- Andet

Me Too – den tredje bølge

Author profile

Kampen for ligestilling falder i tre bølger. Den første fik den politiske sfære og stemmeretten som omdrejningspunkt. Den anden handlede især om arbejdslivet med ligeløn og uddannelse i centrum. Endelig udspringer den tredje bølge – Me Too – af krænkelser i intimsfæren. Fælles for dem alle er, at initiativet har rod i kunsten og kulturens verden. Flere af kampene er vundet. Men nye skal kæmpes, siger en nordjyske rødstrømpe, der var aktiv i 70’erne, og en 17 årig ålborgensisk gymnasieelev, der er en del af generation Z.

Den verserende krænkelsesdebat – sammenfattet i internetbevægelsen Me Too – har for alvor igen sat gang i bl.a. en drøftelse af, hvor langt vi egentlig er nået i ligestillingen. Med udgangspunkt i (film)kunstens verden er der med lynets hast skabt et socialt fællesskab på tværs af nationer og et viralt rum, hvor kvinder (og mænd) kan dele erfaringer og afdække seksuel chikane. Den startede i Hollywood, men bredte sig som en steppebrand til andre lande og brancher, og herhjemme har Sofie Linde startet en debat om seksuel chikane, der indtil videre har kostet mandehoveder i bl.a. mediebranchen og i det politiske liv.

I denne artikel forsøger vi at sætte Me Too ind i en historisk ligestillingssammenhæng, idet der for overblikkets skyld vil blive sondret mellem tre bølger.

Den første bølge
Vi skal tilbage til anden halvdel af 1800-tallet, før ligestillingen for alvor bryder igennem som et tema. Som med Me Too startede også det oprindelige krav om at behandle kvinder og mænd ligeværdigt i kunstens verden – den gang i litteraturen. Det Moderne Gennembrud løb af stabelen med Brandes’ forelæsninger om litteraturens elendighed i Danmark og kravet om, at den burde sætte problemer (herunder kvindens situation) til debat og blev fulgt op af en række forfattere: Henrik Ibsen (Et dukkehjem), Herman Bang (en række noveller og romaner om stille, tragiske, kvindelige eksistenser, f.eks. Tine, Ved Vejen), I.P. Jacobsen (Fru Marie Grubbe) m.m.fl. Før dem havde Mathilde Fibiger allerede i 50’erne med hovedværket Clara Raphael lagt grundstenen til den emancipatoriske kvindebevægelse.

Dansk Kvindesamfund: Medborgerskab og stemmeret
Samme år, som Brandes holdt sine forelæsninger, stiftedes Dansk Kvindesamfund (1871). I starten stod kampen først og fremmest om kvinders ret til uddannelse og deres økonomiske situation, og påfaldende nok skal vi helt frem til 1906, før kravet om politisk ligestilling og medborgerskab blev en dominerende del af organisationens program.
I samarbejde med Socialdemokratiet og Venstre mobiliserede kvinder sig i en stemmeretsbevægelse, der udviklede sig fra et hovedstadsfænomen til en landsdækkende, folkelig kraft, for hvem det lykkedes i 1908 at indføre stemmeret og valgbarhed til de kommunale råd og i 1915 til Rigsdagen. Højre havde i flere år blokeret for valglovens vedtagelse, men da partiet også mistede flertallet i Landstinget, var vejen banet.

Kvindelige partiledere
Som det fremgår af figuren nedenfor, skal vi imidlertid helt op i 1970’erne, før der for alvor kommer vækst i antallet af opstillede og valgte kvinder til Folketinget. Men her var den anden bølge også indledt. Og i dag er kvindernes andel af sæderne i Folketinget tæt på 40%, og det er mere reglen end undtagelsen, at en kvinde er partileder. Det ville have været utænkeligt for blot en generation siden. Kun Venstre og De konservative og til dels DF (idet jeg antager, at Pia Kjærsgaard stadig trækker i trådene) har endnu ikke formået at give plads til et kvindeligt lederskab.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken
Kvindelige ledere for RV, S, SF, EL, NB. Foto Folketinget

Kvinder skal ikke stille sig tilfredse med 40%
Kirsten Hein, 73, aktiv i kvindebevægelsen siden 70’erne og mangeårigt byrådsmedlem og rådmand i Ålborg for SF, anerkender, at der er sket fremskridt på den politiske front, når man ser på kvinderepræsentationen – og lederskabet i det lange perspektiv.
– Kvindebevægelsen har helt klart båret frugt på det politiske plan. Men vi er ikke i mål. Jeg synes ikke, kvinderne skal stille sig tilfredse, før vi når en % på 50. Og hvis man ser på byrådene, så er der i en del kommuner lang vej hjem, før vi når en ligelig repræsentation mellem kønnene.

