Igennem længere tid har jeg været optaget af en undren, som allerede er antydet med ovennævnte titel. Den voksede frem, da jeg tidligere på året skrev et par artikler i dette forum om den forandringsproces Aalborg Teater havde sat i gang. Både for at skabe et mere publikums inkluderende teater, men også for at rette op på et voldsomt stort fald i salget af billetter, der i første omgang var udløst af corona pandemien.
Det søgte man at indfri ad to veje. Dels ved at indlemme forsamlingshustanken og give plads til debatarrangementer med udspring i forestillingernes indhold. Dels ved at ansætte en programlægger til at arrangere events for at tiltrække nye publikumssegmenter for hvem det at gå i teater var helt fremmed. Det var indholdet af disse events, som skabte uorden i mine forestillinger om, hvad et teater skal udbyde af kultur og kunst. Kort sagt at det man kunne læse sig til på teatrets hjemmeside om disse events stak helt af i forhold til, hvad dets dna sædvanligvis skulle repræsentere. Denne trend, hvis man kan kalde det, synes også at have fundet indpas på Kunsten (Museum of Modern Art of Aalborg), og det var faktisk Kunsten, der inspirerede Aalborg Teater til at gøre noget lignende.
Når så vægtige institutioner som Aalborg Teater og Kunsten begynder at udvide deres virkefelt og indlemme en eventprofil bestående af arrangementer, som ligger helt udenfor det kunst- og kulturbegreb, som ’normalt’ og ’traditionelt’ definerer denne type kulturinstitutioner, bevæger vi os samtidig i retning af en ’ny’ type kunstinstitution. Hvor vi tidligere forbandt disse institutioner med noget monokulturelt, har vi i dag at gøre med en virkelighed, hvor Kunsten og Aalborg Teater nu ved siden af giver plads til eventprægede arrangementer, der i sit indhold umiddelbart ikke er i sync med deres kunstneriske og kulturelle kerneydelser.
Hvad har f.eks. arrangementer om vold mod kvinder, investeringscafé for kvinder og foredrag om det amerikanske præsidentsvalg at gøre med det, der helt basalt definerer disse institutioners eksistens og drift.
Man kan selvfølgelig sige, at de foregår i nogle smukke og inspirerende rammer, men hvad kan ellers forklare denne nye trend, og hvordan skal man forholde sig til dette fænomen. I videre forstand kan man tilføje, at denne trend i mere udfoldet form kan medføre, at disse to institutioner mere skal forstås og tilgås som kulturhuse end det kunstmuseum og det teater, de oprindelig blev til som.
I værste fald vil man ud fra en kulturkritisk betragtning komme til at opleve, at den autonomi man hidtil har tillagt disse institutioner vil blive udvandet og tivoliseret. Denne tilgang kan bestemt i nogens øjne opfattes som konservativ og som forandrings fjendsk. Helt ude af takt med den aktuelle udvikling indenfor kulturlivet.
Man kan modsat vælge netop at anskue det som et tegn i tiden, hvor megen udvikling indenfor kulturlivet er domineret af, at hidtil gængse grænsedragninger forsvinder til fordel for fusioneringer af forskellig slags. At arrangementer og events vi tidligere forbandt med kalenderne hos Folkeuniversitet, oplysningsforbundene og bibliotekerne, nu dukker op f.eks. på Aalborg Teater og Kunsten. Ved at bryde disse grænsedragninger kan man måske skabe en mere åben og mere fleksibel forståelse for, hvor man kan eksponere den slags arrangementer. Men hvad ligger til grund for at sammenføre bestemte events f.eks. om Vold mod kvinder eller andre events med den verden af kunst og kultur, Kunsten rummer. Hvorfor det ? Det kunne være interessant at blive klogere på.
Hvis man bliver i tanken om tidsbilledet, er det tydeligt, at kulturudbuddet samlet set er blevet større. Antallet af kulturtilbud og kulturaktører er voksende, og det stiller store krav til synlighed og til evnen med at kunne nå sine målgrupper. Dette faktum kan tillige gøre det forståeligt, at mange kulturaktører og kulturudbydere søger og indgår samarbejdsrelationer med andre, også hvis det skulle indebære at bevæge sig ind på et fremmed område. Når dette sker, kan det for nogle betyde fornyet synliggørelse og i sidste ende sikring af overlevelse.
I samme udviklingsstrøm oplever man desuden, at målgruppe adresseringen har fået en meget central plads indenfor kulturlivet i dag. Måske især indenfor den del man kunne kalde mainstreamkulturen. Tænk f.eks. på alle de programmer på tv-kanalernes programflade, hvor publikum har en afgørende stemme og indflydelse på afviklingen og i videre forstand på, om programmerne kan overleve på sigt.
I forbindelse hermed er der stået en tendens til egentlig sam- og medskabelse med inddragelsen af målgrupper i selve udviklingen og produktionen af kulturtilbud. Dette er instruktøren Jonas Risvig blevet meget kendt for i relation til sine ungdomserier og senest med hans første spillefilm fra i år (Kontra, september 2024).
