videre ikke kritiseret det voldsomme statsindgreb i økonomien, som næsten har planøkonomisk karakter. Højrefløjspartierne bakker regeringen op, og har de endelig en økonomisk bemærkning, handler det interessant nok om at tilføre flere statsmidler til virksomhederne. Liberalisterne har måttet se i øjnene, at markedet endnu en gang har vist sin utilstrækkelighed – som under finans- og klimakrisen.

I forskellig grad er Cepos og de borgerlige partier monetarister, dvs. tilhængere af en økonomisk udbudsorienteret teori om, at økonomien er selvstabiliserende og selv når frem til en ligevægt for produktion og beskæftigelse, hvis økonomien har fået et stød. Det kræver, at der kæles for udbudssiden, og at staten sænker selskabsskatterne og i øvrigt holder sig i ro samt et opgør med fagforeningerne, som sætter markedskræfterne ud af funktion ved at kræve mindstelønninger. Lod man blot lønningerne variere i takt med efterspørgselen efter arbejdskraft, ville økonomien på lang sigt genfinde sin ligevægt.

Endvidere skal efter monetaristernes opfattelse statens omfang mindskes af den simple grund, at den forstyrrer markedskræfterne. Politikerne har en tendens til at have spenderbukserne på, når det handler om de offentlige udgifter, fordi pengene ikke er deres egne, men skatteydernes.

Derfor skal skatterne sænkes, finanspolitikken neutraliseres, så udgifter og indtægter balancerer på et betydeligt lavere niveau, end vi kender det i dag. Strengt taget skal staten kun sørge for den indre og ydre sikkerhed. Alt andet skal overlades til markedet. Den økonomistyring, der kan være nødvendig, skal ske gennem pengepolitikken, der forvaltes af den politisk uafhængige nationalbank

Staten overtager styringen
Heroverfor står en keynesiansk inspireret økonomiforståelse, som fokuserer på efterspørgselssiden og kræver en stærk, demokratisk statsmagt, som gennem finanspolitikken og reguleringer styrer efterspørgslen og holder hånden under økonomien, når det er nødvendigt. I denne optik er det logisk, at staten griber ind og understøtter produktion og beskæftigelse under coronakrisen. Der er lavet erhvervspakker, som støtter udbudssiden, og hjælp til dagpengemodtagerne, der støtter efterspørgselssiden.

Alt i alt har coronakrisen – sammen med finanskrisen og klimakrisen – taget vinden ud af sejlene på de rene liberalister i dansk politik og erhvervsliv. Det er påfaldende så lavmælt højrefløjen og tilhængerne af en indskrumpet statsmagt ytrer sig i disse tider.

——-

Topfoto: Paul Rode Andersen. Privatfoto