Kirsten Hein. Privatfoto

Den anden bølge
Ligestillingskampen befandt sig i en stilstand i ca. et halvt århundrede, efter kvinderne fik valgret. Det kan være vanskeligt at finde entydige forklaringer herpå, men et bud kunne være, at et par verdenskrige, en kold krig og en lavkonjunktur forskubbede opmærksomheden fra kønnenes forskellige livsvilkår til familiens helt elementære overlevelse. Vi skal mao. op i sidste halvdel af 60’erne, før kvindesagen igen for alvor bliver en dominerende diskurs. Bistået af en højkonjunktur og en generel antiautoritær stemning fik unge kvinder med udgangspunkt i Kunstakademiet mobiliseret deres kønsfæller til kamp for ligeløn, ligestilling i hjemmet, på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet, fri abort mm., men også for nogles vedkommende til en mere generel kritik af kapitalismen, imperialismen og patriarkatet. Ingen kvindekamp uden klassekamp lød en parole. Socialismen blev sat på dagsordenen som en del af kvindekampen.

Løngab
I figuren nedenfor ses, hvordan der – trods en formel indførelse af ligeløn – stadig er et gab mellem kvinders og mænds årlige indtjening og timeløn. Forskellen på de 22% i årlig indtjening til de 13% i timeløn kan tilskrives, at kvinder i større udstrækning arbejder på nedsat tid.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken

I et historisk perspektiv er timelønsgabet formindsket, jvf figuren nedenfor.

Kilde Danmarks Statistik, Statistikbanken

Forskellen på de 13% i 2019 må hænge sammen med, at mænd stadig ligger i den højere ende af lønskalaen.
Kirsten Hein siger:
– Den manglende ligeløn hænger sammen med de jobs, kvinder og mænd søger. Vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, og der er desværre ikke sket ret store ændringer de sidste 50 år – om nogen overhovedet. Omsorgsfunktionerne i den offentlige sektor er typisk besat med kvinder, og der er lønnen generelt lavere end i den private sektor. Mænd uddanner sig oftere med henblik på jobs i den private sektor, og der har man mulighed for at tjene bedre.

Flere kvinder tjener mest i parforhold
Ser vi på, hvem der historisk i et parforhold har tjent mest, er der sket en vækst de sidste godt 30 år for kvindernes vedkommende. Fra ca. 13% i 1987 til 30% i dag. At kurven har været faldende siden 2009 må tilskrives finanskrisen. Nu er den igen svagt stigende.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken

Uddannelse. Kvinder har overhalet mændene
En forklaring på, at kvinder i stigende udstrækning er dem, der tjener mest i et parforhold, kan hænge sammen med figuren nedenfor. Den viser, at kvinder for længst har overhalet mænd, når det handler om at få en lang videregående uddannelse og dermed en pæn løn. Gabet ligger i dag på en 5-6% og er stigende.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken

Hvor den første bølge i ligestillingens historie især koncentrerede sig om at give kvinder politiske rettigheder, hvorefter den nærmest gik i stå, og vi skal helt op i dette årtusinde, før kvinder for alvor sætter sig på de ledende politiske poster, så var den anden bølge mangfoldig, og man yder den ikke helt retfærdighed ved at hævde, at den især centrerede sig om uddannelses – og arbejdsmarkedsfeltet. Imidlertid er der på dette felt som vist sket fremskridt, selv om der er noget tilbage at ønske, før ligestillingen er slået helt igennem. Se f.eks. nedenstående figur, som vedrører det private erhvervsliv.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken

Uddannelse skaber selvforsørgelse
Kirsten Hein siger:
– Det er meget glædeligt, at kvinder nu i så stor udstrækning tager en lang uddannelse. Det sætter dem i stand til at forsørge sig selv og i en vis udstrækning også tjene mere end den anden part i forholdet. Men de lægger ikke i så stor udstrækning billet ind på chefgangene, hvilket der kan være mange grunde til. En kunne være, at de prioriterer familielivet højt, Nogle af dem er formentlig børn af rødstrømpeforældre og har muligvis haft en rodløs barndom som følge af mødrenes kvindepolitiske engagement, og det ønsker de ikke at udsætte deres egne børn for – og så bliver der ikke rum til at søge de arbejdskrævende chefstillinger.

Den tredje bølge
Me Too – bevægelsen er det seneste skud på ligestillingsstammen. En stribe krænkelsessager har synliggjort de undertrykkelsesmekanismer, som kvinder i intimsfæren stadig udsættes for, men den offentlige kritik af dem har formentlig ligget underdrejet, al den stund der var så mange andre kampe, kvinderne skulle udkæmpe.

Kvindekampen gik død i 90’erne og 00’erne
Kirsten Hein tilhører selv en generation, der fik sagt fra over for klamme mænd, og synes det er påfaldende, at så mange yngre kvinder ikke tidligere har påtalt de krænkelser, de har været udsatte for.
– Kvindekampen gik død i 90’erne og 00’erne, og det undrer mig, at mænds undertrykkelsesmekanismer over for kvinder, som altid har været der, først for nylig med Weinstein og Me Too fik et offentligt, sprogligt udtryk. Jeg ved ikke, om den seksuelle frigørelse har betydet, at kvinder er blevet mere tolerante og finder sig i mere og derfor har accepteret den undertrykkende kultur for længe. Under alle omstændigheder har de seneste sager vist, at krænkelser begået af politikere i fortiden hænger ved og koster.

Generation Z
Maja Haubenreisser Poulsen, 2. g’er på Ålborg Katedralskole, er ikke i tvivl om, at der går en lige linje fra rødstrømpernes kampe i 70’erne til Me Too.
– Vi unge kvinder i dag står på ryggen af de vigtige kampe, vores seje mødre og bedstemødre udkæmpede. Uden den uddannelse og trods alt bedre løn – og arbejdsvilkår, de sloges for, og som min generation nyder godt af, er jeg ikke sikker på, at krænkelsesdebatten havde set dagens lys. At stå frem kræver et mod og en selvtillid, som bl.a. en solid uddannelse giver. Jeg er en del af Generation Z, som forsøger at tage til genmæle over for den undertrykkelse, der sker af kvinder i f.eks. nattelivet, men som også mere bredt går ind i racisme – og klimadebatten.

Maja Haubenreisser Poulsen. Privatfoto

– Har krænkelser nogen udløbsdato?
– Nej, det mener jeg ikke. Mændene må tage konsekvensen af deres handlinger – også selv om de ligger adskillige år tilbage. Det er f.eks. Morten Østergaard og Frank Jensen blevet presset til, og det burde Jeppe Kofoed også gøre, så vi ikke har en udenrigsminister, der har udnyttet sin position over for en 15 årig teenager. Det er ikke fair, at han kan sidde på en politisk toppost med den kvindeundertrykkelse, han har udøvet. Hans krænkelser var faktisk værre end de to andres.

– Nogle kvinder – f.eks. Støjberg og Vermund – markedsfører det synspunkt, at Me Too er gået for vidt, og at det er synd for mændene, og at der skal være plads til komplimenter og en kikset flirt.
– Det er interessant, at de to højrefløjspolitikere føler, at de kan tale på andre kvinders vegne. Det vil jeg advare kraftigt imod. Når kvinder står frem og fortæller, hvordan de har oplevet undertrykkelsen, så er man nødt til at tage dem alvorligt, og det må have konsekvenser for krænkerne.

– Hvordan optræder fyrene i det segment, du tilhører?
– Ordentligt helt igennem. Der er ikke noget at komme efter, og de udviser respekt over for os piger.

– Er du så optimistisk på dit køns vegne?
– Til dels, men der er stadig ligestillingskampe, der skal tages på arbejdsmarkedet og hjemmefronten, hvor barsel, barnets første sygedag, nedsat arbejdstid og huslige forpligtelser i øvrigt stadig i overvejende grad er forbeholdt kvinderne. Det slår bl.a. igennem på karrieremulighederne og pensionen, slutter Maja Haubenreisser Poulsen.
———————-
Topfoto: Wikimedia Commons

Skriv en kommentar til historien

avatar