Ud fra disse tendenser kan man måske tillade sig at konkludere, at kulturlivet, dvs mere specifikt kulturudvikling og kulturdrift i dag i højere grad end tidligere baserer sig på en markedstænkning, og hvad markedet har af behov og forventninger. Mere end tidligere hvor kulturlivet var drevet frem af en bevidst produktorienteret tilgang, hvor det dannende og opdragende fyldte mere, men alligevel ud fra et ønske at skabe resonans indenfor tilsigtede målgruppesegmenter. I dag kan man måske tale om en tilnærmelsesvis sammensmeltning af det kulturproducerende og det kulturbrugende.
Hvis man ser nærmere på Kunstens hjemmeside finder man en omtale af aktuelle og kommende udstillinger. Ved siden af disse kerneydelser finder man via museets kalender en løbende oversigt af arrangementer.
Samlet set tegner der sig et billede af mangfoldighed med tilbud til alle aldersgrupper: rundvisninger, indføring i kunstneres verdener, kunstneriske værksteder, croquis tegning i udstillingsområdet, familierelaterede aktiviteter. Man får et klart indtryk af et levende og dynamisk museum, der rækker ud til sit publikum med en vifte af muligheder med en hovedvægt på billedkunsten, som er det, der udgør museet dna. Men hjemmesiden giver ikke i sig selv svar på den beskrevne undren. Man må andre steder for at blive klogere.
Samarbejdsaftalen mellem Aalborg kommune og Kunsten
I det følgende kunne det give mening at se nærmere på det aftalegrundlag, som er den primære forudsætning for driften af Kunsten som museum. (Screenshot s.5 i Strategi 2020-2024 for Kunsten). Her tænkes på de gældende vedtægter for Kunsten, museets samarbejdsaftale med Aalborg kommune for perioden 2021-2024 (nærmere bestemt Sundheds- og Kulturforvaltningen) og den aktuelle strategi for Kunsten (jfr. Strategi 2020-2024 for Kunsten). Især samarbejdsaftalen er vigtig, fordi Aalborg kommune som hovedtilskudsyder fungerer som tilsynsmyndighed, og dermed skal være obs på, at aftalens indhold bliver efterfulgt. Den samme aftale er således også grundlaget for den strategi, der er regulerende for museets daglige drift.
Af aftalens ordlyd fremgår det, at den hviler på en sammentænkning af kommunens kulturpolitiske målsætninger og Kunstens formål og vision, hvor det især er følgende to, som har interesse her. For det første hensigten om, at kulturlivet skal bidrage til at skabe en levende kommune og for det andet, at kulturlivet skal være i stand til at indgå meningsfulde partnerskaber, bl.a. i forhold til erhvervslivet. Ser man på Kunstens formål (jfr. institutionens vedtægter) fremgår det, at Kunsten er et statsanerkendt museum og hører ind gældende museumslovgivning (Slots- og Kulturstyrelsen). Deraf følger nogle bundne opgaver, men det bliver samtidig fastslået, at Kunstens ’emnemæssige ansvarsområde’ er billedkunstens område og herunder, at museet skal ”belyse billedkunstens historie og aktuelle udtryk samt dens æstetiske og erkendelsesmæssige dimensioner” (jfr. vedtægternes § 2.2 og 2.6). Som museum har Kunsten derfor en vigtig og løbende forpligtigelse til at formidle viden, der både peger bagud på den billedkunstneriske kulturarv og nyerhvervet viden, som baserer sig på den forskning, de ifølge museumsloven skal stå for. Så vidt så godt.
Som et resultat af aftalen er der i fællesskab mellem partnerne formuleret nogle fælles strategiske mål, som er ført videre over i den tidligere nævnte strategi i form af nedennævnte strategiske retninger:
1. Udstilling og samling der åbner verden
2. Formidling med mening og relevans
3. Destination med kunst- og kulturoplevelser
4. Organisation med blik for gæster og samskabelse
5. Kunsten med forretningssans
For at kunne realisere strategiens fokusområder angiver samarbejdsaftalen nogle specifikke udviklingsmål, som igen peger tilbage på de omtalte kulturpolitiske målsætninger, nemlig at:
Aalborg – hvor kulturen skaber en levende kommune
– Kunsten vil som destination favne et bredere publikum som et 100 procent kunstmuseum, der indenfor museets rammer også er nytænkende kulturhus, skulpturpark og ”legeplads”.
– Kunsten skaber et bredt funderet kulturhus, der i events, talks og performance udfolder sig både indendørs og udendørs.
– Kunsten udvikler en helstøbt kunstpark med fokus på arkitekturen, parken og nærområdet; en park der også er en kunstnerisk ”legeplads”, der udfordrer hjerne og krop og inddrager naturen omkring museet.
(Samarbejdsaftalen s.7- min fremhævelse)
Aalborg – hvor kulturen indgår i meningsfulde partnerskaber (her er kun de to sidste punkter nævnt)
– Kunsten vil udvikle strategiske partnerskaber med fonde, institutioner og interesseorganisationer, der styrker kvaliteten hos alle og øger antallet af besøgende på Kunsten.
– Kunsten vil indgå stærke, nytænkende partnerskaber med virksomheder lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, der bidrager til værdiskabelse for alle parter. (Samarbejdsaftalen s.8)
Tager man fat i strategien og de beskrevne retninger er det især nummer tre og fem, som kan være med til at give svaret på den undren, der var motivationen for at skrive artiklen her. Kunsten vil både være et 100 % kunstmuseum og samtidig udvikle sig til et bredt funderet kulturhus, og dette fremgår direkte af strategiens tekst. Ved at læse strategien kan man se, at de citerede passager fra samarbejdsaftalen uændret er ført over i strategien. Læser man også strategiens beskrivelse af missionen for Kunstens virke, bliver man klar over, at udviklingen af Kunsten til en blanding af kunstmuseum og kulturhus under ét baserer sig på et stærkt partnerskab mellem kultur- og erhvervsliv (”at nytænke og udvikle morgendagens kunstmuseumsvirksomhed der bygger på stærke partnerskaber med et kommercielt forankret forretningsgrundlag.”, jfr. s.3 i Strategi 2020-2024 for Kunsten). Næsten side om side med omtalen af missionen fremgår det, at man ønsker at øge antallet af besøgende gæster med 50.000 om året til 150.000 i nuværende aftaleperiode. Kunsten er ikke bare et kunstmuseum og et kulturhus, men en virksomhed med en klar målsætning for omsætning.
Eftertanker
Man kan af det foregående blive bekræftet i, at Kunsten har ændret status fra at være et traditionelt udstillingsmuseum til at være en blanding af museum og kulturhus. I den egenskab er det på niveau, hvad der tidligere i artiklen er skrevet om aktuelle kulturelle strømninger. Det er ligeledes et faktum, at det monokulturelle kulturtilbud har vanskelige eksistensvilkår, og måske især for museumsverdenen, som i mange år kæmpede med at formidle sine kerneydelser på en interessant og publikumsinddragende måde.
Læsningen af strategien efterlader læseren med et meget positivt indtryk. Vi har at gøre med et kunstmuseum, som hele tiden går efter det bedste, og dette kræver, at man søger samarbejdsmuligheder, der kan understøtte Kunstens høje ambitionsniveau. I de senere år bl.a. gennem samarbejdet med Louisiana, landets måske bedste kunstmuseum, der skal bidrage til at gøre Kunsten til et kunstnerisk og kulturelt fyrtårn i Nordjylland.
For nu at vende tilbage den undren, der satte det hele i gang, kan man spørge om, det giver mening med helt eksplicit at indlemme en eventkultur af den omtalte art på Kunsten. De arrangementer som Kunsten udbyder er imidlertid meget efterspurgte og bliver hurtigt udsolgte, og det vidner om, at omverdenen har taget kulturhustanken til sig, men noget tyder på, at denne tanke er nødvendig for at kunne klare sig i toppen af kulturlivet. Endnu en eftertanke eller snarere spørgsmål melder sig: kan disse partnerskaber mellem på den ene side kulturliv og erhvervsliv og på den anden side kunstmuseum og kulturhus sikre, at museet også i fremtiden kan indfri sine drømme og ambitioner om at være et kunstmuseum med billedkunsten i centrum
Tirsdag den 19.november var jeg selv deltager til et af den slags arrangementer på Kunsten. Jazztrioen Sonorous Scandinavia med bl.a. Benjamin Koppel gav akustisk koncert i forhallen til Kunsten, og jeg må indrømme, at det løftede arrangementet ved, at det foregik i så smukke og kunstbetonede rammer, ligesom det fik én til at opleve Kunsten som et levende kulturelt sted.
Hvilken effekt det vil have på at høre om vold mod kvinder og foredrag om det amerikanske præsidentvalg omgivet af kunst på væggene, er ikke til at sige. Det kunne være relevant at få afklaret, hvad Kunsten lægger vægt på i sit valg af den slags arrangementer. I strategien skriver Kunsten om, at det der styrer dem i tilrettelæggelsen af udstillinger er følgende
”Vi tror ikke på opdeling i aldersgrupper eller geografi, men derimod på interessefælleskaber, drømme og længsler og ønsket om oplevelser, der taler til publikums livsverdener.” (afsnittet ”Udstilling & samling der åbner verden s.9)
Måske kan denne tilgang også dække kriterierne for programlægningen af events og lignende arrangementer, men en endelig afklaring af min undren er jeg ikke nået frem til. Der bliver ved med at dukke nye spørgsmål op.
—–
Hovedfoto: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg
